Erfaringer med militære udsendelser

Ville lige høre om nogen af jer har haft en person tæt på, udsendt til Afghanistan, Kosovo eller noget andet sted?

Jeg har en kæreste som skal afsted til august 2009 og synes det er nogen virkelig lede ting de skal til at tænke over…

De skal snart skrive brev til de efterladte (i tilfælde af de dør) om hva der skal ske med deres ting, om de vil bisættes eller begraves og sådan nogen ting - det er da vildt hårdt :frowning:

Det kommer sgu ligepludselig tæt på nu… Sidder også og kommer i tanke om at jeg jo nok er nødt til at flytte hvis ikke han kommer hjem igen, fordi jeg ikke har råd til at bo her alene…

Har nogen af jer erfaringer? Vil meget gerne høre dem hvis i vil dele :slight_smile:

Der kommer bare så mange tanker op hele tiden jo tættere man kommer på… Nu har vi været sammen i 4 år, men tænker alligevel: Kan vi finde ud af det når han kommer hjem igen?

Jeg har ingen erfaringer med mennesker tæt på, men gik i klasse med en fyr som havde ydet tjeneste i udlandet.
Hans fortællinger derfra var positive og der var ikke meget negativt imellem. Jo selvfølgelig er det hårdt at skulle være utryg meget af tiden, savne ens kære. Men samtidig beskrev han det også som en utrolig læringsrejse - hvor man lærer meget om sig selv, man får et tæt sammenhold til de mennesker der er med en dernede. Jeg mener de var i “kamp” altså aktive dernede nogle få gange i løbet af det halve år han var afsted. Så det var altså ikke særlig tit der opstod situationer, hvor det blev farligt.
Han viste også billeder dernede fra, hvor ham og de udsendte hyggede sig rigtig meget i deres fritid, også var der indimellem nogle billeder af beskudte ting.
Men mit indtryk var, at ja, det er med livet som indsats de er der, men så igen, det meste af tiden foregik det tildels fredeligt (så fredeligt som det nu kan blive)

Hvis jeg var i din situation, tror jeg at jeg ville tage en snak med kæresten om dine tanker og følelser for det hele, så du ikke går med dem selv. Endvidere ville jeg nok prøve at forlgie mig med tanken om, hvad der skulle ske, hvis det værst tænkelige skulle ske.
Jeg tror det er vigtigt at du når at blive afklaret med situationen inden han tager afsted, så du ikke pludselig står efter han er taget afsted og bryder sammen af fortvivlelse.
samtidig, tror jeg du skal prøve at holde et positivt sind og være optimistisk omkring hans udsending.

Nu står jeg ikke selv i den situation, så mine råd er bare taget ud fra hvad jeg nok selv ville gøre.
Men jeg er sikker på det hele nok skal gå godt for ham dernede!

Min kæreste gennem snart 6 år er pt. udsendt som maskin fører i Kosovo på hold 19.
Og ja det er rigtig mange ting man skal tænke igennem.

Vi har fået krydsforsikret hinanden, så hvis han dør får jeg penge så jeg kan “overleve” det næste laaange stykke tid. Han er også forsikret gennem forsvaret så der får jeg også penge fra hvis der sker noget. Så rent økonomisk er der ingenting at frygte!!

MEN… så kommer alt det svære, hvem skal have hvad hvis ulykken rammer og sådan nogle ting. Det synes jeg også var hårdt at komme igennem!

Nu har han været afsed i 3 måneder og kommer hjem på leave i en uge på mandag og vi føler begge at det bliver som at møde en fremmed.
Vi har selvfølgelig haft samtaler i telefon, men det er langt fra det samme og de bliver ofte afbrudt og han noget andet, eller så er der bykamp og de skal være klar osv osv, så der er ikke meget nær kontakt! - Det er nok noget af det sværeste som i rigtig skal få snakket sammen om.
Kan du klare at det er på hans primisser, hvor i før var fælles om beslutningerne så står du med hele ansvaret selv nu. Du finder egne rytmer og kan klare det hele selv. bliver han skremt over din selvstændighed?
Der er mange spørgsmål og de fleste kan i svare på når han kommer hjem igen.

