Engang imellem hader jeg mine mave fornemmelser…
I dag viste jeg nok godt at dette ikke kunne undgås…
Patrick tog i dag til dyrlæge med mine elskede elefant killinger i morges…
Gandhi var blevet så lille og selv om vi har prøvet at støtte foder ham virkede han til hele tiden at havde kvalme… I lørdags vejede han kun 323 g og han var 7 uger. Han var en stor figther og vi tog til dyrelæge der gav ham væske. Vi har fodret ham hver time siden, men i nat, hvor vi valgte at fodre ham hver 3 time tabte han alt det han havde taget på…
Da Patrick efter jeg tog afsted i morges, tog afsted med ham til dyrlæge håbede en lille del af mig stadig, for han var så smuk og dejlig. Dyrlæge troede ikke at han var så lille da hun først så ham, men kunne se på vægten vi havde ret…
Patrick og dyrlægen valgte sammen at lade ham sove, for hans lyst til at leve var væk…
Da Patrick sad i bilen skrev jeg en sms… " Han er væk nu, er han ikke??"
Patrick plejer aldrig at sige det til mig for jeg ved det. Jeg hader det, men hver gang jeg mister en af det katte der er mig nærmest, så ved jeg det før personen ved dyrlægen har fortalt det.
Men Gandhi da du døde følte jeg mig lette. Mere lettet end jeg nogensinde har følt. Jeg viste du var væk da jeg mærkede følelsen og jeg ved at du, hvor du er nu, er meget glad for den beslutning der blev taget…
Min lille skat, du er savnet. Vi kendte dig kun i 7 uger, men du var virkelig elsket. Jeg er stolt af at havde mødt dig for du har ændret mit syn på mange ting…
Så tak du lille my, du var i sandhed en stjerne
:rip: