Hvad forventes der af en mentor

Ganske ofte støder jeg på ordene " spørg din mentor" - “det bruger jeg min mentor til” …og så videre i debatterne.

Hvad forventes der af en mentor? Hvor meget skal en mentor blande sig i et opdræt? Skal en mentor være af “samme race” eller?

Har du en mentor, hvordan gør du så brug af vedkommende og hvor meget indflydelse har en sådan på dit opdræt og dine mål?

Hvilke fordele og bagdele ser du ved at have en mentor? Er det nok med en eller? Hvad hvis man har flere og de ikke er enige?

Kom endelig frem med jeres meninger, holdninger og oplevelser :slight_smile:

Da jeg startede opdræt, var mentorer ikke noget, man kendte til. Jeg havde rådgivere og hjælpere i Norge og Finland. Jeg havde danske katteopdrættervenner - opdrættere af andre racer - som lærte mig at læse en stamtavle, om sygdomme og problemer i deres racer, grundlæggende farvegenetik, og udstillinger. Hvordan man bedst opdrættede og selekterede i min valgte race, måtte jeg til Finland for at se flere af racen for at finde ud af. Ingen har fortalt mig, hvordan jeg skulle vælge. Rigtig mange ting kan man kun lære gennem at prøve det - man kan ikke læse og rådføre sig til alt.

Jeg har 2 pragtfulde mentorer som jeg respekterer meget, de har en masse erfaring og de lader en dumme sig, for det gør man når man er ny, man kan ikke vide alting fra start, de var ikke med fra start og det var de aligevel, men de gav råd når jeg bad om det, og lod mig gøre mine egne erfaring.Og når jeg ringede og skrev gjorde de alt hvad de kunne for at hjælpe, og de skældte ud når der var behov for det, det er for mig det en mentor står for. og stadigvæk kan de give mig råd og de lader mig stadig gøre mine erfaringer, og vis de kan se det jeg gør er “forkert” så leder de mig i en anden retning, og bedst af alt de forsøger aldrig at gøre mig til mini kopier af dem, jeg har lov til mine egne holdninger, det respekterer de, men jeg er villig til at ændre på dem,for jeg ved de er langt mere erfarne end jeg. kan slet ikke undværre dem:):):):):slight_smile:

Da jeg købte min første Brite, var det som kælekat og med lukket stamtavle. Jeg blev straks facineret af min race og især min variant af racen ( sølv ) og spurgte MEGET ind til racen hos hende der solgte mig killingen. Hun svarede mig gerne og fyldestgørende på mine talrige spørgsmål, og jo flere spørgsmål jeg havde, des størrer blev min interesse for racen. Heldigvis voksede vores bekendtskab til venskab, og heldigvis blev mine mange spørgsmål opfattet som seriøsitet fra min side. Og da min kælekilling udviklede sig særdeles lovende, blev sælgeren og jeg enige om at ophæve avlsforbuddet i stamtavlen, og således blev sælgeren min mentor.

Jeg har lært ufattelig meget af min mentor …Min mentor kender eller ejer de linjer jeg arbejder med,… langt bagud. Det er en kolosal hjælp og viden. Min mentor er altid LIGE bagved mig, og altid klar med hjælp og råd - Både hvad angår valg af parringshan, samt til at vurdere på de killinger som den valgte parring har givet. Min mentor har osse været årsag til, at jeg er kommet godt igang, uden de dyrekøbte dårlige valg, da jeg ved, at det hun råder mig til, ville hun vælge selv.

Foruden min dejlige mentor, er jeg osse så ‘forkælet’ at jeg kan trække på min mentors mentor …Hun har endnu flere års erfaring med racen, og hun har været til stor hjælp for mig.

Som ny opdrætter er det alfa-omega for mig, at have dygtige mentorer i ryggen, så man undgår at træffe dårlige/uheldige valg, hvor det er katten som kommer til at betale for de tobenedes fejltagelser.