For mig har, og er det, meget svært at acceptere at han ikke er her til at hjælpe med noget som helst, og ikke kan tage stilling fordi han lever et fuldstændig andet liv!!

Nu lyder jeg meget negativ omkring det hele, men i sidste ende tror jeg det er godt for begge parter at de kommer af sted, ikke bare fordi de hjælper andre, men de udvikler sig også til det bedre tror jeg!!

Held og lykke med det hele, jeg håber i får afklaring inden store tudedag!!

Jeg føler mig nu egentlig ok afklaret med at han skal derned, det er mere alle de ting man skal tænke igennem og synes de breve de skal skrive er ret skræmmende…

Jeg ved at det er noget han rigtig gerne vil opleve (at det så er Afghanistan er en anden side af sagen :p) og så er det fint med mig - så må jeg jo bare bakke ham op om det og acceptere at det er det han vil - selvom det er ret skræmmende…
Det skal måske lige nævnes at det er Helmand-provinsen han skal være i, så det er jo det mest udsatte sted i Afghanistan :s
Men jeg har lært at acceptere det nu, og har det fint med han skal derned - det er bare tanken om at man ikke ser hinanden i 6mdr (lige bortset fra de 3 ugers leave), og at man intet ved og nogen gange skal gå i flere uger uden at høre noget (jeg skal vist have lært ordsproget: “Intet nyt er godt nyt”)…

Jeg synes bare det er nogen hårde ting de skal tage beslutninger om allerede nu…

min fætter har været 4 år afsted i forskellige brandpunkter…

de gange han kom hjem blev kæresten gravid - de har vist nok 3 nu… men da hun fik den 3 sagde hun - tager du afsted igen - så er du alene når du kommer hjem…

så blev han hjemme…

det er et spørgsmål om hvor meget man kan bære - hvor stor styrken er…

du må gøre op med dig selv… helst inden han rejser… for det vil være for ondt hvis han tror han kommer hjem til en tilværelse og så er der ikke noget tilbage…

men det er jo bare min mening :slight_smile:

-kramer til dig - det er en grim situation

[quote=Lena S;60565]Jeg føler mig nu egentlig ok afklaret med at han skal derned, det er mere alle de ting man skal tænke igennem og synes de breve de skal skrive er ret skræmmende…

Jeg ved at det er noget han rigtig gerne vil opleve (at det så er Afghanistan er en anden side af sagen :p) og så er det fint med mig - så må jeg jo bare bakke ham op om det og acceptere at det er det han vil - selvom det er ret skræmmende…
Det skal måske lige nævnes at det er Helmand-provinsen han skal være i, så det er jo det mest udsatte sted i Afghanistan :s
Men jeg har lært at acceptere det nu, og har det fint med han skal derned - det er bare tanken om at man ikke ser hinanden i 6mdr (lige bortset fra de 3 ugers leave), og at man intet ved og nogen gange skal gå i flere uger uden at høre noget (jeg skal vist have lært ordsproget: “Intet nyt er godt nyt”)…

Jeg synes bare det er nogen hårde ting de skal tage beslutninger om allerede nu…[/quote]

Jeg ser så tingene en smule andreledes end du gør, for netop det med brevene er jo med til at sikre at hans sidste ønsker bliver opfyldt hvis uheldet skulle være ude. Han får også chancen for at sige farvel på den rigtige måde.

Jeg vil egentlig sammenligne det med et testamente. Det skriver man jo heller ikke fordi man regner med at falde død om dagen efter, men for at sikre at ens egne sidste ønsker bliver opfyldt.

