Velkommen til KG 
Velkommen til:heya:
Velkommen til dig og alle misserne!
Velkommen herinde
Hvor er det heldigt, at alle de katte havde jeres hus og gæstfrihed at søge til
Åhh ! din fortælling gør mig både glad og frygtelig ked af de !! ; Glad fordi der findes mennesker som jer:thumbup:
og ked af det fordi der findes mennesker der producerer killinger/katte som de slet ikke har interesse i og ikke savner og ikke bekymrer sig om, at de måske går em kummerlig tilværelse i møde! Det er jo ikke sikkert, at alle kattene havner et godt sted som hos jer!
Jeg forstår ikke, at den slags mennesker ikke bare sender deres overskudskatte til aflivning hos dyrlægen! Det er jo katteejerne der har ansvaret for deres dyr!!! Kan I ikke tale med “gården” om at få deres katte neutralliseret?? Uhh vi mangler en kattelov der ikke tillader produktion af
killimger uden ansvar Men knus til jer fra Cats og Conni
[QUOTE=conninissen;1103661]Jeg forstår ikke, at den slags mennesker ikke bare sender deres overskudskatte til aflivning hos dyrlægen! Det er jo katteejerne der har ansvaret for deres dyr!!! Kan I ikke tale med “gården” om at få deres katte neutralliseret?? Uhh vi mangler en kattelov der ikke tillader produktion af
killimger uden ansvar Men knus til jer fra Cats og Conni[/QUOTE]
Det er vist i Sverige, men det er meget muligt, man mangler sådan en lov der også.
[QUOTE=conninissen;1103661]
Jeg forstår ikke, at den slags mennesker ikke bare sender deres overskudskatte til aflivning hos dyrlægen! Det er jo katteejerne der har ansvaret for deres dyr!!! Kan I ikke tale med “gården” om at få deres katte neutralliseret?? Uhh vi mangler en kattelov der ikke tillader produktion af
killimger uden ansvar Men knus til jer fra Cats og Conni[/QUOTE]
Nej. Jeg vil tro at bymennesker har mere ansvarsfølelse for deres dyr end folk på gårdende på landet. Jeg arbejdede nogle år som frivillig chauffør for Kattkommando Syd som indfangede, kastrerede og omplacerede massevis af katte. Hvad jeg ikke SÅ de år - det kan ikke beskrives. Gården lige overfor os bebo’s af en enke benævnt Mormor. Når jeg leder efter Mille-musen går jeg ofte derover og sidst jeg var derovre måtte jeg bukke mig ned og kigge efter, og ganske rigtigt. Pergament-udtørret lig af lille kattemis der var død af hvad ved jeg. Men hende har jeg heldigvis præpareret i årevis, så nu har hun fået alle de vilde katte væk og har kun to indekatte. Men holy moly der er mange folk på landet som slet, slet ikke skulle have dyr, men som arver gården og derfor bare fortsætter helt uden at hjertet banker for det. Sådan ser det ihvertfald ud…
[QUOTE=Mistersmor;1103126]Hej allesammen,
Jeg er ny herinde men glæder mig til at “møde” jer allesammen.
Jeg er “mor” til 8 katte samt en strejfer og 4 killinger på een uge.
Vi bor i Ystad, men pendler til Ballerup hver dag.
Da vi købte huset fulgte Missemor med. Hun fik to år i træk kuld som vi begge gange beholdt nogle af. Missemor selv blev aflivet for et par år siden pga. nyresvigt. Taifo (11år), Oliver (11 år) og Buller (10 år) er hendes børn. Deres søster Josie måtte jeg aflive sidste år, da jeg kom hjem og fandt hende i indkørslen, tydeligvis ramt af en bilist. Kørte hende til Malmö Djursjukhus, som i første omgang ville se om de kunne redde hende, men efter nogle timer kom frem til at det mest humane var at aflive hende. Suk!
Sommeren 2007 (tror jeg nok :?) kom Mowgli til os. Vi sad på vores terrasse ved køkkenet og fik en kop kaffe og René vendte sig om og spurgte mig så: “Undskyld, men HVEM er den kat der står INDE i mit køkken og glor ud på os??” … og det var Mowgli. Meget lille sort misser. Tror ikke han var meget mere end 10-12 uger og vi fandt aldrig ud af hvor han kom fra, men gætter på gården 100 m fra os, for der var ikke rigtig styr på tingene i den stald dér. Efter 3-4 måneders tålmodig fodring under spisebordet i køkkenet vovede han sig ind i stuen og langsomt, langsomt fik han tillid til os. Idag er hen meget hengiven, men mest mod sin “mor” - jeg fodrede ham jo også. Han æææælsker mig, og det er naturligvis gengældt.
