Diabetesproblemer

#1

Jeg ved ikke, hvad det er, der går galt for os, Chili og mig, men pludselig kan jeg ikke finde ud af at give hende insulin.

Vi har snart været i gang med det i et år, og det er hele tiden gået så strygende - og så pludselig kan jeg ikke finde ud af det.

Nogle gange kommer jeg i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet får nålen stukket i hende, eller om den bare bliver begravet i pels.

Andre gange får jeg helt sikkert nålen stukket i hende, for så gør det så ondt på hende, at hun vræler op og trækker sig. Hvilket måske betyder, hun ikke har nået at få hele indholdet af sprøjten.

Her til morgen gik det så helt galt, da jeg fik nålen stukket igennem den hudfold, jeg hiver op i, og ramte mig selv i fingeren :doh:

Jo flere ting der sker, jo mere usikker bliver jeg, og jo mere gør jeg muligvis forkert. Plus at jeg gør Chili usikker. Hun har det tydeligvis ikke så godt med seancen, som hun plejede at have. Hun er desuden rigtig meget efter sin mave, synes jeg, og jeg frygter, at det skyldes, at hun ikke er rigtig velbehandlet.

Det er simpelthen så ærgerligt, for det har jo slet ikke været et problem indtil nu. Det er gået så nemt lige fra første gang. Jeg har aldrig været nervøs for at stikke hende, og selv om det er sket nogle få gange, at hun har givet sig lidt, har det slet ikke været, så hun trak sig væk som nu.

Så hvad pokker gør man for at komme over sådan en selvtillidskrise? Så katten ikke ender som et mislykket eksperiment, der frygter de 2 gange daglig injektion?

#2

Har desværre ingen gode råd at byde ind med, men øv hvor ærgerligt at I lige er ramt ind i en dum periode. :kram:

1 Like
#3

Læs grundigt på lektien.
Tag en dyb indånding.
Og gør nøjagtigt, som der står i bogen, mens du siger, at dette er ikke til diskussion.
:slight_smile:

1 Like
#4

har du by any chance skiftet kanyle mærke? For nogle gange er der VIRKELIG stor forskel. Nogle af dem napper helt vildt

1 Like
#5

Nej, hvis der så bare var en grund til det … Men det er simpelthen bare mig, der klumrer i det :s:

#6

Jegvshvde også på et tidspunkt, hvor det blev svært igen. Og jeg tror det handlede om, at det var blevet så meget rutine at både menneske og kat blev mere “sløsede”/overmodige. Jeg tænkte, at det ikke var så vigtigt hvilken stilling hun lige var i, og jeg blev mindre præcis med at finde en hudfold, der var stor nok. Og Sigga var blevet mere vandt til det og flyttede sig mere under stiknning. Og var nok også bare blevet mindre tålmodige og markerede nogle gange, hvis hun blev forstyrret I noget andet. Og så kom der lynhurtigt nogle dårlige stik-oplevelser, som gjorde os begge to mere utrygge og febrilske, hvilket bare førte til flere dårlige stik.

Så mit råd vil være: tag en dyb indånding og gå back to basics. Vælg den mest “driftssikre” stikke-løsning. Træk vejret ned i maven og giv dig god tid. Og giv hende evt. en godbid før og efter. Og hvis det en dag driller meget så spring et stik over. Hun tager ikke skade af at undvære en gang eller to, men det er skidt for jeres begges tryghed ved det at samle for mange dårlige oplevelser sammen. Så sig pyt - den her gang lykkedes det ikke. Så gør vi det næse gang.

Håber ikke det er for banalt et svar, men det er faktisk hvad der har virket for mig, når det et par gange er blevet bøvlet igen:-)

3 Likes
#7

Det er det ikke. Det er jo også det, Andreas foreslår. Det synes jeg også, jeg prøver på, men måske er jeg alligevel for utålmodig. Heldigvis er Chili både tål- og godmodig, så indtil videre har de dårlige oplevelser ikke gjort, at hun er blevet bange og forsøger at stikke af.

Det er nok en meget præcis beskrivelse af, hvad vi også oplever - med at blive lidt overmodig, tage lidt let på det, ikke være omhyggelig nok. For Chili har det også været så meget rutine, at hun ind imellem har valgt at give sig til at spise vådfoder imens. Så ja, kattens bevægelser, og hvordan den står, tæller også.

Og tak for beskrivelsen - det hjælper allerede lidt at høre, at det ikke bare er mig, der er et klummerhoved, men at andre har oplevet noget lignende. Jeg sætter endnu mere pris på, at du har taget dig tid til det under de nuværende omstændigheder :slight_smile:

1 Like
#8

Chili var til tjek i dag. Hun skulle have været af sted i begyndelsen af juli, men jeg ville gerne have hende undersøgt her efter vores (læs: mine) problemer, så jeg rykkede det lidt frem. Og vi fik ros - både mig og Chili.

