Jeg har 6 bamser jeg kan øve mig på de næste 5-6 år… jeg har opdrættet hunde hele min barndom/ungdom men mit hjerte brænder for kattene…
jeg ved hvor stor en byrde det er for økonomien, jeg ved hvor gigantisk et ansvar det er og jeg ved hvor mange bekymringer og triste oplevelser det kan medføre…
MEN når det så går godt - så er det himlen på jorden - og det vil jeg ikke undvære for enhver pris…
Og jeg savner endnu en mulighed i stemmeboksen:
Jeg drømmer om at opdrætte, men jeg tror ikke, at det er realistisk for mig.
Jeg kender lidt til, hvor svært det kan være at starte opdræt indenfor min yndlingsrace, plus et par “nabo-racer”, og hvor hårdt, det er, når det går galt (dødfødte/defekte killinger etc). Plus, at det koster kassen - den kasse med penge til div. løsdele på en jetjager 
Så jeg drømmer, og udtænker stamnavn, men tror ikke, at det er realiserbart.
Hmm, en opdrætter i maven… ja selvfølgelig, det forklare jo hvorfor jeg er gået hen og blevet overvægtig 
men det skal nok et kraftigt lavement til at få sådan en opdrætter ud, mon ikke -engel
-LOL-LOL-LOL-LOL
Nu ved jeg hvorfor jeg er så tyk…
Jeg har haft en opdrætter i maven siden 1995 - og jeg syn’s det har været en skøn - urolig - turbulent periode i mit liv, som jeg ikke har villet være foruden 
Nu er tiden kommet til at drosle ned, men jeg glædes over de 20 kuld og 100 killinger det er blevet til i mellemtiden 
Og alle de dejlige mennesker jeg har mødt på min vej . . . jow - det har været en dejlig tid på godt og ondt -engel
Nope- ingen planer om opdræt her, selvom jeg sikkert kunne få et kick ud af, at finde et stamnavn.
Ingen opdrætterdrømme her - og da slet ikke efter alle de beretninger om komplicerede killingefødsler jeg efterhånden har læst -what. Det ville jeg slet ikke have nerver til. En flok kastrater er fint til mig - problemet er så at jeg gerne vil have en ny sådan ca. en gang om året. Og det går jo ikke rigtigt :(.
[quote=alleos7;203325]-LOL-LOL-LOL-LOL
Nu ved jeg hvorfor jeg er så tyk…[/quote]
Mig med! :klapper:-LOL
/Mette
Se det er et rigtig stort problem i kastratopdræt - trangen til nyt blod -høhø
Jeg har stemt har været opdrætter men er stoppet Jeg (og Miauw) fik et enkelt kuld med 6 dejlige krudtugler og det har jeg såmænd ikke fortrudt et eneste sekund (nå jo, engang i mellem når selvsamme krudtugler snart 3 år gamle for gud ved hvilken gang gør alt det de ikke må 
)
Jeg har ikke opgivet tanken om at starte igen, når mine muligheder igen er til det, selvom det er guld at være kastratopdrætter
Ja, jeg er en af dem der gerne vil opdrætte. Der er mange aspekter i det der tiltaler mig.
Jeg startede jo ud med at falde for mco for en del år siden. Jeg har nu to han-kastrater der og har fundet ud af at det nok ikke er en race jeg vil opdrætte, selvom jeg gerne vil eje og udstille dem, jeg har. Både mht hårlængde, temperament og så at den er så enormt overpopulær pt.
Jeg er derfor ved at prøve at finde en race, der passer til mig. Både brite og europé er racer, der tiltaler mig meget, så nu er jeg ved at lære de to racer at kende.
Mine opdrætsplaner har været en del år undervejs og der går nok mindst lige så mange år endnu før de bliver realiseret. Men det passer mig også fint, så har jeg tid til at lære og finde det helt rigtige
Jeg har stemt at jeg er opdrætter, og har til dato haft 6 fødsler. Lige i år holder jeg lidt pause, men vender stærkt tilbage.
/Dorte
som ikke vil undvære det for noget
jeg er opdrætter…
Jeg undre mig engang imellem over hvordan det hele startet, for vi ville kun havde 1 kat… Tingene har for os gået hurtigt og vi har lavet fejl og oplevet ting som stadig kan få os til at græde…
Jeg ville nok også gøre nogle ting om, men VI lever og ånder for vores katte og de killinger vi får.
For mig er det vigtigt at også Patrick elsker det, for vi har oplevet meget modgang i det sidste år og vi kan mærke at det er vigtigt at vi er 2 om at dele både sorger og glæder… Vi fik i sidste uge af vide at vi HAR haft en MEGET hård start på vores opdræt og at det ville være forståelig hvis vi ikke ville blive ved…
Men vi nyder hver sekund sammen med vores katte og at se på Tickie ligge med sine killinger får mig til at glemme hvad der sker i verden. Vi gør dette af egoistiske årsager, for jeg tror at alle katte nyder livet mest som kastrater. Det er lang tid siden vi erkendte at vi gør dette af egoistiske grunde, for havde vi gjort dette for pengene skyld eller kun med det mål at forbedre racen så var vi holdt med det…
At opdrætte koster blod, sved og tårer og jeg vil IKKE anbefale nogle at blive det, men jeg vil ikke bytte det for noget andet… Dette blev langt, men ordet at opdrætte er for mig et ord som ikke altid er bredt nok… For mig føles det engang imellem som en sygdom, at opdrætte, for når man først har prøvet er det svært at lade værd…
Jeg synes ikke at der er stor forskel på at opdrætte og kun havde kastrater, vi er alle blevet forelsket og afhængige… Når man køber en racekat er man jo også med til at støtte den race man elsker, for man fortæller jo opdrætteren at man støtter deres måde at holde kat. I fortæller os at det er okay at vi er egoistiske og gør ting fordi VI gerne vil, når i køber en af vores killinger…
Ingen kan opdrætte, hvis ikke der på et tidspunkt kommer køber til killingerne, så i mine øjne er killingekøber i lige så stor grad “opdrættere” for i får os til at opdrætte…
Tak Line, det er så godt skrevet 
[QUOTE=line_refsgaard;226844] Det er lang tid siden vi erkendte at vi gør dette af egoistiske grunde, for havde vi gjort dette for pengene skyld eller kun med det mål at forbedre racen så var vi holdt med det…
Ingen kan opdrætte, hvis ikke der på et tidspunkt kommer køber til killingerne, så i mine øjne er killingekøber i lige så stor grad “opdrættere” for i får os til at opdrætte…[/QUOTE]
Men det ene udelukker jo ikke det andet
Det er da egoistisk, når jeg opdrætter - også selvom jeg har det mål, at komme frem til den perfekte kat, i mine øjne. For du har helt ret i, at det ville give mere harmoni hos kattene, hvis de var kastrater.