Så jeg vil besvare dine spørgsmål således :
Hvad forventes der af en mentor : Det tror jeg er besvaret i min indledning :slight_smile:
Hvor meget skal en mentor blande sig i et opdræt : At ‘blande sig’ lyder så negativt. Jeg vil svare at en mentor gerne må blande sig …Eller måske med en anden formulering, vise interesse !. Jeg har aldrig følt min mentor har blandet sig, men hun har altid vist interesse for mig/mine katte og mine valg.
Skal en mentor være af “samme race” : I mit tilfælde ja. Vi arbejder med ‘sølv’ og mønster ( blotched tabby ) og stræber hen imod det bedste sølv og det perfekte mønster. Desuden har vi blodtypeuforlignlighed i vores race, så det har været en kolosal hjælp for mig, at hente min viden om det hos en mentor, som ved noget om disse dele. Nu føler jeg ikke behov for yderligere hjælp end det jeg har, men derfor kunne det sikkert være godt for andre opdrættere at have mentor indenfor samme race, og måske osse en mentor af anden race ?

Jeg har 2 mentorer. En indenfor min race, som så desværre bor på sjælland (jeg i østjylland) derfor har jeg valgt at tage mig en tæt-på mentor, som jeg kalder det. Dog har jeg udover dem én mere som jeg spørger til råds, og som har sagt ja til at jeg kan ringe, hvis jeg får problemer under Anabells forestående fødsel.

Da jeg skulle udvælge mig en mentor, valgte jeg at se på hvem indenfor min race som jeg deler flest synspunkter med i katteopdræt, for jeg synes det er meget vigtigt at det ikke bliver til irritation at skulle spørge sin mentor til råds. Samtidig ligger jeg vægt på at det er en som ikke bare snakker mig efter munden, er ærlig og siger tingene uden omsvøb. Og så skulle det selvfølgelig være en der havde skrabet meget erfaring til sig, ergo have været nogle år i det.

Min tæt på-mentor har jeg valgt udfra det personlige plan, at vi snakker godt sammen osv.
Og jeg burde nok (bagklogskab) have sat de samme kriterier med hensyn til synspunkt indenfor katteopdræt i det valg.

Hvis mine mentorer er uenige om noget, så har jeg selvfølgelig lyttet til dem begge, derefter har jeg dannet mig min egen mening om den ting jeg har spurgt om. Og så vægter det selvfølgelig lidt højere når det er min race-mentor for hun har jo erfaringen indenfor dem.

Lidt indflydelse har min race-mentor da på mit opdræt, men i sidste ende er det jo mig som står med beslutningerne, så der er jo ikke noget endegyldigt i at lytte, og da vi deler synspunkt med de fleste ting, så er det jo heller ikke et problem i mit tilfælde. :stuck_out_tongue:

En god mentor er ærlig og siger en sandheden og fortæller ikke de ting man deler videre.

Jeg har mentorer inden for SNO, men også inden for andre racer dvs danske mentorer. Det er folk, som jeg har tillid til og som jeg gennem årene har oplevet har en god portion erfaring.

Men hvad kræver så en god “mentee”? :slight_smile:

Det er da en lige så relevant debat. Jeg vil sige en der er ærlig og lytter og lære.

Jeg synes grundideen med mentorordningen er fin, men jeg har det lidt svært med det der med mentorer. Jeg har folk jeg er meget tæt med som jeg deler mine tanker og bekymringer med, og i princippet er de vel mine mentorer?

Jeg ville aldrig tillade at en mentor “blandede sig” i mit opdræt, men det ville være super fedt hvis de stillede spørgsmål der fik mig til at tænke lidt anderledes…og måske derigennem udvikle mig som opdrætter.

Jeg kan se fordelene for helt nye der ikke har et netværk, at de får min. to mentorer som guider dem i gang, så de får en god start, MEN det er ene og alene indehaveren af stamnavnet der er ansvarlig for det produkt der kommer ud i den anden ende.

