Apopos killingekuller lang

Jeg har også lidt af killingekuller og har derfor skrevet denne :
Formålet med denne historie:
”At minde mig selv om, hvad jeg bør tænke på når jeg næste gang får ”killingekuller”
12 uger med B-kuldet!

I de 12 uger der skal gå fra fødsel til ”ud af vagten” af et kuld killinger, gennemgår ”opdrætteren ” alle tænkelige følelser : Skræk for at de skal have defekter,- - Skræk for at nogle er dødfødte, frygt for at man ikke kan få dem solgt, tristheden ved at man skal af med disse vidundere, usikkerheden ved at sende dem ud til ”vildt fremmede mennesker”, - - men samtidig også glæden ved at have disse umanerlig dejlige ” energibomber” i huset!

Jeg havde besluttet at det var på tide at Oline fik killinger, hvis hun skulle forblive fertil nogle år endnu. Altså blev hun parret med den smukke hankat Simba – og efter ca 3 uger var jeg sikker på at ”der var killinger i vente” Oline er husets Pralekat,- passer næsten perfekt ind i standarden, er utrolig venlig
Olines graviditet forløber helt normalt, og killingerne kan ventes fra 15.okt. 2002.

  1. okt. føder Oline 6 killinger 3 af hvert køn ( tror jeg nok?)
    6 MIRAKLER på godt 2 timer !!

Mulle ( Olines mor) har været med i fødekassen, og er en SUPER trøst for Oline.

Lige efter sidste killinge-ankomst. Bliver Wonderful Wilma lukket ind i værelset, - og synes at alle disse nye lyde/lugte er såååååå dejlige ! og heldigvis deler Oline gerne sine børn med hende.

”Donissen” bliver først introduceret næste dag, - - og kan slet ikke finde ud af alle de mærkelige lugte/lyde - - - og bliver nødt til at sidde på toppen af skabet , mens han hvæser og spytter !
Dag 4 får jeg en forskrækkelse, da jeg pludselig hører ”hvæsen” fra fødekassen, - og da jeg skyndsomst kigger i kassen, sidder Donissen helt oppe i et hjørne, og må reddes fra disse frygtelige uhyrer!! – Men hans nysgerrighed sejrer, og han viser sig at være den aller sødeste, mest tolerante, og omsorgsfulde barnepige !
Problemet er nu, at der nu er trængsel i fødekassen, som må skiftes ud til én med plads til 4 ”mødre” og 6 killinger
Da killingerne er 2 uger gamle, får jeg et problem jeg ikke kunne forudset: Oline (+ de 3 andre katte) har haft fri adgang til min seng, og nu synes Oline at hendes små bitte killinger, skal med under min dyne!
Jeg får overhovedet ikke sovet, af skræk for lægge mig på disse små kræ! Jeg bærer killinger tilbage i fødekassen, - forsøger med anbringelse i katte kurven, - men NEJ, killingerne SKAL under dynen
Så flytter jeg!
Jeg tager min dyne med på sofaen i stuen, - og vågner kl 2 om natten, ved at der er anbragt 3 killinger,- og én på vej!
Så opgiver jeg, - er efter 3 døgn fuldstændig ødelagt af mangel på søvn, og tænker : ”Skal nogen overleve dette, bliver det mig” ! - - og siden da har jeg sovet forholdsvis godt, med 10 katte i min seng!
4 uger gamle, får 2 af killingerne øjenbetændelse, - - - i gang med kamillethe og Borax øjenbadevand, - - men tilsidst må dyrlægen ind med recept på hydrocortison øjensalve.

Syv uger gamle vågner jeg pludselig ved, at 2 af killingerne brækker sig !
Dyrlægen anbefaler Zoo-lac,- og synes at jeg skal fortsætte med den mad de hidtil har fået ( Hytteost, Yoghurt, kogt fisk/-kylling)
Otte uger gamle, - utrolig dejlige, og uimodståelige bliver alle 6 syge og kaster op, - 2 døgn på skånekost, men intet hjælper! Killingerne er dehydrerede og ser ”usle” ud
Ringe til dyrlægevagten kl 7 søndag morgen og af sted til den aftalte tid kl. 10

