Er du spirituel?

[I]
I søndags var jeg til alternativ messe på yoga-skolen her i min by. Der var blandt andet clairvoyanter, healere, maoui massøre, og håndlæsere m.m

Jeg fik lagt tarotkort og det var super spændende.
Jeg er selv en meget spirituel person, og har været det i en del år. Jeg tror på beretninger om det overnaturlige, og har selv oplevet nogen ting.

Nogen syntes simpelthen, at jeg er en tosse, når jeg fortæller om min tro på det spirituelle:tihi:

Er der andre herinde, som der er spirituelle og som måske har oplevet nogen ting?
Kom også gerne med jeres svar på hvorfor i IKKE er spirituelle:)

Mange Hilsner
Sabrina
[/I]

er man spirituel fordi man tror på hændelser der trodser alm videnskabelige forklaringer… nja… ej - jeg vil blot sige at jeg for mit ejet vedkommende er liberal når det kommer til den slags… for jeg har set og oplevet ting der ikke kunne forklares…

jeg har den dybeste respekt for folk der “tror” - for det giver dem en gave der ikke kan måles og vejes og som er afgørende for den enkelte… tænk at få noget uden at gøre andet end at være sig selv…

tror jeg selv på noget… næ overhovedet ikke… jeg tror på at hvis det er der, hvis jeg ser eller oplever det - så er det for real… hvis ikke - jamen så er det der måske - jeg har bare ikke oplevet det…

jeg vil mene at definitionen er agnostiker

[QUOTE=Battlestar;537638]er man spirituel fordi man tror på hændelser der trodser alm videnskabelige forklaringer… nja… ej - jeg vil blot sige at jeg for mit ejet vedkommende er liberal når det kommer til den slags… for jeg har set og oplevet ting der ikke kunne forklares…

jeg har den dybeste respekt for folk der “tror” - for det giver dem en gave der ikke kan måles og vejes og som er afgørende for den enkelte… tænk at få noget uden at gøre andet end at være sig selv…

tror jeg selv på noget… næ overhovedet ikke… jeg tror på at hvis det er der, hvis jeg ser eller oplever det - så er det for real… hvis ikke - jamen så er det der måske - jeg har bare ikke oplevet det…

jeg vil mene at definitionen er agnostiker[/QUOTE]

Nah jeg tror nu der skal mere til at man er spirituel, andet end fordi man tror på ånder osv.
Jeg selv, studerer det spirituelle. Jeg meditere og lytter til mine indre vejledere. Jeg prøver at modtage hjælpen fra universet som det prøver at give mig.

Jeg selv, er helt lost når der snakkes om gud og Jesus. Men jeg skal ikke pege fingre og gør det heller ej.

Dog har jeg engang mødt en meeeget kristen mand. Som der sagde at Jeg og min familie var med til at dræbe Jesus, da der er jødisk blod i min familie tilbage i 1400 tallet :besvimer::tihi:

Ja, jeg er meget spirituel. Tror på livet efter døden og en form for reinkarnation. Jeg tror på ånder, sjæle og engle og på Gud som et overordnet element som holder fast/samler sjælene.
Jeg tror på åndelige vejledere og på at der er en mening med livet.
Men udadtil er jeg bare et helt almindeligt menneske med arbejde, familie, venner og er socialt velfungerende :slight_smile:

Jeg skilter ikke med min overbevisning og gør mig ikke klog på andres vegne, men holder det heller ikke hemmeligt.

Jeg beder gerne åndelige vejledere om hjælp, og jeg oplever/føler rigtig tit hjælpen kommer.

Måske er jeg unormal - men jeg trives glimrende med det :smiley:

Jeg mener vi alle har behov for at have et eller andet at tro på.

Jeg er døbt og konfirmeret og det er mine børn også, men jer er ikke speicelt kristen af den grund. Jeg kommer i kirke, når jeg er inviteret samt til jul.

Jeg vil heller ikkke sige jer er spirituel, men jeg tror på der er mere mellem himmel og jord end vi kan se. Nogle kalder den tro det ene og andre noget andet.

Nej - men jeg er empatisk og intuitiv af natur, opøvet via mange liv, og dette er der intet specielt ved - alle kan træne deres evne til at være intuitive og empatiske via simple teknikker så som meditation og positiv tænkning.