I forhold til køb af avlsdyr og parringer ville det være super at kunne læne mig op af andre der har været med i mange år, i forbindelse med linjer, kontrakter ect., men jeg ville blive ret spids, hvis de ville tage valgene for mig - så kunne jeg jo lige så godt bare blive “X”- opdrætters lokalafdeling.

Jeg er et meget tænkende menneske og har allerede gjort mig mange tanker omkring en masse etiske spørgsmål, som jeg gerne vender med dem tæt på, og derigennem kan der skabes rigtig gode debatter som man derefter kan sortere lidt i og tage det med sig man kan bruge. Der er rigtig mange fordele ved at have en eller flere man kan vende tingene med, men jeg ville blive bekymret hvis man lægger ansvaret for sit opdræt over på sin “mentor” - fordi “jamen du sagde jo at bla bla bla…”.

Jeg har et dejligt netværk på tværs af racerne, som jeg gerne tager nogle gode diskussioner med. Jeg er ny, de er gamle og har været et par gange rundt om blokken så de har et helt andet syn på tingene end mig - det sætter tanker i gang, som jeg så igen vender. Har folk forskellige holdninger, synes jeg bare det fint, for det gør jo at jeg selv skal bruge mit hoved og finde ud af hvad jeg selv gerne vil opnå og hvordan jeg gør det.

Forums er rigtig gode på mange måder. Der er mange der stille helt forskellige spørgsmål, som man så kommer til at tænke lidt over, og ud fra svarene kan jeg så 1. lære noget nyt 2. komme til at tænke lidt anderledes 3. danne mig et indtryk af hvordan andre forholder sig i forskellige situationer.

Jeg holder rigtig meget af den konstruktive debat, og den behøves nødvendigvis ikke at være racebetonet. Der er mange problematikker og etiske spørgsmål der sagtens kan drøftes på tværs af racerne. Jeg kan blive lidt bekymret for dem der kun har 1 mentor, og som så samtidig ikke har andet netværk. Lukker man sig inde, og nægter at se at der kan være andre måder at gøre tingene på? Skulle det gå galt som det er set så ofte før, hvor er man så henne hvis man mister sin mentor? Jeg har set et par triste eksempler på at ”gamle” opdrætteres rigtig dårlige vaner bliver overført til nye opdrættere – og det gør mig trist.

Jeg har selv måttet lære nogle ting på den hårde måde, men i dag har det være gode lærepenge, og nogen som et eller andet sted, er givet godt ud. Jeg har lært, taget det til mig – og er kommet videre endnu en erfaring rigere.

Kunne en mentor have gjort at jeg kunne have undgået de erfaringer? Det tror jeg faktisk ikke, og jeg ville et eller andet sted slet ikke have været erfaringerne foruden, fordi de er med til at gøre mig til det menneske jeg er i dag.

Godt spørgsmål Pia, på denne kolde vinterdag.

Min mentor ( hed det ikke dengang GG) var min første klats opdrætter,- og dertil min gode kollega og veninde,- men jeg mener bare, at det er nødvendigt, at man taler godt sammen, og har tillid til hinanden! Når først man ( måske i fællessklab) har gjort sig klart hvad det er man vil med sit opdræt, f.eks. gå efter et bestemt udseende ( ørestilling, øjenfave/facon , pelskvalitet, mønster o.l. ) og hvad jeg altid har vægtet højt temperamentet, - - – kan en go’ mentor komme med gode råd, om evt parringer! Jeg har altid snakket meget med min "rådgiver " om alt, og vi har været uenige på enkelte punkter,- men det er altid godt, at have een at sparre med! Desuden har hun været min “livline” ved mine første fødsler, hvor jeg er blevet panikslagen, fordi der ved første fødsel kom et ben ud først,- forsvandt, og kom igen! Da, var det dejligt, at kunne ringe H J Æ L P!! Hvad gør jeg, og ligeså, hvis de små nye killinger ikke helt trives! og mange andre ting!