Samtidig bliver jeg også så utrolig glad, når folk kommer på besøg og forelsker sig vildt i mine katte, som jeg har opdrættet.
I går havde jeg besøg af et par, der i forvejen har abyssinier fra et andet opdræt, men som havde set min Fie på en fremvisning. Og sådan en kælen kat vil de også meget gerne eje. 
Og så ender de med at finde ud af, at sådan er alle mine abyer
Se det er egoistisk - for jeg elsker det! Men samtidig synes jeg jo, at jeg både gør noget stort for racen, men absolut også for de mennesker, der får lov at købe lige den killing de drømmer om. 
Som så mange af jer andre, har vi også et kastrat opdræt, og sådan skal det forblive. Hvis vi engang får en ustyrlig lyst til killinger, er vi enig om at det bliver som plejeforældre til et par hittekillinger.
Jeg har krydset af i “andet” for jeg startede for en del år siden med alle intentioner om at opdrætte burmesere og fik stamnavnet DK Beydana i 2001
Jeg havde i forvejen 3 kælekatte og anskaffede mig så både egen han- og hunkat. Hunkatten fik desværre livmoderbetændelse og måtte kastreres før hun nåede at blive drægtig. Hankatten begyndte at strinte og blev kastreret og beholdt som kælekat.
Året efter købte jeg en ny hunkat til avl (af samme linier som min hankat - det var primært dem, jeg ville arbejde med). Endnu lidt tid gik og 10 måneder gammel fik hun også livmoderbetændelse (formentlig var min hankat, som også parrede som kastrat “synderen”). Hun blev behandlet og sendt til parring 2 gange, men det lykkedes ikke at få has på betændelsen, så hun blev også kastreret 
Det var Mardol, som nu er 6 år gl. og stadig bor hos mig
Siden har jeg ikke forsøgt mig med flere avlskatte, for jeg er så frygteligt dårlig til at omplacere katte for at få plads til nye 
Og måske er det meget godt, for i 2006 tog jeg en drægtig hittemis i pleje. Hun fik 4 kilinger og i stedet for at beholde een og sælge tre, solgte jeg een og beholdt de tre 
…Og sådan kan man vist ikke drive opdræt :S
Pt. har jeg 7 katte - alle kastrater, og jeg har ingen planer om at anskaffe flere. Mine 2 ældste katte nærmer sig de 10 år, og jeg synes ikke rigtigt, at jeg vil “byde dem” flere nye katte at forholde sig til. Samtidig synes jeg, at 7 katte er rigeligt for mig - jeg vil endda gerne have lidt færre med tiden (men de må så falde fra af naturlig vej :høhø: ). Jeg har prøvet at have for mange katte og synes, at en splittet flok er en alt for høj pris at betale. Det ønsker jeg ikke at prøve igen og så giver det sig selv, at opdræt er udsat på ubestemt tid
Men heldigvis kender jeg flere søde mennesker, som lade mig følge deres opdræt tæt og interessen er der bestemt stadig Så måske engang…
Jep, jeg har lige spist et par.
Mmmmmmmh! gnider sig på maven lissom Monica i det der afsnit af Venner*
Ja og nej
Rent teknisk kan jeg sagtens se det fascinerende i at opdrætte - henimod “min” type Maine Coon - selvfølgelig racetypiske, sunde og med et godt temperament Jeg ville elske at min drømme-hunkat fik killinger med min drømme-hankat, og elske at fastholde og forbedre de linier jeg elsker højt
MEN der er mindst 230 + Maine Coon opdrættere i DK - og jeg vil ikke være nummer 231, og dermed have så hård konkurrence med at få afsat eventuelle killinger. Jeg har også passet et opdræt og ved at det langt fra er en dans på roser, og det kræver økonomi, overskud og at man kan gå på en masse kompromis henad vejen feks med sit hjem
Vi har 5 kastrater og en fertil han pt. og derfor ville det være begrænset hvor mange fertile vi kunne have - både have råd til, men også have plads til, og stadig have en harmonisk rask flok
Så måske en dag - måske… vi har stamnavnet, og vi ved hvor katten/e skal komme fra, men indtil videre nej
Undrer mig stadig over denne tråd…Hvordan skulle opdrætteren være kommet derind?
Og hvis man sluger nogen…er det så mord? Agtsomt? Uagtsomt? Er sult en formildende omstændighed? :?
Den der af/ad diskussion i tråden om sproglige kæpheste ville dog pludselig give mening:
“Opdrætteren sprang op af damen”.