Så skete det. For første gang har jeg måttet ud og hente en kat ind, der er kørt ned. Jeg har haft kat nu i over 20 år, og dette er første gang jeg ikke selv har bestemt hvornår de skal herfra.
Jeg har haft kun haft Jack i 3 år, og han var højt elsket. Vi har to andre katte, og de opfører sig som om, de godt ved, at der er noget mærkeligt noget i dag. Den ene, ville ud til fordøren tidligt i morges - den anden går bare rundt og kigger. Mon de ved, at han er væk for altid??
Jeg sidder bare her og tuder og kan slet ikke tage mig sammen til at gøre noget.
Jack, jeg vil altid tænke på dig som et højt-elsket medlem af min familie - også selvom jeg ikke nåede at have dig så længe…
Hvem skal nu tænde vores lys om natten :?
hvem skal buldoze rundt hele natten når vi er aller mest trætte:?
hvem skal rydde op i madskålene, når de andre levner:?
Farvel min aller-bedste ven…
Jeg be’r Urd og Emil tage god i mod dig i “katte-himlen”.
Det har du helt ret i. det er som sagt første gang jeg ikke selv har bestemt, at de skulle have fred, så hold op hvor gør det ondt. Jeg har tudet mere eller mindre hele dagen, selvom jeg har sagt til mig selv, at døden jo er en risiko når man lever. Og han har levet godt - det ved jeg i hvert fald.
Hvis jeg skal sige en god ting om dagen idag, er det, at jeg så ham. Han er ikke ramt lidt, og derefter forsvundet for at ligge sig et eller andet sted for at dø. vi ved hvad der er sket.
Tak alle sammen for jeres søde ord. De varmer på en ellers dum dag, som helst skal overståes i en fart…
det er så hårdt…