Selv her efter min mange år som opdrætter , kan jeg ikke forestille mig, at jeg skulle have et kuld uden at vende det med hende - nu mere for hygge:)

Jeg mener ikke, at det er nødvendigt med samme race, men det gør det jo alligevel nemmere, når man snakker type på sit opdræt:)

Cats og Conni

Mere erfarne opdrættere bruge jo også hinanden som sparringspartnere. Dere er intet federe end at få en, syntes man selv, god idé og vende den med en ligestillet.

Jeg har så mange flyvske ideer - så flyvske, at de ikke til et forum - men de er fine at vende bunden i vejret på med en sparringspartner .,.

Jeg vælger at besvare Pias spørgsmål ved at tage udgangspunkt i Inges svar - simpelthen fordi det er så godt og gennemtænkt :slight_smile:
Nej - jeg skal stadig ike opdrætte katte, men hunde!!! Spørgsmålet er bare sådan et godt generelt spm, som alle vel bør have en holdning til, hvis de vil opdrætte…

Sådan ser jeg det også… men forskellen på dig og mig er vel også især, at ingen af os er nye indenfor opdrætterverdenen - vi har begge bevæget os rundt og er mere eller mindre kendte indenfor de racer vi er interesserede i… Det er helt anderledes for den nye opdrætter, som måske først lige skal til at starte…

Jeg ville aldrig tillade at en mentor “blandede sig” i mit opdræt, men det ville være super fedt hvis de stillede spørgsmål der fik mig til at tænke lidt anderledes…og måske derigennem udvikle mig som opdrætter.

Mit opdræt… mine fejl!!!
En mentors fineste opgave må vel være at hjælpe og støtte uden at være dominerende…
Og kritik er ikke altid negativt - meget ofte er det en opfordring til reflektion af ens handlinger og mål…

I forhold til køb af avlsdyr og parringer ville det være super at kunne læne mig op af andre der har været med i mange år, i forbindelse med linjer, kontrakter ect., men jeg ville blive ret spids, hvis de ville tage valgene for mig - så kunne jeg jo lige så godt bare blive “X”- opdrætters lokalafdeling.

Nemlig!
Den race, jeg skal opdrætte, findes der kun en anden (kontinuerlig) opdrætter af her i DK… Det ville være så LET bare at koble mig på hende og bruge hendes dyr!!! Det er der endda nogle som allerede gør…
Godt nok vil denne opdrætter også levere min første avlshund - og godt nok vil den være udvalgt (stamtavle) af hende… men resten, alt det andet - det er min opgave! Og jeg glæder mig faktisk til at skulle igang med det! :slight_smile: At min danske racementor så hjælper ved at “give” mig en hund, som har en forholdsvis “let” stamtavle (i.e. at jeg ikke skal passe så forbistret på mht indavl/linieavl) er jeg kun taknemmelig for, det giver mig nemlig så mange flere muligheder… Og jeg er slet slet ikke klar til at arbejde med linieavl endnu!!!
Ved at give mig sådan en hund får jeg altså langt flere muligheder for at arbejde selvstændigt med mit opdræt - og det allerbedste er at min danske racementor kan se sin egen fordel ved det. Hun vil jo på sigt få en samarbejdspartner med andre blodlinier her i DK…

Jeg er et meget tænkende menneske og har allerede gjort mig mange tanker omkring en masse etiske spørgsmål, som jeg gerne vender med dem tæt på, og derigennem kan der skabes rigtig gode debatter som man derefter kan sortere lidt i og tage det med sig man kan bruge.

Det er grunden til at jeg taler om min “danske racementor”… For jeg har andre mentorer som betyder meget for mig i det øjeblik vi taler etik og den slags… både hunde- og katteopdrættere :slight_smile: For de grundlæggende etiske spørgsmål i et opdræt er drevet af ønsket om bla dyrevelfærd og det behøver jeg ikke nødvendigvis en kender af racen for at diskutere/drøfte… Disse mentorer befinder sig både her i DK, men jeg har også tre i hhv England, Tyskland og USA.

