En mors guide til at overleve 2 vilddyr og 3 katte

Kan man have katte og små børn sammen? Et spørgsmål der ofte popper op både herinde og alle andre steder where the crazy cat people rules.:tænkekitty: (jeg mangler altså en crazy cat lady smiley)
Mit svar er et rungende JA, katte og børn er en pragtfuld kombination, de har så meget glæde af hinanden på så mange måder.

Lad mig starte med at understrege, at jeg på ingen måde er ekspert på området, dette bygger på hvad jeg har læst mig til da jeg selv undersøgte tingene forud for beslutningen om at vi skulle have kat og egne erfaringer igennem det sidste år.

Der er desværre stadig en del sundhedsplejersker, læger, jordmødre, svigermødre og andre velmenende personligheder der opfordrer til at man skiller sig af med sin kat når man får baby i huset, der er mange myter, nogen er der noget om, de fleste kommer af uvidenhed.
Fostret kan tage skade hvis mor skifter bakkerne, ja det kan ske, men risikoen er forsvindende lille, læs mere her Toxoplasmose
Jeg har i dag læst den seneste forskning omkring Opsigtsvækkende studie: Katteparasitten T. gondii kan give skizofreni og OCD og igen risikoen for at det er din kat der smitter dig er minimal.
Tjek evt denne tråd http://www.kattegale.dk/forum/showthread.php?t=55066

Katten kan lægge sig på babys hoved og kvæle den, i teorien ja. Jeg har prøvet at søge på nettet men har til dato ikke fundet nogen eksempler på katte der har lagt sig på et barns hoved med døden til følge, jeg har hørt flere af typen, en bekendts svigerindes kusine oplevede bla bla, altså så langt ude at jeg ligger det i kategorien urban legend.
Ellers er der jo muligheden, at bruge myggenet eller lukke døren hvis man ikke synes at baby og kat skal ligge i arm.
Her samsover vi i en stor bunke, børn, misser og undertegnede, og vi nyder det:thumbup:

Allergi, suk der findes så mange undersøgelser der viser at børn der vokser op i nær kontakt med dyr har et bedre immunforsvar og mindre risiko for allergi, med mindre de disponerede for det.
Anyway alt dette kan googles, og det har du sikkert også gjort hvis du venter dig.:slight_smile:

Vi fik vores første katte i april mdr, jeg var gravid i 4 mdr, knægten var 2½ og jeg havde kort forinden måttet tage den tunge tur ned til dyrelægen med min gamle hund.:ked:
Nyt liv skulle der i huset da knægten stadig en mdr efter aflivningen gik og kaldte på hunden, og jeg syntes lejligheden føltes som en spøgelsesby, når han var i vuggestue og om aftenen når han sov.
Så jeg gik på FB og begyndte at kigge efter katte, jeg kiggede ikke efter noget specielt, ignorerede killinge annoncerne, en toddler, en nyfødt og en killing, det ville nok blive lige livligt nok.:weee:
Ret hurtigt faldt jeg over en annonce, 2 børnevenlige katte manglede nyt hjem pga af allergi. Den har man jo hørt før, også i hundeverdenen.:thumbdown:
Anyway de så søde ud, og ud fra beskrivelsen, lød de helt perfekte. Et par dage senere blev misserne leveret, med en kattebakke, lidt mad og grus.

Kattebakken, det første man som gravid bliver advaret imod, hvis du har læst det link jeg lagde ind til sundhedsstyrelsen ved du allerede at risikoen for at blive smittet af sin kat er minimal, dette betyder jo ikke at man skal ignorere alm hygiejne.
Jeg er single så der er kun mig til at ordne bakker, det bliver gjort med en skovl, og derefter grundig håndvask.
Man kan også få tjekket om man har haft Toxoplasmose ved lægen, det er bare en blodprøve, og har du haft det, ja så er der ikke noget at bekymre sig om i forhold til smitte, du har haft det, det er for sent at gå i panik.

Velcro og Diva, kastreret hankat på 9 mdr og fertil hunkat på 1 år. Knægten og Velcro fandt i løbet af få timer ud af hvordan man vælter en lejlighed, a match made in heaven.:hjerte:
Fra første nat har de sovet i arm, her er de gået kolde på flyderen foran en tegnefilm.

Diva var en anden sag, hun var sur, meget sur, og gad overhovedet ikke nogen af os, heller ikke Velcro som hun dagligt tævede, hun blev et par mdr efter aflivet pga flere adfærds problemer end jeg kunne overskue at skulle arbejde med.
Havde jeg vist at hun havde den bagage så havde jeg valgt nogle andre katte (det var begge eller ingen af dem, og i følge sælger kunne de slet ikke undvære hinanden), jeg følte mig som en fiasko da jeg afleverede hende hos Dr.Dyr.
RIP smukke pige.:lys:

Men Velcro savnede en legekammerat, så jeg røg igen på FB denne gang for at finde en hankat, en sød kastreret huskat på en 8-12 mdr.
Jeg fandt dog ingen der tiltalte mig, men der var en annonce jeg blev ved med at vende tilbage til.
Skovkat med papirer, hunkat, legesyg, knap 2 år gammel, fræk som en slagterhund, slet ikke det jeg ledte efter, alligevel efter at have luret på hende i 14 dage sendte jeg en mail.
Vi blev enige om at vi skulle komme på besøg og møde hende og familien, så vi hoppede i bilen og kørte fra Århus til Herning.
Daenerys og knægten, det må siges at være kærlighed ved første blik. :hjertehop:

Daenerys der ellers havde holdt sig væk fra potentielle købere, der havde været ude og se på hende, fræsede rundt i haven sammen med knægten der syntes hun var søøød.:inlove:
På vej hjem i bilen gik det op for mig at jeg havde sagt ja til at købe en kat jeg faktisk ikke selv rigtig havde hilst på:dokdok:, hun gad nemlig ikke hilse på mig, ok fair nok hun havde ikke tid, der var jo et barn at lege med.:rundtosset:
Jeg vil bestemt anbefale at tage hele familien med ud for at hilse på en potentiel ny kat. Det er jo pragtfuldt at barn og kat siger “ja” til hinanden, men jeg kunne have endt i en slem kattepine, hvis hun nu havde besluttet at hun ikke kunne lide mig, det var heldigvis ikke tilfældet, men det er helt sikkert ikke en fejl jeg gør igen.

Formel Cat startopstillingen var komplet, og nu var det med at komme af banen, for de 3 stopper ikke for nogen, heller ikke borde, stole, vægge eller forsvarsløse forældre.:runsylvester:

WRUUM…Starten er gået, Daenerys ligger sig forrest, tæt fulgt af Velcro og knægten ligger bagerst i feltet, de kommer rundt i svinget, knægten har nu taget føringen, hov hvor er Daenerys?
På spisebordet hvor hun tålmodigt venter på at de 2 tumper kommer forbi igen, så hun kan lave et bagholdsangreb.:rock:

Jo de har det festligt, men det er jo ikke alt sammen fræs igennem lejligheden, de kan skam også ligge og hygge sammen helt uden at lave ulykker.:tihi:

Knægten har kun været vant til en stor hund, så vi har haft lidt omstillings vanskeligheder, hunde og katte leger jo ikke på samme måde og jeg har måttet guide ham til at lege rigtigt med kattene, feks har han sine egne drille pinde, der er en kort træpind med en fjerdims/mus på snor, de lange i plastik kan han ikke styre, han flagrer med dem og hvis ikke kattene river ting af hylderne, så gør han.:dokdok:
Han har efterhånden lært at han ikke må svinge med pinden, men skal trække den hen over gulvet, på den måde undgår jeg at en kat bliver ramt fordi han bliver for ivrig og motorikken ikke er helt fin tunet endnu.
Drille pindende ligger udenfor både børn og kattes rækkevidde og de leger kun under opsyn, hvis man altså kan tale om opsyn når jagten går igennem hele lejligheden og jeg hellere vil sidde på sofaen med en god bog og en kop kaffe, end at forsøge at følge med team tornado.:hyp:
Mus, bolde og andet uden snor ligger til fri afbenyttelse, og det kan de også bruge timer på at kaste med, jage og dræbe.:playkitty1:
Jeg har så vidt muligt blandet mig uden om og ladet kattene markere grænserne, ikke forstået sådan at jeg har ladet knægten mishandle kattene (eller omvendt), og jeg skrider selvfølgelig ind hvis jeg ser at han bliver for voldsom, eller vil løfte på dem, men ellers har de stået for opdragelsen, og han har fået et dask med en sømbesat boksehandske, fordi han ikke opførte sig ordentligt.:ups:
De få gange det er sket har jeg forklaret ham stille og roligt hvorfor katten blev sur, og noget tyder på at Daenerys kun skal fortælle en gang at hun ikke vil påkøres af hans legetøjsbiler, hvor jeg kan stå og gentage mig selv 1000 gange før det siver ind.:doh:

