Jeg er virkelig i vildrede. Min Akira bare SÅ ked, efter at have mistet elskede Dusse. Hun kalder og kalder, kan ikke finde ro. Vækker mig 117 gange om natten, for at ville lege og kæle. Men det værste er helt klart, at hun kalder konstant…
Jeg er på udkig efter to killinger til os. Men der er bare ikke killingen lige nu. Der er ikke mange killinger til salg, og de fleste er først klar til at flytte hjemmefra om 4-5 mdr. Da de endnu ikke er født. Jeg har så kigget i Sverige, Norge, Tyskland og Belgien og det samme gør sig gældende i disse lande. Der er bare ingen killinger.
Jeg kan ikke fordrage tanken om, at Akira skal være så ked de næste 4-5 måneder. Men jeg vil heller ikke bare købe en eller anden kat, for at købe en kat. Det skal være den/de rigtige.
Der er sikkert intet at gøre, men alligevel er jeg nød til at høre. Hvad kan jeg gøre?
Ellers er der vel intet i vejen for at købe en ungkat eller måske en voksen. Du kan prøve et kigge her: http://killingelisten.dk/viskuld/viskuld.php?race=Hellig%20Birma&ems=sbi eller måske kontakte Susanne W herinde. Jeg ved, at hun selv opdrætter nogle rigtig lækre Birmaer, og mon ikke at hun kender et sted med en ledig Birma, der mangler et nyt hjem.
Det kunne jo være, at du fandt den rigtige kat, som er lidt ældre end 12 uger.
Altså…du må jo gå på kompromis for din kats skyld, og måske købe en der udelukkende skal til for at holde hende med selskab, og så senere købe en der også falder i mors smag rent typemæssigt. Kan du “tillade” dig tidsmæssigt at være meget kræsen ?
Altså jeg vil ikke engang være sikker på, at en killing løser Akiras problem, desværre. Det er jo en bestemt kat, som hun savner og ikke bare en eller anden kat.
Jeg tror, at katte (dyr) kan sørge lige som mennesker, og forhåbentlig bliver sorgen og savnet mindre med tiden. Jeg tror ikke, man kan forcere det.
[QUOTE=En forhenværende bruger;580383]Altså jeg vil ikke engang være sikker på, at en killing løser Akiras problem, desværre. Det er jo en bestemt kat, som hun savner og ikke bare en eller anden kat.
Jeg tror, at katte (dyr) kan sørge lige som mennesker, og forhåbentlig bliver sorgen og savnet mindre med tiden. Jeg tror ikke, man kan forcere det.[/QUOTE]
HELT enig.
Da Devouee blev aflivet i december gjorde det absolut ingen forskel at Unni var her - det var Devouee Yasha savnede og kaldte på…
En ny kat kan måske aflede Akira nu og da, men det ændrer ikke på, at Akira har en sorgprocess hun skal igennem - præcis som I har.
[QUOTE=En forhenværende bruger;580383]Altså jeg vil ikke engang være sikker på, at en killing løser Akiras problem, desværre. Det er jo en bestemt kat, som hun savner og ikke bare en eller anden kat.
Jeg tror, at katte (dyr) kan sørge lige som mennesker, og forhåbentlig bliver sorgen og savnet mindre med tiden. Jeg tror ikke, man kan forcere det.[/QUOTE]
Ja… og nej
Jeg er enig med Pia i , at en kat sagtens kan savne en anden kat, selv om den lever sammen med andre…
Det var bla grunden til at vi besluttede at tjalfe og Aske skulle sammen afsted over regnbuebroen… Vi kune ikke klare tanken om at en af dem, skulle bruge sine sidste måneder på at gå og væe ed!
MEN… Da Tjalfes bror i sin tid blev kørt ihjel og Tjalfe blev mere og mere deprimeret, kaldende og ked… da hjalp det helt fantastisk at give ham noget nyt at beskæftige sig med… Vi købte Aske efter at have hørt på Tjalfes kalden i knap 3 - 4 uger… Han blev rystet toalt ud af sin depression og vi har siden kun set ham trist en gang… Da Aske var væk hjemmefra i 6 dage pgr hospitalsindlæggelse efter et uheld.
Så, baseret på min egen erfaring, så vil jeg ikke have et problem med at finde frem til en passende og sød kat så hurtigt som muligt… For den vil helt sikkert ryste den tilbageblevne kat ud af dens begyndende depression…
Lige nu arbejder jeg på en løsning, som meget muligt kan blive aktuelt… Forklaring følger senere…
Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er Dusse Akira savner. Men som Ann K skriver, så tror jeg, at det vil hjælpe rigtig meget, at få hendes opmærksomhed kørt hen på en ny kat. Så hun ikke tænker over det så meget. Det gælder i den grad også mig.
Jeg har mistet min elskede kat, og samtidig går min anden lille mus og hænger med hovedet over det. Det gør det skisme ikke lettere.
Så fremover, så vil min flok altid være på min. 3 katte. Da Mille blev aflivet, mærkede jeg intet på pigerne. Da var det kun mig der var ked, de havde jo hinanden.
[QUOTE=Ann K;580566]
MEN… Da Tjalfes bror i sin tid blev kørt ihjel og Tjalfe blev mere og mere deprimeret, kaldende og ked… da hjalp det helt fantastisk at give ham noget nyt at beskæftige sig med… Vi købte Aske efter at have hørt på Tjalfes kalden i knap 3 - 4 uger… Han blev rystet toalt ud af sin depression og vi har siden kun set ham trist en gang… Da Aske var væk hjemmefra i 6 dage pgr hospitalsindlæggelse efter et uheld.
Så, baseret på min egen erfaring, så vil jeg ikke have et problem med at finde frem til en passende og sød kat så hurtigt som muligt… For den vil helt sikkert ryste den tilbageblevne kat ud af dens begyndende depression… [/QUOTE]
Ja, jeg har så haft præcis den modsatte oplevelse med vores huskat Neelix, der mistede sin bedste ven Victor og blev næsten helt apatisk i sin sorg. Hvis han ikke kaldte højt efter Victor, så lå han bare for sig selv og ville ikke noget. Vi havde andre katte, som han havde kendt hele sit liv, men dem havde han ingen interesse i længere. I ren desperation købte vi så vores skovkat Olav for at se, om han kunne muntre Neelix op, men nej - ingen interesse.
[QUOTE=En forhenværende bruger;580383]Altså jeg vil ikke engang være sikker på, at en killing løser Akiras problem, desværre. Det er jo en bestemt kat, som hun savner og ikke bare en eller anden kat.
[/QUOTE]
Men lige nøjagtigt en birma kan blive nærmest desperat af ensomhed og vil i de fleste tilfælde blive lykkelig for stort set enhver form for selskab. De er meget selskabelige, og var hun min ville jeg i første omgang lede efter en ny ven til hende, fremfor en ny kat til mig selv.
VH
Susanne
[QUOTE=Susanne W;580696]Men lige nøjagtigt en birma kan blive nærmest desperat af ensomhed og vil i de fleste tilfælde blive lykkelig for stort set enhver form for selskab. De er meget selskabelige, og var hun min ville jeg i første omgang lede efter en ny ven til hende, fremfor en ny kat til mig selv.
VH
Susanne[/QUOTE]
Jannie…du kunne da overveje om du skulle se Susanne´s yes I Can - lille blåmasket lækkersag. Ham stod jeg læææænge og savlede over i Fredericia. (Men ikke sikkert han er til at vriste ud af Susanne)
