Jeg er bare så glad ved hele min Freyja-situation for tiden, og måske også lidt egoistisk for alt fremskridtet er rettet mod mit og Freyjas forhold og ikke Kennys og hendes.
Vi købte Freyja i Juni 2010, hvor hun var knap et år gammel. Hun var oprindeligt beholdt som avlskat, men trivedes ikke i en større katteflok, og hun blev mere og mere panisk og uhåndterbar. Opdrætter sagde da vi hentede hende, at hun havde været så tæt på at ringe til os og aflyse, fordi det hele havde set så sort ud og været så frustrerende, bare da hun skulle indfanges og i transporter. Men vi tog chancen, som vi snakkede om, hellere forsøge at se hvordan hun trives i mindre flok, og så kan man altid tage stilling videre derfra. Opdrætter var helt enig i det, dog havde vi på kontrakten stående, at vi først skulle betale når vi kunne se at hun ville egne sig som kælekat (dog senest efter x antal måneder).:S
Vi endte dog med at betale efter 2 uger, da hun allerede få dage efter ankomst begyndte at vise, at hun faktisk var utroligt kælen. På daværende tidspunkt ville hun gerne kæles af både Kenny og jeg, men hun opsøgte os ikke selv, det var kun når vi bragte hende til os, at hun overgav sig.
Hun var fortsat utroligt nervøs, og selv de mindste bevægelser (retten på siddeposition i sofaen eller hvis man kløede sig på benet eller ryggen) kunne få hende til at stivne, flygte eller bare ligge med store paniske øjne.
Vi var vedholdende, i en lang periode opsøgte vi hende ikke længere, vi lod hende være sig selv, sørgede for at hun fik mad, vand og ellers var sund og rask, men i nogle måneder lod vi det være fuldstændig op til hende om der skulle være nogen kontakt mellem hende og os.
En fejl måske… men det var det vi valgte. Familiemedlemmer og venner mente det var virkelig synd for hende, at vi ikke længere nussede hende og bar rundt på hende, men som vi sagde var det vigtigste for os, at hun faldt til i hjemmet og lærte, at vi altså bevægede os rundt uden at det havde betydning for hende, og vi var enige om, at så snart hun virkede afslappet med hjemmets rutiner ville vi tage sagen op igen. Det eneste tidspunkt hvor vi nærmer os hende på det tidspunkt, er ved aftentid hvor vi bærer hende ud af stuen, da døren skal lukkes. Når jeg bar hende knugede hun sig ind til mig, og når Kenny bar hende var hun stiv og panisk af skræk. Derefter holdt Kenny langsomt op med at bære rundt på hende, for at undgå at skabe endnu mere frygt i hendes hverdag.
Desværre tog sagen en drejning, for selvfølgelig begyndte Freyja at savne menneskelig kontakt, og hun blev mere og mere nysgerrig efter hvad det var der skete rundt omkring hende. På daværende tidspunkt var Kenny primært i soveværelset, pga rygoperation, og jeg sad i stuen.
Fra starten af havde Freyja haft nemmere ved min tilstedeværelse, hvorfor aner jeg ikke. Men jeg kunne nemmere nærme mig hende end Kenny kunne, og de mange måneder hvor det kun var hende og jeg i stuen gjorde, at fandt det naturligt at opholde os tæt på hinanden, og efter få måneder begyndte Freyja at opsøge mig i sofaen. Dette var jo en kæmpe succes for mig, eftersom vi i et par måneder havde ladet det være helt op til hende.
Vi havde mange hyggestunder i sofaen, men ofte var der dage imellem, og det blev selvsagt utroligt svært for hende igen, da Kenny rykkede ind i stuen til hende og jeg. Igen lå hun og gemte sig og jeg skulle starte helt forfra med mine tilnærmelser.
Spolen frem til i dag, er vi nået et punkt hvor Freyja har valgt at kaste alt sit overskud til mennesker på mig. Kenny er absolut DUM synes hun, og hun stivner panisk når han nærmer sig hende, og han kan ikke passere hende uden at hun flygter med det samme. Kenny er til tider rigtig ked af, at vi har en kat der ikke gider ham, og jo det er hårdt at se at hun flygter fra ham og ikke vil kendes ved ham.
Men alligevel kan jeg ikke lade være med at juble for tiden, er simpelthen så glad og så stolt af min Freyjamissepige, fordi…
Hver dag den sidste måneds tid har hun opsøgt mig på sofaen, og så er det blevet til en kæææmpe nussetur hvor hun ligger og vrider sig helt ekstremt. Jeg kan nogle dage kalde hende til mig endda, og andre dage kan jeg knap få øjenkontakt med hende, før hun ligger ved min side og gør sig til.
Hun ligger ofte fremme, hvor hun før lå inde i sin hule konstant, og hun følger mere med i hvad der sker i stuen. Normalt skal jeg have meget forsigtige bevægelser for at forhindre at skræmme hende, men for tiden kan jeg både rejse mig + sætte mig igen og rette min siddeposition, klø mig, rykke rundt i sofaen uden hun bliver panisk og stikker af. Jeg er bare så stolt af hende!
Da vi var til dyrlægen i sidste uge, accepterede hun både at blive undersøgt, stukket og få kigget tænder, hvis bare det betød at hun fik få sekunders pause hvor hun lige kunne begrave hovedet i mine arme og trække vejret imellem de forskellige undersøgelser. Jeg var meget stolt over, at hun tog det så roligt, og oveni hatten utroligt rørt over, at jeg havde den beroligende effekt på hende.
Men, men, men, igår skete der det vildeste. Normalt opsøger hun mig for nus og ikke for samvær generelt, men i går, efter en lille nussetur, lagde hun sig på de brede ryglæn på sofaen, ca ½ meter fra mig og sad bare og kiggede på fjernsyn, computer og mig. Det var mega intens for mig, at se at hun sad så afslappet lige midt i centrum, uden at være distraheret af nus eller mad. Det var helt vildt.
Ja, så der sker virkelig fremskridt for tiden, det er så skønt.