Forfatter: Danny Sjoberg (på Facebook)
HJÆLP jeg er gift med en skolelærer
Efter at have fulgt med på sidelinjen i debatten om lærernes situation pt., hvor kampen står om det der kaldes ”normalisering” af lærernes arbejdstid, så har jeg trang til at belyse situationen og lærerjobbet – ud fra synsvinklen som ægtefælle.
Jeg er selvfølgelig direkte påvirket – det indrømmer jeg, da en del af min kones arbejde foregår tæt på, hvor jeg har mit privatliv. Hjemme hos os er min kones job MEGET vigtigt. Lad mig give et eksempel:
Man kommer glad hjem fra arbejde, godt humør og lyst til høj musik, sætter stereoen på. Hilser på min kone (hun er jo tidlig hjemme, ikke sandt?) og husker at skrue lidt ned, for hun sidder og forbereder sig - det er vigtigt. Det har jeg forstået. Hun retter stile. Jeg nævner, at det gjorde hun da også i går, – hvor lang tid kan sådan en bunke tage? Der er stadig god stemning, musikken spiller og min fod er begyndt at vippe med på rytmen.
Hun fortæller hun har mistanke om, at nogle elever har snydt og hentet stile fra internettet . Så nu må hun gennemtravle studieportaler og lede efter sammenlignelige match. Jeg spørger, hvorfor hun bruger tid på den slags. Hun svarer at det er skolens opgave at lære eleverne, at man ikke må kopiere fra nettet og fremføre andres materiale som sit eget. Det fører til bortvisning på ungdomsuddannelser, så det er vigtigt for eleverne at lære dette i deres skoletid. Jeg ryster på hovedet, men min kone fortsætter og nævner noget om skolens opgave med at udvikle bevidste samfundsborgere. Okay tænker jeg og bøjer nakken lidt – det lyder fair nok. Til gengæld kan jeg så more mig indvendigt over min kones pseudonym på alle disse portaler: Kranen. Hvad jeg til gengæld ikke morer mig over er, at jeg betaler for min kones brug af disse portaler via hendes mobiltelefonregning. Men ingen sure miner fra mig… bevidste samfundsborgere kan jeg da godt savne en gang imellem.
Jeg går i gang med at skrælle kartofler, musikken er stadig god. Min kone har fangst på studieportalen. Hun er nu klog, tænker jeg. Nu skal vi så hygge os og lave mad sammen.
Det går derud af med ren hygge, ind til telefonen ringer. Min kone går ind og tager den, for jeg er efter 17 år træt af at være telefondame her i huset og modtage beskeder fra forældre. Nu har vi aftalt, at hvis fastnettelefonen ringer, så er det min kone der svarer. Hun kommer ud og råber: ”Danny, skru ned – vi har en ulykkelig elev. Jeg er nødt til at ringe tilbage”. Jeg skruer ned for musikken og ved nu går der en halv times tid eller mere, før jeg ser hende igen. Det betyder, at jeg må klare madlavningen selv og jeg undrer mig over, om andre folk ikke også har spisetid nu. Åbenbart ikke, men okay, vi kan ikke have elever, der ikke trives. En djævel slår alligevel ned i mig, for nu står jeg med maden, som oven i købet bliver forsinket og jeg er sulten, – så er det jeg tænker: fastnettelefonregningen, den betaler jeg for. Kan mærke jeg får lyst at sige et par alvorlige ord til min kone, da vi endelig langt om længe sætter os til bords. Så mander jeg mig op og siger for 117. gang: ”Hvorfor er det egentlig os, der ligger privattelefon til, at du kan passe dit arbejde og ikke din arbejdsgiver”? Min kone siger som altid: ”Sådan er vilkårene i lærerjobbet”.