Og så har jeg arvet min mor og mormors evne til at kommunikere med dyr via billeder. Det er ret forunderligt for mig selv også, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal tænke om det selv. Muligvis kan alle dette også, men folk lukker det bare ude? Det er ikke noget jeg tænker meget over - det har altid været sådan.

Jeg er sgu nok en heks mon ikk :slight_smile: Herligt:-)

Men som sagt - jeg anser det ikke for en speciel gave, men for noget alle kan, især hvis de øver sig. Og nogle gange er det alt andet end en gave… For det meste er det en gave, men da ikke alle dyr har det godt, så modtager jeg jo også beskeder fra de, der ikke har… og ofte efterlader det mig med en enorm afmagt.

Jeg har også rejst i tidligere liv, og fx ved jeg hvorfor jeg arbejder med katte i dag ved at træne dem, men det vælger jeg at holde mellem kattene og jeg:-)

At rejse i liv, er også noget alle kan. Det er dog ikke noget man skal dvæle ved, for det der tæller er nuet, ikke fortiden, som er forbi.

MVH

Jeg ved ikke helt hvad jeg selv tror på, men jeg tror på de patienter der fortæller mig, at de har haft nær-dødsoplevelser, og som enten har været døde X antal minutter, eller har været lige ved at dø, og som har set slægtninge, lys mm og som har set sig selv udefra, og i flere tilfælde kan gengive helt præcist hvordan genoplivningsepisoden foregik…

Det er min overbevisning at de har oplevet det.

Men jeg har ikke selv oplevet noget, så jeg føler mig ikke overbevist på det rent personlige plan.

Man hvad jeg ved 100% er, at vi IKKE ved noget!

Men det skulle da overraske mig meget, at der ikke skulle findes mere mellem himmel og jord end det øjet umiddelbart kan se.
Hjernen er jo et MEGA instrument som vi kun bruger en procentdel af, og jeg kan da godt tænke lidt dybere på, hvad dælen vi så bruger resten af hjernen til OG om man måske kan udvikle nogle evner som man reelt troede var ikke-eksisterende.

De gamle indianere kunne dø ved tankens kraft. Det satte sig simpelthen ud et øde sted og døde for åben himmel, enten når de var gamle og ikke orkede mere, eller når de blev syge og gav op, eller de havde en frygtelig sorg osv. alderen var uden betydning.

  • en form for selvmord via tankens kraft…

Synes der er meget spændende matriale omkring emnet.

Lige et pip fra sprognørden:
Ordet “spirituel” betyder åndfuld, åndrig, dvs med “esprit”, der betyder det samme på fransk. “Ånd” i betydningen sprogligt og indholdsmæssigt opfindsom, en, der giver gode, vittige svar, deltager usædvanligt konstruktivt og gerne muntert i en samtale. Det har ikke noget med tro at gøre.

Den brug af ordet, som man til en vis grad har set i de senere år, dækkes bedre af ordet “spiritist”, dvs. en person, der tror på, at der findes ånder, og som evt er i stand til at kommunikere med disse ånder.
At ordet har fået en negativ biklang, skyldes alle de svindlere og plattenslagere, der slog mønt af andres sorg, savn og godtroenhed. Men tror man på ånder, så er man helt enkelt spiritist, eller spiritistisk :slight_smile:

Selv er jeg ikke spiritist.
Jeg er snarest enig med Regitze, Helle og Helene: Vi kan ikke vide, om der er noget. Hver enkelt må gøre op med sig selv, hvad man vil tro på.
Jeg tror ikke, at “der er noget/nogen” - og hvis der endelig er, så er det ikke noget, som vi skal pille ved. Så var vi nok noget bedre rustet til det end den der “der er vist nok noget/nogen, tror jeg” :slight_smile:

Men du er ikke alene, Sabrina. For nogle år siden var jeg på et af mine første jobsøgningskurser, for lutter akademikere. Debatten kom omkring emnet, og det viste sig, at alle disse videnskabeligt uddannede mennesker, med al skeptisk analyse i bagagen, de troede da på ånder! Nogle kunne endda mønstre vældig fine beretning om, at “der er mere mellem himmel og jord”.
Selv Jesus troede på og uddrev ånder - det står skam i Det Nye Testamente. Der var mange af dem, og de hed “Legio”.

