Den rigtige beslutning

Jeg besluttede jo at omplacere mine to pragtfulde avlskatte, Takara og Rasputin, fordi der var opstået ret alvorlige gnidninger mellem Rasputin og min bengal Bastian, efter at Rasputin og Takara var blevet neutraliserede.

Jeg fandt heldigvis det helt rigtige hjem til dem, og de flyttede sidste søndag. Det var en meget meget svær beslutning, og det gjorde SÅ ondt at sige farvel til dem. Men var jeg i tvivl før om det var det rigtige at gøre, så er jeg det i hvert fald ikke mere. Det var den helt rigtige beslutning for alle kattene. Takara og Rasputin trives hvor de er nu. Jeg har fået flere mails og billede, og det er tydeligt at se de har det supergodt.

Isis ledte lidt efter dem de første par dage, men hun er helt faldet til ro nu. Nu behøver hun ikke længere være på vagt hele tiden. Hun var - og er stadig - husets politibetjent, der skal holde styr på alle de andre. Nu er der kun Bastian at holde styr på, og det har givet hende ro. Hun leger fjollet igen - noget hun ikke rigtig har gjort meget længe.

Men den største ændring er sket for Bastian. Han er pludselig blevet en ung fjollemis igen. Han leger fræs med Isis. Han stjæler min datters ting og leger med dem. Han har fået sin hængekøje for sig selv igen, og nyder at ligge i den i fred og ro. Hvor han før var ude næsten hele dagen, og kun inde om natten, er han nu ikke til at drive udenfor en dør. Og så er han helt holdt op med at strinte indendøre.

Ham og Isis er begyndt at ligge og putte sammen, som de gjorde i gamle dage, og der er i det hele taget faldet en ro over dem begge, så det er en fryd. Så selvom jeg stadig savner Takara og Rasputin frygtelig meget, så er der trøst i at vide, at jeg valgte den rigtige løsning, set med kattenes øjne.

At træffe den rigtige beslutning kan sommetider gøre så ondt at det føles som at rive sit eget hjerte ud og dolke det for øjnene af sig selv.

Jeg gjorde det samme i sommers. Det gik bare ikke i min flok, balancen var forrykket efter at nogen dyr var døde af alderdom, og den efterladte gruppe var uharmonisk og deprimeret. Da jeg fandt et hjem til min smukke og sjove pige gik der ikke et døgn, før at alt var fryd og gammen herhjemme igen. De tilbageblivende livede op. Selv min gamle veteranilder som altid er lidt gnaven var lykkelig og glad og legesyg. Hun legede endda med kattene, som hun ellers ikke gider kontakt til.

Min beslutning var den rette. For mine dyr var lykkeligere hver for sig, end tvunget sammen for min skyld.
Det samme gjaldt den pige som flyttede, hun fik et godt hjem, og hun fik venner som gad lege med hende, og som kunne følge med i hendes tempo.

Dyrenes lykke vejer mere end min, og jeg er faktisk lykkeligere når de er glade.

Dejligt at der er ro på :slight_smile:

Ja nogle gange er det det rigtige. Jeg har omplaceret nogle stykker gennem tiden, fordi de ikke kunne leve som indekatte fordi de før havde gået frit.

Da Tara gav problemer fra dag til dag besluttede jeg mig at gribe det anderledes an, fordi årsagen ikke var så åbenlys som ved de to andre. Årsagen viste sig at være sygdom, og da den er behandlet, og jeg har arbejdet resten af vanen væk, så kan de to i dag ligge sammen, lege osv uden problemer.

Så her var en omplacering ikke det rigtige valg, for så havde jeg omplaceret en dødsyg kat.

Men dejligt, at det har virket hos dig. Da mine to udekatte kom væk, så mærkede jeg også forskellen straks. Deres søgen efter udgange stressede de andre helt vildt.

Jeg overvejer så alligevel at skære ned på antallet af kastrater herhjemme, men det handler nu ikke om kattene, men om mig og om jeg skal blive i DK eller rejse ud. Men det ved jeg nu ikke helt om jeg kan:-) Så jeg ender sgu nok med at rejse med alle kattene, hvis jeg rejser
MVH