Hendes tal var rigtig fine. Fructosamintallet var steget lidt. Det kunne skyldes den periode, hvor behandlingen var lidt ujævn, og jeg ikke altid var sikker på, hun fik, hvad hun skulle have. Men det lå stadig vel inden for det, der ved insulinbehandling betragtes som normalområdet (som vist er mellem 300 og 400). Øvrige tal lå fint. Så konklusionen var, at hun trods problemerne er velbehandlet. Det var godt lige at få det bekræftet.

Chili fik ros, fordi hun ikke havde taget på. Ja, faktisk havde hun tabt sig lidt, men 80 g tæller vist ikke rigtigt :hoho: Det er også rigtig fint, at hun i første omgang er stabil og ikke har taget mere på de sidste 5 måneder. Det er en præstation i sig selv, synes jeg, så hurtigt som det ellers gik med at tage det på, hun havde tabt, da insulinen virkede.

Hun fik også en urintest, for hun er igen rigtig meget efter sin mave. Så meget, at hun har slidt hul igen. Nogle af tallene kunne tyde på, at der kunne være lidt irritation, men ikke en voldsom infektion. Det får vi svar på i morgen.

Men så dejligt, at det generelt lader til at gå godt, selv om jeg klumrer. Det går bestemt også bedre nu, men den dag, hvor jeg stak mig selv i fingeren, var jeg godt nok ved at være træt af det :roll_eyes:

15 Likes
#9

Jeg har lige bestilt en ny tid til Chili i næste uge. Hun skulle først til næste tjek om 4 måneder, men jeg er bekymret. Hun hypersoignerer maven voldsomt og har fået nye sår, hun står ved vandfontænen og drikker i flere minutter ad gangen, hun har tabt sig et par hundrede gram på kort tid, og så opdagede jeg i går, hun igen havde fået knopper i ørerne, som hun havde, da hun først blev diagnosticeret. Ikke i samme omfang, men de er der.

Så nu må hun af sted igen. Inden hun tilter helt. Hun virker egentlig okay, men der er for mange symptomer til, at det bare kan være tilfældigheder, synes jeg, og knopperne i ørerne er et ret håndfast bevis på, at alt ikke er, som det skal være.

Men hvorfor sker det nu lige pludselig? For 2 måneder var der ingenting, og jeg synes ikke, vi har haft problemer af nogen art siden?

2 Likes
#10

Øv - ikke at jeg kan bidrage med noget klogt i forhold til diabetes, men kan i den grad relatere til syge dyr - og uforklarlige årsager… :thinking: :disappointed:

1 Like
#11

Diabetes er i virkeligheden en meget kompliceret sygdom, hvor der ikke er nogen faste regler. Nogle individer er taknemmelige at behandle og relativt lette at holde stabile. Andre har tendens til at gå op i hat og blå briller uanset hvor hårdt man prøver…
VH
Susanne

#12

Så du mener godt, det kan ske, uden at jeg nødvendigvis har gjort noget forkert? Jeg ved jo heller ikke helt, hvad jeg KAN gøre forkert. Ud over at ramme ved siden af, men hvis det sker, er det da kun en sjælden gang imellem.

Man vil jo bare gerne finde en årsag - så man kan afhjælpe den.

#13

I den grad kan det vælte uden du gør noget forkert. Det ER kompliceret, og man skal bare prise sig lykkelig mens det går godt, for man ved simpelthen aldrig hvad der pludselig sker af ændringer man ikke har nogen indflydelse på. Det er et irriterende puslespil, fordi der er så mange områder i kroppen der bliver påvirket af selv de mindste forandringer. Det er og bliver en møgsygdom fordi den nogle gange er så svær…
VH
Susanne

1 Like
#14

Chili var ved dyrlægen i tirsdags, og heldigvis lå alle tal, som de skulle, inkl. vægten. Hun havde ikke tabt sig så meget på hans vægt som på min, og det er jo hans, der er udgangspunktet for sammenligninger.

Ører og mave var dog hårdt angrebet, så vi fik noget kortisoncreme med hjem. Det burde ikke påvirke systemet på samme måde som en indsprøjtning. Det har det heller ikke gjort, men til gengæld gik der kun et par dage, før hun holdt op med at hypersoignere maven!

Åh, sikke en lettelse det er! For hende tydeligvis, men også i den grad for mig. Det har været så frustrerende at se hende være så generet og ikke rigtig kunne gøre noget. Det her virker - for første gang i flere år er hun ikke efter den stakkels mave. Hun slikker heller ikke cremen af - den bliver lynhurtigt absorberet.

Man kan så også drage en forsigtig konklusion om, at det ikke er på grund af problemer med blæren, at hun hypersoignerer. Hun HAR tidligere haft urinvejsproblemer, så det kan godt have været derfor noget af tiden, men lige nu tyder det mere på noget eksem - som måske godt kan hænge sammen med sukkersygen? Men som måske også bliver provokeret i varmen.

4 Likes
#15

Varm hud klør mere og varme fucker med dit blodsukker, believe you me!
Mvh en type 1 diabetiker

1 Like