Bare en lille solstrålehistorie

Da vi skulle overtage vores mis, fik vi at vide, at hun bestemt IKKE brød sig om når der skulle støvsuges. Hun forsvandt omgående, gik i flyverskjul, når rædselsmonstret :yikes: kom frem, og larmende gik i gang. Kom først frem flere timer efter det for hende “ubærlige bæst” var sat væk igen.

Jo, jo sådan var hun da bestemt også her hos os viste det sig.

I dag lidt over et år efter vi fik hende hjem, ligger hun trygt i sit kradsetræ ca. 70 cm over gulvet, og følger nonchelant med, når uhyret gnaver sig gemmen stuerne :juhu: Ofte ligger hun helt udstrakt og halvsover.

I starten nærmest fløj hun op på førstesalen. Så begyndte hun stille og roligt at bruge akvarierne - der var tilpas høje og sikre efter hendes mening. I takt med at akvarierne et efter et forsvandt fra stuerne blev hendes kradsemiljøer taget mere og mere i anvendelse, men altid øverst oppe.

Nu er det sådan at jeg ikke bryder mig om hvis nogle af de dyr vi holder, er utrygge i forskellige situationer, så jeg har altid forsøgt, at få vendt situationerne, og indtil nu er det da også lykkedes. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke havde regenet med, at det ville være muligt med missen, i den grad det er lykkedes i dag.

Men med masser af tålmodighed, og fornuftig adfærd med “monstret” når det skulle tages i anvendelse, har vi en afslappet mis der blot nøjes med, at kigge halv arrogant på det larmende uhyre. Hun ligger sågar ofte udstrakt på gulvet, dog i behørig afstand, og når det kommer lidt for tæt på, så hopper hun stille og roligt op i sit klatremiljø, dog ikke længere i øverste etage.

Men synes vores mis bare er så dygtig, og har bevist, at med den rette tålmodighed, kan man nå langt. At støvsugningen i det år der er gået, hver gang har taget noget længere tid end før i tiden gør intet, for resultatet er efter min mening langt mere værd end, at få støvsuget i en ruf.

Mvh
Yvonne
PS de sjældne gange manden svinger støvsugeren, så er reaktionen som da vi fik hende, så går hun på førstesalen. Monstret ført i hans hænder stoler hun altså ikke på endnu. Så er det heldigt, at han meget sjældent har den tjans her i huset:klapper:

Uhh hvor deligt! Kender selv følelsen.

Smokey havde samme opfattelse som jeres Missen om det “katteædende og absolut frådende monster” da han først flyttede ind. Han tog flugten bare jeg hev den frem. Når han mente jeg havde brugt for lang tid sammen med Monstret vrælede han løs indtil jeg slukkede den og forsikrede ham om at jeg altså stadig var i live :klapper:

Nu er vi nået så langt at han som regel ligger på trappen og glor på mig når jeg støvsuger… Og han snuser endda til Monstret når den er slukket og ligger død…

Det er så dejligt sådan noget!

Flot, Yvonne. Meget kan lade sig gøre, bare det foregår i kattens tempo. :slight_smile: