Jeg kunne tænke mig at høre om jeres allerførste kat. 
Temperament.
Race.
Farve.
Han/hun.
Navn - hvorfor netop det navn.
Specielle kendetegn.
Ja- hvad husker I allerbedst. 
På forhånd tak - fordi du vil bidrage med - lige præcis din historie.
Min allerförste kat var en sort kat med en lille hvid plet paa halsen.
Jeg var barn ca. 8 - 9 aar og vild med börnefilmene Emil fra Lönneberg.
Saa jeg ville at hun skulle hedde Emil, men da hun nu ingen hankat var kom hun til at hedde Ida.
Men jeg kan ikke huske saa meget om hende…
Kun at hun begyndte at s**** inde paa mit värelse, da min far fik hund.
Hvorfor forstaar jeg först i dag.
Hun var bange… 
Hun kom en dag aldrig hjem mere… Hvorfor?? maaske kört ned?? Jeg ved det ikke.
Min allerførste kat, åh jeg husker ham som var det igår han gik rundt her, men kæft hvor jeg savner ham HVER dag!!
Temperament. = Intet bedre end vidunderligt. Han var god som dagen var lang, han kunne ikke finde på at gøre en flue fortræd. Og han elskede bare sine mennesker, mad og ja livet generalt. Og underligt nok også sine ture i dukkevognen osv. 
Race. = Shinchilla Perser
Farve. = Sort (Som jo her er hvid, med sorte hår på ryggen)
Han/hun. = Skønneste han.
Navn - hvorfor netop det navn. = Pusser. - he he ja, ved det faktisk ikke. - Jeg var lige odt 4 år, og hvad passede bedre end Pusser til en skøn pelsbold af kærligheds format.
Specielle kendetegn. = Hans skønne grønne øjne - Og hans forståelse for mig. Var jeg ked af det, så var han der med det samme til at trøste mig. Så sad han der lige foran mig, kiggede op på mig med de smukkeste store grønne øjne og lignede en der prøvede at sige: “Jamen Camilla, du har jo stadig mig. JEG elsker dig. De andre er bare dumme.”
Åhhhhhh jeg savner Pusser. Men heldigvis har han det jo rigtig godt der oppe i den smukke himmel, og han passer rigtig godt på mig, det ved jeg! =)
Min allerførste kat hed Kitty han var huskat og var rigtig sød og dejlig, men han blev aggressiv og begyndte at angribe vores ben så han blev desværre aflivet den gang. Så fik vi Coco som var en helt sort British shorthair. Hna var bare den dejligste mis. Kælen og lidt doven og ekstremt stærk Jeg glemmer ham aldrig. Han var så skøn og han lå ved siden af min hovedpude hele natten og spandt. Det var bare så dejligt. Han er grunden til at vi igen valgte Briten da vi fik drengene herhjemme og de er på præcis samme dejlige måde -love
Min aller første kat hed Pjevs, men blev aldrig kaldt andet en Hanmis. Hvorfor ved jeg ikke, men det er helt sikkert noget min far begyndte med og alt hvad han sagde, det sagde jeg også, dengang for maaaange år siden.
Hanmis var en kæmpe stor strivet huskat og lige så rar som han var stor. Han fulgte mig altid når jeg var ude for at lege og blev han træt lagde han sig et sted, hvor han kunne holde øje med mig. Han sov hos mig hver nat og var jeg syg, ja så puttede han sammen med mig.
Jeg kan huske engang jeg var syg, da kom lægen for at kigge på mig og da han opdagede katten, så lyttede han på den også og sagde vi skulle blive i sengen begge to i to dage:) Jeg kan huske jeg undrede mig over hvorfor mis også skulle ligge i sengen, for han hostede jo ikke:p
Pjevs blev hos os i mange år og var med til at opdrage vores første hund, en schæfer. King adlød næsten Pjevs bedre en den adlød min far, men min far havde jo heller ikke spisebestik i poterne, der kunne rive:)
Jeg græd som pisket, den dag dejlige Hanmis blev ramt af toget og måtte forlade os. Idag tror jeg det var fordi han var blevet gammel og ikke så hurtig som han plejede, for han havde normalt fint styr på det med toget.
Det skal så siges at vi boede klods op ad banen, fordi min far arbejdede på banen og vi boede i en af banens huse.
Knus Elin
Min første kat hed Nicky, han var en blågrå huskat, som jeg fik fra Kattens Værn.
Han var den skønneste kat og jeg savner ham den dag i dag, selv om det efterhånden er mange år siden, han gik over regnbuebroen.
Men jeg har et dejligt billede af ham på væggen og kan således se på ham, mens jeg sidder ved puteren!
Jeg tror han fik navnet fordi jeg syntes, at det lød godt og jeg kunne ikke lide det navn, han havde.
Og da han ikke reagerede på det, så syntes jeg ikke, at det gjorde noget, at det blev lavet om.
Min dejlige elskede Nicky-dreng, tak for den tid, vi havde sammen.
Jeg lavede alle de gængse fejl, da jeg anskaffede min første kat. Det var ren impuls, jeg var på besøg i en stald, hvor der var killinger - og eftersom de jo spiste fint selv, kunne jeg jo sagtens tage en af dem med hjem. Jeg vil gætte på den har været 6-8 uger.
Det var en blå huskat, som jeg kaldte Molly.
Desværre var Molly den type kat, der aldrig kom selv for at blive kælet - og hvis jeg nussede hende accepterede hun det nogen gange - og andre gange langede hun ud efter mig. Da hun var et års tid blev hun urenlig - det kæmpede jeg med i et års tid, hvorefter jeg fandt hende et nyt hjem, hvor hun kunne være hus- og havekat.
Men det jeg husker allerbedst fra Molly er, at hun kunne tisse på toilettet 
Min anden huskat, Lacatus, var en huskat født hos en af mine venner. Jeg fik ham først 12-14 uger gammel og han var en dejlig blid dreng.
Min allerførste kat var Mulle, en stor rød hankastrat med hvidt bryst og hvide poter, som vi hentede på Kattens Værn i København. Jeg var 4 år da min mor endelig gav efter for mit plageri.
Mine forældre (og jeg) havde et års tid tidligere lånt et hus af nogen ude på landet. De havde en nordbakkehest og en rød kat, som hed Mullle.
Så jeg plagede efter nordbakke og Mulle i en lind strøm efter den oplevelse. Fik aldrig dog den nordbakke. 
Katten Værn vidste ikke præcist hvor gammel Mulle var da de havde fået ham ind, men de gættede på omkring et år. Han havde spoleorm og hed Kalle da han sad på internatet, og min mor ville hellere vælge en kæmpestor sort hankat, som var meget stærk og som savlede af kælenskab. Men jeg ville ha Mulle, også anden gang, vi besøgte ham.
Vi fik lov at tage ham hjem hvis vi lovede at fortsætte hans behandling med piller, og jeg kan huske at han i den første tid hostede en orm op, og at min mor syede en pose til at sætte han ned i når han skulle have sin pille. Jeg kan huske at jeg den første tid gik rundt med ham i hele vores hus og han mødte alle mine venner og da spandt han konstant. Han spandt meget, den mis.
Han havde en gammeldags træølkasse med en hjemmesyet pude i vores gang, hvor han sov, og jeg sad tit der og aede ham. Vi byggede også et hundekattehus af mursten som var sat ovenpå hinanden i haven, men der gad han ikke være inde. Der kom også spyfluer i hans dåsemad, hvis man prøvede at sætte en skål mad derind for at lokke ham. Derfor gik jeg i gang med at plage efter en hund, som jeg dig først fik lov at få mange år senere.
Når jeg kaldte ham ind fra haven om aftenen kaldte jeg “mullmullemulle mullemulle” og så kom han spænende op til hovedøren og sagde søde lyde mens han løb op ad trappetrinene. Jeg håbede altid på at han ville springe op i mine arme en dag, men det gjorde han aldrig. En dag sagde jeg alligevel til min mor at han havde gjort det, men hun troede vist iikke rigtigt på mig, øv øv.
Mulle myrdede også senere i sit liv et par de fisk, som jeg ellers selv havde fanget i en sø.
