Sidder lige og læser en tråd om indhegning om haver. Pludselig træder et indlæg af Denise frem.
Jeg kendte ikke Denise personligt, men min mave trak sig sammen og jeg blev ked af det.
Hvor er det underligt og sørgeligt at en så sprutlende kvinde ikke er blandt os mere.
Som mange gør, når de bliver konfronteret med døden, tænker jeg på om jeg får det ud af livet jeg gerne vil. Svaret er et rungende nej, men samtidig ved jeg også at jeg får det optimale ud af livet, som nu engang er nødt til at indeholde arbejde, pligter mv.
Når vi møder sygdom eller i værste fald døden i vores liv, stopper vi ofte op og ser på vores eget liv, ændre det måske i en tid og ryger så tilbage i gamle fortravlede vaner for vi har jo tid nok…det bilder vi os jo konstant ind.
Jeg gik ned med stress sidste år, og udover det ubehagelige i at have stress, var det også vældig befriende. Jeg befandt mig pludselig i en situation, hvor jeg ikke havde kontrollen over mig selv og det var angstprovokerende, men også en personlig rejse, hvor jeg måtte gøre op med mig selv, hvad der er vigtigt for mig her i livet.
Jeg har lært på den hårde måde at sige fra, når noget ikke føles rigtig. Vægte nærhed med min familie fremfor altid at have så mange andre gøremål. Nu´et er blevet en stor del af mit liv og jeg nyder det.
Vel er der lidt mere rodet end der var for et år siden, men støvet er der også den dag solen ikke skinner, min datter ikke er hjemme osv.
Jeg er blevt enormt lyststyret, fremfor pligtopfyldende og hvor er det dejlig befriende.
Denises alt for tidlige død, minder mig om at vi alle bør gribe hver evig eneste dag og få det bedste ud af den. Vægte vores kampe og ikke lade os irritere over bagateller i hverdagen, for livet er flygtigt men også vidunderligt.
God dag til jer alle.