[QUOTE=Miss T;60645]min fætter har været 4 år afsted i forskellige brandpunkter…

de gange han kom hjem blev kæresten gravid - de har vist nok 3 nu… men da hun fik den 3 sagde hun - tager du afsted igen - så er du alene når du kommer hjem…

så blev han hjemme…

det er et spørgsmål om hvor meget man kan bære - hvor stor styrken er…

du må gøre op med dig selv… helst inden han rejser… for det vil være for ondt hvis han tror han kommer hjem til en tilværelse og så er der ikke noget tilbage…

men det er jo bare min mening :slight_smile:

-kramer til dig - det er en grim situation[/QUOTE]

Det er helt sikkert det ville være ondt at sige man er der når han kommer hjem og så ikke er det… Jeg har sagt til ham at jeg nok skal være der når han kommer hjem - og det har jeg tænkt mig at holde, det bliver en hård kamp uden ham herhjemme men det må man tage med som en udfordring… vores indtil videre 4år-lange forhold skal ikke gå i stykker pga en udsendelse :slight_smile: Hvordan det så ser ud når han kommer hjem (om vi kan få tingene til at fungere igen, om han vil afsted igen) det må vi tage til den tid… Lige nu vil jeg gerne bare have han kommer levende hjem efter første tur :wink: Og så må jeg bide savnet i mig og tage det som en positiv udfordring :slight_smile:

Ja min ekskæreste var snigskytte i Sniperstreet. Det var temmelig barsk. Han har fortalt om detaljer, som jeg ikke må eller kan nævne her uden at det kan skade ham.

Jeg vil blot bede for, at din kæreste kommer hel hjem igen - både fysisk og mentalt. Min gjorde ikke. Han er ved at drikke sig ihjel i dag.

Ikke just en opløftende melding - det ved jeg - men ikke destro mindre en melding, der måske kan få dig og din kæreste til at tage krig lidt mere alvorligt end vi gjorde hos os.

Jeg mistede en rigtig dejlig fyr til en krig, som intet havde med os at gøre. Han lever endnu, men fordi han aldrig tog imod hjælp, da han kom hjem, betaler han også prisen.
Vi er ikke sammen mere af samme årsag.

Så husk: opsøg straks hjælp, hvis han ændre adfærd. Det kan være, at han har mareridt, er mere indelukket, aggressiv og generelt svær at kende igen.

MVH Helle

[QUOTE=lenschow;60969]Ja min ekskæreste var snigskytte i Sniperstreet. Det var temmelig barsk. Han har fortalt om detaljer, som jeg ikke må eller kan nævne her uden at det kan skade ham.

Jeg vil blot bede for, at din kæreste kommer hel hjem igen - både fysisk og mentalt. Min gjorde ikke. Han er ved at drikke sig ihjel i dag.

Ikke just en opløftende melding - det ved jeg - men ikke destro mindre en melding, der måske kan få dig og din kæreste til at tage krig lidt mere alvorligt end vi gjorde hos os.

Jeg mistede en rigtig dejlig fyr til en krig, som intet havde med os at gøre. Han lever endnu, men fordi han aldrig tog imod hjælp, da han kom hjem, betaler han også prisen.
Vi er ikke sammen mere af samme årsag.

Så husk: opsøg straks hjælp, hvis han ændre adfærd. Det kan være, at han har mareridt, er mere indelukket, aggressiv og generelt svær at kende igen.

