Vi troede, at Elvis var blevet væk.
Vi havde ikke set ham i en uge. Vi ledte og kaldte og spurgte og skrev.
Mine katte har altid halsbånd på. Men det kunne jo…
Til sidst opsøgte en ældre dame os og fortalte,
at hun vidste, hvor Elvis var.
Hun tog min hånd og førte mig hjem til sit hus.
Hvor Elvis lå spindende i hendes sofa.
Jeg blev budt på kaffe og Elvis lagde sig i hendes skød. -forelsket -forelsket
Hun græd, da jeg gik med Elvis.
Næste dag var Elvis væk igen.
Jeg fandt ham hos den ældre dame.
Elvis og jeg gik hjem igen.
Og sådan fortsatte det i 2 uger.
Til sidst spurgte den ældre dame, om hun måtte købe ham.
Nej…det måtte hun ikke. Hun måtte få ham.
Jeg har aldrig set et menneske lykkeligere.
Hun græd og græd - jeg græd med - og Elvis spandt.
Elvis bor stadig hos søde fru Olsen.
Og stortrives.
Glade kattehilsner Mona
N.B. Nu fælder jeg altså en tåre, selvom jeg ofte besøger Elvis. -forelsket
Men hans mor er og bliver fru Olsen.
Jeg havde gjort det samme Mona - eller rettere, jeg har gjort det samme.
Og så må jeg vist gå til bekendelse og fortælle, at min første racekat slet ikke var en Maine Coon, men en Norsk Skovkat. Også at jeg på det tidspunkt endnu ikke havde indhegnet have.
Finke blev hun kaldt, og en finke var hun - men selvfølgelig aldeles uimodståelig.
En af mine naboer, Marianne, syntes det samme, selvom hun var til hunde og da også havde to små gravhunde.
Men da Finke og Marianne så hinanden, var det kærlighed ved første blik, og Marianne gik fra dá af altid rundt med katteguf i lommen, hvis hun nu skulle møde Finke.
Det gjorde hun nu tit, for Finke kom ofte og besøgte hende.
En dag kom hun og bad mig gå med over til sig. Men jeg skulle være stille, sagde hun.
Og der i husets store lænestol lå de to gravhunde og Finke i én stor klump og sov.
Det var ved juletid, og jeg gik hjem og pakkede Finkes stambog pænt ind i julepapir til Marianne og hendes gravbasser.
Det var første og eneste gang, en kat har vraget mig, men min næste racekat blev en Maine Coon.
[quote=Mega;81415]Jeg havde gjort det samme Mona - eller rettere, jeg har gjort det samme.
Og så må jeg vist gå til bekendelse og fortælle, at min første racekat slet ikke var en Maine Coon, men en Norsk Skovkat. Også at jeg på det tidspunkt endnu ikke havde indhegnet have.
Finke blev hun kaldt, og en finke var hun - men selvfølgelig aldeles uimodståelig.
En af mine naboer, Marianne, syntes det samme, selvom hun var til hunde og da også havde to små gravhunde.
Men da Finke og Marianne så hinanden, var det kærlighed ved første blik, og Marianne gik fra dá af altid rundt med katteguf i lommen, hvis hun nu skulle møde Finke.
Det gjorde hun nu tit, for Finke kom ofte og besøgte hende.
En dag kom hun og bad mig gå med over til sig. Men jeg skulle være stille, sagde hun.
Og der i husets store lænestol lå de to gravhunde og Finke i én stor klump og sov.
Det var ved juletid, og jeg gik hjem og pakkede Finkes stambog pænt ind i julepapir til Marianne og hendes gravbasser.
Det var første og eneste gang, en kat har vraget mig, men min næste racekat blev en Maine Coon.[/quote]