Et par år efter dukkede Miss Mille op ude i kornmarken hvor hun gik rundt og mjavede (læs: var i løbetid). En lille cremefarvet dame, som fuldstændig har vundet sin fars hjerte. Hun må ALT.
Sidste sommer kom så MisMis og Mister. MisMis blev desværre kørt over ude på vores vej i efteråret, og det var meget hårdt for mig og ikke mindst lillebror Mister, som altid fulgte ham i hælene. De to boede for sig selv ovre i vores vaskehus hvor der er et stort opbevaringsrum hvor de havde deres egen sofa og kattelem. Da MisMis var væk, var jeg nødt til at sætte mit skrivebord derover og arbejdede og så fjernsyn ovre hos ham et par timer hver aften. René ville ikke have ham indenfor og jeg havde givet mit ord på at han ikke kom ind, så det var den løsning der kunne fungere for os begge.
I februar kom fiskebilen en fredag aften i frost og en bidende vind. Medens vi stod og handlede med ham kunne jeg høre en mis kalde og jeg kunne høre at det ikke var een af vores. Jeg hentede en lygte og fik syn på dens øjne og vi begyndte en lille samtale, men den var for bange til at komme hen til mig. Da fiskebilen var kørt og vi var gået ind lå jeg på sofaen og tænkte at det nok var godt det samme, at jeg ikke kan redde alle verdens missere og at René under alle omstændigheder ikke ville have den ind.
To timer senere spørger René ude fra køkkenet. “Den kat der står på bænken ude på terrassen med poterne oppe på armlænet og hovedet ind mod glasset og råber MJAV…Hvad skal den??” … og Lillingen flyttede ind samme aften. Kors hvor var han sød, men der er noget der ikke er som det skal være med ham. Han har for korte ben, han har ikke sine fortænder (de små) i hverken over eller undermund, han har astma og han er alt for tyk. Han har været hos flere dyrlæger, er røntgenfotograferet på kryds og tværs, og det eneste man mener er at han har astma. Han er nu på ½ 5mg Prednisolon per dag og det har taget 99 % af hans hoste, og han er ude og omkring hele dagen og fange sommerfugle og skubbe til sneglehuse og lave kolbøtter og hygge sig.
Hans lillesøster…hun kom et par uger efter. Vi er SIKRE på at de er søskende for de ligger sammen, leger sammen, vasker hinanden (læs: Lillingen vasker Grimstrup - hun tager imod og nyder men gør ingen gengæld). De kommer nok begge to ovre fra føromtalte nabogård. Den var til salg nogle (mange?) måneder, og Kurt plejede vist at gå og dreje halsen om på killingerne når der blev for mange (ja, man tror landmænd er gode ved dyrene, men når man flytter på landet opdager man i visse tilfælde noget andet) men da han flyttede til Ystad i en lejlighed tror jeg at katte livet i stalden måtte klare sig selv. Grimstrup er også en ret kikset, meeget skrantet kat (hed et kort øjeblik SOfia men hun er simpelthen så grim at hun nu hedder Grimstrup). Alle katte pånær hende er naturligvis vaccineret og kastrerede/neutraliserede/steriliserede, men da jeg skulle ned med hende kom vi så meget op at slås at jeg måtte sys sammen bagefter (overdrevet, men jeg havde mange, og dybe, sår efter slåskampen. Har f… aldrig været ude for noget lignende). Så hun blev ikke kastreret og håbet var at vi ville blive mere familiære med hende og senere komme itl at kastrere hende, men hun nåede at blive drægtig inden og pt. ligger hun og passer 4 dejlige små tykke killinger oppe i vores soveværelse. (billede følger)
Så det var lidt om os. Lyder måske lidt kaotisk, men der er rimeligt styr på det. Gården ved siden af er handlet og de nye har hund kan jeg høre, så jeg håber at det er slut med den nomade af killinger der er strømmet til os derovre fra…[/QUOTE]
Sød historie og velkommen til Men jeg forstår altså ikke hvorfor din mand ikke vil have Mister ind, alle andre katte efter må godt komme ind, hvorfor ikke ham? og skal Grimstrup så ikke neutraliseres bagefter, for puha jeg tror det er nemmere at gøre det end at give hende p.piller for så bliver du da nok først ridset som en flæskesteg 
der må godt nok være liv i kludene hos jer med alle de katte
Nej, han er meget vægelsindet. Og uretfærdig. Det er ofte HAM der går ud med mad til strejferkattene når jeg har brugt tre dage på at gøre mit hjerte lukket for det lille kræ og når dette så har stået på i et par dage, så siger han i en opgivende tone “Tjahh…der går vel ikke længe før den også ligger inde i sofaen og jeg må stå op og se tv??” 