Min musiktrang døde, da telefonen ringede. Efter maden kan jeg lige gå på computeren og tjekke weekendens fodboldkampe. Jeg sætter mig til rette med en kop te, men nu skal konen min igen bruge computeren for at tjekke Skoleintra. Aih, nu er det jeg virkelig skal anstrenge mig for at anerkende min kones vigtige arbejde, så jeg spørger hende irriteret , hvorfor hun ikke gjorde det tidligere i eftermiddags, da hun havde computeren. Hun svarer, at det ofte er om aftenen at forældre, skoleledere og kolleger skriver om dagens begivenheder og morgendagens planlægning.
Jeg trækker mig. Sætter mig i sofaen, jeg kan heldigvis tjekke kampene på tekst-tv. Sidder og tænker over, hvorfor konen ikke bare sagde ja tak til den computer, hun blev tilbudt til hjemmearbejdsplads. Men det var jo mig, der sagde til hende, at hun skulle sige nej tak til at tage den med hjem. For vi skal dæl’dulme ikke også beskattes af de arbejdsredskaber, som hun skal bruge i sit arbejde. Set i bagklogskabens lys var måske også dumt af mig at være så principfast. Min egen computer har 17 tommer skærm og den er jeg glad for, når jeg vel og mærke kan komme til den.
Jeg er altså gift med en skolelærer, og jeg kan ikke forstå at KL som arbejdsgiver er så uvidende om lærernes arbejde. De fremstiller lærerne som privilegerede og underpræsterende. Undervisningsjobbet kan ikke sammenlignes med andre jobs. Jeg er selv tømrer, hvis jeg skulle opgøre min arbejdstid på samme rigide måde, som KL opgør lærernes arbejdstid, så kan det vise sig, at jeg har mere forberedelsestid end lærerne har. Som tømrer har vi jo byggemøder, formandsmøder, sikkerhedsmøder, tager fotos til kvalitetssikring, skriver ugesedler, bestiller og afhenter materialer, sætter maskiner op og rigger til, henter værktøj og gør det klart, sætter stillads op eller venter på folk kommer og gør det osv. osv., før jeg kan stå med hammeren i hånden.
Hvis man laver opgørelse på min forberedelsestid på jobbet, så vil opgørelsen højst sandsynlig vise, at jeg har langt mere forberedelsestid end min kone, hvis man rigidt måler på, hvor længe jeg reelt er i gang med hammeren eller skruemaskinen. Alle job har forberedelse, man kalder det bare ikke forberedelse i mange fag. Men ingen er vel så dum at kigge på en tømrer og sige: han arbejder kun, når han har hammeren i hånden. Og hvis man gør det, så må man da være helt ny i skolegården.
Denne eftermiddag og aften som beskrevet er min kones arbejdsforhold gennem mange år. Nu skal det så ”normaliseres”. Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår begrebet ”normalisering”, som det bruges af KL. Hvis min mester siger til mig, at jeg skal have hammeren mere i hånden i min arbejdstid, hvad sker der så? Når jeg har hamret alle søm i og er løbet tør… Ja, så hamrer jeg da bare løs uden søm, for jeg gør selvfølgelig hvad mester siger. Det kommer der ikke bygningsværker ud af, men hvis mester ikke er klogere end som så, så ser det skidt ud med både produktivitet og kvalitet på byggepladsen – det bliver dyrt i længden!
Jeg har indsigt i, hvordan min kone arbejder, men hvor mange kan se ind i mit hjem og se det, som jeg ser? Med KLs planer, så kan det godt være at jeg snart kan høre høj musik, få min computer for mig selv og slippe for regningerne, men jeg har virkelig svært ved at tro, at det vil gavne eleverne i folkeskolen.
Jeg er gift med en skolelærer, dermed er jeg vidende om hvad der foregår. Jeg er træt af, at folk taler ud fra tro – og ikke ud fra viden, når det gælder lærere. Jeg tænker på, at der må sidde tusindvis af mennesker ligesom mig med nøjagtig samme følelse. Eller som har en mor, en bror, en onkel, en datter osv. som er skolelærer. Til alle jer der er i familie med en lærer, giv dem et klap på skulderen, for de har brug for det. De får det absolut ikke af deres arbejdsgiver, som har hængt dem ud til offentligt skue. Godt det ikke er mig!