Besøg ved Min ven katten i Odense

Mine katte har været i gang med den helt store oprydning, og de fandt ud af at de havde rigtig (!) mange ting, som de slet ikke brugte. Derfor har de sorteret legetøj, madskåle, huler mm. og jeg har sorteret kattebøger. Det blev til en god stak katteting. Jeg kunne helt sikkert have solgt en del af det for noget var faktisk nyt, men jeg kom til at tænke på at internatet sikkert havde mere gavn af det.

Derfor gik turen i dag til internatet, og rigtig nok ville Sonja (internatsleder) rigtig gerne tage imod tingene. Enten kunne de selv bruge det, og ellers har de snart loppemarked, hvor de så kan tjene penge til internatet. Hvor er det dejligt når man på den måde kan hjælpe de kære hjemløse missere:)

Så jeg vil da gerne bringe en opfordring til at hvis andre katte også har flere ting end de kan bruge, så kan de hjælpe nogle artsfæller i nød - jeg er sikker på Min ven katten ikke er det eneste internat, som med glæde tager imod. I øvrigt kunne de også bruge ikke-katterelaterede ting til loppemarkedet, hvis nogen i Odense eller omegn har noget de vil donere.

Men den egentlige grund til dette indlæg er at jeg gerne vil brede budskabet om en virkelig smuk hunmis, der har brug for et hjem. Det er en sorttabby langhåret kat - hun minder for mig om en lille skovkat. En meget kompakt lille mis med et virkeligt smukt hoved. Hun har svært ved at få et hjem da hun er sky. Jeg havde nu ingen problemer med hende. Jeg sad helt stille på hug med en fremstrakt hånd. Hun så mig lidt an og kom så hen til mig og var virkelig kælen. Da hun “kom i seng” i buret gned hun sig op af tremmerne for at få mig til at kæle mere med hende. Jeg er sikker på hun kan blive en fantastisk kat, hvis hun får sig et hjem. Jeg ville gerne have taget hende, men vi har nu endelig ro på flokken og mine birmaer er nogle værre racister, så det tør jeg ikke - jeg er bange for de vil være slemme ved hende. Hun virker til at have en rigtig dejlig og blid personlighed. Men på internatet kræver hun at man vil tage sig tid til at lade hende komme til een, og desværre bliver hun derfor overset - også fordi hun går af vejen for de andre katte, som ikke er så tilbageholdende i forhold til mulige købere.
Så kender I nogen, der kunne være interesseret i en smuk og sød mis, og som har tålmodigheden til at se nærmere på den kat, der ikke kommer springende som den første når man træder ind til kattene, så må I gerne fortælle dem at der sidder en dejlig mis i Odense og venter på det helt rigtige smørhul :hjerte:

Jeg tog lige et bette kig på hjemmesiden, men kan ikke få øje på nogle informationer omkring et loppemarked. Jeg går ud fra det er på internatets adresse, men spørgsmålet er hvornår?

Det er et godt spørgsmål Brita. Sonja sagde bare “inden længe” og jeg spurgte ikke ind til det. Jeg skal muligvis forbi med lidt flere ting, så kan jeg spørge, hvis ikke der er andre på Kattegale der ved det. Gad vide om der står noget i deres blad?

Åh :frowning: Det havde jeg slet ikke overvejet… vi har lige afleveret ting i en genbrugs butik i dag… Dem kunne de sikkert godt have brugt på loppemarkedet…