Mulle elskede desværre at ligge på et varmt stykke af vejen udenfor vores hus. Jeg havde tit siddet på kantstenen og aet ham imens han rullede rundt og nød solen. En kold dag, hvor jeg gik i anden klasse fortalte min mor mig efter skole at han var blevet kørt over af en bil natten før. Bilen havde bremset op, men var så stukket af med hvinede hjul. Mulle var allerede blevet begravet i en kasse i vore baghave, fordi han ikke var pæn at se på, han var sådan helt skæv og hans øjne stak ud (kors jeg har spurgt min mor om den ulykke i mange år efter). Vi holdt en begravelse senere den dag.
Det var Mulle.
Jeg har stadig min første kat - Buster - som også er min eneste kat indtil videre.
Buster er en gråstribet huskat på 4½ år.
Da han var lille killing blev hans mpr kørt over, og han blev så flasket op, formentlig alene. Det gør at han idag ikke snakker særlig godt kat´sk.
Han er en rigtig kælekat, men vil dog ikke ligge overpå en, men gerne ved siden af.
Jeg er den eneste der kan tage ham op. Fremmede kan holde ham i nogle få sekunder, men ikke længere, så vil Buster ned, for sæt nu de kom til at putte ham i en transportkasse og tage hem væk fra mig.
Han er af den holdning at ringer det på døren så kan det kun være gæster til ham, er det fx “bare” posten der skal aflevere noget bliver han pænt mobset når der ikke kommer nogen ind ad døren.
Buster var 1½ år da han kom til mig, før da havde han boet ca. 15 mdr hos en veninde (Kom til hende som 14-16 ugers killing)
Min veninde og hendes eks skulle skilles, og ingen af dem kunne/ville have Buster, og da jeg havde besluttet mig for at ville have kat, så var det nærliggende for mig at lade Buster flytte ind.
Navnet havde han med fra min veninde, og jeg nænnede ikke at give ham et andet navn. Han reagere dog på forskellige kælenavne såsom Smukke, Skat, Dejlighed etc.
Buster nyder dagligdagen, men går der for lang tid, hvor han ikke hilser på andre mennesker end mig, kan jeg mærke at han begynder at blive lidt irriteret. Min vigtigste opgave er jo at sørge for mad, ren bakke, åbne døren til løbegården og sådan. Andre mennesker er til for at nusse Buster. Jeg kan bruges, men alle andre er bedre.
Forresten - Buster elsker børn. Han er meget blid og forsigtig hvis han snakker med børn, og synes de er hyggelige.
Min første kat fik jeg først efter jeg var flyttet hjemmefra… Hjemme har vi altid haft hunde… og det var egentlig også det jeg ville have… Men kæresten kom fra et kattehjem og nægtede at vi skulle have hund… Og han gad egentlig heller ikke have en kat…
Jeg plagede og plagede… “Jamen du arbejder på 3 holds skift, jeg er meget alene… og jeg vil have en der kan sove hos mig om natten!”
En dag sagde han : JA okay! Så find en kat… Du vælger selv, men jeg bestemmer navnet!
Samme aften hentede jeg en lille gråstribet blandingskat. Han kom til at hedde
Svupper… Fra Find Nemo-filmen.
Han var den dejligste kat… Rendte mig altid lige i hælene og tog alt med stiv arm. Vi gik ture sammen og da kæresten og jeg gik fra hinanden flyttede han med mig… Hold da op vi nåede at flytte mange gange… men det rørte ham ikke… Bare han var sammen med sin moar.
Da han var omkring 2 år flyttede jeg sammen med en ny kæreste… Som havde en hvalp. Også det tog han med ophøjet ro. De gik fint sammen de 2. Og en gang i mellem fandt man dem såmænd også ligge og putte…
Svupper forsvandt En dag kom han bare ikke hjem mere… tror han er blevet kørt ned eller stjålet… Man kunne se på han der var en lille smule race i ham…
Efter Svupper forsvandt blev Oliver (Hunden) meget ked af det… og vi valgte derfor at få en ny kat. Fanta kom ind i billedet… også en lille fin blandingskat… Samme blanding som Svupper, dog ikke fra samme sted.
Efter noget tid gik kæresten og jeg fra hinanden og han tog hunden med… Pludselig var det fanta der var ked af det. Så… Ind flyttede Faxe… En 2 år gammel hankastrat. (Som lige nu ligger på stolen ved siden af mig, med alle 4 poter i vejret og sover)
På et eller andet tidspukt i den periode blev jeg kattegal 
På trods af jeg kun fik en kat til at starte med fordi jeg ikke måtte få hund 
Min første kat, var en sort perser, kastrat, Sjas.
