Mandag d. 4. februar afleverede jeg Fritzz (og Knud) til tandrensning hos vores sædvanlige dyrlæger og hentede dem hjem igen om eftermiddagen. Alt var gået fint. Fritzz havde haft tandsten og tandkødsbetændelse, men han havde ikke fået fjernet tænder. 
Morgenen efter, tirsdag, virkede Fritzz imidlertid en anelse ‘off’ og hans blinkhinder var fremme, så jeg ringede til dyrlægen og vi blev enige om at jeg skulle give ham noget smertestillende (loxicom) og se tiden an et par timer.
Over middag virkede Fritzz mere som sig selv og blinkhinderne var tilbagetrukket, men nu kunne jeg se at hans ene øje, det højre, virkede tåget.
Vi drønede ham derfor til dyrlægen der undersøgte for skader (han kunne ikke finde nogen) og gav os nogle øjendråber mod infektion og bad os om at dryppe to gange i døgnet.
Men dagen efter, onsdag, var øjet blevet værre.
Jeg ringede igen til dyrlægerne og sendte billeder af øjet til dem, og de besluttede sig for at konferere med en øjenspecialist.
Hun fik billederne tilsendt og vendte tilbage over middag og Fritzz blev sat i behandling med nogle nye øjendråber, maxidex, som vi skulle dryppe med hver 4. time (6 gange i døgnet).
Torsdag morgen havde Fritzz sin første tid hos øjenspecialisten (Pia Bjerre Pedersen). Hun undersøgte ham meget grundigt og erklærede, at der var tale om en svær regnbuehindebetændelse.
Hun fortalte at det er forholdsvist sjældent at hun så det hos katte, men at det oftest kom efter narkose, og at det var resultatet af at immunforsvaret gik i gang og angreb forkert. Det var altså ikke ydre omstændigheder eller fejl hos vores egne dyrlæger der havde forsaget regnbuehindebetændelsen, men derimod et kiks i Fritzzs immunforsvar.
Professionelt og sagligt fremlagde hun fakta, prognose og behandlingsmuligheder, og bad os om at optrappe øjendråberne til hver 2. time døgnet rundt og desuden komme igen næste morgen, fredag, med en fastende Fritzz.
I øvrigt skulle vi fortsætte med den smertestillende behandling, fordi loxicom’en - foruden at være smertestillende - kunne have en dæmpende effekt på udbruddet.
Fredag morgen, d. 8. februar, fik Fritzz taget blodprøve tio det helt store panel, så vi kunne finde ud af om der var noget underliggende, som havde forsaget regnbuehindebetændelsen. FIP, katteaids m.v., canser og autoimmune sygdomme er nemlig oftets det man ser i forbindelse med regnbuehindebetændelse hos kat.
Weekenden blev lang. Dels dryppede vi fortsat Fritzzs øjne (begge nu, for der var svag ‘afsmitning’ i det venstre) hver 2. time, og dels var jeg nervøs for hvad blodprøverne ville vise.
Heldigvis havde jeg løbende kontakt til Anne (Fritzzs opdrætter). Hun var en knag gennem hele forløbet 
og kan muligvis takkes for, at jeg ikke er blevet helt vanvittig. 
Billede fra lørdag d. 9. februar:
Først tirsdag kom der svar på blodprøven: Fritzz var umiddelbart sund og rask, altså på nær regnbuehindebetændelsen. Dog mente øjendyrlægen, på baggrund af tallene og historikken, at kunne udlede, at Fritzz havde fået en autoimmun sygdom, og at det var den der lå til grund for balladen (og et feberforløb, som Fritzz havde en måneds tid forinden tandrensningen).
Behandlingen bestod nu derfor ‘bare’ i at fortsætte men loxicom (smertestillende, immunforsvarshæmmende) og maxidex (øjendråberne, som indeholder binyrebarkhormon). Nu igen heldigvis kun med dryp hver 4. time.
D. 13. februar var Fritzz til kontrol hos øjendyrlægen, og hun kunne meddele at der var fremgang med Fritzz højre øje og at det venstre heldigvis nu var helt fri for afsmitning.
Og i de næste 10 dage gik det virkelig fremad.
Men så, pludselig, natten til d. 25. februar:
Den nat ringede vi febrilsk til en vagtdyrlæge som kke anede sine levende råd, og bad os om at dryppe hver time indtil vi igen kunne se øjendyrlægen.
Det kunne vi heldigvis allerede om morgenen d. 25., hvor Fritzz fik en akut tid.
‘Et tilbagefald’, konstaterede hun og fortsatte; ‘I skal fortsætte med at dryppe. Måske vender det igen, og måske gør det ikke.’ Hun forklarede at Fritzz ikke havde ondt mere og at han godt kunne se lidt gennem ‘sløret’, men at vi skulle være meget obs på blinkhindefremkald, kniben med øjet eller ændring i adfærd som kunne indikere, at Fritzz havde ondt.
Hun bad os om at kontakte hende øjeblikkeligt hvis der skete ændringer. Også selvom det var aften/weekend.
Så vi dryppede videre og fortsatte med loxicom’en.
Fritzz øje lignede en hvid marmorkugle, men drypningen synes igen at have lidt effekt.
Men så, onsdag d. 6. marts om eftermiddagen så Fritzz sådan her ud:
Jeg tog billedet her og sendte det til øjendyrlægen, som ringede tilbage og gav Fritzz en tid dagen efter.
Om natten blev Fritzz værre. Han gemte sig væk i mørket i kælderen og trak sig fra de andre katte. Det var tydeligt, at han havde ondt.
Hos øjendyrlægen kunne hun d. 7. marts konstatere, at regnbuehindebetændelsen nu desværre havde udviklet sig til en grim grøn stær (glaucoma) med meget højt indvendigt tryk (det var 75, hvor normalt max er 25) og at der ikke længere var andre muligheder end af fjerne øjet.
Så om morgenen fredag d. 8. marts, fik Fritzz fjernet sit højre øje.
Det var en hård omgang. Ikke operationen i sig selv, men tiden efter, hvor vi skulle holde kraven på ham og fortsat skulle give ham medicin. Det krævede at der - bogstaveligt talt - var øjne på ham 24/7.
Samtidig rendte han ind i heftig diarré, feber og utilpashed og da han 8 dage efter operationen tilmed begynder at bløde fra næsen, troede jeg at løbet var kørt.
Den weekend var han afsted hos dyrlægen 3 gange… Behøver jeg at skrive, at vi igennem hele forløbet har været voldsomt glade for vores katteforsikring?
Men så, om mandagen d. 18. marts fik Fritzz fjernet sting og krave og så var han tilbage! 
Fritzz lærte hurtigt at kompencere for det manglende syn. Han er en glad og tilfreds fur som springer lige så elegant som før og han kan (desværre) stadig fange fugle i vores indhegnede have.
Han blev efterbehandlet med både maxidex (1 dryp dagligt i det raske øje som forebyggelse) og loxicom (meget langsom udtrapning) i knapt 2 måneder.
Fremadrettet skal vi altid være obs på det raske øje og af vi er blevet anbefalet at Fritzz ikke bliver udsat for unødvendig stress i form af indgreb, så vi passer godt på ham. 
Men mest at alt nyder vi ham jo bare. 
Jeg er glad for at jeg vidste, “historien” ville ende godt, for det er da en hver katteejers frygt at stå i sådan noget.
Ja, det var en heftig omgang og den kostede både tid, overskud og mange, mange tårer. Men heldigvis gik det. Jeg knuselsker Fritzz. Han er noget helt særligt og han har sin helt egen plads i alle menneskerhjerterne her hjemme. 
