For lidt over 1 år siden levede jeg med en kat der også angreb mig… Oliver var højt elsket og 90 % af tiden var en dejlig kat overfor mig… Han hadede gæster og dyrlæger så ingen af dem kunne nærme sig ham…
De sidste 10 % var uudholdelige… Han angreb mig ud af det blå (særligt foran mit klædeskab), og det var både med tænder og klør… En gang måtte jeg endda spærre mig selv inde på badeværelset fordi han ikke ville stoppe med hans angreb…
Jeg oprettede en masse tråde om ham herinde igennem de ca. 3 år jeg havde ham, jeg klikker trænede ham, fik råd og vejledning af adfærds konsulenter, lod ham arbejde for maden… You name it, I did it!
Men intet virkede permanent… En morgen angreb Oliver min overarm da jeg skulle finde tøj frem… Jeg fjernede ham med det samme, men han angreb lyn hurtigt igen… denne gang min hals…
Den dag tog jeg beslutningen om at få ham aflivet og jeg kørte til dyrlægen samme dag…
Frygten for mulige angreb sidder stadig i mig, selvom jeg nu har verdens mest godmodige og kærlige kat… Hvis hun kommer hoppende frem fra under sengen eller render efter mig når jeg skal finde tøj frem, hopper mit hjerte et par takter over…
Idag ved jeg a jeg levede for længe med Olivers angreb…
Jeg synes helt klart at du skal tænke på, at hvad nu hvis katten angriber din mor eller de børn der kommer der, næste gang? Få den undersøgt hos dyrlægen, og hvis der ikke er noget fysisk i vejen, ville jeg lade den sove ind… Det er simpelthen ikke det værd at ha en aggressiv kat…