Jeg købte ham for 4 guldøl, af en besynderlig mandsperson i København, hvor jeg var havnet, sammen med min daværende kæreste.
Først troede jeg at det var en Pekingeser hund, pga den flade næse, men så sagde den pludselig miav.
Manden fortalte om hvor irriterende katen var, hvordan han sparkede til den i stedet for at gå uden om, og hvor ofte han lukkede den inde i sin transporttaske og stillede den ind i et spisekammer i lejligheden i flere timer / dage.
Jeg sad bare og blev mere og mere arrig og spurgte til sidst om jeg måtte købe katten og hvad den kostede.
Jeg kunne give en øl, sagde han.
Så jeg for ned i nærmeste kiosk og købte 4 guldøl og retur og hentede katten.
Det blev starten til mit opdræts og udstillingsliv.
Sjas blev aldrig tryg og efter 3-4 år måtte jeg gå den tuge vej til dyrlægen og få ham aflivet.
Han har det godt hvor han er nu og jeg bilder mig ind at han havde det betydeligt bedre de år hos mig, end hos den fordrukne mandsperson jeg hentede ham ved.
Min (eller vores) første kat var en kæmpe stor rød hankat…
Vi fik ham fra et hjem, hvor han i en lang periode bare havde levet i kælderen og var blevet fodret en gang om dagen. Han fik ikke megen menneskekontakt, da ejernes barn var allergisk…
Dette resultererede i, at han ikke var særlig kælen, han elskede min mor og det bedste han vidste var at sidde i vinduet i køkkenet og slikke kniven med smøreost, når min mor lavede middagsmad… Han elskede også lakridsis Men han var sin egen… Da vi skulle flytte og begyndte at pakke, boede han oppe på mit skab i en uge… Han spiste kun lidt og lå ellers der og gemte sig…
Han blev aflivet, fordi han var så meget sin egen og fordi min mor kunne se, at han ikke ville kunne klare en flytning mere…
Det jeg husker bedst om ham, er at han ofte kom med fugle og mus, som han parterede for os på terassen foran døren… Det var bare SÅ ulækkert :S
EDIT: Han hed Misse… Ved ikke hvorfor… Det faldt os bare naturligt…
[quote=Mona Jensen;157118]Jeg kunne tænke mig at høre om jeres allerførste kat.
Temperament.
Race.
Farve.
Han/hun.
Navn - hvorfor netop det navn.
Specielle kendetegn.
Ja- hvad husker I allerbedst.
På forhånd tak - fordi du vil bidrage med - lige præcis din historie.[/quote]
Min allerførste kat var Victoria…
Hun var barnebarn af en siameser, men det var da også det nærmeste en racekat hun nogensinde har været…
En SUPER smuk, mørk, trefarvet hunkat…
Hun og hendes to søskende blev født en uge efter mig på, håndklæderne under puslepladsen, og fordi hun var så reserveret blev hun ikke givet bort selvom hun klart var den der fik mest opmærksomhed fra dem der fik hendes søskende…
Hun blev en rigtig kælekat efter hun havde været væk i et par dage fordi der kom en hankat og skræmte dem, og vi havde hende i hele 13 år før hun forsvandt…
Hun nåede at blive mor til 4 killinger af 2 omgange, begge gange valgte hun at føde killingerne ude i et buskads, og det første kuld med 3 killinger (1 rød dreng og 2 gråstribede tøser) fandt vi for sent, så de blev aldrig kælne, de endte med at blive jaget væk af Victoria da de blev større…
Da hun blev mor 2. gang fik vi fat i hendes killing i tide ved at lokke hende frem med en gang rå lever, og Thor Emil havde vi i 1 år før han løb ud foran en bil en sommerdag hvor han legede…
Hun var så stor en personlighed og så elsket at min bror på 10 er opkaldt efter hende…
Og hun vil ALTID have en stor stor plads i mit hjerte…
min allerførste kat fik jeg som 16 årig, det var en ægte russian blue dog havde vi ikek stamtavlen på hende, grunden til at vi fik hende var fordi hun blev mulet af de andre katte i det hjem hvor vi fik hende fra.