Der er rigtig mange fordele ved at have en eller flere man kan vende tingene med, men jeg ville blive bekymret hvis man lægger ansvaret for sit opdræt over på sin “mentor” - fordi “jamen du sagde jo at bla bla bla…”.

Nemlig… og der kan man kune komme, hvis mentoren selv husker at give plads og rum, så man får muligheden for at kvaje sig!

Jeg har et dejligt netværk på tværs af racerne, som jeg gerne tager nogle gode diskussioner med.

En af mine hundementorer bor tre veje fra mig… og opdrætter noget ganske andet end det jeg har tænkt mig… Hn har så også tilbudt at det er dér jeg henvender mig, når engang jeg skal have min første hundefødsel :slight_smile: For hn har erfaringer med en del af de komplikationer, som jeg kan risikere…
Vi har for øvrigt et ret forskelligt syn på selve begrebet opdræt :wink:

Jeg er ny, de er gamle og har været et par gange rundt om blokken så de har et helt andet syn på tingene end mig - det sætter tanker i gang, som jeg så igen vender. Har folk forskellige holdninger, synes jeg bare det fint, for det gør jo at jeg selv skal bruge mit hoved og finde ud af hvad jeg selv gerne vil opnå og hvordan jeg gør det.

Jeg viol langt heller besvære spørgsmålet “Hvorfor+”, fremfor bare at gøre som alle andre :slight_smile: Så kan det da godt være at mit svar er helt hen i vejret, men i det mindste har jeg et selvstændigt svar og ikke bare gjort som det er blevet foreslået uden at reelt forstå ideen bag…

Forums er rigtig gode på mange måder. Der er mange der stille helt forskellige spørgsmål, som man så kommer til at tænke lidt over, og ud fra svarene kan jeg så 1. lære noget nyt 2. komme til at tænke lidt anderledes 3. danne mig et indtryk af hvordan andre forholder sig i forskellige situationer.

Jep… jeg ville sådan ønske at der fandtes noget tilsvarende de forskellige katteforums for hundene - det gør der desværre ikke…

Jeg holder rigtig meget af den konstruktive debat, og den behøves nødvendigvis ikke at være racebetonet. Der er mange problematikker og etiske spørgsmål der sagtens kan drøftes på tværs af racerne.

Og det er bla også derfor at jeg som hundeopdrætter kan have gavn af ikke alene Pias spørgsmål men også de svar der kommer… for slet ikke at tale om de øvrige etiske debatter, der kan komme på et katteforum…

Jeg kan blive lidt bekymret for dem der kun har 1 mentor, og som så samtidig ikke har andet netværk. Lukker man sig inde, og nægter at se at der kan være andre måder at gøre tingene på? Skulle det gå galt som det er set så ofte før, hvor er man så henne hvis man mister sin mentor? Jeg har set et par triste eksempler på at ”gamle” opdrætteres rigtig dårlige vaner bliver overført til nye opdrættere – og det gør mig trist.

Jeg tror at den holdning især ligger i “de gamle racer” som fx perser og til dels siam… jeg synes det er hvad jeg kan høre, når jeg taler med opdrættere fra disse to racer… En tendens til at holde sig indenfor en meget lille skarpt afgrænset gruppe, hvor det kan være nærmest umuligt at få en fod indenfor døren, og hvor man skal tænke gevaldigt over hvilke katte man køber hvor… For der er i hvert fald ikek tradition for at arbejde på tværs!
Det kan tænkes at jeg tager fejl med den sidste postulat - faktisk håber jeg det…

Jeg har selv måttet lære nogle ting på den hårde måde, men i dag har det være gode lærepenge, og nogen som et eller andet sted, er givet godt ud. Jeg har lært, taget det til mig – og er kommet videre endnu en erfaring rigere.