Jeg tror ikke på det. Men enhver er salig i sin tro.

Ja, så absolut. Kan nogen måske forklare mig hvad der sker her:

Og hvorfor det virker hver gang? :juhu::juhu::juhu:

[QUOTE=Sheer;538040]Ja, så absolut. Kan nogen måske forklare mig hvad der sker her:

Og hvorfor det virker hver gang? :juhu::juhu::juhu:[/QUOTE]

Ikke forstået, hvad virker hvergang?

I min pure ungdom havde jeg lige fået konstateret, at jeg var gravid, og der var lyst for bryllup i kirken første gang + inviteret gæster.

Så besøgte jeg en “spåkone”, som flere på min arbejdsplads talte om. Jeg havde frakke og handsker på under besøget og præsenterede mig ikke.
Hun tog sine kort frem, sad længe stille og lagde dem så væk, da hun sagde, at jeg selv havde evnen til at “se”.
I stedet fik hun mine nøgler, som hun holdt i hånden.

Lidt efter sagde hun, at en gammel dame, som talte med lidt accent, sagde til mig “Du ska ent være bange lille Hanne. Ded som sker blir til dit bedste.”
Min farmor fra Jylland var kort forinden død og jeg var meget knyttet til hende.

Derefter sagde hun, at der var bryllup tæt på - måske i udlandet, men at der lå en mørk ring om det.
Endvidere, at der ville blive mig betroet tre sjæle og at jeg skulle kæmpe for dem, som min mor havde kæmpet for mig.


Kort:
Der var bl.a. lyst i Düsseldorph, da min forlovede var fra Tyskland. En uges tid efter fandt jeg ham i seng med en pige på 16 år og brylluppet blev aflyst.
Jeg har fået tre børn.


Selv har jeg “lagt kort” et par gange, når jeg følte, at jeg kunne.
En af gangene kunne jeg fortælle en pige, at der lå politi til huset vedr. en ung mand.
To dage senere fortalte hun, at politiet var kommet, da hendes bror havde været med ved et indbrud.


Jeg har i drømme genoplevet mange af mine liv - også min død flere gange.

For rigtig mange år siden da jeg var under uddannelse, arbejdede jeg på et psykiatrisk hospital. Og der kunne vi engang i mellem - efter arbejde, godt have lange diskussioner omkring nogle af patienterne. Var de skizofrene, havde de psykoser, eller havde de ‘adgang’ til noget vi andre ikke kunne forstå. De fleste af patienterne var syge. Men der var nogle få stykker hvor vi var i tvivl om diagnosen, specielt når de var ‘raske’ og kunne fortælle om begivenheder, andre liv, regression mm som havde været en del af deres liv siden barnsben. Ofte kunne man få følelsen af, at det var omverdens mistro og manglende indsigt, der gjorde dem vanvittige, og at der ikke var tale om egentlig behandlingskrævende psykiske lidelser…

Dog er jeg af den mening, at man IKKE skal begynde at pille for meget i psyken, for jeg har desværre også set folk blive alvorligt syge af det.

Men jeg tror på, at nogle har evner, og kan ‘se’ ting, mærke ting og har en mere veludviklet sjette sans end andre.

[QUOTE=Helene;538079]For rigtig mange år siden da jeg var under uddannelse, arbejdede jeg på et psykiatrisk hospital. Og der kunne vi engang i mellem - efter arbejde, godt have lange diskussioner omkring nogle af patienterne. Var de skizofrene, havde de psykoser, eller havde de ‘adgang’ til noget vi andre ikke kunne forstå.
Dog er jeg af den mening, at man IKKE skal begynde at pille for meget i psyken, for jeg har desværre også set folk blive alvorligt syge af det.

Men jeg tror på, at nogle har evner, og kan ‘se’ ting, mærke ting og har en mere veludviklet sjette sans end andre.[/QUOTE]

Tak for dit indlæg.
Det er netop efter, at jeg begyndte at sætte mig ind i alt det, som skizofreni kan indebære, at jeg blev klar over, hvor meget defekter i hjernen kan spille ind mht “mystiske” oplevelser. Dermed mener jeg ikke bare, at noget er uforklarligt-mystisk, men at det er religiøse mystiker-oplevelser.
Der er jo flere eksempler på helgenkåringer af folk, der har hørt stemmer og set syner, og hvad skal man kalde det?

