Cleo, hvor jeg dog savner dig

Jeg har netop måtte aflive min kat, Cleo, pga. 9 års urenlighed :ked:Det kulminerede i, at den nu også begyndte at tisse på vores nylagte og sarte sommerhusgulv, som ikke kunne klare kattetis. Vi tog en hurtig og bindende beslutning i vores bil hjem fra ferien, og bragte Cleo til aflivning 2 dage efter. Jeg har de sidste 2 dage været i dyb sorg - mere end jeg nogensinde har været før i mit liv og mere, end jeg kunne forestille mig. For at forsøge at få sat ord på mine følelser og bearbejde min sorg, skrev jeg et afskedsbrev til Cleo, som er vedlagt herunder. Det indeholder mine ord til hende og mine følelser ift. situationen. Der må være mange, der har det som mig med alle de katteejere, der er i Danmark, og I skal blot vide, at andre også kan føle dyb sorg og fortvivlelse over et kæledyr død. Det virker sikkert helt skørt for en person, der aldrig har haft kæledyr, men sorgen kan være tæt på at miste et nært familiemedlem.

Her mit afskedsbrev til Cleo:


Kære Cleo,

Hvor er jeg dog ked af, at vi måtte aflive dig. Du var sådan en god og kærlig kat og fortjente virkelig at leve længere end de 10 år, du blev. Vi kunne blot ikke leve med dit tisseri, og da det startede i vores sommerhus på vores sarte gulv, stod vi med to valg: enten skulle du forbydes adgang til sommerhuset, eller også skulle du aflives. Ganske irrationelt besluttede vi, at du ikke måtte være i sommerhuset - i det mindste ikke, når du var alene som fx om natten. Da vi kørte hjem fra ferien, talte vi om dig i bilen. Vi fandt ud af, at det ville være synd for dig, hvis du ikke måtte komme ind i huset længere - du ville jo ikke kunne forstå situationen, men føle dig svigtet. Problemet med tisseriet ville hellere ikke stoppe i lejligheden, hvor det gennem 9 år jævnligt havde foregået på trods diverse foranstaltninger og forsøg på at få dig stoppet. Vi kom derfor til den tunge beslutning, at du måtte aflives. Da Adam overhørte samtalen og blev meget ked af det, måtte aflivningen ske snarest og kunne af hensyn til Adam ikke udskydes eller annulleres.

Allerede dagen, hvor vi vente hjem, havde du igen tisset på gulvet i badeværelset. Jeg tørrede det upåklageligt op, men blev alligevel en anelse mere overbevist om, at vi gjorde rigtigt i at aflive dig. De sidste par dage af dit liv sørgede jeg for at kæle ekstra meget med dig og give dig ekstra vådkost, som du så godt kunne lide. Dagen inden din aflivning begyndte smerten at komme over at skulle miste dig, og jeg græd flere gange, mens jeg strøg din pels. Selv der havde du ingen anelse om, at der var noget galt, og hvad der var i vente. Jeg sad ofte og tænkte på, at om en dag, så ville du være væk for evigt - den kat, jeg efter 9 år var kommet så tæt på og nu elskede af hele mit hjerte. Den kat, der viste så stor kærlighed og hengivenhed overfor os alle, selv lille Tobias. Jeg negligerede hurtigt den kendsgerning, at du var enorm svær at bo sammen med pga. alt dit tisseri. Og at vi faktisk allerede havde bestilt tid til din aflivning på et tidligere tidspunkt pga. samme årsag, hvilket vi på daværende tidspunkt fortrød. Forskellen denne gang var dog, at vi risikerede, at du yderligere ødelagde vores sommerhusgulv og vores mulighed for at være der. Men selv om du har tisset på dette gulv nu 3 gange, så ved jeg stadig ikke, om det er noget, du ville have fortsat med, eller om det fremover kunne være undgået. Du havde trods alt kun tisset, da du var alene - den ene gang, da du var lukket inde i 1½ døgn. Og hvor du savnede os. Tænk, hvis du ikke havde været lukket inde her. Ville du så stadig leve nu? Uanset hvad, så turde vi ikke tage chancen, at du ville tisse mere på gulvet, da en ekstra gang tis det forkerte sted meget vel ville være nok til at ødelægge huset. Og sammenholdt med dit tisseri i København, så vejede vægtskålen tungt. Du havde yderligere vist tegn på sygdom ved det sidste år at brække dig jævnligt efter maden, og den sidste tid trak du dig meget tilbage og jagtede ikke insekter som sædvanligt. Du var ved at blive gammel og svag. Det piner mig dog, at der måske stadig kunne have været flere gode år tilbage i dig, som vi fratog dig. Som du lå og missede med øjnene på gulvet ved dobbeltdøren, så virkede du ikke specielt tynget af sygdom eller alderdom, men var altid klar til at blive kælet for. Jeg fik nok heller ikke mig selv ordentlig med i beslutningen om din aflivning, før vi tog den, og jeg føler nu, at du er blevet revet ud af mine arme, uden jeg fik en ærlig chance for at genoverveje situationen og mærke ordentlig efter, om det var det rigtige at gøre. Og jeg føler derfor, at jeg har svigtet dig. Ikke blot i denne sidste omgang, men gennem hele din tid hos os. Kunne jeg selv havde gjort mere for at hjælpe dig til ikke at tisse udenfor kattebakken? Skulle jeg ikke helt have undgået at skælde dig ud efter diverse uheld, hvilket jo kun har gjort dig mere utryg? Fik du mad nok, og var kattekassen ren nok? Og skulle jeg ikke have været der mere for dig og givet dig endnu mere tryghed og kærlighed. Men det er alt sammen for sent nu.

