Vores første kat kan jeg ikke huske men min mor siger, at det var en stor rød hankat, som blev skudt af naboen:(
Den næste kat vi (jeg) fik var en knaldsort huskat ved navn Kræn Pee’sen…(skal udtales på vendelbomål:tihi:) Jeg fik ham af min faster, som er hovedeårsagen til, at jeg er såååå skudt i katte i dag:)…Navnet fik han af min faster, som var meget forliebt i en Kræn Pee’sen:tihi:
Jeg var 6 år, da han overtog huset og nabolaget…det tog han få måneder, at skræmme livet af samtlige hunde i området…vi var de eneste, som havde kat alle andre havde hunde, som sked i vores have…det fik Kræn sat en effektiv stopper for:rock:…det var et syn for guder når Kræn kom spangulerende og naboen store sorte hanhund gik baglæns med halen mellem benene for at give han plads…min helt-love
Nåhhh ja:ups: ser I…det viste sig efter et års tid, at Kræn Pee’sen var en Krænne…da den store fee’ hankat pludselig lå med 3 killinger under min søsters seng-what……sådan fik jeg Sorte, hendes datter-love
Krænne var meget speciel, hun fandt sig tålmodigt i alt jeg udsatte hende for…jeg gav hende tøj på og kørte hende rundt i barnevogn, jeg slæbte hende til dyrskuer, jeg gik tur med hende langs fjorden, havde hende med i skoven, sov med hende hver nat, hun fulgte mig til og fra skole, vi spiste lakrids sammen…vi lavede simpelhen alt sammen:wehuu:
Temperament havde hun masser af…bare se, hvordan hun behandlede nabolagets hunde:tihi:…sådan behandlede hun også alle andre…kun min mor fik ikke en klo…men det var jo også hende, der havde magten over madskålen, så hende skulle man jo være på god fod med:fløjte:
Krænne og Sorte var mine støtter og trøst i mange år indtil de blev aflivet alt for tidligt 11 og 10 år gamle…stadig elsket og savnet:ked:
Min aller første kat var en sort perser dreng som var en omplacerings kat. Han var 9 mdr da vi fik ham og jeg var 8år
Black Boy hed han så fint på tavlen, men jeg døbte ham hurtigt Oliver da jeg lige havde været i biografen og se tegnefilmen Oliver.
Han var den dejligeste, sødeste, sjoveste og mest underholdende kat jeg nogensiden har ejet( Gilbert minder meget om ham temperamentsmæssigt)
Han var tydeligt min kat og vi kunne snakke sammen så gæster troede det var et andet barn jeg talte med.
Han sov altid på min hovedepude og gerne oven på mit hovede. Vi havde mange kampe om pladsen, og lige meget hvor mange puder jeg havde, så var det kun den jeg brugte der duede hehe.
Han snakkede meget og kunne bruge timer på at fange knasterne i trægulvet:tihi:
Hans madskål stod køkkenet som var et åbent køkken med en lang “gang” foran. Når han hørte han skulle have mad, kom han altid spænene og lige omk 2 meter før madskålen, satte han sig altid på numsen og gled resten af vejen…Det var så morsomt at se:tihi:
Han var så dejlig og ingen anden kat bliver nogensinde som ham og jeg kan stadig savne ham helt vildt, når jeg kommer til at tænke på ham.
han blev 12 år, han fik så volsom gigt han tilsidst måtte aflives:ked:
Min første rigtige - EGEN - kat, var en perser chinchilla. Han hed Geronimo.
“Ronie” var den bedste kat jeg nogensinde har haft, og ingen er nået lige så langt “ind”, som Roni gjorde.
Han var min “baby”.
Geronimo flyttede hjemmefra med mig, da vi blev gamle nok til det.
Og han nåede at se min første søn komme til og senere min 1. datter.
Han var der altid for mig - og mig for ham.
Han døde desværre af hjernehindebetændelse, efter en skovflåt havde bidt ham. Dyrlægen kunne intet gøre. Han døde i mine arme, en søndag morgen kl. 6.
Aldrig har jeg grædt så meget - og jeg kan stadig savne ham. Heldigvis havde han er godt og langt liv
Min første kat valgte mig - jeg døbte hende Misser, og igennem nogle uger forsøgte hun at flytte ind hos mig. Jeg vidste ikke, hvor hun kom fra, kunne se at hun var i god stand, men hun ville tydeligvis ind i mit hus og holdt til ude i min have - og selvfølgelig fik hun også lidt mad.
Jeg fremlyste Misser i lokalavisen og gav hende halsbånd på med mit telefonnr. men uden resultat. Ad omveje blev det opklaret, at hun hørte til hos en familie ikke langt herfra.
Jeg henvendte mig hos familien, der kunne fortælle, at Misser var flyttet hjemmefra pga. uoverensstemmelser med deres anden kat, som endda var hendes søster. Hun kom hjem for at spise, men hun ville ikke indenfor. De var indforstået med, at Misser kunne flytte ind hos mig.
