Faktisk er jeg i tvivl, om dette er OT, eller i dette forum :?
Inspireret af Bente hanebens tråd, og dens indlæg om, at vi behandler vore dyr bedre end vore gamle, falder det mig ind, at det ville have været godt, hvis forældre talte til deres børn, som de taler til deres katte.
Mit eget eksempel: Hverken den ene eller den anden fladsnude kan passere mig uden at få at vide, at han/hun er smuk/god/dejlig, og når de leger jagt, kradser i træet, spæner af sted og leger amok, så lyder rosen, at ‘du er dygtig! Du er go’! Dygtig mis!’.
Simpelthen fordi jeg elsker dem og gerne vil gøre dem trygge og opmuntre gavnlig adfærd. Negativ adfærd bliver mestendels ignoreret, evt. irettesat.
Tænk, hvis vores forældre havde gjort det samme :?
Gjorde dine måske det :?
Min mor har aldrig sådan - talt på den måde til mig…
Jeg gør det selv… Faktisk har jeg øvet mig i det i mange år… Også til mine venner - altså… Nogengange taler jeg lidt “baby” til kattene - DET gør jeg ikke til mine venner :høhø:
Men jeg synes bare det er ofte at jeg oplever mine veninder komme og sige “Ej, så du lige Connie i den kjole - hun var bare SÅ smuk” - uden at der er nogen der lige har rundet Connie og sagt det til hende!
Ligesom jeg også synes man ofte oplever at dagen efter en fest ringer ens veninde og siger “Ej, Lisbeth sagde også bare du var så flot i går”…
Det betyder da så meget mere når folk selv siger det til en…
Selvom mine veninder i en laaang periode troede jeg havde et eller andet for dem fordi jeg hele tiden gav dem komplimenter…
“Ej, du har altså bare flotte øjne” “De bukser der er bare super flotte til dig” “Det var simpelthen så sødt af dig at hjælpe hende” osv osv.
Jeg øver mig stadigvæk… Om ikke andet er det enormt sjovt at se hvor kejtet nogen folk reagere når man siger noget sødt til dem face-to-face (Det gør jeg nu også selv!!)
Det med at tale med kattene har jeg i øvrigt haft en PINLIGT oplevelse med…
Jeg havde tre veninder på besøg, og min søster. De sidder i stuen, Michael på sit kontor og jeg står i stuen. Emil kommer ud - og jeg siger…
“Skaaa du ha en guffer…” - Behøver jeg sige at mine veninder tænkte på en HELT anden slags “guffer” end den jeg havde tænkt at give Emil - og de vidste jo ikke hvor Michael var henne
De var i hvert fald færdige af grin da jeg kom ind i stuen - og jeg forstod INTET… Det var jo ganske uskyldigt…
[quote=Abaddon;402806]Det med at tale med kattene har jeg i øvrigt haft en PINLIGT oplevelse med…
Jeg havde tre veninder på besøg, og min søster. De sidder i stuen, Michael på sit kontor og jeg står i stuen. Emil kommer ud - og jeg siger…
“Skaaa du ha en guffer…” - Behøver jeg sige at mine veninder tænkte på en HELT anden slags “guffer” end den jeg havde tænkt at give Emil - og de vidste jo ikke hvor Michael var henne
De var i hvert fald færdige af grin da jeg kom ind i stuen - og jeg forstod INTET… Det var jo ganske uskyldigt…[/quote]
Hjemme hos os har vi nogle godbidder, der hedder Boners - jeg kan forestille mig hvad du kunne få ud af at fodre med dem:-)
hehe
Ang det andet - Skinner som “opdagede” operant betingning dvs indlæringsproceduren, hvor konsekvenserne styrer adfærden fremover = rar konsekvens (kaldet positiv forstærkning) medfører at adfærden oftere optræder - kom netop med sine opdagelser for at få folk til at anvende dem på børn og i skolerne i USA. Der er gjort forsøg, som du kan finde på nettet med dette. Og naturligvis virker det.
