God rejse Sasha 
Jeg har siden 2007 reelt levet med, at jeg aldrig vidste hvornår jeg ville være nødt til at sige farvel til Sasha.
Hun var min første Maine Coon, købt som killing lige efter jeg blev færdig på studiet og hun har fulgt mig i alle årene, gennem en del flytninger, som hun altid tog med oprejst pande og hun har uproblematisk affundet sig med at der over tid flere gange flyttede en kat/killing ind i flokken. Hun var ubetinget lige til det allersidste flokfører.
I 2007, 2011 og 2014 udviklede hun, ud i det blå, spontant opstået væske på lungerne - lungeødem - til trods for normale hjerteskanninger i 2007 og 2011. Vi fandt aldrig en specifik årsag, andet end at det måtte være på allergisk/autoimmun basis, fiskeallergi var muligvis noget af årsagen, men ikke det eneste - eftersom hun var på fiskefri kost siden 2011 - og alligevel udviklede nye anfald i 2014. I forbindelse med anfaldene i 2014 begyndte hun at udvise tegn på begyndende hjertesvigt og blev sat på hjertemedicin, og har så herudover siden fået en minimal dosis daglig binyrebarkhormon, og dette holdt anfaldene i skak - så hun faktisk var fuldstændigt symptomfri, og fræsede rundt. Det ændrer dog ikke på, at hun i forbindelse med udvikling af de anfald/episoder var tæt på at dø flere gange, men nærmest mirakuløst responderede på behandling.
Så jeg har længe vidst, at jeg formentligt havde hende på lånt tid. Hun trivedes dog så godt på medicin, fræsede rundt i leg, styrede de andre blot med et poteløft, og derfor kom det som et chok, at hun pludseligt for en uge siden om morgenen tydeligt var dårlig.
Blodprøver var forenelige med betændelse i bugspytkirtlen, nyrepåvirkning, og reaktive forandringer på lungerne, men ingen infektion. Hun var dehydreret og blev optanket med væske, fik et stort skrald med binyrebarkhormon - og kom hjem i weekenden, men hvor det dog var tydeligt at hun slet ikke indtog det nødvendige i forhold til hverken mad eller væske. Hun var indlagt i dagtid tirsdag og onsdag hvor hun hver dag blev optanket med væske og mad, men det blev desværre mere og mere tydeligt at hun slet ikke kunne omsætte væsken i kroppen, hendes blodprocent raslede ned, til trods for at hun ikke blødte, formentligt betinget af at hendes immunsystem angreb blodcellerne og hun responderede ikke på den medicinske behandling, men blev mere og mere stille for hver dag. Onsdag aften/nat vidste jeg inderst inde, at nu var det tid, at byde hende mere indlæggelse/blodprøvetagning/behandlingsforsøg ville ikke være rimeligt - hvilket dyrlægen også var enig i, da vi talte sammen torsdag morgen. Hendes organer var simpelthen stille og roligt ved at lukke ned.
Sasha fik torsdag herhjemme, i fred og ro, omgivet af dem hun elskede og dem som elskede hende så højt. Stadig i en tilstand hvor hun kunne gå på bakke og selv gå ud af tage et par mundfulde vådfoder (omend det var småspiseri), omend alt foregik i langsomt tempo. Og de andre i flokken var så varsomme omkring hende. Om eftermiddagen kørte vi den sidste tur til dyrlægen, hvor hun fik fred, roligt og trygt og med værdigheden i behold.
Hun efterlader et kæmpe tomrum og et stort hul i mit hjerte. Hun var aldrig en højtråbende kat, men ikke desto mindre var hendes tilstedeværelse altid markant. Tomheden runger, når jeg ser på hendes ellers faste plads på sofa-ryglænspuden bag mig i sofaen, den tomme plads på lammeskindet hvor hun altid lå sammen med Liam, og hvor han fortsat lægger sig i den ene side, som om han venter på at hun kommer, og pladsen ovenpå dynen ved mine fødder. I morges vågnede jeg og kunne mærke vægten fra hende på mine tæer, og tænkte at det måtte have været en ond drøm, men det var Liam som havde indtaget hendes ellers faste plads…
Billedet er fra torsdag - hvor er jeg taknemmelig for at hun fik den dag herhjemme - Sasha i midten, Harry og Sparky på hver siden af hende.
De sidste 2 billeder er få uger gamle - af Liam & Sasha
Det gør mig ondt
God rejse
Det gør mig ondt. 
Sov sødt, Sasha.