Artiklen om Tara:-)

Som lovet. En gang skrev jeg en klumme om Tara (Kamikazes Oline Shiela) til Midtjydske Medier. Tara er hende her: http://www.kattegale.dk/forum/showthread.php?t=3330

Og Artiklen:

EN CIVILISATIONS UNDERGANG

Af Helle Lenschow, Journalist, Viborg Stifts Folkeblad.

Jeg havde det jo godt. Overskud, ro på og tid tilovers. - Måske bør jeg dele min glæde med en lille kat, tænkte jeg, og netop dér - præcis ved den tanke - begyndte det hele at gå galt. De er så søde de kære katte - eller er de? Helle Lenschow - erklæret katteslave - har (måske) set lyset

Skæbnesvangert: »Tidligere blev katte tilbedt som guder. Kattene har aldrig glemt det.«
Personen, som skrev citatet, valgte at være anonym. Klart nok - staklen var i samme situation som jeg.

Før Tara flyttede ind, havde jeg kun hån til overs for folk, som lod sig tyrannisere af deres kæledyr. Herre Gud. Et dyr af så ringe størrelse skulle i hvert tilfælde ikke styre mit liv. Men nu har selv jeg måtte kaste håndklædet i ringen. Jeg mener, katten er jo skør! Men det kan mine naboer og venner naturligvis ikke se, når de besøger mit hjem.

Mig kan de til gengæld se.

Det er jeg mig fuldt bevidst om…

Det startede naturligvis med en lille pelskugle af en killing. Kær og nuttet. Verden havde aldrig set noget så kært som Tara. Men »det største problem ved en killing er, at den bliver til en kat«, som forfatteren Odgen Nash så rigtigt skrev.

Skindet bedrager
En dag tændte Tara selv vandhanen på badeværelset, mens jeg morede mig kosteligt over det kære dyr og al hendes opfindsomhed.

Havde jeg bare vist, hvad der ventede… I dag er alle vandhaner og andre ting i mit hjem, som kan tændes, tapet til eller snurret fast med elastikker. Alternativet er vandskade eller brand, mens jeg er på arbejde. Lukke døren? Nej, min fine ven. Det er en kat, vi taler om her, og døre kan Tara naturligvis også åbne.

Siden har jeg konstateret, at store mængder gaffatape i hjemmet virker stærkt afskrækkende på ens venner. Langsomt begyndte de at spørge andre til råds om boligindretning, og aftener med uanmeldte besøg blev der også færre af.

Næste skridt var kinesisk yoga-tortur… Som om det ikke var slemt nok at se mig ligge og sprælle i alle (u) mulige stillinger på gulvet, valgte Tara nu at placere sig oven på mig.

Forgæves forsøg på at vippe hende af resulterede i smertefulde røde striber på min ryg. Og naboerne, du. De så os gennem vinduerne, og der er ikke længere mange, som hilser på mig ved bussen mere om morgenen. I stedet kan jeg høre dem hviske: »Det er bare flot, at hun overhovedet kan bo alene uden hjælp«.

Suk, der røg det sociale liv. Ingen nabo-grillfester for mig til sommer.

Sandhedens time
Det kulminerer med Taras seneste påfund.

Når jeg renser kattebakken, springer hun op på min ryg, hvorfra hun nøje overvåger, om jeg gør arbejdet godt nok. At fjerne andres afføring er i forvejen ikke verdens mest opløftende beskæftigelse, men nedværdigelsen stiger til nye højder, når det sker med lortens ejermand på ryggen. Da jeg så oven i købet finder min tandbørste gravet ned i bakken, føler jeg mig for alvor sat på plads. Der røg den sidste rest af selvværd.

Tilbage står jeg - katteslave uden venner, socialt liv eller selvværd - og da slår det mig, at jeg måske står med svaret på en af verdens største gåder. For var det netop sådan her egypterne følte det i deres sidste dage? Havde de egyptiske katte mon ikke en pote med i spillet, da en stor civilisation gik under?

Jeg ved, jeg sidder med svaret men aner, at omverden næppe vil lytte.
Ironisk nok netop på grund af en kat.

Jeg kan se på Tara, at det ved hun også…


Og jeg kan tilføje, at Den Store Blå nu har taget Den Lille Blå under opløring i disse færdigheder, og at Tara selv bestemt ikke er blevet mindre fjollet med tiden:-) I går gik jeg rundt med hende på ryggen, fandt tre hår-elastikker i kattebakken og da jeg forleden havde en date, jog hun staklen væk ved at slukke lyset på badeværelset, mens han var på toilet og kravle op af hans bare ben. Han besluttede sig for at gå, da vi sad i stuen og snakkede, og Tara pludselig kommer gående ind med min ene BH i munden - som hun overbringer til daten!!!

Så stadig intet socialt liv herhjemme - det er derfor jeg har viet mit liv til at studere katteadfærd - jeg KAN IKKE ANDET!

:-)))))))

Knus

PS artiklen må gerne kopieres ud på diverse hjemmeside, hvor den kan få folk til at grine. I kan tage et af de fotos, der er med Tara med, hvis I vil:-))

  • wow jeg sidder her med et kæmpe grin -LOL

Hvor er det bare godt skrevet.

Mine katte er mine muser hehe
Har en hel bog klar til udgivelse om dem:-) Mangler stadig et forlag:-)))

Godt skrevet -LOL -LOL

:wink:

Okay der kan man bare se… http://www.tara.dk/

Tara sniger sig ind flere og flere steder - gad nok vide hvad de folk der ejer det skib har gjort siden de lige frem er blevet tvunget til at

  1. Opkalde deres skib efter hende
  2. lave en hel hjemmeside for hende under dække af at det er om et skib, når alle og enhver kan se, at det er om MIN Tara.

Ja de må godt nok have dummet sig!

:-))))

Herlig historie og den blev omgående kopieret til min HP, hvilket så var skyld i jeg bare måtte have nogen flere billeder ind.
Der kan du se hvad du er skyld i, nu har jeg brugt en time på min hjemmeside, istedet for at klø en kat eller 7 under hagen;o))
Knus Elin

Skønt indlæg.
Tak for det. -tihi

Mange gode hilsner
Mona

I Dublin (tror jeg det er) er en gade også opkaldt efter hende…Tara Road-thumbs
Brita -tihi

Elsker din måde at skrive på-thumbs

-LOL

ja den er skam også kommet ind på vores nye humør-sider :slight_smile: det kunne da ikke være anderledes… den historie er hylende sjov :slight_smile:

[quote=kamikaze;61677]I Dublin (tror jeg det er) er en gade også opkaldt efter hende…Tara Road-thumbs
Brita -tihi[/quote]

Tara betyder jord - og stammer fra Irland.
Tænk…blot på Borte med Blæsten…

Mange hilsner
Mona

Jamen vi er også lidt irske i det herhjemme:-))))

-LOL Kan lige se det med gaffaen. Pludselig er jeg meget glad for mine ca 100 år gamle døre der knirker og binder.

Sjov beskrivelse. -thumbs

Tusind tak Helle… Jeg læste den i avisen i sin tid… Faktisk havde Mr været dum hele den uge, og jeg var lykkelig da jeg læste, at der var en mere næsvis kat end ham… Jeg elskede artiklen både dengang og nu… jeg kan huske at mine forældre gemte artiklen for at fortælle mig at katte er fantastiske