Alle killinger får under skrig og skrål 50 ml. saltvand under huden, samt en penicillin injektion .
Naturligvis skal der betales week-endtillæg ! – Mine katte har altid valgt at blive syge når det koster mest !
Hjem med recept på ormekur og penicillintabletter.
Dagen efter går mit humør op og ned, - killingerne er alt, alt for tynde, og gider ikke spise noget.
Sidst på dagen synes jeg at det er så forfærdeligt, at jeg giver mig til at tude. En times tid senere spiser killingerne kogt fisk og torskerogn, - ( TUD OMGÅENDE ”!!! ) og ser næsten helt normale ud, da jeg går i seng.
Tirsdag, hvor jeg selv er blevet syg af ”Roskildesyge”( jeg har nok været et nemt offer !) ved jeg ikke hvad jeg skal mene om killingerne. De får penicillin tabletter Sidst på eftermiddagen griber panikken mig, - alle 6 killinger er tyndere, end de usleste killinger jeg har set i Grækenland, og Senegal ,- og jeg tror ikke at de har en chance for at overleve.
Jeg beslutter, at de ikke skal dø af sult, og efter at have forsøgt at lokke med alt fra : kogt fisk, hytteost, torskerogn, kogt kylling, kogt kalkun, tun og yoghurt , men intet har interesse !!.
Før Olines nedkomst, havde jeg købt en flaske Catmilk som ”reserve” og den åbnede jeg nu, og med en eengangssprøjte sprøjtede jeg mælken ind i killingernes mund, - - - stor succes, - smaskelyden fra den første killing samlede opløb, - og alle seks killinger kæmpede om adgang til ”sprøjten”!
Jeg måtte til byen for at indkøbe mere Catmilk, for at have noget til ”natmad”

UTROLIGT, ca en time efter 1. affodring, så mine killinger næsten normale ud !

Jeg stod op kl. 2 for at fodre med sprøjten og igen kl. 4,30
Da jeg stod op kl 5,35 kunne jeg ikke tro mine egne øjne !? Her stod 6 velnærede, hylende, og SUPER dejlige killinger parat til at få ”normal kost”
Julen er overstået, - killinger + katte er blevet passet af min familie, og slap derfor for at blive bragt med til Kastrup
27.12. 02 pakkede jeg 6 killinger, Oline og Wilma i transportkasser og af sted til dyrlæge for vaccination og sundheds-(navlebrokattester!
Dagen efter er alle killinger + Oline syge. 2 af killingerne er ”kritiske” , nægter at spise og drikke. Jeg har fået nogle dåser Feline a/d med hjem, - men hvad nytter lokkemad, når killingerne ikke gider spise.

Jeg må i gang med eengangssprøjten igen og tvangsmade dem med vand.
Endnu en nat hvor jeg må op 3 gange, - men heldigvis kl ca 4, spiser alle killinger kogt kylling, - -det ser ud som om de har besluttet sig for at leve

Ved ottetiden ligger jeg og overvejer at stå op, fodre, tømme tissebakker og ”slette de værste spor” efter 10 katte. Imens har en af killingerne lagt sig på min dyne, - - og hun synes åbenbart at afstanden til tissebakken er for stor, - så hun tisser på min dyne !!
En tanke faldt mig ind: ” Kan jeg overhovedet lide katte” ???

Det viser sig dog at jeg i alt fald ikke kan lade være med at bekymre om mine vidundere!
Den. 28.-29. dec går det igen” ned ad bakke” med mine killinger, - de ser atter ”usle ud” og vejer kun mellem 650- og 700 g, - ca 50 % af det de skal veje.
Den 30. dec. Kontakter jeg min dyrlæge om morgenen og vi bliver enige om at starte en penicillinkur, - og denne gang tager vi de 4 voksne med.
Der er ingen tegn på at de fejler noget, - - ingen” tynd mave ”, ingen hosten eller nysen ,- ikke engang øjenbetændelse !

Jeg henter penicillintabletterne på apoteket, - men har det stadig dårligt med deres udseende, - så tlf. til dyrlægen igen!

Selvfølgelig skal jeg bare komme med dem:
De bliver undersøgt fra ”ende til anden” - - på opfordring lyttes til hjertet, da der tidl. Har være killingedød p.g.a. hjertefejl i” tæt familie”.

Killingerne fejler tilsyneladende ikke noget, - hjertet er OK, slimhinderne ser fine lyserøde ud, - og de ”flinterer” rundt i huset! Alle får 50 – 100 ml. saltvand i nakkeskindet, - + en penicillin indsprøjtning og alle får desuden en binyrebark- hormon indspr, i låret !

Hjem med endnu nogle dåser Feline a/d og så i gang med at koge kylling og torsk, for at lokke mad/væske i de umulige unger
Jeg står op 2 gange hver nat for at sikre, at alle er OK, - giver dem mad - - lige hvad de evt. kunne tænke sig.

2 gange daglig får alle 6 killinger + 4 katte penicillintabletter - - og vægten er nu oppe på normalen ( 870 – 930 g) - - - og de er igen ”mors små skatter”

Alligevel kan jeg ikke lægge bekymringerne fra mig,- jeg ”lurer hele tiden på, om de ser ”normale” ud,- har den ene en pjusket pels, - hvorfor leger den ene ikke ?

Så i dag, er det dagen hvor de må flytte hjemmefra, - og Beautiful Eyes og Bellis skal flytte til den samme familie, der i forvejen har en burmeser. Det er utrolig søde mennesker, som har ”tilset” deres killinger flere gange, og jeg er lykkelig over at kunne sende 2killinger til den familie!
I morgen bliver Baline ” killingen med indbygget motor” hentet
Også hun er utrolig heldig, - kommer i et hjem med 2 børn,- og her vil alt hurtigt dreje sig om hende !
Søndag bliver Benjamin hentet, - - og han har også ”vundet i lotteriet”, - han er nemlig udvalgt fordi han er søn af Oline og er Lilla, - og skal bo sammen med burmeseren Ollie ( Olines bror) og britten ”Diamond”, - - og hvis han er fræk nok, vil jeg få mange mails om ham!

Heldige” Bilbo” har været bestilt og ønsket længe inden han blev lavet, - - til gengæld er han fulgt ”nøje” af sine mennesker under opvæksten, - - og han har udsigt til en et langt lyst forkælet liv sammen med ½’-burmeseren ”Gråmis”
Om 2 uger kører jeg til Jylland med skønheden BIS Kit, hvor hun skal bo hos min nevø+ kone + 2 børn + Maine Coones.
Stedet er udvalgt som ” Verdens bedste familie” til ”Abénés” smukkeste kat, - - altså sidder jeg her, - - alle krav og drømme er opfyldt - - og er bare så ULYKKELIG !!

PS: Når snakken er gået på ”prisen for en burmeser killing”har det været enkelt at tælle udgifterne sammen på . parringsgebyr, broafgifter, tabt arbejdsfortjeneste, gebyr /killing, Stamtavler/ vaccinationer, øvrige dyrlægeregninger( evt. søndagstillæg) ,- - - - - - men. - - - intet sted er opgjort prisen for ” MIT HJERTEBLOD”, - - - - lige her og nu,- må jeg sige, at pengene jeg har tabt på B-kuldet, svarer til mine forventninger men kun andre opdrættere ved hvor mange følelser killingerne flytter ud med!
Cats og Conni

[QUOTE=conninissen;1015437]Stedet er udvalgt som ” Verdens bedste familie” til ”Abénés” smukkeste kat, - - altså sidder jeg her, - - alle krav og drømme er opfyldt - - og er bare så ULYKKELIG !!
[/QUOTE]

DERFOR er jeg ikke opdætter!
Jan havde det på præcis den måde, da vi i sin tid sendte Sagas killinger ud i verden… og jeg lovede ham højt og helligt, at det ville blive sidste gang!

:kram:

Jo Ann, Jeg ved jo godt, at det er her, de fleste nybegyndere mister" modet", Men jeg har så været så heldig, at jeg stadig hører fra de fleste killingekøbere fra alle kuld , og ved hvordan “mine” små trives, - - - - men der er meget, at tænke over når man er nystartet, - - bl. a. økonomien:D

Cats og Conni

Saga var vores huskat, der spyttede p-pillen ud og en dag i februar fandt sin elskede “Prins” - med fem skønne vidunderlige blandingskillinger som resultat (Vores Tjalfe var en af hendes killinger)…
Vi lærte et par ting dengang…
1 Udekatte skal være neutraliserede, hvis man ikke ønsker killinger! P-piller er ikke gode nok til at forhindre parring og drægtighed!
2 Det koster en mindre formue i foder, grus og dyrlæge, hvis man opfostrer killingerne ordentligt! (i vores tilfælde dengang for mange år siden fulgte vi anvisningerne i Politikens Kattebog - idag ville jeg nok bruge Praktisk Katteopdræt af Pil Refstrup) Og det koster også selv om at kuldet i sig selv er helt problemløst!
3 ALLE i husstanden skal være enige om at opdrætte… for det er alles følelser og energi, der lægges i killingernes opvækst…