Cleo, hvis der findes en kattehimmel, så er jeg overbevist om, at du nu sidder på forreste række. Du var så god, som dagen var lang, på trods af den meget hårde start på livet, som du åbenlyst har haft, fundet i en skraldespand og taget for tidligt fra sin mor. Jeg er inderlig glad for, at vi fik muligheden for at give dig en masse gode år i vores lille familie, og at du faldt godt til. Og jeg fortryder ikke et øjeblik vores tid sammen. Livet varer dog ikke evigt, og kæledyr falder som reglen altid fra før deres mennesker. Du havde muligvis kun et par år tilbage at leve i pga. dine sygdomssymptomer. Og selvom jeg ikke kan lade være med at tænke på, om vi fratog dig livet for tidligt, så var det blot et spørgsmål om begrænset tid, før vi alligevel skulle den tunge vej op til dyrelægen.

Cleo, du vil altid være i mit hjerte, og jeg vil aldrig kunne glemme dit behagelige væsen. Du var så fin med din sorte og hvide pels og den lille lyserøde snude. Der var ingen, der kendte dig, som jeg gjorde. Jeg fortryder, at jeg ikke var med dig til aflivningen, så jeg kunne have holdt dine pote og sagt et allersidste farvel. Men da jeg havde dig så kær, var det fuldkommen uoverskueligt for mig, at skulle tage dig til dyrelægen. Jeg tog i stedet med Adam i biografen, da han også var meget ramt af situationen, og vi begge havde brug for at få afledt tankerne. Da klokken var 13:30 kiggede jeg dog alligevel på uret og tænkte sørgmodigt, at nu var du ikke længere i blandt os. Jeg fik endda en pludselig paniktanke om, at jeg skulle ringe og stoppe din aflivning. Men til hvad nytte? Og da var det også allerede for sent.

Da jeg kom hjem var de fleste af dine ting allerede fjernet i lejligheden. Hvilken forfærdelig tomhed. Det var som at være med i en film og se på sig selv udefra. Da Amalia kom hjem, brød jeg helt sammen i gråd sammen med Adam. Jeg græd resten af dagen, og blev hele tiden mindet om dit fravær ved den tomme plads foran døren, de manglende miav ved aftentid, hvor du fik din aftensmad, den tomme plads ved siden af vores klædeskab, hvor din kasse stod og de - for første gang - ulukkede døre efter sengetid - da du jo ikke længere skulle holdes væk fra stuerne pga. tisseriet. Jeg troede, at jeg så dig flere gange om aftenen, men det var blot silhuetten af Tobias lille motorcykel i stuen og mine badetøfler under kommoden.

Jeg har nu læst om at bearbejder sin sorg, som jeg i den grad har efter tabet af dig. Forhåbentlig kan jeg med dette afskedsbrev sætte ord på mine følelse og på den måde give ordentlig slip på dig, så jeg fremover kan tænke gode dog vemodige tanker om vores tid sammen.

Cleo, jeg siger nu farvel, min sødeste, kærligste og mest hengivende lille ven. Jeg er så ked af, at du ikke længere er i blandt os, så det gør ondt inden i, og jeg føler mig så alene uden dit selskab. En del af vores familie, vores historie, og en del er mig er mistet for altid, og jeg vil aldrig glemme dig.

Må du hvile i fred.

Din mest hengivende og dybt ulykkelige kattefar, Thomas

:sørger: Cleo.

:kram: :rip:

:kram:

:kram:

:rip: Smukke Cleo

:ked:

For pokker…! Nu sidder jeg og græder…

Det gør mig virkelig ondt at du måtte sige farvel til din gode veninde. :hjerte:

Jeg håber at du med tiden bliver klar til kat igen. :slight_smile:

Farvel Cleo.

:kram:

:trøste:

Det gør mig ondt, at du måtte tage den svære beslutning :kram:.

Det er ikke mange der holder ud i 9 år med en urenlig kat, du har virkelig været en god og tålmodig kattefar for Cleo.
Og dit afskeds brev viser tydeligt din store kærlighed til hende, det er meget rørende. :ked:

God rejse dejlige Cleo :lys:.

Puha, den trak tårer:(
Jeg ved, hvor svær en beslutning, I har taget, og jeg forstår til fulde din sorg.
Sikke et smukt brev til en smuk kat.

