Hvad vil i vælge?

Hvis i har en kat der sygner hen, hvis den ikke får medicin. Men den vil ikke kunne leve længe på det(1 år eller 2). Eller lade den leve længer, men dette indebar opreationer og mange dyrlæge besøg(som han hader). Med usikker fremtid om det virker.
Vi har nok truffet vores valg. Må nok heller sige jeg har, min mand er ikke enig. Jeg har valgt at bibeholde hans medicin også selv om han ikke lever så længe. Nu skal jeg fremlægge min beslutning, for dyrlægen. Jeg tror hun er enig med mig.
Men hvad ville i gøre.:?
PS. Jeg vil ikke ind på hvad der galt.

Jeg vil altid foretrække et kortere liv, hvor katten ikke er plaget.
Det er ikke kvantiteten, men kvaliteten af liv, som jeg synes er vigtigst.

Hmm jeg ville nok osse lade katten køre på medicinen, så længe han ellers har det godt

Jeg er glad for at i enig med mig, jeg vil vise min mand hvad i svarer. For som sagt er vi ikke enig. Men jeg har en glad kat nu og det er det der tæller for mig. Vores dyrlæge har selfølgelig obs. på ham og hans medicin.

Jeg ville også heller give den et kort og godt liv… det er jo livskvaliteten der er vigtigst i min verdedn

kram til jer

Hvis jeg vidste at der ikke var nogen vej uden om sygdom, og at det kun ville gå ned af bakke, ville jeg nok også aflive nu, mens katten havde “værdigheden” i behold… Også selvom det er mega hårdt… Men det bliver ikke lettere med tiden…

Jeg ville tage beslutningen måned for måned! Så længe katten ikke har ubehag eller smerter ved behandlingen, så ville jeg godt gå og reparere lidt på den. Jeg har haft en enkelt med pemphigus - det er yderst sjældent, de lever som regel ikke ret længe og i hvert fald slet ikke uden behandling med nøje afmålt cortisonbehandling. Men Kitty Hawk levede faktisk 3 gode år hos nogle gode venner, som elskede hende overalt på jorden og arbejdede sammen med dyrlægen om at gøre livet godt og anstændigt for hende. Hun holdt meget længere end forventet, og den dag det ikke længere kunne holdes i skak blev hun aflivet med det samme. Men de 3 gode år var i hvert fald til ejernes fornøjelse, de andre katte i familien havde fornøjelse af hende - og hun så på alle måder ud til at trives med sin behandling, også selv om hun egentlig ikke brød sig stort om dyrlægen. Og vi havde det egentlig allesammen helt fint med det.
VH
Susanne

Som jeg altid siger til venner og veninder som står i situationer som din… Det er ene og alene dit/jeres valg - det hverken skal eller kan jeg blande mig i!

Gør det du føler for - det gør jeg, når det gælder mine dyr!

jeg har været der og jeg valgt medicinen så længe katten havde det godt, Min dyrlæge viste godt hvad der skulle ske den dag jeg kom akut med ham.
Han fik 2 gode år :slight_smile:
Jeg ville til hver en tid igen vælge medicin og et evt kortere liv fremfor en operation med mange dyrlægebesøg, alt andet lig er det mere stressende for katten

Ud fra din beskrivelse af mulighederne, ville jeg også vælge et kort(ere) men forhåbentlig godt liv,
fremfor et lidt længere liv, hvor katten bare sygner hen, og evt. skal igennem flere operationer.

Jeg kan godt forstå i synes det er svært. Lige nu har mis det godt og det er pinedød nødvendigt at sætte mis’ behov før egne og idag har han det godt. Jeg ville smertestille og måle livskvalitet og hele tiden have mis’ bedste for øje. Det er rigtig svært med operationer hvor der ikke er garanti for et hæderligt resultat. Et katteliv skal være værdigt og fyldt med kvalitet, og er det ikke det, så tænker jeg at den største gave man kan give er sende vores kære godt på vej. Det er svært men jeg ved at i vil mis’ det bedste og derfor i fællesskab vil træffe den rigtige beslutning, for både jer og mis

Det er dit valg ! men jeg ville lade den leve så lang til den har det godt med medicinen, og i samråd med dyrelægen.

Jeg har selv valgt at give min kat medicin - han har sukkersyge og får insulinindsprøjtninger to gange om dagen.
Jeg kigger på hvordan han har det, og så hvordan han reagerer på at få injektionerne.
Så længe jeg uden problemer kan give ham insulinen, og så længe han trives, så ved jeg at det er det rigtige.
Kommer der en dag hvor han ikke længere har det godt, så må jeg tænke i andre baner, men som Susanne W skriver, tag beslutninger for kort tid ad gangen.

