"I Randers var den første kat, som jeg fik øje på, en lille, slank og absolut højlydt en af slagsen. Syv måneder og køn var hun. Sort, skinnende pels, et omvendt hvidt “V” i ansigtet, store grønne øjne og 4 hvide og elegante poter, der kradsende på tremmerne bekendtgjorde, at hun allerede havde besluttet sig for, at jeg godt kunne gå an, og at nu kunne vi godt køre. Hun fortalte højlydt og jamrende, hvordan hun i 21 dage havde siddet i dette lille bur uden hverken vådt eller tørt, og hvordan personalet slet ikke forstod at sætte pris på en prinsesse som hende! Det med de 21 dage var rigtigt nok, men resten var pure opspind, og første gang jeg oplevede Happys totale mangel på evne til at skelne mellem fantasi og virkelighed.
Pigen, der passede kattene så en smule skeptisk ud, da jeg sagde, at jeg gerne ville se Pjevs, som de kaldte hende, uden for buret. Lågen gik op, et hurtigt hej med dig, lidt rullen på ryggen og så tog Happy ellers flugten. Ikke bare en gang, men to. Personalet var heldigvis hurtige - de havde vist set hende ude for buret før - og med blafrende kitler fangede de hurtigt den lille tiger, før hun slap helt væk. Jeg må have set noget mærkelig ud i hovedet, for den ene af de ansatte fik pludselig travlt med at forklare, hvor sød Pjevs var og at hun altså ikke var en DAMP-kat. Jeg satte hende alligevel tilbage i buret og forsøgte at finde en anden kat. Men ak, min skæbne var allerede afgjort. Indefra buret overvågede Happy mine ynkelige forsøg på at lege med en lille, grå killing, som jeg prøvende havde taget ud. Hver gang jeg så på hende, rejste hun sig og miavede højt og inderligt. Resultatet? Den grå killingen - som Happy senere betroede mig var et værre skravl - kom tilbage i buret, Happy kom i en transportkasse, jeg skrev under på nogle papirer, betalte for at få vendt op og ned på hele mit liv og satte mig i bussen mod Viborg.
#
Turen fra Randers til Viborg gik strygende. Happy tog det ganske roligt, nød medpassagerernes anerkendende blikke og havde endda overskud til at hvæse af hund nummer to på denne dag. På internatet havde hun skridtet alle burene af i en farvel-parade, mens hun hvæsende havde fortalt hver enkel kat og en forbipasserende stakkels hund sin uforbeholdende mening om internatkatte (og hunde). Tilsyneladende var det allerede glemt, at hun for få øjeblikke siden selv havde været en af slagsen. Men hvem siger, at selektiv hukommelse er af det dårlige?
Jeg selv var naturligvis ved at dø over at skulle køre så langt med en stakkels kat i bus, men Happy var ligeglad. Dog ville hun en anden gang, hvor hun skulle transporteres per bil, foretrække en limousine. Men det var okay denne ene gang. Det havde jeg jo ikke lært endnu, og det tog jo tid at opdrage sådan en som mig - det havde hun luret, forklarede hun en lille pige, som viste hende lidt opmærksomhed.
Det var med spænding, jeg satte transportkassen på gulvet i min etværelses lejlighed i Viborg. Jeg havde læst nogle kattebøger inden, og der stod, at det var vigtigt at give killingen tid til selv at finde vej ud af kassen, og at man skulle forvente, at den ville gemme sig de første par dage. Men nej! Det er ikke første gang Happy har sat sig for at skrive alle kattebøger om. Knap var lågen åben, før hun fór ud og tog en galoptur i hendes nye palads. Spindende og snusende inspicerede hun lejligheden, og fra det øjeblik, hvor poterne rørte jorden, følte hun sig hjemme. Der skulle dog lige møbleres lidt om, og så kunne jeg godt finde noget mad og gerne for fem minutter siden! Som sagt så gjort. Man siger vel ikke en dame imod!"…
… " Inden for den første uge fandt en hård opdragelse sted. Af mig altså, og jeg mindes stadig tiden med gru. Jeg gik ledig, da Happy flyttede ind, og det var godt, tænkte jeg. Nu kunne jeg være hjemme hos hende den første tid, og hun slap for at være alene i en ny og farlig lejlighed. Indtil da havde jeg rigtig gået og hygget mig uden arbejde, sovet længe, læst gode bøger, set Tv og rigtig fedet den - men Happy havde andre planer.
