Mit svar er på ingen måde kritik af Solveig, de har gjort det helt rigtige, vi har ikke brug for flere vildkatte, der lever en kummerlig tilværelse
men af kattehjemmet, da de efter min mening bryder loven og da jeg jo også ved at de hen på sommeren brokker sig over de drukner i killinger, ja så hænger det bare ikke sammen efter min mening.
i foråret 2018 havde jeg en russisk pige, der fik killinger, (katten var dårlig socialiseret fra opdrætter), da hun fik kilinger gik det helt galt, hun endte med at angribe os i sengen, da måtte jeg aflive sunde og raske killinger sammen med moderen, da jeg to steder fra havde det klart og tydelig, loven sagde jeg ikke måtte beholde killingerne og sende dem til amme
Det tror jeg heller ikke, Jeanette. Men når diskussionen på den måde tager en uventet drejning, kan man godt som den, der satte gang i den, føle sig en smule overvældet, selv om det slet ikke er hensigten. Det ville jeg bare gerne forsøge at undgå.
Udmærket pointe Og det vil til enhver tid være internatets fulde ansvar hvilke beslutninger der træffes - også om man beholder killinger i rå mængder, selv om de sikkert får endnu flere ind løbende
VH
Susanne
Jeg har på ingen måde, opfattet nogle af jeres kommentarer som kritik af min handling og føler mig nu heller ikke specielt overvældet. Bare lige for at slå det fast.
Og med hensyn til om internatet har overtrådt loven eller ej - det kan jeg virkelig ikke ligge søvnløs over. Loven tager på ingen måde højde for situationer som denne, eller situationer som andre har beskrevet her i tråden. Havde jeg, som opdrætter, stået med en nybagt mormis jeg blev nødt til at aflive, kunne det aldrig falde mig ind at aflive killingerne sammen med hende. Så er jeg godt nok fuldstændig ligeglad med lovens bogstav.
@galath, skulle vi ikke flytte den her diskussion med mødrekatte/killinger til en separat tråd. Det er et aktuelt emne som sagtens kan bære sin egen tråd.
Inden nogen tror jeg sidder og peger fingre af nogen/kritiserer med nedenstående citater vil jeg lige understrege at det gør jeg ikke, også selvom om nogen skulle opfatte det således.
Med udgangspunkt i ovenstående lov citat, så mener jeg simpelthen ikke at den kan overføres til de to nedenstående citater. Så kan det god være det er forkert set fra nogens synspunkt.
Jeg synes simpelthen det er et rigidt synspunkt at i situationer som de to ovenstående beskrevne, at loven plæderer for at man så skal aflive killingerne også, fordi moderkatten måske er blevet skingrende skør (for at sætte det på spidsen). Hvis det er okay at killingerne kommer til en amme, hvis morkat går til pga. sygdom, så kan jeg ikke se forskellen til ovenstående - der er det bare psykisk sygdom (so to speak), der gør sig gældende?
Singletons, bliver da også rask væk sendt afsted til ammemødre for at vokse op i et kuld, fordi det er i kattekillingens tarv? Det vil da i den grad være i killingens tarv at vokse op hos en ammemor i en situation hvor morkat er blevet unormal oppe i hovedet og det kan påvirke hvordan killingens sind udvikler sig ift. til kommende status som fx. kælekat.
Det er da fuldstændig ligemeget at vi gang på gang hiver diskussioner og videnskabeligt publicerede artikler frem om at det er bedst for killingen at vente med at at flytte hjemmefra til den er 16 uger, hvis man samtidig plæderer for at killingerne også aflives hvis morkatten er nødt til at blive aflivet fx. pga. sygdom af psykisk/fysisk årsager. Det er da hamrende modsatrettede meninger. Der bliver da overhovedet ikke skelet til det dyreetiske hvis loven mener man skal gøre sådan.
En ting er lov, der er også det dyreetiske. Det er på ingen måde i mine øjne dyreetisk korrekt at aflive killinger “fordi deres mor lige pludseligt ikke er her”.
Du er jo en gammel KG-rotte, så du ved, hvordan tingene nogle gange udarter
Det er heller ikke, fordi jeg synes, at nogen har trådt ved siden af i diskussionen. Men ind imellem kan der godt være nogen, der føler sig angrebet. Og det skal de ikke, jo