Jeg mangler stadig det første kuld… det er ikke med min gode vilje, men omstændighederne… og ja, det gav nogle erfaringer… og en ydmyghed, som nok er værd at erindre sig med jævne mellemrum!

Kunne en mentor have gjort at jeg kunne have undgået de erfaringer? Det tror jeg faktisk ikke, og jeg ville et eller andet sted slet ikke have været erfaringerne foruden, fordi de er med til at gøre mig til det menneske jeg er i dag.

I mit tilfælde så jo… en god mentor ville måske have kunne hjælpe mig…
Omvendt… det var efter råd fra mennesker som siden er blevet mentorer, at jeg overhovedet lavede fejlen…
En fejl, jeg på et menneskeligt plan aldrig kommer til at fortryde - men som jeg i opdrætsammenhænge kan bande langt væk!!!
Nemlig indkøbet af den hund, som skulle have været min første avlshund… Jeg skulle aldrig have været startet med en hund som Dise - eller rettere med en stamtavle som Dises :slight_smile:

Jeg har ikke nogen mentor, jeg har nemlig ikke lyst til at skulle være en anden opdrætters protegé og synes der er lidt en tendens til, at nye opdrættere nærmest gifter sig med deres mentor og følger alle råd uden nødvendigvis at skulle tænke selv.

Jeg har naturligvis nogle erfarne opdrættere jeg kan spørge til råds, men jeg vil ikke lade dem bestemme hvordan og hvorledes mit opdræt skal være, eller hvilke katte jeg skal bruge. Jeg vil have lov at lave mine egne fejl, for dem tror jeg man lærer mest af. Nu snakker jeg mest i forhold til udvælgelse af avlskatte og planlægning af parringer osv… Jeg snakker selvfølgelig en del med dem jeg har min avlskat fra, men nogle af de råd og anbefalinger jeg har fået, har jeg altså også smidt ud til højre, fordi jeg ikke er enig med dem.

Jeg fik engang et råd fra en at man som ny ikke skulle lytte til én opdrætter, men til mange opdrættere og det prøver jeg at gøre. Desværre findes der ikke én specialklub for perser/exoticopdrættere, hvilket jeg enormt godt kunne tænke mig, men klubberne er delt op i farver (sølvkatten, bicolouren og colourpointen) og jeg synes jeg kan fornemme at der er noget opdelt i lejre på den måde - synes det er rigtig ærgerligt, for hvor ville det være skønt med en samlet klub.

Jeg har nok en 3 stykker jeg spørger til råds når der er noget jeg er i tvivl om - men mentorer vil jeg ikke kalde dem.

Jeg mener at hvis en mentee lægger ansvaret for sit opdræt og fejl over på en mentor, så er det en misforståelse af mentor begrebet - det er slet ikke sådan jeg ser mentorer.

Det samme gælder hvis mentor tror vedkommende skal bestemme - så udstationer dog en kat, hvis det er det man vil. I dette tilfælde er det mentor der har misforstået opgaven/rollen/begrebet

Jeg har nu aldrig oplevet det var tilfældet.

Jeg kommer fra en tradition, som er rig på mentorer eller sponsorer som vi kalder dem. Her tager den enkelte eget ansvar for eget liv og gøren samt valg, mens sponsoren deler sin erfaring og har gået vejen før - jeg bruger mentorer på samme måde

[quote=Camilla;498667]Jeg har ikke nogen mentor, jeg har nemlig ikke lyst til at skulle være en anden opdrætters protegé og synes der er lidt en tendens til, at nye opdrættere nærmest gifter sig med deres mentor og følger alle råd uden nødvendigvis at skulle tænke selv.