En tidl. venindes sygdom betød, at jeg fik mere indsigt i alt det med psykoser, syner og stemmer - og siden har jeg fået en ny veninde, som både via sit studium og sin opvækst har en del viden om sindslidelser og f eks borderline-fænomenet. Vi får mange, lange snakke på den lokale cafe.

Et eksempel mødte jeg selv, da jeg arbejdede som lægesekretær (i en lille specialpraksis, ikke psykiatri). En patient ringer ind for at få en tid, lyder helt normal og ræsonnabel etc. Da han har fået tiden, begynder han at forklare, at han for år tilbage fik opereret et elektrisk apparat ind i maven, som er fjernstyret af lægerne etc etc.
Praksislægen behandlede hans umiddelbare lidelse, og fik ihvertfald gjort klart, at ingen fra den klinik havde noget med “apparatet” at gøre.
Men hvad nu, hvis han - mere subtilt - oplevede en slags hotline til gud…

En anden tidl. veninde begyndte netop at gå til spiritist-møder, blev spået, og følte, at ånderne sendte hende signaler via helt hverdagsagtige ting, raslende persienner, klikkende lamper etc.
Da gik det op for mig, at hun mente det bogstaveligt, når hun et par år før satte venskabet på hold, fordi “hun skulle have mere ro på dæmonerne inde i sit hovede” - !

Som sagt: Jeg skal ikke nyde noget af at pille ved alt det.
For år tilbage var der noget af en bølge med “ånden i glasset” blandt teen-age piger, og jeg husker ikke, hvor jeg læste alt om, hvordan det blev lavet - men oplysningerne hjalp en forskrækket teen-veninde, der var au-pair, da hun blev trukket ind i det. Der blev også vist en virkelig dygtigt lavet gyser om det. Skræmmende, men ikke troværdigt - og altså til at demontere. Men rigtig, rigtig farligt for en skrøbelig psyke.

Kiskan - nå men hvis man ikke må frydes over BeeGees og John Travolta, så er jeg sq ikk spirituel.

Jeg tror på at alt giver mening for dem der ønsker mening med noget, ligegyldigt hvor de vælger at søge.

At vi mennesker så, evt. med videnskabelige metoder, så ikke kan forstå alt så det kan forklares til alle og enhver, det er en heeeeelt anden sag.

Men ja, gu er jeg spirituel! Men jeg er ikke dum.

Jeg vil helt sikkert betegne mig selv som spirituel, da jeg har minder om tidligere liv og har kommunikeret med ånder og engle. Jeg interesserer mig også for alt det overnaturlige, astrologi, tarot osv… For mig har det været helt naturligt og noget jeg har oplevet siden jeg var 12 år - jeg er desuden også tilhænger af Wicca, en mysterie- og naturreligion og har været det i en del år efterhånden. Det er dog heller ikke noget jeg går og skilter med, da jeg synes det er meget personligt. Dog er det altid fedt at møde ligesindede :slight_smile:

[QUOTE=Helene;537907]
Hjernen er jo et MEGA instrument som vi kun bruger en procentdel af, og jeg kan da godt tænke lidt dybere på, hvad dælen vi så bruger resten af hjernen til [/QUOTE]
Ja… lige det har jeg også spekuleret over. Også hvad der mon kunne ske, hvis man fik “kontrollen” over resten.
Jeg har nok et ben i hver lejr. Jeg er i bund og grund skeptisk. Men samtidig har jeg altså mødt en person i tøj fra århunderede skiftet (forrige, altså…) - der forsvandt i den tomme luft for øjnene af mig. Jeg aner ikke hvad det gik ud på.
Og i månederne efter Donnas død hørte jeg ofte noget der lød som en kat hoppe ned eller pusle i den mørke stue om aftenen når der var ro i huset og jeg sad ved computeren i soveværelset og min mand var gået på arbejde. Normalt ville jeg jo bare sige, at mine sanser spillede mig et puds, fordi jeg savnede hende så meget. Men… problemet er, at Zutti og Donnas søster Ditte, der var sammen med mig, begge reagerede på lydene. Ikke alarmerede eller skræmte, men de satte sig op, vendte ørerne i retning af lydene og kiggede opmærksomt. De burde jo ikke kunne høre mine hallucinationer… Det stoppede, da Creamy flyttede ind. (Jo selvfølgelig undersøgte jeg om andet kunne lave de lyde. Jeg fandt aldrig noget.)
Så… hvem ved…

Først vil jeg sige tak for jeres indlæg :slight_smile: super at få andres opfattelse af dette emne.