Kattene har jo forskellige sind og dermed forskellige grænser.
Jeg er lykkelig for at have 3 tålmodige katte der ikke flår en til blods hvis man kommer til at overskride deres grænser, men siger klart fra, så det kan forstås uden at et skadestue besøg er nødvendigt.
Når de ikke gider ham mere går de bare deres vej, og da huset er indrettet så der er masser af liggepladser udenfor ungernes rækkevidde, er risikoen for at en kat føler sig klemt op i et hjørne minimal.

Velcro er en rigtig børnekat, han har en nærmest uendelig tålmodighed, og det sker at tøsen får nusset ham lidt for hårdt, så går han bare og vender kort efter tilbage for at nusse videre, knægten bruger ham ofte som hovedpude og kramme bamse når han skal sove, og græder knægten kan man være sikker på at finde Velcro ved hans side klar til at trøste.:trøster:
Denne aften var knægten faldet og havde flækket læben, han var helt utrøstelig:ked:, og det var kun Velcro der duede, selv efter han var faldet i søvn forlod Velcro ham ikke, ikke engang da natmaden blev serveret, Velcro plejer ellers at være den første ved fadet.:uha: så får man vist ikke en meget bedre ven.:hjerte:

Man kan altid regne med at Velcro er der hvor det sjove sker, her hjælper han med at afspore togene.:thumbup:

Daenerys er lidt speciel, hun bryder sig ikke om gæster, med mindre det er børn, hun elsker børn, hvor ungerne er kan man som regel også finde hende, ikke fordi hun nødvendigvis vil deltage i legen, men det er altså hyggeligt at ligge på en høj hylde og nyde underholdningen.
Hun gider ikke kæle med knægten, det er kun mig der dur, men hun elsker at lege med ham uanset om det er at jage hinanden, med eller uden drillepind, eller spille bold. Hun hjælper ofte med at skifte ble og bade ungerne, hygge tid er at ligge ved siden af mig og holde øje med om jeg nu også kan finde ud af at fodre tøsen.
Aftensmads tid er yndlingstid, for alt der lander på gulvet er “kattemad”, og hun har skam trænet knægten godt, hun tigger, han begynder straks at tabe maden.:ok:
Et af yndlingsstederne at ligge er på legeværelset når han dimser rundt derinde.

Ragnaros, jeg er faktisk lidt spændt på hvordan deres forhold kommer til at udvikle sig. Han er ikke voldsomt begejstret for knægten, og gider bestemt ikke putte med ham, de ignorere hinanden det meste af tiden, det sker dog at Ragnaros ikke kan modstå fristelsen til at lege lidt med når knægten kommer fræsende forbi næsen af ham med en drillepind, eller kaster med en bold. Lidt legebarn er man vel altid:p
Tøsen putter han meget gerne med, men efter hun er begyndt at møffe rundt og har fundet ud af misserne er dejlige at pille ved, holder han lidt mere afstand når hun er vågen, dog ikke mere end at han jævnligt går hen til hende og gnider sig op ad hende, han sørger dog for at komme på afstand igen, før hun får hendes små fede babyfingre viklet ind i pelsen.:tihi:
Jeg tror på at de bliver lige så gode venner som knægten og Velcro, de skal bare have tid til at finde ud af det.:kryds:

Nu er sådan nogle 2årige jo nogle pilfingre med en meget selektiv hukommelse, så kattebakker, vand og madskåle har været en af de andre udfordringer.
Kattebakken kan hurtigt opfattes som en fin lille sandkasse, fontænen er glimrende at vaske biler i og man kan faktisk også drikke fra den, katte maden, ja 2 årige trives åbenbart fint på en god kvalitet tørkost.:rulleøjne:

Jeg har løst det på flere måder, en af dem er en hjemmelavet kattebakke hvor han har svært ved at nå ind til “sandkassen”

En anden løsning er “kravlegården” på den ene af mine lukkede altaner, “kravlegården” er ganske enkelt et babydan gitter jeg har sat på tværs af altanen og på den måde lavet en børnefri zone, hvor mad, vand og bakke kan stå i fred og hvor kattene kan søge hen hvis de vil have fred. Jeg havde i en periode en lignende konstruktion stående i stuen, før jeg fik lavet foderplads.
På min anden altan har jeg lavet en regulær kattegård med kattelem, dels for at kattene kan have deres eget værelse, men også for at undgå at de hopper ud fra 3 sal, når vinduerne står åbne om sommeren.

Den sidste foderplads er i stuen, en hylde udenfor pilfingres rækkevidde.

I okt meldte tøsen sin ankomst, da vi kom hjem fra hospitalet, tog jeg hende på armen og præsenterede hende og katte for hinanden, der blev spundet, snuset, og givet nysser. De accepterede hende straks som et medlem af familien, og som bonus ansatte Daenerys sig selv om barnepige.
Ingen behov for babyalarm her, så snart tøsen siger piv, gør Daenerys mig opmærksom på det og smider jeg ikke hvad jeg har i hænderne, kan jeg forvente at få et dask med poten eller et blidt nap i benet. :pisk:

Velcro er jo en rigtig puttekat, og selvom jeg havde sat mig for at kattene ikke måtte putte med tøsen før hun vejede mere end dem, så situationen alligevel sådan ud after knap 1½ mdr, stribebæstet havde alligevel fået sig sneget op til ungerne på flyderen.
Man kan da heller ikke forlade stuen i 2 min.:venter: Men det er vel heller ikke rigtig familie hygge aften på flyderen, hvis ikke misserne også deltager:tihi:

Nu ville tilfældet at vi render ind i Daenerys’ opdrætter på udstillingen i Brædstrup.
De havde egentligt planlagt at skulle have et kuld i løbet af foråret, men havde desværre fået 2 af deres “gamle” killinger hjem igen, så planerne om et nyt kuld var blevet udsat, jeg havde ellers besluttet at hvis jeg havde tid og overskud, så var det derfra jeg skulle have en killing.
Vi snakker lidt frem og tilbage, og det ender med at vi bliver enige om at Ragnaros skal flytte ind på prøve, han er jo en af deres killinger selvom han på det tidspunkt er over 2 år gammel (samme kuld som Daenerys).
Få dage efter han ankom, så det sådan ud.
“Mit menneske, jeg skal nok selv passe hende” Før han smed sig på dynen havde han forsigtigt trampet rundt over det hele, som om han ville sikre sig at hun ikke lå under den, han gør det konsekvent hvis der ligger en dyne eller tæppe over eller i nærheden af hende, og han har flere gang lagt ovenpå hendes dyne, uden at ligge oven på hende, og ved mindste bevægelse flytter han sig.

Jeg har nydt godt af at han er sådan en puttetrold, i perioder har tøsen haft det med at vågne mange gange på kort tid, men hvis Ragnaros ligger ved siden af hende finder hun hurtigt tilbage i søvnen uden min hjælp, hans tilstedeværelse er åbenbart søvndyssende. Ikke at katten kan eller skal bruges som barnepige, men når man er alene med 2 stk vilddyr, så er alt hjælp kærkommen.
Ikke et ord om hvor hammer nuttet det er når hun vågner og er ked, ser Ragnaros, smiler og putter sig igen.:inlove:

Velcro er klart knægtens kat, men derfor kan man jo godt hygge lidt med tøsen.

Selvom hun er meget sjovere når hun er vågen, så nusser hun nemlig en.