Jeg har naturligvis nogle erfarne opdrættere jeg kan spørge til råds, men jeg vil ikke lade dem bestemme hvordan og hvorledes mit opdræt skal være, eller hvilke katte jeg skal bruge. Jeg vil have lov at lave mine egne fejl, for dem tror jeg man lærer mest af. Nu snakker jeg mest i forhold til udvælgelse af avlskatte og planlægning af parringer osv… Jeg snakker selvfølgelig en del med dem jeg har min avlskat fra, men nogle af de råd jeg har fået har jeg altså også smidt ud til højre, fordi jeg ikke er enig med dem.

Jeg fik engang et råd fra en at man som ny ikke skulle lytte til én opdrætter, men til mange opdrættere og det prøver jeg at gøre. Desværre findes der ikke én specialklub for perser/exoticopdrættere, hvilket jeg enormt godt kunne tænke mig, men klubberne er delt op i farver (sølvkatten, bicolouren og colourpointen) og jeg synes jeg kan fornemme at der er noget opdelt i lejre på den måde - synes det er rigtig ærgerligt, for hvor ville det være skønt med en samlet klub.

Jeg har nok en 3 stykker jeg spørger til råds når der er noget jeg er i tvivl om - men mentorer vil jeg ikke kalde dem.[/quote]

Hvor ser du den tildens henne?

Jeg er ikke stødt på den.

Og jeg personligt ligger skam ikke under for min mentors beslutninger omkring mit opdræt. Min mentor er heldigvis en velvoksen kvinde, som ligger tingene op, så de er til at forstå, og lader mig beslutte hvad jeg så vil. Og hvis man ikke har opnået den modenhed og styrke som skal til, for at sige fra overfor sin mentor (hvis denne går for langt) så skulle man måske vente lidt endnu.

Jeg snakkede faktisk en dag med en anden opdrætter veninde, om det med at blive en klon af sin mentor. Og vi var begge enige om, at man selvfølgelig i starten er meget afhængig af sin mentor med hensyn til viden omkring kattene i stamtavlerne, men det er jo ikke ensbetydende med at det er mentoren som træffer beslutningerne. Det er råd og vejledning, som man selv skal beslutte ud fra. Og så må man tage det sure med det søde, som følger med beslutningen.

Nu er det sådan at parre to katte altid vil være en opvejning af fordele og ulemper - det gælder både “det ydre” og “det indre”.

Det kan være rimelig svært for en ny opdrætter at gennemskue, men en nødvendighed. Alt andet er jo hovedet under armen og derudad …

Opdræt er ikke sort eller hvidt - man skal kigge både på plusser og minusser - og så skal man tage højde for gråzonerne.

En mentor skal være hudløs ærlig - det i sig selv kan gøre ondt - men mentoren kan aldrig bestemme havd opdrætteren skal gøre. Kan heller ikke forhindre der gøres mindre heldige dispositioner vil der ikke lyttes.

Men heldigvis er det sådan, med alt hvad man har med at gøre, det de fleste lærer allermest af, det er der vi prøves på egen krop, koster mange penge og sårer andre …

Alice jeg er simpelthen nød til at spørge dig om hvorfor du mener at der skal være i samme race, for briterne er ikke de eneste der arbejder med lige det mønster og sølv. Blodtypeuforlignelighed er heller ikke kun en briteproblematik - andre racer har også denne ekstra sidegevinst, som iøvrigt er forholdsvis nem at afklare og derfor ikke burde være et egentligt problem.

Jeg har ikke nogen mentor - ikke officielt i hvert fald :slight_smile:

Det er egentlig et bevidst valg, for FD’s mentorordning var startet, da det blev alvor for mig, så jeg kunne “bare” have meldt mig dér.