hun var noget medtaget af de tæsk hun havde fået af de andre katte og var meget sky det første ½ år, men fra den ene dag til den anden overgav hun sig og blev en rigtig dejlig hænge-mis, men hun var samtiddig osse lidt af en hyæne og en djævle, for hun havde temperament så det gjorde noget, hun var kat med K for ingen skulle bestemme hvad hun måtte,ville og skulle.
men dejlig var hun alligevel
jeg navngav hende amanda, hvorfor ka jeg ikke huske
desværre ku jeg ikke ha hende med, da jeg flyttede hjemmefra og det tilgav hun mig aldrig for hun blev mere og mere fjendsk overfor mig og de sidste år af hendes tid ku jeg slet ikke komme i nærheden af hende andet end hun spruttede og hvæssede.
hun blev aflivet som 11 årig pga af livmoder/bryst-kræft samt hun havde 2 kæmpe kræftbylder oppe ørerne.
jeg har vistnok ikke engang et billeder af hende, men hun var utrolig smuk og adræt
Min første kat, ja det er faktisk lidt en sørgelig skæbne… Pivmus hed han, og han var ikke helt rigtig skruet sammen oppe i hovedet. Han var en grå/hvid alm huskat, og ja… han var skør. Han kunne muligvis have levet i dag, hvis mine forældre ellers havde holdt ham som indekat, men det gik/går ingen af dem ind for. Pivmus havde absolut ingen stedsans, eller det mindste der minder om det. Om der var andet galt husker jeg ikke.
Han var utrolig sød og kælen, men kunne ikke finde ud af hvor han var hvis han var 1 meter fra hoveddøren… men han blev ikke særlig gammel for han blev kørt over ikke langt fra vores hjem. 
Jeg var ikke særlig gammel, omkring 5-6 år måske, men i dag kan jeg godt ærge mig over at mine forældre ikke tænkte længere, og holdte ham indenfor.
Så min beretning om min første kat, er desværre ikke så hyggelig som jeres andres…
Min første kat var en russian blue blanding og en pragtfuld pige - Knisper hed hun.
Hun ventede hver dag når jeg kom hjem fra skole og sov hver dag på min pude i min seng… hun trøstede mig når jeg var ulykkelig og spandt med mig når jeg var glad…
hun gav mig Tabby - min næste mis og døde mæt af dage som 13 årig da vi sagde farvel til hende på dyrlægens bord… hun havde fået mave cancer…
Knisper var en dame og en dame ved hvornår man siger farvel… hun sidder sammen med Tabby og venter på at jeg kommer på til regnbue-Broen… det er jeg ikke ET sekund i tvivl om…
Min første kat fik jeg i 1982. Det var en sort/hvid kat huskat med ekstra tæer, rottekat, kaldte vi det. Den havde nogle mægtige poter, som lignede luffer.
Da jeg fik katten, fik jeg at vide, at det var en hankat. Og ”han” blev opkaldt efter en amerikansk speedway-stjerne. ”Han” kom til at hedde Siggi.
Siggi var hankat lige indtil der pludselig sad 4-5 misser udenfor køkkenvinduet og gav koncert. Så fandt jeg ud af at det da vist var en pige-mis jeg havde. Der gik ikke lang tid, før hun blev steriliseret, for det musik ku jeg godt nok ikke holde ud.
Siggi var en rigtig hyggekat. Det første halve år var hun udekat, men jeg fik klager fra naboen om at hun brugte deres have som kattebakke. Så blev hun indekat, men kom ud på terrassen i sele, og det fandt hun sig i.
Hun var en speciel kat. Hun vidste når det var lørdag. Så sad hun og ventede ved døren, når jeg kom hjem. Hun vidste at hun skulle have tatar den dag. Alle andre dage sov hun som regel, når jeg kom hjem.
Jeg havde Siggi i 12 ½ år. Hun var begyndt at blive lam i bagkroppen og dyrlægen mente, at hun havde et brud nederst på rygsøjlen. Så jeg valgte at lade hende aflive. Synes det var synd at operere på hende, når hun var så gammel.