Allerede den første morgen vækkede hun mig klokken tre, mens hun remsede de nye regler op. En hård forhandling begyndte, og selvom jeg har siddet foran en del hårde typer i mit job som journalist, og endda forhandlet løn med enkelte af dem, så var de det rene vand i forhold til min nye room-mate. - Vi står op senest klokken tre, proklamerede hun højlydt og efter flere håbløse forsøg på at vende ryggen til eller at gemme mig dybt under dynen, måtte jeg give mig. Mine dage som B-menneske var slut. Jeg fik dog forhandlet tidspunktet frem til klokken 5.30, og det står jeg stædigt fast på, selvom Happy stadig forsøger at kradse mig ud fra dynen senest klokken fire. - Jamen, det var da det, vi aftalte, siger hun og kigger uskyldigt på mig med sine skelende øjne, når jeg knurrende vender mig om på den anden side. Det værste er dog, at knap er jeg oppe, før Happy smutter i seng igen. Et par gange forsøgte jeg naivt at lokke hende frem igen med noget legetøj, men hun så bare på mig med et blik, der sagde, hvad faen laver du oppe så tidligt, kan vi andre ikke få noget nattero?, og med følelsen af igen at være blevet snydt måtte jeg nok en gang trække mig. Enkelte gange forsøgte jeg også at gå i seng igen, men knap havde mit hoved rørt puden, før en lille spindende - sådan starter hun altid - først blidt - det er først senere der kommer kløer på - snurretop stod på min pude og missede kærligt. Og når Happy spinder, hvilket hun gør tit, så er det højt! Ak skæbne! Til sidst stod jeg bare op, og senere talte vi ikke mere om det, når hun vækkede mig og selv listede i seng igen."…
…"
Da jeg havde haft Happy i 14 dage, fik jeg tilbudt arbejde på en avis. Det var et vikariat, og med min lille nye (læs: dyre) hustyran, takkede jeg naturligvis ikke nej. Men det gav os et problem. Happy skulle pludselig til at være alene hjemme i 8 timer! Jeg sov ikke i to nætter, og når jeg gjorde, vågnede jeg skrigende og svedig af mareridt om flænset tapet, væltede vaser og en ødelagt hoveddør. Happy syntes, at det var fedt, at jeg var så meget vågen om natten, men jeg vidste, at der måtte gøres noget. Næste dag kom min veninde Birgitte L. på besøg. Hun havde været med nede at hente Happy i Randers, og de to delte mange hemmeligheder bag min ryg. - Jeg kan da komme og se til hende i første par uger, tilbød hun, og jeg slog straks til. - Men du kender hende. Hun kan være noget af en mundfuld…, sagde jeg, mens jeg frygtede, at min veninde havde fået et midlertidigt blackout. - Pyt, vi får se, hvem der ligger under sengen, når du kommer hjem, lød det kække svar. Derfor tog jeg trygt på job mandag og efterlod Happy hos sin kattesitter.
Der var ingen, som lå under sengen, da jeg kom hjem. - Sikke en skøn kat. Så rolig og sjov hun er, sagde Birgitte L., mens jeg så rådvildt på den lille spindende kugle, der krøb sammen ved hendes ben. Var der sket en forbytning, eller havde Happy fået et ildebefindende? Tilsyneladende ingen af delene, og jeg måtte hovedrystende acceptere, at Dronningen simpelthen var faldet til ro hos min veninde i løbet af kort tid. Nok var det dejligt og trygt at vide, at de to kom så godt ud af det sammen, når jeg ikke var hjemme, men jeg forstod pludselig, hvordan forældre, der opsøger en psykolog for at få hjælp til et ustyrligt barn, føler det, når den fremmede “tæmmer løven” på få øjeblikke. Men glad var jeg absolut for den store hjælp, som jeg fik. Eneste minus var, at Happy straks begyndte at slå mig oven i hovedet med, at “sådan gør Birgitte Løøøve aldrig”, og “Birgitte Løøøve siger altid, at jeg godt må tage det her”. Typisk. Hun var naturligvis ikke langsom til at udnytte situationen, den lille stuetiger."…