JA !!!
Jeg elsker min familie, jeg kunne meget nødigt undvære dem - de er en del af mig på godt og ondt.
Vi har det alle godt med hinanden, og ingen af os vil undvære vores dejlige kærlige forhold.
Hvis jeg mistede én af dem, ville det være som at miste et ben eller en arm. - og jeg ville aldrig komme mig over tabet.
Jeg har en ganske lille famillie. Jeg er enebarn og vokset op uden min far. Jeg er glad for min mor og min mormor er alletiders.
Min mand forældre er også utrolig søde og har taget godt imod mig. Dog synes jeg ikke rigtig jeg har noget til fælles med min mands brødre og den ældstes kone. De er søde nok men vi er så forskellige.
Ville da gerne ha haft søskende men så har jeg jo vennerne og dem kan man selv vælge 
Ja, jeg er meget glad for min familie.
Min mor er død for mange år siden. Min far giftede sig igen og har nu været
gift med “min onde stedmor” i 23 år. Det er dejligt
Min storesøster har fem børn, hvoraf de to ældste selv har fået børn, og
en har fået to bonusbørn. Min lillebror har også et barn, og jeg selv
har tvillinger - så når familien er samlet, er vi rigtig mange, og det er bare
så skønt
All over, ja, jeg syntes jeg har et godt forhold til min familie og Finns familie
Undskyld Buffy - men der er bare intet som søskendekærlighed!
Tja, men alt med måde. Hvis der er for mange dage om måneden med familietamtam, kan jeg godt få lyst til at flytte til Uganda:)
Ja, de er den eneste grund til Celina og jeg stadigvæk bor i Danmark, ellers var vi flyttet til en dejlig by i Florida, men vi ville savne dem for meget til at kunne gøre det
Jeg har ikke meget familie tilbage. Min søster, som er 24 år ældre, ser jeg ca. hver anden måned, da vi bor et stykke fra hinanden. Mine bror, som også er noget ældre end mig, ser jeg heller ikke dagligt, for de bor meget på Rhodos, da deres datter bor der med en græker. Udover dem, ser jeg en fætter i ny og næ, men jo, jeg er glad for min familie.
Hjemme hos os er familien meget vigtig…
Vi er meget tætte med mine forældre,vi er ikke så stor en familie, men vi er meget knyttede. Vi har altid været meget samlet da jeg var yngre, men med tiden blev mange gift og fik en anden side familie også, hvilket gjorde vi ikke var så tit sammen som før.
Men efter min farmor fik brystkræft forrige år (hun kom sig og klarede kemo uden problemer thank God), er familien virkelig bundet og knyttet og jeg synes det er så dejligt… Hjemme ved farmor og farfar blev vi altid samlet, enten jul eller andet og nu er det bare så skønt når vi alle mødes… Er så taknemlig for hele min familie… De betyder SÅ meget for mig.
Jeg har stadig mine forældre (de bor 5 min fra os), og dem er jeg meget glad for (på godt og ondt 
) Min mor og jeg har altid været meget tæt knyttede og er det stadig. Min mor og jeg ses meget ofte, især nu hvor jeg er arbejdsløs. Min lillebror på 15 år bor jo stadig hjemme, så ham ser jeg også rigtig ofte.
Min lillesøster, hendes mand og deres søn (de bor 15 min fra os) er jeg også glad for, og vi ses jævnligt.
Min storesøster, hendes mand og deres 3 (4 eller muligvis 5) børn har jeg ikke set i lidt over 5 år. Det er en længere historie hvorfor, som jeg ikke lige føler for at smide ud her på debatten.
Derudover har jeg 2 mostre som jeg heller aldrig ser, da de altid har været enormt intrigante, og så ses de med min storesøster.
Jeg har også 2 onkler, hvoraf den ene er tabt i alkoholens verden og den anden er altid begravet i arbejde, så dem ser jer heller ikke rigtig.
Jeg har også en farfar og en onkel (min fars lillebror) men de bor i jylland, så vi ses 2-3 gange om året.
Mine svigerforælde (som bor 5 min fra os) er (efter de lærte mig ordentligt at kende) nogle rigtig søde mennesker, som vi ser en gang om måneden til familie middag.
Min yngste svigerinde ser vi også den ene gang om måneden, sammen med Svigerne, og der er svigerindens kæreste også med, som også er en rigtig sød fyr.
Min ældste svigerinde, hendes mand og deres 2 børn ser vi måske en gang hver 3 år, da de er flyttet til Ribe. Så det er til barnedåb, bryllup, runde føs´dage og lign.
Derudover har jeg 5 fætre og en kusine i Herning. Den ene fætter og kusinen ser jeg engang hver 3-4 år, de sidste 4 fætre har jeg ikke set i ca 19 år.
Jeg tror (håber) jeg har husket alle
Det synes jeg er et svært spørgsmål.
Egentlig burde jeg jo svare et højtråbende og rungende JA, men det er kompliceret.
Jeg elsker min familie, ingen tvivl om det, men det er svært at være glad, når man konstant får hak over næsen for de valg, man træffer. Sådan er det at være mellemste og sorte får, hehe.
Vi er en lille udvalgt skare:
Min far, lillesøs og min storebror.
Derudover snakker jeg stadig med den ene af mine morbrødre. Han er som en ekstra storebror på en eller anden måde, da han kun er ca seks år ældre end jeg.
Har selvfølgelig også en kvindelig forælder derude et sted, men hende er jeg så ganske enestående bestemt ikke glad ved, så hende har jeg ingen kontakt til.