Alt ånder fred og ro i det lille hjem, in my dreams. Her er altid gang i den og vil man have fred så finder man sig et stille hjørne og håber ingen har opdaget man gemmer sig der.
Nogen gange misunder jeg kattene, jeg vil også kunne ligge på en hylde under loftet i fred for fræsende unger (og katte) og stadig kunne holde øje med hvad der sker.:lazykitty:

Dette er ikke den eneste måde at gøre det på, og der er sikkert ligeså mange som synes det er dybt uforsvarligt, som der er folk der synes det er fint, men det er den måde der fungerer for vores lille flok, alle er glad og tilfredse, ingen børn eller katte der græder om natten fordi de ikke må sove sammen, ingen katte der føler sig pressede af børnene.
Jeg elsker mine børn både de 2benede og dem med pels, og jeg glæder mig hver dag over dem, både når de hygger sig sammen og hver for sig.

Jeg håber nogen kan have glæde af denne post, særligt jer der står og overvejer om der er plads til både katte og små børn.
Man skal bare have i baghovedet at det er altså ikke alle katte der synes små “møgunger” er fantastiske, men derfor kan de stadig leve sammen, hvis de bare får pladsen til det.
Mange konflikter kan undgås ved at lære børnene at når katten går så er det fordi den ikke gider dem, og ved at give katten fristeder, gerne mange, hvor der er totalt børnefri zone, det er noget de fleste af os har plads til, hvor mange af os bruger den øverste 0.5m fra loftet til noget, det er et glimrende sted at placere walkways og liggepladser.
Jeg skal i den nærmeste fremtid i gang med at lave walkways i resten af lejligheden så misserne kan færdes frit uden at skulle ned på gulvet og dermed ende i zonen hvor der snart befinder sig en kravlende, savlende og gramsende baby.

Fantastisk indlæg! :smiley:

Tak for et super skønt indlæg :tak: kunne admins svinge tryllestaven så indlægget altid er nemt at finde, det er guld værd for kommende katteejere med børn, eller katteejere der venter barn

Tak for et rigtigt godt indlæg:-) Jeg synes det er fantastisk at se, hvordan du i din boligindretning er bevidst om BÅDE børn og kattes behov. Det tror jeg i høj grad er opskriften på, at det kan lykkes. Også dejligt at de skal indordne sig efter hinanden, og at kattene godt må “opdrage” børnene lidt. Min Sigga-mis er jævnligt sammen med min niece på 1,5 år. Niecen elsker Sigga, som ikke gengælder følelsen, men som i hvert fald er meget tålmodig. Og Sigga har en enkelt gang givet niecen et lille bitte nap - hun synes ikke, det var rart at få trykket på sit øje, og vi voksne havde lige vendt ryggen til lidt. Og min søster tog det heldigvis lige som du og forklarede niecen, at det gjorde ondt på katten. Og nu viser niecen en lidt mere respektfuld tilgang til Sigga-missen. Og elsker den stadig. Hun vågner ofte om morgenen og siger “MERE KAT” - også når der går måneder mellem vi ses:hjerte: Så børn og katte er helt klart et godt mix under de rigtige vilkår.

Fantastisk indlæg, godt skrevet og meget indsigtsfuld.

Skønt at du har givet dig tiden til at skrive det og delt det med os andre.

Super godt skrevet :thumbup:

Hvor er det bare god læsning :smiley:

Elsker din måde at få det hele til at køre - og dit glimt i øjet, når du skriver!

F-a-n-t-a-s-t-i-s-k indlæg !!!

Dejligt indlæg og skønne billeder.
I min verden er der slet ingen tvivl om at børn og dyr er en god ting, de har så stor glæde af hinanden. Børnene lærer så meget af at vokse op med dyr, uanset om det er hund, kat, fritte, heste osv. Jeg er så heller ikke i tvivl om at helbredsmæssigt så spiller dyrene også en rolle i opbygningen af børnenes immunforsvar.
Og der er da ikke noget bedre end at kunne hygge med sin personlige pelsede ven uanset alder :wink:

Kamilia
/som nu vil kravle ind i seng og putte med sin lille puttegøj af en hund