Jeg har netop måtte aflive min kat, Cleo, pga. 9 års urenlighed 
Det kulminerede i, at den nu også begyndte at tisse på vores nylagte og sarte sommerhusgulv, som ikke kunne klare kattetis. Vi tog en hurtig og bindende beslutning i vores bil hjem fra ferien, og bragte Cleo til aflivning 2 dage efter. Jeg har de sidste 2 dage været i dyb sorg - mere end jeg nogensinde har været før i mit liv og mere, end jeg kunne forestille mig. For at forsøge at få sat ord på mine følelser og bearbejde min sorg, skrev jeg et afskedsbrev til Cleo, som er vedlagt herunder. Det indeholder mine ord til hende og mine følelser ift. situationen. Der må være mange, der har det som mig med alle de katteejere, der er i Danmark, og I skal blot vide, at andre også kan føle dyb sorg og fortvivlelse over et kæledyr død. Det virker sikkert helt skørt for en person, der aldrig har haft kæledyr, men sorgen kan være tæt på at miste et nært familiemedlem.
Her mit afskedsbrev til Cleo:
Kære Cleo,
Hvor er jeg dog ked af, at vi måtte aflive dig. Du var sådan en god og kærlig kat og fortjente virkelig at leve længere end de 10 år, du blev. Vi kunne blot ikke leve med dit tisseri, og da det startede i vores sommerhus på vores sarte gulv, stod vi med to valg: enten skulle du forbydes adgang til sommerhuset, eller også skulle du aflives. Ganske irrationelt besluttede vi, at du ikke måtte være i sommerhuset - i det mindste ikke, når du var alene som fx om natten. Da vi kørte hjem fra ferien, talte vi om dig i bilen. Vi fandt ud af, at det ville være synd for dig, hvis du ikke måtte komme ind i huset længere - du ville jo ikke kunne forstå situationen, men føle dig svigtet. Problemet med tisseriet ville hellere ikke stoppe i lejligheden, hvor det gennem 9 år jævnligt havde foregået på trods diverse foranstaltninger og forsøg på at få dig stoppet. Vi kom derfor til den tunge beslutning, at du måtte aflives. Da Adam overhørte samtalen og blev meget ked af det, måtte aflivningen ske snarest og kunne af hensyn til Adam ikke udskydes eller annulleres.
Allerede dagen, hvor vi vente hjem, havde du igen tisset på gulvet i badeværelset. Jeg tørrede det upåklageligt op, men blev alligevel en anelse mere overbevist om, at vi gjorde rigtigt i at aflive dig. De sidste par dage af dit liv sørgede jeg for at kæle ekstra meget med dig og give dig ekstra vådkost, som du så godt kunne lide. Dagen inden din aflivning begyndte smerten at komme over at skulle miste dig, og jeg græd flere gange, mens jeg strøg din pels. Selv der havde du ingen anelse om, at der var noget galt, og hvad der var i vente. Jeg sad ofte og tænkte på, at om en dag, så ville du være væk for evigt - den kat, jeg efter 9 år var kommet så tæt på og nu elskede af hele mit hjerte. Den kat, der viste så stor kærlighed og hengivenhed overfor os alle, selv lille Tobias. Jeg negligerede hurtigt den kendsgerning, at du var enorm svær at bo sammen med pga. alt dit tisseri. Og at vi faktisk allerede havde bestilt tid til din aflivning på et tidligere tidspunkt pga. samme årsag, hvilket vi på daværende tidspunkt fortrød. Forskellen denne gang var dog, at vi risikerede, at du yderligere ødelagde vores sommerhusgulv og vores mulighed for at være der. Men selv om du har tisset på dette gulv nu 3 gange, så ved jeg stadig ikke, om det er noget, du ville have fortsat med, eller om det fremover kunne være undgået. Du havde trods alt kun tisset, da du var alene - den ene gang, da du var lukket inde i 1½ døgn. Og hvor du savnede os. Tænk, hvis du ikke havde været lukket inde her. Ville du så stadig leve nu? Uanset hvad, så turde vi ikke tage chancen, at du ville tisse mere på gulvet, da en ekstra gang tis det forkerte sted meget vel ville være nok til at ødelægge huset. Og sammenholdt med dit tisseri i København, så vejede vægtskålen tungt. Du havde yderligere vist tegn på sygdom ved det sidste år at brække dig jævnligt efter maden, og den sidste tid trak du dig meget tilbage og jagtede ikke insekter som sædvanligt. Du var ved at blive gammel og svag. Det piner mig dog, at der måske stadig kunne have været flere gode år tilbage i dig, som vi fratog dig. Som du lå og missede med øjnene på gulvet ved dobbeltdøren, så virkede du ikke specielt tynget af sygdom eller alderdom, men var altid klar til at blive kælet for. Jeg fik nok heller ikke mig selv ordentlig med i beslutningen om din aflivning, før vi tog den, og jeg føler nu, at du er blevet revet ud af mine arme, uden jeg fik en ærlig chance for at genoverveje situationen og mærke ordentlig efter, om det var det rigtige at gøre. Og jeg føler derfor, at jeg har svigtet dig. Ikke blot i denne sidste omgang, men gennem hele din tid hos os. Kunne jeg selv havde gjort mere for at hjælpe dig til ikke at tisse udenfor kattebakken? Skulle jeg ikke helt have undgået at skælde dig ud efter diverse uheld, hvilket jo kun har gjort dig mere utryg? Fik du mad nok, og var kattekassen ren nok? Og skulle jeg ikke have været der mere for dig og givet dig endnu mere tryghed og kærlighed. Men det er alt sammen for sent nu.
Cleo, hvis der findes en kattehimmel, så er jeg overbevist om, at du nu sidder på forreste række. Du var så god, som dagen var lang, på trods af den meget hårde start på livet, som du åbenlyst har haft, fundet i en skraldespand og taget for tidligt fra sin mor. Jeg er inderlig glad for, at vi fik muligheden for at give dig en masse gode år i vores lille familie, og at du faldt godt til. Og jeg fortryder ikke et øjeblik vores tid sammen. Livet varer dog ikke evigt, og kæledyr falder som reglen altid fra før deres mennesker. Du havde muligvis kun et par år tilbage at leve i pga. dine sygdomssymptomer. Og selvom jeg ikke kan lade være med at tænke på, om vi fratog dig livet for tidligt, så var det blot et spørgsmål om begrænset tid, før vi alligevel skulle den tunge vej op til dyrelægen.
Cleo, du vil altid være i mit hjerte, og jeg vil aldrig kunne glemme dit behagelige væsen. Du var så fin med din sorte og hvide pels og den lille lyserøde snude. Der var ingen, der kendte dig, som jeg gjorde. Jeg fortryder, at jeg ikke var med dig til aflivningen, så jeg kunne have holdt dine pote og sagt et allersidste farvel. Men da jeg havde dig så kær, var det fuldkommen uoverskueligt for mig, at skulle tage dig til dyrelægen. Jeg tog i stedet med Adam i biografen, da han også var meget ramt af situationen, og vi begge havde brug for at få afledt tankerne. Da klokken var 13:30 kiggede jeg dog alligevel på uret og tænkte sørgmodigt, at nu var du ikke længere i blandt os. Jeg fik endda en pludselig paniktanke om, at jeg skulle ringe og stoppe din aflivning. Men til hvad nytte? Og da var det også allerede for sent.
Da jeg kom hjem var de fleste af dine ting allerede fjernet i lejligheden. Hvilken forfærdelig tomhed. Det var som at være med i en film og se på sig selv udefra. Da Amalia kom hjem, brød jeg helt sammen i gråd sammen med Adam. Jeg græd resten af dagen, og blev hele tiden mindet om dit fravær ved den tomme plads foran døren, de manglende miav ved aftentid, hvor du fik din aftensmad, den tomme plads ved siden af vores klædeskab, hvor din kasse stod og de - for første gang - ulukkede døre efter sengetid - da du jo ikke længere skulle holdes væk fra stuerne pga. tisseriet. Jeg troede, at jeg så dig flere gange om aftenen, men det var blot silhuetten af Tobias lille motorcykel i stuen og mine badetøfler under kommoden.
Jeg har nu læst om at bearbejder sin sorg, som jeg i den grad har efter tabet af dig. Forhåbentlig kan jeg med dette afskedsbrev sætte ord på mine følelse og på den måde give ordentlig slip på dig, så jeg fremover kan tænke gode dog vemodige tanker om vores tid sammen.
Cleo, jeg siger nu farvel, min sødeste, kærligste og mest hengivende lille ven. Jeg er så ked af, at du ikke længere er i blandt os, så det gør ondt inden i, og jeg føler mig så alene uden dit selskab. En del af vores familie, vores historie, og en del er mig er mistet for altid, og jeg vil aldrig glemme dig.
Må du hvile i fred.
Din mest hengivende og dybt ulykkelige kattefar, Thomas
:rip:
.