Jeg har (selvfølgelig) konsulteret Fannys opdrætter med nogle ting og hun har givet mig nogle tips til at læse stamtavler, for hos burmeserne er der kun én arvelig sygdom, man kan teste for - alt andet kræver stamtavlekendskab :slight_smile:

Da der udbrød verdenskrig i Sønderjylland, mens Fanny var til parring, var hun også behjælpelig med nogle gode råd og det har jo vist sig at være succesfuldt :thumbup:

Hun havde så også lovet at holde sig i nærheden at både mobil og bil, når Fanny skulle føde første gang, men timingen er desværre blevet sådan, at hun ikke engang er i landet til terminen :frowning: Så nu :kryds: jeg for, at der ikke går noget galt, for min eneste usikkerhed er faktisk fødslen, fordi jeg er nervøs for, om jeg kan se, når noget er ved at gå galt.

Heidi vil være en sparringspartner langt ud i fremtiden, er jeg sikker på, men det betyder ikke, at jeg kun vil købe kat fra hende eller parringer eller katte, hun anbefaler. Rigtigt eller forkert, så skal jeg ud og gøre mine egne valg :slight_smile:

Ellers ringer du bare til mig :slight_smile:

[QUOTE=En forhenværende bruger;498348]

Hvad forventes der af en mentor? Hvor meget skal en mentor blande sig i et opdræt? Skal en mentor være af “samme race” eller?

Har du en mentor, hvordan gør du så brug af vedkommende og hvor meget indflydelse har en sådan på dit opdræt og dine mål?

Hvilke fordele og bagdele ser du ved at have en mentor? Er det nok med en eller? Hvad hvis man har flere og de ikke er enige?

Kom endelig frem med jeres meninger, holdninger og oplevelser :)[/quote]

Jeg har ikke en mentor, og håber at det at jeg har været med i så mange år (deltagelse i studiekreds, kurser indenfor snart alle emner, udstillingskastrat, stewardtjans osv.) inden jeg begyndte på opdræt har forberedt mig så meget og givet mig så stort et netværk at jeg vil komme godt igang uanset.
Jeg ville måske godt have en mentor, men jeg kan ikke finde en, for skulle det være, så skulle det være en opdrætter indenfor min race, og der er ikke nogen, der er egnet som mentor, der ønsker at være det.

Men jeg har dog tilstrækkeligt med gode kontakter indenfor katteverdenen generelt. Jeg har de fælles nye opdrætterveninder som jeg kan diskutere og vende “verdenssituationen” aka hvad der sker for os nu, med. Og så har jeg dygtige og erfarne opdrætter jeg kan kontakte og spørge, hvis jeg står med en kat med diarré, calici eller noget helt femte. Indtil videre fungerer det fint, men jeg kan godt forstå den tryghed der er i at have en person, som man ved, har påtaget sig ansvaret for at hjælpe en så godt igang som muligt. Det må være rigtig rart og trygt.

Mht hvad en mentor skal, jamen vedkommende skal vel rådgive og være den (en af dem) man kommer til med spørgsmål og ting der skal vendes.
Mht at blande sig. Det skal vedkommende vel ikke, det er rådgivning det drejer sig om, og i sidste ende er det jo op til en selv hvad man ender med at gøre. Der håber jeg at de der er mentorer kan og vil acceptere at deres mentee ikke altid mener og gør det samme som de vil og har gjort :slight_smile:

Antal: En er vel bedre end ingen, flere er sikkert godt omend måske forvirrende hvis de har meget forskellige grundholdninger, men det kan jo være rigtig godt da man så er tvunget til at tænke og tage stilling selv :slight_smile:

En bagdel kan være at det bliver en krykke som man ikke rigtig kan slippe, så man faktisk selv formår at lære og udvikle sig som opdrætter, på egne ben :slight_smile:

Så min grundholdning er nok at en mentor kan være en god ting, men ikke er en “livsnødvendighed” for at opdrætte ordenligt :slight_smile:

I øvrigt - hvad mener I når I siger læse stamtavler? Nu citerer jeg tilfældigvis lige Mettes indlæg her, men det er rettet til jer alle. :slight_smile:

De fleste kan læse navne på en stamtavle - men at forstå hvordan det hele hænger sammen, det kræver lidt øvelse og viden om racen.