Brians sygdomsforløb

Nu, hvor vi igen snart mødes i en showhal, ved jeg der vil blive spurgt efter og til Brian. Jeg kan stadig ikke snakke ret meget om ham uden at vræle.
Så for at tage nogle forespørgsler i opløbet, vil jeg fortælle om det meget korte og intense forløb.

Jeg var hjemsendt fra skole pga. Corona og heldigvis for det.
Dagen var startet som alle andre med morgenritualer for både folk og fæ og alt åndede fred og ro. For ikke at blive helt Coronakuk, gik jeg hver dag en tur omkring kl. 16.
Den dag kom jeg ind fra gåtur og Brian lå på dørtrinet mellem gangen og entreen. Han så anderledes ud og jeg spurgte, hvad der var med ham. Han svarede ikke, hvilket var mærkeligt og jeg gik hen for at se, hvad der stak ham.
Han var helt apatisk, slap og kold, og da jeg tog ham op væltede det ud af næse og mund med klar væske.
Det tog under 3 minutter at ringe til vet, pakke Brian og køre som død og helvede i min lille smadderkasse af en Atos (den kan godt, når den skal).
Da jeg ankom til dyrehospitalet stod de og ventede. Brian var på vej i chok, så han blev tæppebombet med medicin. Antibiotika, atropin, furix osv. han blev fotograferet og hans lunger var fuldstændig ubrugelige. De lignede tunge tordenskyer fra øverst til den nederste spids. Han blev installeret og den første halve time stod jeg med iltmaske på ham. Så begyndte han at sige lidt og respondere på den første akutte behandling. Han skulle naturligvis overnatte og han kom i ilttelt og jeg kørte hjem. Allerede senere på aftenen fik jeg et godnatbillede af ham, hvor han så lettere mellemfornøjet ud, men efter omstændighederne ok.
Næste morgen var status at natten var gået godt, han havde en anelse bedre og havde både spist lidt og været på bakken. Der blev taget nye billeder og lungespidserne var klaret op. Vet var fortrøstningsfuld og jeg var lettet over behandlingen tilsyneladende havde haft en effekt. Vi aftalte at jeg skulle tinge omkring lukketid for en ny status, men da jeg sad med tlf i hånden for at ringe, kom vet mig i forkøbet.
Brian var blevet dårligere og hun syntes jeg skulle komme. Den bette bil kørte om muligt endnu hurtigere denne gang, men da jeg ramte afkørslen ca 10 km fra vet, ringede hun og fortalte Brian var væk. Jeg kan ærlig talt ikke huske det sidste stykke vej af den tur.
Hun havde været inde og behandle og fodre, da Brian pludselig var begyndt at kradse i iltteltet. Hun gik hen og åbnede for at se, hvad der var med ham, hvorefter han kravlede ud på hendes skulder og døde. Denne gang kom der også væske ud af næse og mund men det var blodtilblandet. Hun kunne ikke have gjort noget som helst andet end stået med ham, som hun gjorde.
Efterfølgende ar vi naturligvis snakket om forløbet. Vendt teorier om alle tænkelige og utænkelige diagnoser. Jeg har tænkt mig skeløjet over tegn jeg ikke har set, men der var vitterligt ingen. Hans pels var fin, hans øjne klare, humøret godt osv. Det eneste der kunne være en smule tvivl om, er vægttab. Anoushka havde killinger og jeg krudtede hende med A/D og alverdens gode sager, hvilket Brian syntes var føde til guder. Så han kan have undgået et vægttab fordi han fik “krudtmad” i rå mængder.
Vet mener med 99% sikkerhed at det “noget” i lungerne var cancer. Så det tror jeg på. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der ellers kan tage livet af en tilsyneladende ung og stærk kat som Brian. Hjertet har vi også talt om, men der var ingen mislyde eller andet der kunne give mistanke om en dysfunktion.
Fra første opkald til det sidste gik der 26 timer så jeg nåede nærmest ikke at opdage, hvad der skete, før det var forbi.

Jeg bliver nødt til at parkere den, for ikke at blive helt gak. Brian er ikke mere, og sådan er det. :dizzy:

11 Synes om

:sorger:

:troste:

1 Synes om

Pyh, hvor grimt og forfærdeligt :kram: :ked:

1 Synes om

:kram:

1 Synes om

Sikke en forfærdelig oplevelse :grade: stort :kram::kram: til dig og familien :hjerte:

1 Synes om

Det er så trist - du skulle jo have Brian i mange flere år. :ked:
:kram:

1 Synes om

Brian var den dejligste cirkushest, han vil for altid være savnet :brist: :kram:

1 Synes om

Meget trist læsning. Mange :kram: herfra.

1 Synes om

Det gør mig ondt, Luise :troste:

Det minder mig så meget om forløbet med Lillen. Så fuldstændig hjertesønderrivende forfærdeligt :ked: Jeg kan stadig heller ikke holde ud at tænke på det.

1 Synes om

Det gør mig ondt.

:kram:

1 Synes om

Sikke en ubarmhjertig måde at måtte sige farvel på. :ked: :kram:

:lys:

1 Synes om

Tak for at du delte, men puha for en historie.
Det gør så ondt når de på den måde bliver revet væk fra en.

Er det ok at spørge om du overvejede at få ham obduceret?

:kram: til dig!

1 Synes om

Da jeg stod med en død Brian midt i sorg, chok, magtesløshed, snot og tårer og jeg ikke engang kunne være hos ham da han døde, magtede jeg ikke at han skulle andet end hjem.
Vet spurgte om jeg ville have ham åbnet, men i øjeblikket var jeg oprigtig talt fuldstændig ligeglad. Han skulle bare med hjem :heart:

11 Synes om

Meget forståeligt. :kram:

1 Synes om

Det gør altid ondt, men når man slet ikke er forberedt på det udfald, er det ekstra slemt :troste:

:kram:

1 Synes om

:kram:

1 Synes om

Pyha, en skrækkelig historie. :cry:

:kram:

1 Synes om

Meget trist historie, og et stort tak for at du deler den.

…efterfulgt af et :kram: til dig og endnu et :lys: til Brian

1 Synes om

Tak for at dele - og jeg kan sagtens forstå at du ikke havde overskud til at tage stilling om han skulle opduceres, det er nemlig ikke let når man er i chok.

Har desværre oplevet noget af det samme, altså en kat der døde pludseligt, men jeg blev direkte spurgt af dyrlægen og uden at tænke ret længe fik jeg sagt ja, men svaret kunne ligeså nemt have været nej.

Så tanker i din retning - det tager tid

1 Synes om

:kram::lys:

1 Synes om