Og ih hvor vi nød det begge to - hun blev en dejlig kat, da hun nu havde fået sit eget hjem med fred og ro. Efter nogle måneder blev hun desværre påkørt og måtte aflives - det var en stor sorg
Misser lærte mig, hvor dejligt det er at bo sammen med katte, så allerede en uge senere hentede jeg en hittekat på dyreinternatet.
Min første kat var en kulsort hunkat ved navn Musti. Hun var en del af et kuld på 4 killinger en vildkat havde født i vores legehus bagerst i haven en dag i begyndelsen af oktober.
Min mor lod mig og min bror rende derned i tide og utide, udfra devisen, at så flytter hunkatten nok bare killingerne.
Det gjorde hun ikke - hun forlod dem :S, og en råkold novembermorgen fandt vi dem rendende rundt på græsplænen. Den mindste var død af kulde, og vi tog de resterende ind og opfosterede dem ved siden af fyret med en blanding af mælk og torskerogn. To fandt vi hjem til og Musti fik lov at blive. Hun var en smuk kat med et forbavsende godt temperament. Hun elskede at hænge på skulderen mens vi gik rundt i huset.
Desværre fik vi kun 2 år sammen En dag var hun væk, og vi ledte overalt i en uge, indtil naboen kom og sagde han havde fundet hende død i en busk i forhaven. Hun var blevet ramt af en bil og havde slæbt sig derind for at dø. Jeg var knust - intet kunne trøste mig (10 år gammel) Indtil min mor og far lovede mig en ny Musti.
Kattens værn blev kontaktet - havde de en sort hunkilling ? Hm. kunne det ikke være ligemeget med farven spurgte de - NEJ - den skulle være sort - og det blev den. Musti nr. 2 flyttede ind og havde 15 gode år hos os og senere kun hos min mor og far. Hun kunne ikke trives med mig i en lejlighed når hun var vant til have…
Hvorfor Musti - Ja det er ikke særlig logisk da det var en hvid hankat fra en tegnefilm -høhø men sådan skulle det altså være.
Knus
Lone
Sofus
Ved faktisk ikke hvorfor han skulle hedde Sofus, men det passede bare så godt til ham
Specielle kendetegn.
Historien om Sofus og Pjuske.
Sofus og Pjuske er brødre. Vi fik Sofus fra en af min stedfars venner. Sofus var den lille sorte killing som jeg forelskede mig i. Han havde et knæk på halen, og var bare så kælen Fik min vilje og så tog vi hjem med ham.
Min storesøster var dog IKKE tilfreds da hun havde forelsket sig i en helt anden. Nemlig hans bror Pjuske. Pjuske var en lille hårbold. Han var, som den eneste i kuldet, langhåret. Han var også rigtig sød
En dag hvor jeg kom hjem sad den lille hårbold også derhjemme. Min søster fik sin vilje
Sofus og Pjuske var uadskillige. De var altid sammen.
I dag syntes jeg egentlig at det er utroligt, eftersom de begge var fertile. Men de begge styrede de andre katte. De havde et godt samarbejde.
Desværre skete der noget en aften. Det var vinter, og jeg havde været ude og kælke og var væltet og havde forstuet foden. Fik krykker og skulle bare slappe af. Om aftenen skulle min mor og stedfar og mine søskende hjem til min moster en tur. Jeg gad egentlig ikke med, foden gjorde jo ondt.
Men det skulle jeg. Vi tog afsted og lige inden vi kørte, lukkede jeg kattene ud. Da vi havde været ved min moster i en halv time ringer min stedfars mobil. Der var ild i vores hus! Vi skyndte os hjem og kunne kun stå og se hvordan alle vores ting gik op i røg. Jeg var helt ødelagt af gråd, for kunne ikke huske om jeg fik lukket kattene ud.
De efterfølgende dage så vi intet til Sofus og Pjuske.
Men da vi begyndte på byggeriet af det nye hus kom Pjuske! Vi græd og var så lykkelige! Jeg HAVDE lukket dem ud.
Efter noget tid kom Pjuske aldrig og Sofus havde vi slet ikke set.
Da huset var færdigt, og vi var flyttet ind, gik jeg en tur i vores have. Og hvad ser jeg!! Der ligger SOFUS. Han lå og rullede sig i det lune græs. Begyndte at græde. Havde ikke set MIN kat i over et halvt år. Gik over til ham, og satte mig ved ham. Nussede ham og han så ud til at nyde det. Men pludselig satte han kløer og tænder i mig. Han løb væk, og vi så ham aldrig igen. Savner de katte
Min første kat var en tortie-tøs, som jeg selv valgte i en stald. Jeg var meget betaget af hende. Hun hed Raija, for jeg havde lige læst en bogserie, hvor hovedpersonen hed dét.
Hun var ikke steriliseret - hvorfor skulle hun det? Får sådan nogle katte ikke bare killinger en gang i mellem?.
Hun kom selvfølgelig hjem og var drægtig, men fødslen gik helt galt og jeg mistede Raija og sad tilbage med to små fine killinger. Den ene gav hurtigt op, men den anden holdt ved i små to uger og fik øjne og fik navn … men så gav den også op Jeg var fuldstændig færdig - dels af sorg, men selvfølgelig også af ikke at have sovet i et par uger pga. sondefodringen.
