[QUOTE=En forhenværende bruger;671876]
Hvis jeg staver forkert, så er det ofte, fordi jeg i mit hoved er længere fremme i formuleringen, end mine fingre kan nå at følge med til (3-fingersystemet), så jeg kommer ofte til at skrive et ord, som ikke passer ind i den sammenhæng, som jeg er ved at skrive.[/QUOTE]
Lige præcis: Hjernen er længere fremme i ordene, end fingrene og “skrive-centret” i hjernen er.
Københvn bliver næsten altid til Københanv, og se nu, hvad der skete allerførst i denne sætning…
Og hvad der står i det følgende:
JEg skriver med ti-finger-system, men er fia mit klaver-“spil” blevet klar over, at både på højre og venstre hånd, så har 3. og 4. finger identiteskrise eler nowet. Jeg tror, at jeg bruger 4. finger, og min lærer siger fjerde! Fjerde! Når jeg så kigger ned, så har 3. finger lige “kuppet” sig ind på tangenten udenom min hjernes instruks, og uden at melde tilbage til mig om det!
Langemand og Ringfinger giver mig fingeren! De tror nemlig, at de er een og samme sag… suk.
[QUOTE=Helene;671951]Jeg laver altid fejl når jeg skriver Danmark - det bliver altid til Damnark.
Og så er der alle de fejl hvor jeg ikke ved om det skal slutte med R eller E - har meget svært ved endelser. Ved heller ikke hvornår det er hoved eller hovedet. Ork, der er mange jeg ikke kan hitte ud af…og opdager dem derfor heller ikke.[/QUOTE]
Der lå i nogle år en thairestaurant i nærheden af mig, den hed Damnack Thai - jeg tænkte altid “DamnIt Thai”, for de var altså ikke for gode - men også på, at de kunne have ment Danmark, hvad ved jeg…
Den der med eller uden r, tænk på, om du vil skrive noget, du gør - for så er det med r: Jeg skrive-r. Eller om det er nogen, der gør noget, for så er det med r: Han er skriver (dvs han skriver breve for folk. Det bruger man i lande, hvor mange ikke kan skrive).
Hvis det er noget, der ikke gør noget, og ikke er nogen, så kan det være uden r: En have, eller at have. Jeg har en have, det er rart at have en have.
Giver det mening?
Der er sikkert nogen, der kan forklare det bedre abstrakt og grammatisk end jeg
[QUOTE=PiaB;672180]pillivuyt? :høhø:
og i min familie er det altid blevet udtalt : “Pyllivit” :klapper:
for ingen af os snakker fransk, men siger man bare pyllivit i Imerco eller Inspiration, så ved de hvad man snakker om
men det har altid været et problem - jeg tænker mine ord meget hurtigere end jeg kan sige dem eller skrive dem det bliver også nogle gange noget værre vås [/QUOTE]
Aha! Tak, Pia, jeg var ved at tro, at Tante T forsøgte at skrive på grønlandsk
Siger man ikke “Pillivyit” - det ved Bithe, Birhte, nånej, Birthe nok mere om
[QUOTE=Tea;673009]Indtil for nogle år siden troede jeg det hed “ærgeligt”, og ikke “ærgerligt”.
Til 9. klasses afgangseksamen havde jeg én fejl i min diktat. Jeg skulle skrive “asfalt”, men skrev “astfalt” - fordi jeg altid havde troet at det hed sådan.
Der er en del ord jeg først kan stave, når jeg skriver dem. Bureau og chauffør f.eks.
Generelt går jeg (næsten sygeligt) op i at skrive ordentligt. Så vidt jeg husker, er det kun 7 %(?) af et budskab der ligger i selve det skrevne(/talte).
Derfor ser jeg det som mit ansvar, at få budskabet så rent og fejlfrit leveret, så modtageren ikke bør være i tvivl.[/QUOTE]
Dét kender jeg: Min uni-læsemakkers ordblindhed bestod delivs, sorry, delvis i, at hun skrev ordene, som hun udtalte dem - og hun havde simpelthen ikke lært god udtale fra barnsben.
Terror (lovgivning) blev til tære, og flere af dine eksempler er de samme som hendes.
Selv havde jeg en dansklærer, som sagde “skråtskrift”, og det var først som voksen (fakstisk for ret få år siden), at det går op for mig, at det hedder skråskrift, med kun eet t. Eller også mumlede hun bare, det lød altid, som om hendes tunge var meget behåret - munden fuld af fnug, ikke uld.
At jeg så til dato skriver meget dårlig skråskrift, og synes, at det er en skrot-skrift, det er noget andet. Endda selvom jeg nyder at lave lidt kalligrafi, har bredpenne og blæk og det hele, samt en meget personlig formskrift.
Kampen for frit valg mellem de to skaffede mig mit livs første og eneste eftersidning, og jeg gav mig ikke en tomme! overfor samme uldne dansklærer!
Nå, hende min læsemakker:
Hun var rigtig morsom sprogligt, med vilje. Til en eksamen måtte vi ikke have egne noter med, så da hun kommer ind til eksaminator og censor, viser hun dem det lille stykke turkisfarvede papir, hvor jeg havde skrevet
IDENTIFICERE
IDENTIFIKATION
og spurgte, om hun måtte have det foran sig under eksaminationen, for, som hun sagde “Når jeg bliver nervøs, så får jeg munden fuld af stavefejl”.
Glemmer hende aldrig. Pragtfuldt menneske.
Ja, mange ord må jeg også skrive ned eller stave højt (og se ordet for mit indre blik), når nogen spørger mig, eller jeg selv er i tvivl. Det er, fordi mennesker åbenbart er enten visuelt (synsmæssigt) eller auditivt (høremæssigt) skruet sammen i hjernen.
Nogle lærer bedst ved at høre, og nogle ved at læse/skrive. Jeg hører til sidstnævnte
Synes selv, at det er hyggeligt med tråde om ord, sprog, stavning, grammatik, og slåfejs. IMHO er det virkelig synd, når nogle føler sig hængt ud over det, og når nogle bliver vrede på egne eller andres vegne pga sproglige spørgsmål.
Det kan drikle os alle sammen, mere ller mindre, og det er IMHO ikke noget at hisse sig op over. Man må tage det, som det kommer, og hjælpes ad.
Sådan er det bare