MVH Helle[/QUOTE]

Er ked af at høre om dine mindre heldige erfaringer :frowning: Men idag bliver de jo sendt til terapi/psykolog osv med det samme de kommer hjem. Der bliver taget hånd om dem fra dag 1 de kommer hjem og det er meget betryggende at vide - det trælse er så bare at mine forældre ikke tror på det og bliver ved at sige han er skør i skallen når han kommer hjem

Nu har jeg ikke prøvet at have en af mine nærmeste udsendt. Men min kusines kæreste har været udsendt et par gange. Han er et eller andet “leder” halløj - kan ikke lige huske hvad det hedder.
Og hun har fortalt os meget om hvordan det er at være alene osv. Jeg synes hun har klaret det flot - jeg tror ikke jeg ville kunne leve med frygten hverdag hvis det var min kæreste der blev udsendt. :s

Lige pt. er min kusine højgradiv - og fik i starten af året fjernet deres første barn et par uger inde i graviditeten, som desværre viste sig at være monogol. Min kusines kæreste er så blevet hjemme nu - så nu skal de have en dejlig lille familie op at køre. Men jeg tror da at han vælger at rejse ud igen “snart”. Har mødt ham et par gange og der har han givet udtryk for han er virkelig glad for sit arbejde.

Mit råd er nok, få det hele snakket igennem - lad ikke nogle spørgsmål gå i glemmebogen. Støt ham hele vejen igennem, og nyd du får lidt alene tid :slight_smile: Det bliver nok meget hårdt - men sørg for at din familie, evt hans familie og dine venner er der får dig, hvis du får brug for det :slight_smile:

Al held og lykke til jer herfra:)

[QUOTE=ChristinaL;60992]Nu har jeg ikke prøvet at have en af mine nærmeste udsendt. Men min kusines kæreste har været udsendt et par gange. Han er et eller andet “leder” halløj - kan ikke lige huske hvad det hedder.
Og hun har fortalt os meget om hvordan det er at være alene osv. Jeg synes hun har klaret det flot - jeg tror ikke jeg ville kunne leve med frygten hverdag hvis det var min kæreste der blev udsendt. :s

Lige pt. er min kusine højgradiv - og fik i starten af året fjernet deres første barn et par uger inde i graviditeten, som desværre viste sig at være monogol. Min kusines kæreste er så blevet hjemme nu - så nu skal de have en dejlig lille familie op at køre. Men jeg tror da at han vælger at rejse ud igen “snart”. Har mødt ham et par gange og der har han givet udtryk for han er virkelig glad for sit arbejde.

Mit råd er nok, få det hele snakket igennem - lad ikke nogle spørgsmål gå i glemmebogen. Støt ham hele vejen igennem, og nyd du får lidt alene tid :slight_smile: Det bliver nok meget hårdt - men sørg for at din familie, evt hans familie og dine venner er der får dig, hvis du får brug for det :slight_smile:

Al held og lykke til jer herfra:)[/QUOTE]

Det bliver helt sikkert svært, men jeg ved at jeg har et par veninder, og hans mor og ved mine kollegaer på arbejde er der også :slight_smile:
Det bliver nok på en måde meget rart at være alene - tror man nogen gange har brug for en pause fra hinanden - tænk på den kærlighed der (forhåbentlig) kommer tilbage :slight_smile:

Min kæreste er soldat, han har også været udsendt , og er idet hele taget meget væk pga hans arbejde…

Man vender sig til det synes jeg, man får en hverdag op og køre her hjemme mens de er væk, selvfølgelig er man bekymret og man savner ham da også, og ja vi har også sikret os med diverse forsikringer, testamenter, m.m og alt er da lidt underligt for man bliver jo nødtil og forholde sig til at det kan ske han ikke kommer hjem igen, men det er bare vigtig man får snakket om det , så der er rene linjer…

Jeg vil da ønske han fandt et andet job, men det er jo hans valg hvad han vil arbejde med og jeg respekterer det. det er meget vigtigt for dem at deres bagland er i orden og at de ved at der er ro på derhjemme ellers er det meget sværdt og være væk siger min kæreste, de forlader jo alt og menge opgaver så som økonomi m.m bliver overladt til dig derhjemme og man kan altså ikke bare sådan lige ringe og spørge så man skal aftale nogle spilleregler så alt er aftalt på forhånd , eller det gør vi ivertfald og det giver os ro , både os herhjemme og ham derude i verden:)