Jeg missede en franskeksamen pga. killingerne, så jeg fik lov at gå til sygeeksamen 3 mdr. senere. Det lykkedes mig nemlig at få en lægeerklæring omend skolen (og lægen) nok tænkte historien var lidt ud over det sædvanlige
Så min første egen kat var ikke just en lykkelig historie - men de lykkelige historier har jeg så i stedet indhentet med de dejlige kastrat maine coons jeg efterfølgende har haft.
Ja det er jo mange år siden Jokum var i blandt os. Han var en skøn ildrød huskat, med mange eventyr i sit liv.
Egenlig var han ikke min, men min mors kat. Det første jeg husker om ham er at jeg trode at han havde spist min kanin. Han kom nemlig ind i familiens liv på denne måde.
Min mor har fødselsdag først i december, og denne dag var vi i byen. Da vi så kommer hjem hænger der en seddel i carporten. Dette var en besked om at min mor skulle kigge i kaninburet. Der i sad Jokum, kaninen var “væk” og jeg husker tydeligt min rædsel (jeg har været ca. 4 år). Kaninen blev senere fundet i en papkasse og vi fandt aldrig ud af hvem der havde sat Jokum af hos os:?
Jokum gav specielt min far mange urolige timer. Han skulle hentes ned fra næsten alle tage i nabolageret, han brød ind til naboerne om natten når han ikke måtte sove i mine forældres seng (dette gav mange diskutioner over hække), han blev ramt af en bil og måtte i ca 8-10 dage bæres til og fra kattebakke, mad og vand da han havde pådraget sig en midlertidig lammelse. Han fik opererret 2 tær væk på den ene pote, da han havde siddet fast et eller andet sted.
Men skøn var han, han fulgte mig og min søter i alt. Han “hjalp” da vi skulle lære at cykle og stjal den første fisk jeg fangede.
Sevl om det er over 20 år siden vi midstede ham er han stadig savnet-engel
RIP Jokum.
Sort med hvidt (det Inges Kattehjem kalder “smokingfarvet”
Han/hun.
Forhenværende han
Navn - hvorfor netop det navn.
Han hed Kasper, og det vides ikke hvorfor; jeg fik ham fra Inges Kattehjem, da han var 1½ år, og han hed allerede det
Specielle kendetegn.
Kasper var helt klart dårligt præget på mennesker, og han fik stort set aldrig tillid til andre end mig. De, der ikke respekterede hans afvisning, blev “billetteret”
Til gengæld var han fantastisk godt præget på andre katte, og efterhånden som min flok voksede, blev han den ubestridte leder.
Når der var killinger, var det ham, der legede med dem, så snart de var store nok, og lærte dem kampteknik -LOL
Kasper blev 10 år, så blev han dement og måtte aflives. Jeg savner ham stadig, selv om alle i min omgangskreds syntes han var et monster; min søster refererede gerne til ham som “Terminator”
Min første kat var faktisk en norsk skovkat… eller rettere en af kattene ude fra “Øen” i Norge. Jeg måtte ikke selv få en kat, så min mosters svigerfar gav mig lov at vælge en af årets killinger, som de ville beholde - og som jeg så kunne kalde min kat… Den lille stribede pelskugle udviklede sig til et kæmpemonster af en striber, som jeg ca ½ år efter ikke længere kunne bære Jeg var vel ca 8… Mr Hankat forsvandt fra den norske gård da jeg var ca 14, men han nåede at blive far til en del nye generationer og jeg mener at alle de katte, som min moster forsat har ude på gården er hans efterkommere…
Min første egen kat var Saga - den uforlignlige… sort som natten, huskat, smuk, egenrådig, dominerende, vanskelig, besværlig, temperamentsfuld - og alt som jeg idag opfatter som KAT! Kælen, men kun overfor Jan og mig… sjov, men kun når Jan eller jeg var sammen med hende… iderig og ressourcefyldt… en vaskeægte KAT.
Vi tog afsked for et par år siden… Saga havde fået mælkekirtelcancer og vi valgte at lade hende gå med værdighed…
Hun er stadig dybt og inderligt savnet… min elskede Dronning
Som det kan ses på billedet ikke en lille kat, men sød det var hun. Dog syntes hun ikke om fremmede, så gik hun og kom tilbage når de var kørt.
Kan huske en gang vi skulle have gæster, en eller anden i forbindelse med min fars arbejde, han kom der og hun var ikke gået, der sagde den “kattekyndige” mand sikke en stor flot hankat I har der…men mine brødre og jeg mente nu det var en hunkat. Gæsten holdt fast, det var nemlig kun hankatte der havde de farver… Vi havde en trumf i ærmet - hun havde nemlig haft killinger - så vi var ret sikre
Rødhætte blev desværre aflivet mens jeg var i England som au-pair, men havde da nået 18 år.
…sådan fik jeg Sorte, hendes datter-love
- hun blev en dejlig kat, da hun nu havde fået sit eget hjem med fred og ro. Efter nogle måneder blev hun desværre påkørt og måtte aflives - det var en stor sorg 
Fik min vilje og så tog vi hjem med ham.
