Jeg har tit rejst alene - bl.a. rejste jeg i sin tid alene til London som 18-årig for at bo der - og hører jævnligt kommentarer som “tør du det?” og “er det ikke kedeligt?”
Ikke alene tør jeg, jeg gør det også med glæde, for det er faktisk meget givende at rejse alene - hvis man sørger for at være modtagelig 
På min tur til USA havde jeg tre episoder, der alle var positive på hver sin måde og hvor minimum én aldrig ville være hændt, hvis jeg havde rejst med nogen
Allerede i flyet fra København løb jeg ind i den første skønne medrejsende. Jeg sad på gangpladsen og hun sad ved vinduet. Hun var helt tydeligt pakistansk bedstemor, men ikke helt kedelig at se på, for hendes tørklæde var slangeskindspræget (typisk udslag af forfængelighed). Den traditionelle side af hende viste sig ved en bedekrans og en lille bønnebog, der blev taget frem på et passende tidspunkt og lydløst mumlet over.
Hun var født i Nordengland, blevet gift med en dansker og havde nu børn i både Danmark, England og USA og var på vej til London for at besøge sin søster - der for øvrigt boede i samme bydel, som jeg i sin tid gjorde - og hun rejste så ofte mellem Danmark og England, at hun havde to simkort, så da vi endelig nærmede os London, hev hun bagsmækken af telefonen og skiftede simkort til det engelske.
Julen fejrede de skam i hendes familie, for hun havde sørget for at få et barn, der havde fødselsdag juleaften og om man fejrer den ene eller den andens fødselsdag er vel ligegyldigt. Det vigtigste var at samles som familie og hygge sig
Hun var et rigtig positivt menneske at tale med og det var dejligt at få bekræftet, at der stadig eksisterede pakistanere med den afslappede tilgang til deres religion og det at leve som muslim i den vestlige verden, som jeg mødte adskillige eksempler på i London i 80’erne 
Før vi kom på flyet i Kastrup havde jeg set en passager, hvis ansigt, jeg genkendte og det viste sig, hun skulle med videre til Boston, så vi kom hurtigt i samme båd. Det var en af deltagerne i sidste sæson af Topmodels, nemlig Carla, der studerer på Harvard. Hun var bare en sød, lettere forvirret ung pige, som syntes det var hyggeligt at have en dansker at tale med i Heathrow og at det var lidt fedt, jeg havde wi-fi på min telefon 
Jeg nævnte ikke, at jeg vidste hun havde været i fjernsynet en del - men hun nævnte det heller ikke og allerede det synes jeg faktisk var positivt, for hun var ung nok til at tro, det kunne imponere hendes omgivelser (en bevidst generalisering, men reelt betyder “25 minutes of fame” ofte mere, jo yngre man er).
Den sidste medrejsende mødte jeg i toget fra Portland til Saco lørdag morgen. Toget var stopfyldt allerede fra Portland pga. to hockeykampe i Boston, så jeg spurgte høfligt, om jeg måtte sætte mig ved siden af en midaldrende dame. Hun kunne jo godt høre, jeg ikke var amerikaner, så vi faldt hurtigt i snak Det viste sig, at hun faktisk var 65 år 
(lignede en i starten af 50’erne) og stadig arbejdede som skolelærer. Det var hun egentlig lidt ked af, men med den nuværende krise havde hun ikke råd til at gå på pension, hvis hun ville beholde sit hus, for hendes pensionsopsparing var intet værd. Rent samfundsmæssigt var hun ked af det, fordi staten jo var nødt til at betale hende langt mere pga. anciennitet end de skulle betale de unge, nyuddannede lærere, der så desperat ønskede sig at få et job.
Hun fortalte om, at i den relativt lille by, hvor hun boede og underviste, var de blevet tildelt en kvote somaliske flygtninge og at integrationen af dem faktisk var gået rigtig godt, fordi de bl.a. fik hevet børnene ind i sportsprogrammerne, hvor de klarede sig godt og de stillede krav til forældrenes deltagelse i arrangementerne, så selvom der i høj grad også var mistro fra amerikanernes side mod “nye”, så troede hun på, at det nok skulle ende som en succes 
Nå - det var bare et udslag af filosofi her en fredag eftermiddag, hvor jeg ikke må gå hjem endnu 
Men jeg nyder virkelig at møde sådan nogle mennesker, som man sandsynligvis aldrig ser igen, men hvor man lige får et glimt af deres verden, man kan tage med videre Og den sidste dame ville jeg aldrig have mødt, hvis jeg havde rejst med nogen, for så ville jeg have sat mig med min rejsekammerat i stedet
Men jeg har “valgt” det der rædsomme spejl i rokoko-kopistil, der hænger i hans hus i Texas (hang er nok rigtigere, han er desværre død nu og mon ikke hans arvinger har haft noget mere stil og smag)