Men desværre er det mest klikkertrænere der bruger metoden, selv om den sagtens kunne udvides til mennesker også…
Visse sportsfolk er begyndt på det. De markerer endda små bitte muskelsammentrækninger med en lyd i et splitsekund og bagefter følger ros fra træneren - det har forbedret præstationerne markant.
Der er jo den sidegevinst ved positiv læring, at både modtager og afsender får det smadder godt med sig selv.
jeg tror nu min søn ville have betakket sig, for at blive kaldt grydelåg… (det kalder jeg alle)
foruden: gullergøjer, søddemus, mor’s pige, mor’s dreng, fedeberg, flæskemås, smukke, smuksak…og sikkert 1000 andre lige så fjollede navne
med positiv stemmeføring betyder det ikke noget at blive kald noget knap så pænt, men den kan så ikke bruges på børnene…
jeg er enig, i at jeg i alt fald godt nogen gange kunne have rost min søn noget mere.
at have rost ham for det han HAVDE gjort, i stedet for at skælde ud for det han manglede at gøre…
Hehe, guffer Sjovt! Min kæreste synes også bare den var sjov! Typisk
Når jeg har venner på besøg tænker jeg også lige over hvordan jegsiger ting til kattene. FOr ellers lyder man altså småtosset!
Men i forbindelse med mit jo bruger jeg faktisk den der positive forstærkning, og i nogle tilfælde ros. Og der kan jeg godt tage mig selv i at køre lidt over i kattestemmen, men det gør nu ikke så meget! For det har virket indtil videre
Øøøøh, hvad snakker du om?? Her i huset er hverken knægten eller hankatten i tvivl om, at det er henholdsvist knægt eller kat, der bliver talt til, når jeg siger basse. Og både hunkat og tøsebarn reagerer på musse - det er sådan nogle stordriftsfordele, man hurtigt lærer at sætte pris på, når man lige har fået tvillinger, så når alle at få lidt opmærksomhed i løbet af dagen
Der er da heller ikke mange sætninger, hvor kat ikke kan skiftes ud med dreng / pige her: Nåh, er du sådan en fin dreng / pige / missekat? Er du mors lille vrøvle-dreng/pige/kat? Og så har jeg jo i lang tid haft møgkatte, og nu har jeg naturligvis også møgbørn - det er når katten er syg og skal på dyrehospital og ikke vil fanges, og jeg ikke har nogen bil - eller når barnet er blevet vasket 7 gange, fordi hn skulle nummer et og nummer to flere gange med lige præcis så lang tids mellemrum, at man tror hn er færdig - for så at slutte af med at overgylpe sig selv og det rene tøj :lynogtorden:
Nå, men pointen er, at her er alle lige - faktisk har mine heste også heddet musse og basse, så der gøres absolut ingen forskel
Når jeg sådan sidder og “summer” over os - altså min lille familie - så kan jeg med glæde konstatere, at vi er meget positive.
Bare ét eksempel. Når en af os kommer hjem, har vi en vane med at sige/råbe: "Eiiiiiiiijjjjjjss (udtales sådan lidt a la “æjs”).
Dette gøres lige så snart, man træder ind af døren.
Resten af huset svarer altid det samme, og straks ved vi hvor hinanden er
Det er vist min mand, der har startet dén der hus-vane, og den er god, fordi det giver en munter og positiv stemning.
En god og positiv stemning, gør at man føler sig værdsat og elsket.
Mht. til katte … så fik jeg et latteranfald den anden dag.
Vi sad i udestuen, min mand og jeg, og en af vores katte kom forbi.
Katten gik i kattebakken, og lavede dét den nu skulle.
Da den kommer ud igen siger min mand spontant:
“Dyyyyyyyyyyyyyyyyyyyyygtig Cleo”
Så var det jeg fik dét latteranfald.
Det er da kun en “positiv-kattetosse”, der kan rose en kat SÅ meget for et besøg i kattebakken :klapper:
Sjovt! Min kæreste synes også bare den var sjov! Typisk 