Venligst
Dorthe

:kram:
God rejse, smukke Cleo :lys:

Tak for alle jeres søde svar :hjerte:

Selvom jeg stadig er ked af det, så begynder jeg efterhånden at indse og acceptere situationen. Men for pokker hvor har det været svært. De første par dage har jeg helt mistet appetitten og har mistet lysten til ting, jeg normalt kan lide fx høre musik, se film/serier, gå ud og spise med min familie og lege med mine børn. Jeg har først skulle acceptere, at det var nødvendigt at aflive Cleo, da jeg flere gange har fortrudt det bitterligt, efter det var sket og har bebrejdet mig selv, at jeg ikke har gjort mere for at forhindre det og rette op på problemerne, der gav anledning til aflivningen. Jeg var selvfølgelig helt med i beslutningen, men man finder først rigtig ud af, hvad man har mistet, efter det er sket. Derefter har jeg skulle indse og acceptere, at Cleo ikke længere var hos os og aldrig ville komme det. Jeg har fundet trøst i at finde alle vores billeder frem med hende, så vi kunne lave et fotoalbum som minde over den gode tid, vi har haft sammen. Desuden har jeg snakket rigtig meget med min kone om Cleo og alle mine følelser, hvilket har bidraget til en bedre indsigt og accept.

Jeg tror, jeg har været typen, der har haft svært ved at vise følelser overfor menneskene omkring mig, men i stedet har søgt fortrolighed og kærlighed via min kat. Derfor slår der også ekstra hårdt, når katten så pludselig ikke er der længere. Jeg har helt fra barnsben haft en kat, Pjevs, der betød alt for mig, og som fulgte mig gennem tykt og tyndt, indtil den blev aflivet da jeg var 16 år. Set i bagspejlet tror jeg, det kom som et chok for mig. Jeg fik ikke behandlet min sorg ordentligt, og det medførte en længere periode med depression efterfølgende, hvor jeg havde svært ved at samle mig om mit liv i lang tid. Da vi blev tilbudt Cleo, sagde jeg derfor også klart nej, men efter at have passet hende et par uger, så fangede bordet alligevel. Og jeg fortryder naturligvis ikke et sekund, at vi har haft hende på trods af al det bøvl, der har været. Jeg har virkelig gået med skyklapper ift. al det tisseri, hun har bidraget med. Hun har i 9 år næsten dagligt tisset et eller andet sted i lejligheden. De sidste år har vi lukket hende inde om natten i en mellemgang til toilettet, hvilket gjorde, at hun “kun” tissede på toiletgulvet næsten hver nat. Min kone har været ved at gå ud af sit gode skind mange gange, men har alligevel accepteret situationen og har den seneste tid slet ikke nævnt overfor mig, at hun fjernede tis fra toilettet hver morgen, når hun stod op før mig. Og hun har mange gange været pinlig berør, når vi har haft gæster i en lejlighed, der lugtede.

Nu må jeg også se fremad og få en normal hverdag til at køre igen, hvor jeg tænker på andet end Cleo. Jeg har jo både arbejde og to børn. Men for pokker, hvor jeg dog stadig savner Cleo. Jeg får stadig spontane følelsesudbrud, hvor jeg pludselig bliver overrumplet af savnet og overvældes af følelser fx hvis jeg oplever noget, der minder mig om hende.
Med mit forhold til katte, så tror jeg faktisk, det er bedst, at vi ikke får flere katte. Jeg vil ikke kunne bære at skulle sige farvel til et familiemedlem ca. hvert 10. år - jeg forstår ikke, hvordan mange andre katteelskere kan klare det. Men med sorgerne er der selvfølgelig også alle glæderne, så hvis man kan tage det sure med det søde, så kan jeg selvfølgelig godt se, at det kan fungere for nogen.

Tusinde tak for jeres medfølende svar. I en sorg betyder det meget at kunne vende situationen med ligesindede.

Kærligste hilsener,

Thomas

Her en sidste sang tilegnet Cleo. Må du sove sødt min lille kat :hjerte:

sweetie - du holdt ud i 9 år… det var 9 år hvor du ikke vidste hvad det næste der blev ødelagt ville være, hvor du tålmodigt har gjort rent, holdt ud, prøvet ting af for at have et hjem og ting der skulle overleve…

alle der har levet med urenlig kat ved hvor enormt massivt gigantisk et stykke arbejde du har holdt til i 9 år

større kærlighed til et dyr finder man ikke… hvis jeg kunne være mis i mit næste liv ville jeg være mis hos dig!!

Vi har en lille historie herinde… at når vores dyr forlader os - så rejser de til foden af Regnbuebroen hvor de venter på os… sammen med alle de andre dyr der også venter på mor og far… Jeg er sikker på at din Cleo render og leger med min Kheops som jeg mistede for 6 uger siden… raske, glade, mætte og renlige…

og de fortæller hinanden hvor meget deres dejlige dåseåbnere gjorde for dem… og hvor meget de kæmpede for at få lov til at beholde dem… hvor langt de gik fordi de elskede dem…

Cleo venter på dig… :slight_smile: og en dag - så skal i gå over regnbuebroen sammen… når du henter hende :slight_smile:

@Gitze - Det er en rigtig fin tanke med Regnbuebroen og tak for de støttende ord :slight_smile:

/Thomas

God rejse smukke Cleo - ingen kan være i tvivl om, at du var højt elsket

:lys:

:lys: