Ja desværre. Den lov er som så mange andre udformet så ingen kan finde ud af hvad det er den vil dæmme op for.
Hvor ved du det fra? Har du prøvet at være død? Personligt synes jeg det er frygteligt synd at være død og har ikke den store lyst til at være død nogensinde, jeg er slet ikke overbevist om at død er noget at stræbe efter.
Lever jeg eller er jeg kommen i Paradis:
Spørger Jeppe - da han ligger i baronens seng…
(fint med bøjningen kommen)
Jeg synes det er svært at skrive noget generelt fordi det, for mig, handler om at man i samråd med en dyrlæge diskutere fordele og ulemper ved en eventuel operation/behandlingsform, i forhold til den enkelte situation/kat.
Jeg tænker at vores grænser er forskellige, men har man allieret sig med en dygtig dyrlæge som ved noget om det specifikke speciale, så burde kattens tarv ALTID komme først.
Jeg sidder nogen gange og tænker hvad jeg selv ville gøre i en given situation, men det er, for mig, næsten umuligt at tage stilling til det, fordi alle katte er forskellige, og der er efterhånden massive behandlingsmetoder for de forskellige lidelser.
Jeg tror ikke mange ville lade en kat gennemgå en stor og smertefuld operation uden skrupler. Jeg tror der ville være mange overvejelser bag, om resultatet så er ja tak eller nej tak.
Og tråden som Helle er inspireret af er jo netop lavet for at se hvad man kan gøre hvis man ikke vil lade katten gennemgå en operation.
Helle - Mht dyrlæge, så var min f.eks. sådan at da Mea blev indlagt med nyresvigt, så var det ok denne gang, men næste gang hun dykkede var det så aflivning. Det kalder jeg ikke specielt at holde katten i live for pengenes skyld. Og jeg kunne jo så sige nej, hun skal indlægges igen, eller finde en ny dyrlæge eller noget tredje. Men nu tror jeg så at jeg er enig med ham. Får hun det som i august igen, så er det på tide at sige farvel - og helst før.
Problemet med dyr er jo at vi ikke ved hvor meget de har ondt og hvor meget det er acceptabelt at lade dem gå igennem. Det er noget vi som ejere må beslutte for dyrene, i sammenråd med dyrlæge og evt. venner.
Jeg mener at man ofte går for langt i at holde dyrene i live “for enhver pris”, men jeg kan i hvert fald sige at det er meget nemmere at træffe beslutningen hvis man får tid til at forholde sig til at katten kan fejle det og det, fremfor hvis det kommer som et chok. Men det kender vi vel alle også fra andre af livets aspekter (og i øvrigt mener jeg også, at der i en del sager gøres for meget for at holde mennesker i live).
Det er svært at sige noget uden at kende til det enkelte dyr og den enkelte sag, men generelt vil jeg ikke udsætte min kat for kemo, lang tids fiksering i bur m.v. Men jeg er ikke enig med en som Felis der, sammen med hendes dyrlæge, mener, at alle nyrekatte bør aflives. Jeg mener, at man er nødt til at se på hvor godt kattens nyrer fungerer, hvilke symptomer katten har, dyrets generelle tilstand osv., fremfor bare rask væk at aflive en kat med forhøjede nyretal.
Jeg fik aflivet mine to gamle misser på hhv 11 og 12 år i 2008. Det var første gang jeg selv skulle tage beslutningen om, om de skulle aflives og det var rigtig svært, da jeg havde haft dem i 11 år.
Den første havde vi indlagt 2 gange, hvor hun kom i drop, da hun var dehydreret. Der blev taget blodprøver den første gang, som ikke viste noget unormalt. Hun fik det bedre, men fik et tilbagefald et halvt år efter og kom igen i drop. Denne gang blev der sendt en prøve til USA og det viste sig, at hun ikke selv kunne danne et enzym i bugspytkirtlen, så hun skulle have medicin resten af livet. Vi gav hende medicinen, men hun fik det ikke bedre, så hun blev aflivet.
Den anden fik konstateret kræft, så da valgte jeg at få hende aflivet med det samme inden hun blev mere mærket af det, så det var en klar grænse for mig. Dyrlægen mente også, det var den rigtige beslutning.
Jeg synes, det er rigtig svært at stå i den situation og skulle træffe det valg og gøre det bedste for katten og ikke tænke på sig selv.
Jeg synes, man hver gang må tage en individuel beslutning på baggrund af dyrets sundhedstilstand.
Jeg har i et par dage selv gået og overvejet at starte en lignende tråd.
For mig er det nemt nok at afgøre (hypotetisk), om jeg ville lade min kat gennemgå kemo eller meget store operationer, det ville jeg ikke. Hvad jeg kan læse ud af tråden er “yderzonerne”, altså “ikke acceptabelt slem” og “næsten ikke”, ikke så svært at tage stilling til. Der er en stor “gråzone” i mellem disse to “yderzoner”, altså hvor går grænsen til “ikke acceptabelt”?
Mange af jer har svaret i mine tråde, omkring vores Minette og hendes problemer med analkirtlerne. Og nu muligvis ringorm .
Lad os nu antage at det ikke er ringorm (jeg håber så meget) og det så “bare” er analkirtlerne der ikke fungerer. Da missepigen er en ældre fetil dame (10 år i år), der altid har boet inde og ret småt og ikke fået ret meget motion, er hendes væv blevet slapt. Operation(er) er mulig, men langvarig og over hovedet ikke på tale, da jeg ikke vil lade hende gå det igennem.
Alternativt kan vi hos dyrlægen få et kursus i at tømme analkirtlerne selv, så vi kan gøre det efter behov, hvilket vil hjælpe meget. Men derfor vil missepigen stadig have, måske ikke konstant, men meget ofte, ubehag i numsen. Vi har snakket om at hvis vi synes det bliver for slem, vil vil lade hende aflive (hvor føles det forfærdeligt, at skrive sort på hvidt).
Men hvor går grænsen? Er det ok at lade katten have lidt ubehag, hvis den ellers trives og er glad?
Jeg vil lige tilføje at hun også har en stofskifte sygdom, som hun får medicin for dagligt.
Og at vi har overtaget hende for 5 md siden.
Kh Eva M
Jeg fik Coco opereret for en løs knæskal for lidt over en mdr siden. De første par dage var det tydeligt hun ikke havde det godt, selvom hun både fik morfin og anden smertestillende. Hun blev omtåget af morfinen og var meget meget ked af at hun ikke kunne være sammen med de andre katte. Da hun så efter 4 dage prøver at hoppe op i vindueskarmen og flækker knoglen i det sammensatte knæ samt får en flænge i knoglen længere nede på benet. Dr dyr kunne muligvis operere hende, men kunne ikke love noget og Coco skulle holdes i fuldstændig ro i et bur i min en mdr. Da fik jeg mit første dyr aflivet. Jeg fortryder nu at hun skulle igennem operationen, og havde dr dyr informeret mig korrekt fra starten om hvor meget Coco skulle igennem inden knæet var i orden, havde jeg ikke ladet hende operere. Jeg er frygtelig ked af at hendes sidste dage var så dårlige:(
min kloge morfar lærte mig noget om værdighed, og det har jeg altid brugt mht mine katte.
jeg har fået 3 aflivet efter mit eget valg.
den første havde klamydia som killing der blev slået ned, men hendes nyre og lever havde taget varig skade. da hun blev 7½ svigtede de for alvor og jeg valgte at hun skulle aflives.
nr to fik bortopereret en kræftknude som 14 årig og 4 måneder kom knude nr 2, da måtte jeg tage beslutningen igen, og den blev taget inden han for alvor blev syg af kræften, men han var en meget stolt kat og den stolthed skulle han have lov til at tage med herfra.
nr 3 var straks en meget sværere beslutning da gyrlægen trods rigtig mange tets og undersøgelser aldrig fandt ud af hvad han fejlede. men jeg var klar over at han havde det bare rigtig skidt og havde haft de sidste to dage (han var syg ca en måned). den dag jeg fik ham aflivet var det faktisk kun meningen at vi skulle have lavet et par test mere, men jeg kunne simpelthen ikke holde ud at se mit lille pus sygne mere og mere hen - det var den sværeste beslutning.
heldigvis har jeg en rigtig god dyrlæge der bakkede op om alle beslutningerne.
som jeg håber man kan læse holder jeg på at dyr også skal kunne leve med deres værdighed og stolthed i behold, oh kan de ikke det så er de bedre tjent med at blive aflivet end at leve videre for menneskets skyld. men jeg har selvfølgelig også en barnlig tro om “er liv efter døden” - mine misser sidder ihvertfald på en lille lyserød sky og hygger sig sammen med de mennesker jeg har holdt af og mistet.
Ja min tro på reinkarnation hjælper mig helt sikkert også i den slags svære valg, som aldrig er sjove at tage