Jeg prøver at finde en balance. Heldigvis er jeg og har altid været glad for hjemme-livet, jeg har ikke svært ved at beskæftige mig selv.
Efter at jeg har fået katte, er jeg måske i nogle situationer mere hjemme end tidligere - min familie i Nordjylland har i hvert fald bemærket, at jeg ikke så længere ønsker at overnatte :høhø: - kun hvis jeg skal være barnepige for nevøerne, så kommer de altså først.
Jeg har heldigvis et par gode katte-sittere, når jeg ikke kommer direkte hjem fra arbejde, eller jeg overnatter ude eller er på ferie.
En nabo og en veninde og hendes datter Ninna på 14 år. Datteren kommer her på de dage, hvor jeg kommer sent hjem - så får kattene mad, bliver tilset at de har det godt og bliver nusset, og Ninna tjener lidt lommepenge.
Ferierne er heller ikke så lange, som de var engang - de senere år har jeg om efteråret været på forlænget weekend til en storby sammen med 4 skønne kvinder. Og jeg har haft min ældste nevø med til London, Berlin og i år Rom, hver gang 4-5 dage.
Det har heldigvis kunnet afpasses med katte-sitterne, så passer de på skift kattene. Og selvom det er et stort ansvar, da jeg jo har fritgående katte, så gør de det gerne (siger de da…), og vi har selvfølgelig en aftale om, at de til hver en tid kan tage til dyrlæge med kattene eller ringe til mig.
De få gange, hvor jeg ikke har kunnet skaffe katte-sittere i ferien, har kattene været på pensionat, og det har også været fint.
Men hold op hvor savner jeg da mine katte, og GLÆDER mig vildt til at komme hjem til dem igen.
I hverdagen oplever jeg nok, at det for mange er sværere at forstå, at jeg tager hensyn til kattene - hvor længe og hvor ofte de skal være alene hjemme - de har nemmere ved at forstå, at en hund skal luftes og ikke kan lades alene hjemme i et uendeligt antal timer.
Kan ske at katte ikke har tidsfornemmelse, men ingen tvivl om at de er glade, når jeg kommer hjem - og de nyder i stor stil, når vi her i ferien kan gå herhjemme i hele dage, bare os sammen.