Jeg har levet i et år med en delvis døv kat (fysisk årsag og han kan høre igen nu:-)) men det er jo ikke helt det samme som at være født døv.
Hjemme hos mig gav det problemer. Først fordi min hunkat blev usikker på ham, fordi han sådan listede rundt lige pludselig. Så begyndte hun at tæve ham, for at sikre sig, at han ikke tævede hende, og så blev han dødbange for hende, fordi han ikke kunne høre, hvornår hun kom.
Et cirkus, siger jeg dig! Og virkelig væmmeligt at bo i.
Men jeg kender folk med døve hunde, som slet ingen problemer har, og folk med døve katte, der lever perfekte liv. Leopolds mor herinde fra har haft en stokdøv - født sådan - kat. Send hende en PB. Den sad på støvsugeren:-)
De KAN finde på at kalde om natten og det er skrækkeligt. Tip gjorde det i det år han gik døv. Det var virkelig højt og jammerligt og en forfærdelig lyd som jeg ikke savner.
Han var også let at skræmme, skulle vie hensyn ved at berøre ham, når jeg kom hjem, fordi han ikke som de andre reagerede på min stemme, der sagde hej hej. Han trak sig på et tidspunkt væk fra hilsesituationen, fordi han oplevede, at jeg gik forbi uden at hilse (pga ikke kunne høre det). Ved at berøre ham let, løste vi det.
Samtidig skulle jeg altid sikre mig, at han så mig komme, så min hånd komme, så støvsugeren kommer osv - for ellers skræmte jeg livet af ham.
Jeg må nok tilstå at hverken Tara eller jeg - eller Tip - savner at han var døv… Det var for os et mareridt - fordi det pludselig skete. Ingen af os var jo vant til at han opførte sig så sært lige pludselig.
Men er de født med det, så er det med garanti noget helt helt andet.
Jeg kunne sagtens finde på at vælge en døv kælekat en gang. Bare den er født sådan, så skal det nok gå.
KH