Dette indlæg bliver lidt langt da jeg gerne vil fortælle om ting, som jeg har oplevet… nogen vil se disse ting som noget der kan forklares af naturlige årsager og ikke som noget overnaturligt.

Da min farmor levede, boede hun i svendborg i et stort hus. Min farfar døde i 85 da han fik hjertestop. Soveværelserne og badeværelset lå i kælderen hvor der også var dør ud til gården og haven. Vi er 8 børn på min fars side af familien og vi kom alle tit ved min farmor. Huset havde en dejlig energi, men lige så snart man gik ned af trapperne til kælderen, ændrede det hele sig. Der var en dyb hæslig energi. som om alt godt forsvandt. og det mærkede alle 8 børn.

Min farmor døde da jeg var 13. vi var tæt knyttet, og det tog meget hårdt på mig. Jeg har i årene efter haft nogle drømme. Vi sidder i hendes hus. og snakker. om alle ting… om at jeg savner hende og at jeg ikke forstår at hun skulle dø. Når jeg vågner fra disse drømme, tænker jeg over dem. Drømmene er ligesom at være vågen. Det KAN være min underbevidsthed spiller mig et puds, måske ikke.

Når jeg sidder i min lejlighed, kommer der nogen gange en duft ud af den blå luft. Den samme duft som min farmor og hendes hus duftede af. 5 min efter, er den væk igen.

Okay, nu når vi alligevel kommer ind på det personlige, tør jeg godt indrømme at jeg engang læste om kanalisering og fandt det interessant. Så jeg besluttede mig faktisk for at gøre forsøget - der var en vejledning i bogen som gik ud på, at man skulle skrive et brev til en åndelig vejleder - vejlederen kunne være en afdød eller én som ikke havde levet et jordisk liv. I brevet skulle man så tilkalde vejlederen og brevet skulle man læse op flere gange dagligt, højt, og udendørs (indtil kontakten var fuldført).

Jeg ved ikke, men jeg tilkaldte så den åndelige vejleder som anvist, og der skete ikke rigtig noget og dagene gik. Men så pludselig en aften da jeg havde lavet en bakke til aftenshyggen og var påvej ind i stuen, så var der pludselig en stemme der sagde ,sååå, nu er jeg her! Tænk, jeg blev fandeme så forskrækket at bakken fløj gennem stuen, stemmen var høj og tydelig og kom indefra hovedet, men det var ikke sådan en stemme man kan tænke sig til, den var virkelig.
I bogen stod der, at man altid kunne få vejlederen væk igen, ved at sige at den skulle forsvinde, så det råbte jeg nærmest ud i stuen - og stemmen sagde undskyld og at at jeg ikke skulle blive bange, men at jeg simpelthen ikke var parat til informationerne, og så forsvandt den. Og kom heller aldrig igen.

Siden den gang har jeg holdt mig LANGT væk fra den slags ting, for jeg er åbenbart ikke stærk nok til at rumme det og ville garanteret ende på den lukkede.

Men jeg har ofte tænkt på, hvad ‘mødet’ ville have udartet sig til, hvis jeg havde kunne rumme det.

Det ‘underlige’ ved kanalisering er, at de mennesker der kommunikerer med vejlederene - som har navne, kan kommunikerer med samme vejledere over hele verden. Så Neepa i Indien kan sagtens være i forbindelse med ‘Noor’ og Noor kan være i forbindelse med Ida fra Danmark.
Der er ligefrem debatfora og klubber for folk over hele verden, der kender de samme vejledere.
Og jeg tror ikke helt på at der er tale om en kollektiv psykose. Men hvad det SÅ er, aner jeg ikke.

Og det hele starter somregl med, at et menneske forsøger at google vejlederens navn, og så ser de pludselig, at der er flere der kender samme vejleder, og navnene er ofte så specielle, at det er umuligt at det hele falder så godt i hak.