Sagas killinger kom også ud i fantastiske hjem… som jeg stadig har kontakt til :slight_smile:
Den allersidste… lille Misling… lever stadig - næsten 17 år gammel :hjerte:

Fuldstændigt rigtigt. Bortset fra de rent økonomiske negative konsekvenser af at opdrætte (den eneste måde man kan få en LILLE formue ud af opdræt er ved at starte med en STOR) - så er der ingen tvivl om, at det koster blod, sved og tårer, søvnløse nætter, stress m.m.
Det er derfor jeg mener, at skal man gå i gang med opdræt skal man - udover at have en GOD og stabil økonomi ( med et godt overskud) også have en GOD og stabil mentalitet - med et kæmpe overskud. For ellers går man i stykker på det.

Jeg synes det er super godt skrevet!

Jeg er begyndt mere og mere at gå med tanken om at have opdræt, men det er først noget der vil blive realiseret (hvis det gør) om en 6-8 år og i den mellemtid er det altid rart at suge indtryk til dig. Evt tage ved lære og danne egne meninger. Men vigtigst… forberede sig på det uventede.

Du lister så fint alle bekymringerne op. Beskriver dine killingers børnesygdommene. Alle killinger har heldigvis ikke de samme børnesugdomme, nogen slet ingen, men du glemmer en bekymring. Angsten for at du mod bedre vidende har solgt et killing som udvikler et og andet som ikke burde være der så den urtolig bedårende killing må behandles hos dyrlægen og i værste fald aflives.

Dejligt at du vil dele din historie om B-kuldet herinde :slight_smile: Jeg drømmer stadigvæk om opdræt ud i fremtiden når jeg har et job og er blevet rask. Det på trods at de lidt kedelige erfaringer jeg har haft med mine 2 kuld plejekillinger. 1. kuld havde total dårlig mave og var til dyrlæge nærmest hver 2 dag de første 2 uger og hele bunken endte med at blive indlagt de sidste 5 dage før aflevering for at få styr på deres maver… og det tog lang tid før de kunne formidle de sidste par stykker af dem ud… for deres maver blev ved med at være dårlige. Så var der 2. kuld som også var ramt af dårlige maver, men ikke nær så slemt som det første… men som nogen måske husker endte de med at blive aflivet 1 dag før aflevering på internatet pga. kattesyge. Øv hvor var det ikke sjovt, og jeg følte at jeg i den grad gik i stykker. Men når det er sagt så synes jeg langt de positive stunder med killinger opvejer de dårlige, og jeg er slet ikke skræmt væk fra at være opdrætter på nogen måde. Jeg var dog temmelig glad for at det var internatet der tog så af dyrlægeregningerne. Nu er min karantæne som plejefamilie snart overstået… så må jeg tage stilling til om jeg skal have et nyt kuld forældreløse ind. Kan godt afsløre at lysten slet slet ikke fejler noget, men nu må vi se.

[QUOTE=ThildeL;1015605]Jeg synes det er super godt skrevet!

Jeg er begyndt mere og mere at gå med tanken om at have opdræt, men det er først noget der vil blive realiseret (hvis det gør) om en 6-8 år og i den mellemtid er det altid rart at suge indtryk til dig. Evt tage ved lære og danne egne meninger. Men vigtigst… forberede sig på det uventede.[/QUOTE]: Hej Tildel

Jeg tror, at det vigtigste er, at du ved , at du kan klare hvad,som- helst, - - lige fra, at under fødsel at modtager et " stenfoster" til at være klar til at aflive en levende killing med åben bug ( som lider højlydt! ( kl 04 om natten) eller massere en killing der synes død , til at acceptere at, man ikke får søvn i en uge
Ting man jo ikke kan tage stilling til på forhånd, men man selv ved : " Jeg klarer alt uanset" For det er vilkårene ved opdræt

OK det er sjældent, man man skal vide at man kan ( har selv prøvet disse ting, men kan også klare andre u-forudsete !
Cats og Conni