Jeg havde min allerførste kat som barn da vi boede på landet. Jeg var vild med ham, og gik altid rundt og bar på ham. Da jeg var 12 år skulle vi flytte til København, hvor vi ikke måtte ha kat med. Min mor sagde, at han skulle flytte over til naboen, men jeg havde lyttet mig til, at han skulle aflives. Da vi kom til København fik jeg min første undulat, og der skulle gå mange år, før jeg som voksen kom til at bo for mig selv, og kunne anskaffe mig min første kat Albert.
Temperament. Godheden selv
Race. Huskat
Farve. Sort med hvid
Han/hun. Han
Navn - hvorfor netop Sorteper p.gr.a. farven
Min første kat husker jeg kun svagt, for Sorteper var allerede, da jeg blev født, en ældre herre, men jeg har billeder, hvor han ligger og sover sammen med mig, da jeg var 4 år.
I mit barmdomshjem havde vi altid en eller to katte, men min egen første kat var en brunstribet hunkat med knækket hale.
Stampe blev fundet helt alene i en lyskasse, og da de mennesker, som fiskede hende op, ville tage over på Landbohøjskolen for at få hende aflivet, tog jeg hende med hjem, og det var så første gang jeg selv flaskede en hittekilling op.
At hun udviklede sig til at blive en stor, flot kat uden en sygedag, var et under, for dengang vidste man ikke bedre, end at ren mælk var for kraftig kost til kattekillinger, så hun fik kun sødmælk, fortyndet med lidt vand.
(Mælk var dog federe for 45 år siden end i dag, så måske er det forklaringen.)
[quote=Mona Jensen;157118]Jeg kunne tænke mig at høre om jeres allerførste kat.
Jeg vil fortælle om den første kat, som jeg husker jeg voksede op med. Sorteper hed han, og han var en fertil hankat, som derfor strejfede - den gang vidste vi ikke bedre. Min far synes det var synd at kastrere ham:-)
Temperament. Sorteper var en konge. Stolt og utilnærmelig - min mors kat. Vi andre kunne rende ham.
Han lærte mig, hvad der sker, hvis man trækker en kat i halen:sshh:
Race. Huskat.
Farve.sort med en speciel hvid medaljon foran og et hvidt bagben - meget let at genkende.
Han/hun.han.
Navn - hvorfor netop det navn.Det siger sig selv:-)
Specielle kendetegn. Ja de hvide aftegn og det ene ører som han manglede en del af.
Ja- hvad husker I allerbedst.
På forhånd tak - fordi du vil bidrage med - lige præcis din historie.[/quote]
Det jeg husker allerbedst er en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Sidste gang vi så ham. Han strejfede, som sagt. Pludselig en dag var han væk. Der gik to år! Min mor fik en ny killing (Mussi:-)), og vi forliste os med tanken om, at Sorteper var død.
En sommer legede vi med Mussi i haven, da Sorteper pludselig sad der midt på plænen og så på min mor. Jeg glemmer det aldrig. Hun kaldte og lokkede, men han sad der bare - der var slet INGEN TVIVL om, at det var ham. Så så han på min mor, på killingen, på min mor, på killingen og på min mor.
Herefter rejste han sig og gik, og vi så aldrig Sorteper igen.
I kan tro den var hård ved min mor…-surrender
Men efter 2 år… vi troede virkelig, at han var død. Det var første gang jeg observerede at katten er et ganske særligt dyr. Han så simpelthen på hende med bebrejdelse - kunne øjne dræbe, så var killingen død. At han gik og forlod min mor helt - det vidste mig, at katten ikke er knyttet til hjemmet men til en ejer, at de bestemt har følelser ala vores, og at de er lynende intelligente.
Min mor græd hele natten husker jeg. Hun følte skyld.
Det var Sorteper, der fik mig til at beslutte, at jeg ville arbejde med kattedyr - vide mere - leve med dem - respektere dem - dele viden om dem.
Jeg glemmer derfor aldrig den kat, som førte mig ud på den vej, som jeg går af nu. Jeg var 7 år, da jeg så Sorteper for sidste gang og besluttede, at kattens mystik en gang skulle være min levevej.
Tak Sorteper - og… øh… undskyld vores uvidenhed og svigt. Vi taler stadig om ham i dag. Han mindede meget om PiaHs Zilas. Hver gang jeg ser Zilas, så tænker jeg på den gang i haven, hvor Sorteper sad der og så på min mor med de der øjne…
Det var en af de stærkeste første oplevelser jeg havde med katte.