Gør livet ondt på Don?

Katte Generel snak om katte
#1

-græd -græd Jeg er bange for, at jeg er ved at miste Don helt -græd -græd

Don er Shady’s førstefødte og jeg skulle til at hente transportkassen, for at køre hende til dyrlægen, da han endelig blev født. Han sad fast og jeg kunne ikke få fat på han, så jeg kunne hjælpe ham ud. Jeg var sikker på, at han var død men mirakuløst begyndte han at trække vejret -forelsket
Han har altid været lidt til en side,…ikke fysisk, kun psykisk… det har jeg altid tilskrevet, hans vanskelige fødsel og det at han måske ikke fik ilt nok i en periode.

Da det blev meget tydeligt for lidt over 1 år siden, at Don var meget anerledes end hans søskende, snakkede vi om, hvad vi skulle gøre, om vi skulle gøre noget og vi blev enige om, at så længe livet ikke gør ondt på ham, ville vi ikke blande os. Det har så virket i 1 år men nu er det hele begyndt at skride…problemet er så, er det mig, det er begyndt at skride for eller er det Don?

Der er hele tiden kommet små forandringer hos ham…først tog han afstand fra de voksne katte, så sine søskende, så Mark, der længe ikke har kunnet komme til ham. Han kommer sjældnere og sjældnere ind og de sidste par måneder kun for at spise og hvis jeg var heldig en lille hurtig nussetur.
Jeg fik lidt af et chok, da han kom hjem forrige gang for da knurrede han også af mig -bleg noget han aldrig har gjort før -ked

Han kom hjem for 1 time siden og det var som, at få en fremmede vildkat ind i huset. Han knurrede og hvæste af de andre katte, de kiggede bare undrende på ham og træk sig…jeg fik lige lov til at røre ham i 5 sek og så angreb han også mig. Jeg snakkede stille og roligt til ham og et kort øjeblik, så han ud som om han kendte mig men så vendte han sig hvæsende og løb ud igen.

Er livet begyndt at gøre ondt på Don eller er det bare mig, som har svært ved at acceptere, at han også er begyndt at lægge afstand til mig?
Skal vi acceptere at han bliver mere og mere vildkat og så bare sikre os, at han har mad og ly eller er det ansvarsløst ubeslutsomhed?

#2

det er ikke almindelig opførsel for en glad og mentalt sund og rask mis…

jeg forstår godt du stiller spørgsmålstegn ved om det er ved at være på tide at tage afsked…

hvis det var mig - så ville jeg vælge at sige farvel… ene og alene af den grund at selv om han måske er sund og rask - så er han ikke den kat han skal være - hverken for sig selv, for flokken eller for jer - og det kan han mærke på jer alle… og det mener jeg rent personligt ikke er tilstrækkeligt værdigt…

for selvfølgelig kan i holde ham med mad og husly og sikkert også få ham til dyrlægen om nødvendigt - men er det DET livet skal være resten af hans liv…

personligt ville jeg ikke synes det var det rigtige…

men uanset hvad så kommer der lige en -kramer i din retning - det er en lortesituation…

#3

Enig -thumbs Jeg vil hellere vide hvor han er, end at leve i det uvisse hvis han en dag ikke skulle komme hjem igen -ked

#4

lige præcis hvad jeg skulle til at skrive. jeg ville så ihvertfald hvis det var mig sige farvel til katten og få ham aflivet, selvom det er hårdt osv , men som han udvikler sig vil hans liv nok ikke blive godt

#5

Hej Anne…

Tror at livet gør ondt på Don.Jeg har selv oplevet det samme som dig og har valgt at lade mine misser få fred frem for at have et svært liv og ikke have det godt.Det er ikke din skyld at han er som han er.
Tro mig selv om det er svært i øjeblikket,så falder der en sten fra hjertet når han sover sødt og roligt.Så har han fred.

Knus

#6

En kat der ændrer så drastisk personlighed kan gå hen og blive farlig - angribe uden varsel. Hvor hårdt det end er lad det ikke komme til et stadie hvor han er så højt gearet du ikke kan få ham i transportkassen.
Der er en frygtelig beslutning at skulle tage -ked

#7

Enig -thumbs
Han lyder ikke til at have det godt inden i, giv ham ro og fred i sjælen.
-kramer -kramer
-love -love -love -love -love -love -love -love -love -love

#8

Vi har snakket/diskuteret/tudet hele natten og vi er blevet enige om, at han skal ha’ en chance indtil det begynder at blive koldt. Vi er simpelthed ikke parate til at kaste håndklædet ind i ringen endnu. -sorry
Mark har ret i sit argument med, at det var Lucky’s ankomst der fik Don til at tage en hurtig drejning til det værre og af den grund har vi også snakket om, at finde et andet hjem til Lucky, hvis det kunne hjælpe Don men den tanke gør ikke mindre ondt :frowning: og vi er ikke sikre på, at det vil gøre nogen forskel nu -ked

Vi har sat nogle kriterier op, som skal være opfyldt inden frosten sætter ind og i den tid må det ikke blive værre end det er nu, så er vi begge enige om, at få dyrlægen herud…vi ønsker ikke opleve den situation Lis beskriver med transportkassen…
Derudover skal han tilbage til det plan, hvor han kan omgåes de andre katte som tidligere, hvor jeg kan håndter ham uden risiko for liv og lemmer…de er udekatte, så jeg skal kunne undersøge dem alle for skrammer, utøj og lignende. Til sidst men ikke mindst skal der være livskvalitet og glæde, det har vi aldrig været i tvivl om, at han havde tidligere og det vil vi se igen.

Jeg ved godt, at nogen nok vil ryste på hovedet…ville jeg nok selv, hvis det var en anden -rulleøjne …men vi er nød til at give ham en chance specielt med tanke på, at det ‘bare’ kan være sammenføringen med Lukcy, der indtil videre ikke har været særlig vellykket. Lucky er ca. 13 uger nu og damerne er begyndt, at rette ham skarpt ind til højre og herrene er begyndt at syntes, at han er mere sjov end farlig, så vi har et bette håb om, at denne holdningsændring i de andre smitter af på Don…han skal i hver tilfælde ha’ chancen -jegkrydser

Stort tak fordi i gad læse og kommentere -kramer

#9

Sidder og græder. Syntes simpelthen det er så stærkt at du giver ham en chance mere. -thumbs

-jegkrydser -jegkrydser -jegkrydser en milliard gange for at det lykkedes for jer.

#10

At livet gør ondt på Don, er der ingen tvivl om, men spørgsmålet er, om der måske også er andet, der gør ondt på ham, altså fysisk ondt.

Man ser ofte, at smerter medfører aggressivitet, så hvis han f.eks. har en lidelse (i knogler eller tænder), der gradvist er blevet værre, kan det være en forklaring (også). Men som har har det nu, kan I ikke engang komme til at undersøge ham ordentligt.
Har du også tænkt på, hvor umuligt det vil være for jer at behandle ham, hvis han kommer i en situation, hvor han f.eks. skal have medicin, dryppet øjne eller renset et sår?

Du ved heller ikke, hvad han oplever/har oplevet, når han ikke er hjemme. Det er måske ikke altid lige rart.

Jeg ville nok, hvor ked af det jeg så end ville være, lade Don slippe for at leve længere. I gav ham chancen for et godt liv. Han magtede det bare ikke.