[QUOTE=Vipstøsen;1015615]Dejligt at du vil dele din historie om B-kuldet herinde :slight_smile: Jeg drømmer stadigvæk om opdræt ud i fremtiden når jeg har et job og er blevet rask. Det på trods at de lidt kedelige erfaringer jeg har haft med mine 2 kuld plejekillinger. 1. kuld havde total dårlig mave og var til dyrlæge nærmest hver 2 dag de første 2 uger og hele bunken endte med at blive indlagt de sidste 5 dage før aflevering for at få styr på deres maver… og det tog lang tid før de kunne formidle de sidste par stykker af dem ud… for deres maver blev ved med at være dårlige. Så var der 2. kuld som også var ramt af dårlige maver, men ikke nær så slemt som det første… men som nogen måske husker endte de med at blive aflivet 1 dag før aflevering på internatet pga. kattesyge. Øv hvor var det ikke sjovt, og jeg følte at jeg i den grad gik i stykker. Men når det er sagt så synes jeg langt de positive stunder med killinger opvejer de dårlige, og jeg er slet ikke skræmt væk fra at være opdrætter på nogen måde. Jeg var dog temmelig glad for at det var internatet der tog så af dyrlægeregningerne. Nu er min karantæne som plejefamilie snart overstået… så må jeg tage stilling til om jeg skal have et nyt kuld forældreløse ind. Kan godt afsløre at lysten slet slet ikke fejler noget, men nu må vi se.[/QUOTE] Jeg forstår dine følelser, man er jo knust når det går dårligt, - - - og jeg giver mig selv lov til, at sørge og græde, så længe det er nødvendigt, - - men jeg ved jo også inderst inde at mine katte er med til , at gøre mit liv positivt! og gennem mange år ved jeg jo også, at jeg også vil elske den næste kat, selvom jeg bærer nogle katte i hjertet

Cats og Conni

Tror aldrig jeg kommer dertil, hvor jeg selv er opdrætter og sætter kuld i verden, jeg elsker følelsen af at følge dem, uden tvivl, men jeg vil hellere vide at jeg gør det udelukkende for deres skyld, så for mig bliver det nok “plejemor” til hittemissere i højsæsonerne. Jeg vil hellere priotere at hjælpe internaterne når de er overfyldte med killinger.
Men er glad for alle de opdrættere der hænger i, tiltrods for de “pinsler” de må igennem hver gang killingerne skal flytte hjemmefra, for det er derfor vi har alle de dejlige racer som vi nu engang har, og kan vælge imellem.

For det 1. er dette bare en påmindelse til mig selv når "jeg må ha’ killinger !

men jeg har ikke solgt killinger hvor jeg vidste, at de kunne blive syge : og har kun een gang været vidende om , at en stor killing, Nemlig Gucci, er død efter en alm. vaccination i Finland ! Men det er ikke det min historie går ud på: Kun min egen oplevelse af B-kuldet!
Cats og Conni

Cats og Conni

[QUOTE=Babette;1015606]Du lister så fint alle bekymringerne op. Beskriver dine killingers børnesygdommene. Alle killinger har heldigvis ikke de samme børnesugdomme, nogen slet ingen, men du glemmer en bekymring. Angsten for at du mod bedre vidende har solgt et killing som udvikler et og andet som ikke burde være der så den urtolig bedårende killing må behandles hos dyrlægen og i værste fald aflives.[/QUOTE] : , Hej Babette som du kan se, er det “reminder” (.) til mig, når jeg får Killingekuller og intet andet!! ( kun een mine solgte killinger er døde nu, nemlig Ab’en’es Gucci, solgt til avl i Finland, døde efter en alm. vaccination 3 år gammel i armene på ejeren!

Cats og Conni

[QUOTE=LoanS;1015719]Tror aldrig jeg kommer dertil, hvor jeg selv er opdrætter og sætter kuld i verden, jeg elsker følelsen af at følge dem, uden tvivl, men jeg vil hellere vide at jeg gør det udelukkende for deres skyld, så for mig bliver det nok “plejemor” til hittemissere i højsæsonerne. Jeg vil hellere priotere at hjælpe internaterne når de er overfyldte med killinger.
Men er glad for alle de opdrættere der hænger i, tiltrods for de “pinsler” de må igennem hver gang killingerne skal flytte hjemmefra, for det er derfor vi har alle de dejlige racer som vi nu engang har, og kan vælge imellem.[/QUOTE]

Kan rigtig godt sætte mig ind i det du siger med at du skal have følelsen af, at det er for killingernes skyld, man gør det/bliver ved at hænge i.
Sådan havde jeg det også før vi købte Fellini, og så fejede jeg bare opdrætstankerne/fantasierne væk.
Men pludselig… det er ret svært at forklare hvordan ændringen har været, men jeg kan i hvert fald mærke en kæmpe forskel i “interressen i egen race” efter jeg er blevet fast deltager på mange udstillinger og nu er begyndt at gå steward. og simpelthen at have levet med racen i nogle år.
Jeg er i hvert fald gået fra “jeg vil bare nusse med dem og have en udstillingskat” til “jeg vil virkelig gerne putte noget arbejde i, at bibevare racen med det unikke “rigtige” kattetemperament (i min optik) og blide sind. Jeg bliver decideret ked af det når racen udsættes for hovedløs avl pga. langhårsblandinger der kan trække nogle flere knaster hjem i pungen - det er at ødelægge den perfekte race i mine øjne”.

Jeg havde i hvert fald aldrig regnet med at jeg ville drømme om mere end kastrat opdræt.
Men det er virkelig begyndt at blive en passion med et mål, man virkelig brænder for.

:smelter:

:lol:

:ked:

:kram:

sikke en historie

Hvordan gør man egentlig det? altså afliver en killing på en forsvarlig måde?

Jeg ved det ikke, men har selv gået og tænkt over det da jeg selv er blevet stillet spørgsmålet i forbindelse med mine opdrætsdrømme. Jeg har prøvet det et par gange med rotter i de forsøg vi laver på arbejdet hvor det bare skulle gå hurtigt… der knækker vi nakken på dem. Umiddelbart ville det også være min første tanke at gøre det med en killing som man vil være nødt til at aflive meget hurtigt…

Brita Rodam kom engang med en rigtig god anvisning, som jeg uden tøven ville bruge, hvis nogensinde jeg igen stod i situationen…
Nyfødt killing pakkes ind i skriggul nettopose… placeres strategisk rigtigt ved bilens forhjul… start bilen… kør…
Alternativet er at knække nakken - det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til!
Eller kloroform i alt for stor mængde - men det kan man ikke længere få fat i…

[QUOTE=Ann K;1016278]Brita Rodam kom engang med en rigtig god anvisning, som jeg uden tøven ville bruge, hvis nogensinde jeg igen stod i situationen…
Nyfødt killing pakkes ind i skriggul nettopose… placeres strategisk rigtigt ved bilens forhjul… start bilen… kør…
Alternativet er at knække nakken - det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til!
Eller kloroform i alt for stor mængde - men det kan man ikke længere få fat i.…[/QUOTE]

Det er bare sådan noget tarveligt stads, meget flygtigt og hamrende farligt (i allerhøjeste grad kræftfremkaldende)… så der er risiko for at man får aflivet sig selv også. Så det er meget godt at man skal have adgang til et laboratorie for at få fat i sådan noget :slight_smile:

EDIT: mht. at knække nakken på dem (rotter), så er det heller ikke særlig rart :(, men det er endnu værre at stå med en skrigende rotte hvor der er gået noget galt og den har det forfærdeligt og lider. Så hellere for knækket nakken på dem så de får ro (dør). Et eller andet sted mener jeg at det er godt at jeg har haft det sådan de få gange hvor jeg har været nødt til at foretage en hurtig aflivning. Hvis sådan noget ikke er ubehageligt, så har man mistet en vigtig del af sig selv (mener jeg) i forhold til at beskæftige sig med forsøgsdyr… eller opdræt for den sags skyld.

det er svært at knække nakken…
jeg knallede den ned i kanten af vasken- i ren panik- og så hammer fra værktøjskassen
det er det værste jeg nogensinde har prøvet!!! får klump i maven af at snakke om det…
Det var i ren panik- ALT hang uden på, men den var i live og SKREG. rynke panikkede helt vildt, og turde ikke gå fra hende, og det var ikke rimeligt at den skulle vente på dr. dyr.
<havde den ikke lidt aktivt( who am i to judge, men i ved hvad jeg mener) havde jeg nok ventet.
jeg græd og hyperventilerede imens- men overstået blev det.

min far ordnede en af hvidens for mig, den var helt afkræftet. Han kunne, men rart for ham var det ikke. Den kom i en bærepose og så med den flade side af skovlen, den var få dage gammel.

den del af det er ikke nemt

større kan jeg ikke- det må klare med en lilla sprøjte

men når så de ligger ob babser men ørerne rokker, deres nye ejer sender billeder, de hvæser af mig som spæde, puster sig op og hopper sidelæns, ligger i en bunke hos mig - så er det det værd.

men når det ikke går glat, så undrer jeg mig over hvorfor jeg gør det.

det med at sende dem hjemmefra synes jeg ikke er slemt - når en orientaler er 14 uger er man virkelig klar til at den rejser- de er en håndfuld!