Jeg ville lade katten vandre til regnbuebroen - i det øjeblik - min dyrlæge sagde til mig at han ville kunne for længe dets liv på medicin, men at det alligevel ville gå ned ad bakken og kun ville leve på lånt tid…

Så hellere give den fred, mens den værdighed er i behold…

Der er i mine øjne klar forskel på eksempelvis sukkersyge, fordi katten får et godt liv bagefter og kan leve længere…
Hvis der er tale om at en decideret behandling for at forlænge livet i en periode, hvor den alligevel ville gå bort fordi det kun er for at “smertestille” og “lindrer eventuelt ubehag” indtil livet slutter - så ville jeg vælge den tunge vej allerede nu…

Jeg ville prøve at sætte mig selv i dyret sted og spørge mig selv, hvad vil jeg gerne have du gør ved det her? Og sidst men ikke mindst - ville jeg stille mig selv spørgsmålet - gør jeg det for min egen eller for dyrets skyld…

Nethe - føler jeg lige vil præcisere mit indlæg:
Hvis Buster var svær at behandle så ville jeg helt klart også skulle tage en tung beslutning. Det samme hvis dyrlægen sagde at det kun gav livskvantitet at behandle, og ikke livskvalitet.
Hvis jeg stod i en situation hvor Buster helbred ville gå ned ad bakke, selvom han får insulin, så ville jeg helt klart overveje fremtiden.
Men så længe Buster accepterer behandlingen - og stadig har det godt! - så har jeg det godt med at give ham medicinen.

For mig handler det helt klart om livskvalitet og ikke kvantitet, og ved også at Buster liv nok ikke bliver så langt, som hvis han ikke havde sukkersyge.

Jeg ville så ikke aflive en kat med f.eks. gigt bare fordi, at “den jo alligevel får det værre”. Hvis jeg sagtens kan tage mig godt af den og den kan få nogle gode måneder eller år på mere eller mindre permanent smertestillende, så ville jeg ikke forhindre det. Men man skal selvfølgelig være afklaret med, at beslutningen stadig skal tages, og at man skal kunne være i stand til at tage den i tide.

Hvis den har det godt mens den er på medicin og er glad og frisk så skidt da pyt med om den lever kortere eller ej. Det vigtigste er at den har det godt og er glad. Ved en så usikker prognose som du siger ville jeg afgjort holde mig til medicinen og ikke operere. Hellere en glad kat i kortere tid end en trist, syg, stesset kat i længere tid. Katten’s livkvalitet før ejerens følelser.

Dertil kommer om man virkelig vil have det bedre ved at holde den i live HVIS den lider bagefter, for mig er det afgjort et nej. Så hellere leve med sorgen velvidende at den havde en god afslutning end en lang pinefuld en.

Kattens vel og ve kommer frem for alt… Også vores følelser…

Hvis jeg stod med en uhelbredelig kat, som kun ville få det værre, og det kun var et spørgsmål om lånt tid, ville jeg aflive den… Selvom jeg gerne ville ha nogle måneder mere med min kat, ville dens livskvalitet komme før alt…

[QUOTE=louiseogbuster;648621]Nethe - føler jeg lige vil præcisere mit indlæg:
Hvis Buster var svær at behandle så ville jeg helt klart også skulle tage en tung beslutning. Det samme hvis dyrlægen sagde at det kun gav livskvantitet at behandle, og ikke livskvalitet.
Hvis jeg stod i en situation hvor Buster helbred ville gå ned ad bakke, selvom han får insulin, så ville jeg helt klart overveje fremtiden.
Men så længe Buster accepterer behandlingen - og stadig har det godt! - så har jeg det godt med at give ham medicinen.

For mig handler det helt klart om livskvalitet og ikke kvantitet, og ved også at Buster liv nok ikke bliver så langt, som hvis han ikke havde sukkersyge.[/QUOTE]

Nu var det sådan møntet generelt på spørgsmålet som ts stiller… Det var ikke ment som et angreb på dig eller nogen anden, for mig er sukkersyge ikke en livstruende sygdom - når den er rigtig behandlet… Som eksempelvis da Vicki - fik nyresvigt - og dyrlægen sagde til mig - jeg vil sagtens kunne behandle hende, men det ville alligevel gå hurtig ned ad bakke og at jeg derfor skulle gøre op med mig selv hvad jeg ville - og jeg valgte at give hende fred…

Louise, du og Buster er en lysende eksempel på hvor fint det kan håndteres. Dr. Susan Little har flere gange understreget at i forbindelse med sukkersyge dør de fleste katte faktisk fordi ejeren opgiver behandlingen, ikke fordi katten bliver for syg af af selve sygdommen! Med en målrettet ejers indsats kan katten ofte leve rigtigt fint i adskillige år, uden at nogen behøver synes det er synd for den. (Håber da heller ikke nogen går og synes at behandling af 2-benede diabetes patienter i bund og grund er synd for dem, fordi deres liv er for elendigt!)
VH
Susanne