[quote=Ann K;298680]Jamen okay, så bider jeg på… vi er bare ikke særligt enige!
I det øjeblik du anerkender, at der kan eksistere et begreb som “underdaning” adfærd, så må du nødvendigvis også anerkende dets modsætning… for hvorfor skulle underdaningheden ellers vise sig? Hvad ville nyttn være?
Adfærden ses hos alle hundearter - også isolerede opvokset i laboratiorieomgivelser… Medfødt? Tillært? og Forstærket gennem gentagelser? Tja… min påstand er at der må være en grund til at sådan en adfærd ligger hos en art…G
Enig, al adfærd har en årsag. Intet i naturen sker tilfældigt. Hovedårsagen er altid overlevelse.
Jeg skal bruge lidt tid til at tænke over den med den underdanige adfærd og vende den med nogle af mine lærere samt forskere - måske er den også fejltolket?
Forskerne peger på, at ingen dominerer aktivt, men at det er den underlegne, der aktivt dæmper for egen vindings skyld. På den måde kan man sagtens forklare, hvorfor den ene eksisterer, hvis den anden ikke gør.
Nytten ved at underkaste sig er at man får adgang til dele af attraktive ressourcer, som ellers ville være umulige for en at få tilgang til dvs overlevelse.
Rang går nede fra og op - de højere rangerende tildeles deres roller af de andre - de tilkæmper sig ikke disse roller. I stedet for dominans er der tale om erfaring og i ulveflokke er det forældredyrene eller Breeders som Mech kalder dem, der per automatik har disse roller, som man før kaldte alfaer. Omegaen bliver i flokken, fordi ulve ikke kan/har svært ved at jage og overleve alene. Det er derfor bedre at ligge nederst i rang end at være alene og dø. Stærke individer forlader flokken og danner sin egen familiegruppe.
Vores tamhunde lever sjældent i familiegrupper. Deres miljø er markant anderledes end ulvens og faktisk er tamhunden meget bedre til at tilpasse sig end ulve er (Runar Næs, mech mfl).
Måske er underdanighed/underkastelse også noget andet hos tamhunden? Måske er det en tillært adfærd af nød - ganske som de hunde, der trænes med hårdt hånd er tvunget til at fortsætte med at følge deres ejer for at overleve?
Måske skal begge begreber nytænkes for at vi kan forstå tamhunden? Jeg har intet svar, men finder emnet interessant.
Der findes forresten ENORM lille forskning på familiehunde om nogen. Dette er en stor mangelvarer. Jeg ville ønske, at nogen ville kaste sig over emnet og studerer almindelige hunde i familier/hjem. Som vi tidligere har talt om herinde, så kan katte i naturen knap sammenlignes med vores indekatte selv om de er samme art.
Spørgsmålet er derfor om Coppingers forvildede hunde overhovedet kan sammenlignes med en familiehund, hvis miljø adskiller sig markant.
Alene hundesnoren er en miljøpåvirkning, der vil noget.
Det kommer sandelig an på, hvad du mener med lederskab og hvilke tolkninger du har af “at sørge for sig selv”!
At sørge for sig selv betyder i denne sammenhæng at hunden er opportunist og sætter egen overlevelse før de andres. De spiser, når der er mad, de spiser, det der er, Coppingers hunde bestod af mindre grupper af forvildede hunde, der ofte skiftede medlemmerne af gruppen ud. De var ikke i familie, og kunne en hund se en fordel ved at forlade gruppen, så gjorde den det og gik med en anden gruppe. Her ligger det semi-solitære blandt andet.
De jagede heller ikke sammen som ulvene gør. De opsøgte menneskers byer og spiste skrald.
At sørge for sig selv betyder, at hundens hjerne ikke tænker komplicerede begreber ind i en adfærd som fx at “få magt”, “at trykke andre ned” “at stige i rang”, når den handler - men at den i nuets øjeblik gør det, som betaler sig bedst for den selv - ganske som katten.
Jeg køber ikke ideen med hunden om en semi-solitær art… måske fordi der i dette begreb ikke indgår at arten trives bedst med at leve i mindre grupper (ikke nødvendigvis familiegrupper, men dog grupper)…
Det er forkert Ann - mange semi-solitære dyr lever i grupper eller kolonier.
Grupper er ikke at sammenligne med flokke! og adfærden i gruppen er ikke at sammenligne med flokadfærd i øvrigt…
Enig - og Coppingers hunde udviste heller ikke flokadfærd som de sociale dyr gør.
HHS (Psst - Hanne Hjelmer Jørgensen hedder hun :-)) taler i øvrigt også om hunden som solitær jæger - men stiller spm tegn ved om observationerne overhovedet kan laves udfra en korrekt platform, da hunde idag lever sammen med mennesker overalt. På den baggrund bliver det meget vanskeligt at vurdere vilde domesticerede hundearters “naturlige” adfærd…
Enig, se over for.
Så for mig er hunden et socialt dyr, der lever i mindre grupper…
Jeg er i tvivl om det sociale - katte siger vi normalt er SELSKABELIGE. Det er ikke det samme som social i biologisk/etologisk forstand.
Det er mange år siden at jeg skrottede alle tanker om at skulle være leder for et dyr, jeg alligevel aldrig kommer til at kommunikere korrekt og tydeligt med! Vi vil allerhøjst kunne komme frem til gensidig forståelse og samarbejde… til gavn og glæde for os begge. (Eller udnyttelse - hvis man hellere vil bruge de termer… det kommer lidt an på, hvordan man ser fordele og ulemper i forbindelse med domesticering af en hvilken som helst dyreart)[/quote]
Og det er heldigvis efterhånden en opfattelse, som mange deler. Men mange mangler også de fældende argumenter for hvorfor de afviser lederskabet som en idé, der er brugbar.
Julie(min kollega) siger det meget godt, synes jeg. Hun kalder det følgeskab i stedet for lederskab. Og det er et meget mere konkret begreb end lederskab. Ordet lederskab er super konfust og ubrugeligt. helt enig.
MVH
