Araknofobi

http://www.viborg-folkeblad.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20081016/VSF/409429199/1454

:wink:

Og min artikel - selv oplevelsen:

Fri af edderkoppens spind

Efter 25 år i fobisk angst stillede folkebladets Helle Lenschow sin araknofobi til skue for forsøgets skyld - og blev kureret.

Fobi: Vennerne har edderkopper. De er store, og mine forældre ved det godt. De ved ikke, at edderkopperne går løs i huset, og pludselig sidder der en på mig. Min mor skriger og skriger. Min far skælder ud.

Jeg husker ikke oplevelsen selv, men 25 år senere kan jeg stadig ikke se et foto af en edderkop uden at gå i panik. At røre ved et billede af ottebenede kryb er utænkeligt, og angsten gnaver i timer efter, at jeg ser en levende edderkop. Som isnende kold rædsel. Jeg lever med det. Undgår kældre, rejser til eksotiske lande og at sidde i græsset, men den er der altid lidt. Tanken om edderkopperne. Og angsten for igen at mærke angsten.

Behandling

Psykoterapeut Birte Mølgaard fra Hald Ege læner sig frem i stolen. Vi snakker. Om edderkopper. Om barndom og om tanker, der kan vendes til noget rationelt. Ved at søge viden om edderkopper på nettet, træne mig selv ved at se på og røre ved fotos og ved at se en levende af slagsen. Hele tiden kan jeg mærke angsten. Den ønsker mig væk og ud af lokalet.

»Det er ikke tanken, der er farlig. Det er tanken om tanken,« siger Birte Mølgaard. Hele angsten koncentrerer sig om hvis. Hvis edderkoppen springer på mig. Hvis den bider mig.
»Du er en stærk kvinde, siger du. Sig mig, Helle. Hvordan har dine tænder det? Kan de bide ?«

Der sker noget i mig. En følelse af sikkerhed breder sig. Jeg er stærk. Det er edderkopper ikke. Naturligvis, men sådan er fobier. Irrationelle. I en aha-oplevelse indser jeg, at jeg ikke er ofret i sammenhæng med edderkopper. Tværtimod.

»Hvad synes du om, at dine forældres venner ikke fortalte, at deres edderkopper gik løs?,« spørger Birte.
»Det gør mig vred«, svarer jeg og får besked på at forestille mig vennerne sidde foran mig. Jeg fortæller dem om min vrede. En byrde løftes fra mine skuldre.
»Den lille pige inden i dig har brug for, at du anerkender hendes angst. Du skal ikke latterliggøre din egen angst for edderkopper, for så latterliggør den voksne Helle sig selv som barn. Tag pigen i hånden og byd angsten velkommen«.

Jeg forstår. Vejen ud af angsten går ind igennem. Ingen omveje.

Edderkoppen

Fugleedderkoppen er enorm, behåret og den bevæger sig op ad dyrehandlerens arm. Angsten er knugende. Jeg tillader mig at mærke følelsen, som den er. Modbydelig og iskold rædsel. Skubber den ikke væk. Vejen ud går ind igennem. Det er ikke tanken, der skader, men tanken om tanken. Forventningens angst. Den uforløste angst om hvis nu.

Jeg kan ikke en gang røre ved et dødt stykke ham fra en edderkop uden at fare tilbage, som gav det stød. Jeg forlader dyrecentret med følelsen af ikke at kunne fuldføre.
Birte Mølgaard siger, at jeg skal huske på, at kognitiv terapi ofte kræver flere behandlinger end de to, som vi har aftalt. Jeg skal fortsætte med at øve mig på billeder af edderkopper derhjemme, inden jeg skal se fugleedderkoppen anden gang.

Jeg synes, at min angst for edderkopper er blevet større.
»Det er meningen. Angsten vokser, når du går tæt på angstens genstand - og så falder den igen, netop fordi du bliver i situationen og acceptere tankerne og lade dem passere,« lyder svaret.

Angst og fascination går ofte går hånd i hånd. Endnu en aha-oplevelse. Min egen fascination af edderkopper var totalt ukendt for mig. Mølgaard har tænkt på noget. Hun forstår ikke, hvorfor jeg gerne vil ende med at holde en edderkop.
»Respekt for en fugleedderkop med store tænder er en normal menneskelig reaktion. Du bør overveje om, det er nødvendigt at holde den.«

Hun har ret. Hvorfor sætte mig selv i en situation, som jeg ikke vil befinde mig i normalt. Jeg beslutter mig for et mere realistisk mål. Jeg skal røre en levende fugleedderkop. På ben. Og bagkrop.

Og den skal røre mig.

Sejren

Edderkoppen er den samme som sidst. Den spræller mere denne gang, bemærker jeg. Benene strækker sig ud. De er lange og behårede, men det er okay. Helt okay. Edderkoppen kan ikke gøre for det. Jeg læner mig frem. Lægger armene på bordet, hvor edderkoppen kravler. Den forsøger at komme væk. Den er bange. Det er jeg ikke. Men jeg har respekt. Så stopper den pludselig, og vi ser på hinanden. Edderkoppen og jeg. Et møde der for tre uger siden var helt utænkeligt finder pludselig sted på en helt almindelig onsdag midt i Viborg.

Jeg rækker ud og røre den. Ganske forsigtigt. Ingen elektriske stød. Ingen bid. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har været så angst for et så harmløst dyr. Edderkoppen er overraskende blød. Dyrehandleren lader edderkoppens lange forben berøre min hånd. Jeg er rolig. Og dybt forundret. Jeg rører ved fugleedderkoppen igen.
Og igen.
Der sker ingenting…
Det er det fedeste antiklimaks til dato.

MVH Hende selv :slight_smile:

Meget modigt må jeg nok sige. Jeg skulle ikke nyde noget.

Og naturligvis lidt fakta om Stakkels lille Albert:-)

“Et af de mest kontroversielle eksperimenter i psykologien blev udført af John B. Watson og kollegaen Rayner. Forsøgspersonen var en baby på 11 måneder, kaldet Albert, som fik plantet en fobi for hvide rotter i sig under eksperimenterne. Formålet var at vise, at følelser er tillærte.
Under eksperimenterne placerede psykologerne Albert i et rum med rotten og lavede en høj ubehagelig lyd. Drengen blev bange og græd, og efter en række gentagelser var alene synet af den hvide rotte nok til at få Albert til at græde. Drengens fobi udviklede sig endda til at omfatte alle hvide pelslignende ting blandt andet hvidt skæg som julemandens.
Desværre for lille Albert blev eksperimentet afbrudt, inden psykologerne nåede at aflære fobien igen. Alberts fobi blev med andre ord aldrig behandlet, og drengen vendte blot tilbage til sin dagligdag og voksede op i glemsel. Et eller andet sted gik der derfor i mange år en mand rundt med en fobi for hvide pelslignende ting.
Man fristes til at tænke, at psykologien skylder denne »Lille Albert« en undskyldning?”

hihi

:eek: Vildt -ROCK

Jeg turde ikke !!!-smutter

Der er mening med galskaben:-)

Jeg kan ikke observerer dyr i udlandet hvis jeg er så bange for edderkopper:ø) Kattedyr og de her tingester lever ofte side om side:-) Og endda mest aktivt om natten

Forestil jer det ! hehe

På det første klip er det en død ham fra en edderkop, der ligger på bordet haha den turde jeg ikke en gang røre ved. På klip to er edderkoppen ægte og særdeles levende. Hun hedder Shilop er fra Argentina og fem år gammel. Hun kan blive 30 år!

Hun har hjulpet mig så meget, at jeg stadig overvejer at købe hende fri og rejse til argentina og lukke hende ud igen…

Knus

You rock! -ROCK Det er bare for sejt gået!

ajj hvor sejt Helle-thumbs
Kan slet ikke forestille mig, hvordan man kommer af med sin angst for edderkopper - Men du hr gjort det, og det er virkelig FLOT:)

Takker:-)

Faktisk er det sjove, at jeg ofte adflærdsbehandler dyr med akkurat samme metoder - det er ren pavlov jo:-) Associationstræning.

Jeg kan dog ikke bede dyr sætte sig ned på nettet og søge viden om deres ejere haha

nice going - meget flot!! :slight_smile:

Vi har slanger her hvor jeg bor…ikke at jeg har set mange, og ved egentlig heller ikke hvilke, men jeg har fundet flere slangeskind…ham, som er blevet efterladt.

Det er sgu sejt gået :wink:

De små edderkopper er ok - de skal bare ikke komme for tæt på (efter min mening) - heldigvis har jeg to katte der spiser dem :stuck_out_tongue:

Men sådan en lodden ting - AD, det får ingen mig nogensinde til…

Så igen: KANON SEJT :wink:

Jeg har i mange år lidt af skræk, for de der grimme ækle edderkopper.

Min mand syntes det gik over gevind, da jeg en nat observerede en edderkop i loftet, og da han ikke var hjemme lå jeg hele nattet, og kunne ikke slippe den med øjnene, for sæt nu den kom ned til mig, jeg var virkelig bange for dem.
Turde ikke slå dem ihjel for sæt nu de hoppede på mig… ved selvfølgelig godt at de ikke gør det,men angst er ikke særlig rationel :frowning:

Frank min mand sagde at enten gik jeg til en specialist og fik den angst kureret,eller også måtte vi gøre et eller andet selv. Jeg turde ikke specialisten da jeg vidste at så kom jeg nok til at skulle røre en stor grim ting…-bebe -bebe

Vi blev så eninge om at ude i vort skur var der en del edderkopper i en pæn størrelse og dem skulle vi lade være og jeg skulle hver uge over og stå og kikke på dem-brækkesigDet endte med at vi havde en der var så stor så vi kune høre den når den kom frem, mine voksne børn hadede den men jeg syntes det var min og jeg kunne li hende. :slight_smile: Vi havde hende i flere år -tihi

i dag redder jeg alle dem jeg ser er i fare, og jeg elsker når jeg ser et edderkoppe bo med alle de mange gule små unger

Men slanger så dør jeg bare -sorry

Hold da op hvor er det vildt Helle, skide godt gået af dig -storrespekt
Jeg gad godt jeg turde gøre det, men puha nej, er ikke klar til det endnu.