Mener det er den norske prinsesse, der også taler med engle og vejledere, men kan ikke lige huske det præcist.

Sjovt at høre jeres historier.

[QUOTE=Sheer;538084]Kiskan - nå men hvis man ikke må frydes over BeeGees og John Travolta, så er jeg sq ikk spirituel.

Jeg tror på at alt giver mening for dem der ønsker mening med noget, ligegyldigt hvor de vælger at søge.

At vi mennesker så, evt. med videnskabelige metoder, så ikke kan forstå alt så det kan forklares til alle og enhver, det er en heeeeelt anden sag.
Men ja, gu er jeg spirituel! Men jeg er ikke dum.[/QUOTE]

Nå, men så er jeg nok ikke spirutel. Stayin alive er ikke lige min smag og jeg frydes ikke lige over det nummer med BeeGees.

Dog tror jeg på at der er mere imellem himmel og jord end vi kan forklare og har jeg da også haft oplevelser/varsler selv, det angående.

[QUOTE=Helene;538118]Okay, nu når vi alligevel kommer ind på det personlige, tør jeg godt indrømme at jeg engang læste om kanalisering og fandt det interessant. Så jeg besluttede mig faktisk for at gøre forsøget - der var en vejledning i bogen som gik ud på, at man skulle skrive et brev til en åndelig vejleder - vejlederen kunne være en afdød eller én som ikke havde levet et jordisk liv. I brevet skulle man så tilkalde vejlederen og brevet skulle man læse op flere gange dagligt, højt, og udendørs (indtil kontakten var fuldført).

Jeg ved ikke, men jeg tilkaldte så den åndelige vejleder som anvist, og der skete ikke rigtig noget og dagene gik. Men så pludselig en aften da jeg havde lavet en bakke til aftenshyggen og var påvej ind i stuen, så var der pludselig en stemme der sagde ,sååå, nu er jeg her! Tænk, jeg blev fandeme så forskrækket at bakken fløj gennem stuen, stemmen var høj og tydelig og kom indefra hovedet, men det var ikke sådan en stemme man kan tænke sig til, den var virkelig.
I bogen stod der, at man altid kunne få vejlederen væk igen, ved at sige at den skulle forsvinde, så det råbte jeg nærmest ud i stuen - og stemmen sagde undskyld og at at jeg ikke skulle blive bange, men at jeg simpelthen ikke var parat til informationerne, og så forsvandt den. Og kom heller aldrig igen.

Siden den gang har jeg holdt mig LANGT væk fra den slags ting, for jeg er åbenbart ikke stærk nok til at rumme det og ville garanteret ende på den lukkede.

Men jeg har ofte tænkt på, hvad ‘mødet’ ville have udartet sig til, hvis jeg havde kunne rumme det.

Det ‘underlige’ ved kanalisering er, at de mennesker der kommunikerer med vejlederene - som har navne, kan kommunikerer med samme vejledere over hele verden. Så Neepa i Indien kan sagtens være i forbindelse med ‘Noor’ og Noor kan være i forbindelse med Ida fra Danmark.
Der er ligefrem debatfora og klubber for folk over hele verden, der kender de samme vejledere.
Og jeg tror ikke helt på at der er tale om en kollektiv psykose. Men hvad det SÅ er, aner jeg ikke.

Og det hele starter somregl med, at et menneske forsøger at google vejlederens navn, og så ser de pludselig, at der er flere der kender samme vejleder, og navnene er ofte så specielle, at det er umuligt at det hele falder så godt i hak.

Mener det er den norske prinsesse, der også taler med engle og vejledere, men kan ikke lige huske det præcist.

Sjovt at høre jeres historier.[/QUOTE]

Hold da op… Jeg ville have skidt i bukserne hvis det var mig :tihi:

Hende der lagde mine tarotkort, sagde at jeg ikke lyttede til min indre vejleder og at jeg ikke fangede den hjælp der kom til mig ude fra universet af… Senere har jeg tænkt og tænkt over hvordan jeg skulle gøre dette. Og er stadig i tvivl. Men måske det var en mulighed at gøre som du beskriver her

Super godt indlæg og en fantastisk historie. Hvis det er en del år siden det er sket, har du så måske overvejet at prøve igen? Kunne være du var parat nu jo :slight_smile:

Mange Hilsner
Sabrina