Hvordan afgør du som køber/sælger om en killing er velsocialiseret?

Katte Opdræt
#1

Jeg læser tit i diverse tråde at man skal gøre det og dat for at få velsocialiserede killinger.

Kan ikke lade være med at tænke på følgende episoder.

I 2009 fik en tilkøbt hunkat X et kuld killinger. På samme tid havde en anden tilkøbt hun sit 2. kuld. Disse 2 hunkattes små voksede op sammen og i blandt de andre hunner og en enelt kastrat. X fik 2 hunkatte hvor den ene var kælen og lige til modsat den anden som jeg altid skulle henvende mig til. En familie ønskede at købe hende og kom på besøg. Stor var min forbløffelse da jeg oplevede at hun flygtede hvorimod hendes søster skulle side på skødet og alting. Familien købte selvfølglig ikke den de kom efter. Hun bor her stadig og er jordens dejligste mis. Er hun en velsocialiseret killing.

I år har en af mine egne killinger (voksen dame) fået 5 killinger. Der var 3 tøser. De 2 skulle blive hjemme den 3 lod jeg mig overtale til at sælge. Hun kom bestemt ikke for at snakke og tog jeg hende op skulle hun ned med det samme. Ny ejer berettede eftrfølgende at hun flyttede ind uden problemer og har siden været super kælen og en livsnyder (som hendes søskend for øvrigt har været). Er hun en velsocialiseret killing

Hvordan afgør du som køber om killingen blot ligger neders i katteflokken eller virkelig er dårligt socialisret eller blot ikke kan li dig når du besøger opdrætteren?

Hvordan undgår du som opdrætter at mulige købere fejlfortolker killingernes adfærd? eller at du selv gør det.?

#2

Hvis et kuld har samme opvækst, er de som udgangspunkt socialiseret på samme måde.
Dermed vil jeg konkludere, at forskellen ligger i kattens sind. Men jeg har oplevet - rigtig mange gange - at en killing, der ikke “gider mennesker” fuldstændig vender, når den kommer ud i nyt hjem - faktisk anser jeg det for ganske normalt. I hvert fald indenfor min race.
Killinger har ofte alt for travlt til at være særlig kælne.

#3

[QUOTE=Babette;545015]Er hun en velsocialiseret killing.

Hvordan afgør du som køber om killingen blot ligger neders i katteflokken eller virkelig er dårligt socialisret eller blot ikke kan li dig når du besøger opdrætteren?

Hvordan undgår du som opdrætter at mulige købere fejlfortolker killingernes adfærd? eller at du selv gør det.?[/QUOTE]

Når man som opdrætter har et kuld killinger, så har man et ansvar for at socialisere sine killinger :slight_smile:
Noget andet er den enkelte killings sind - og at finde det rigtige match mellem killing og køber.
Det er den store opgave for mig som opdrætter - og det kan tage tid !

Desværre har enkelte opdrættere IKKE denne tid, men prøver med alle midler at forklare/forsvare killingens adfærd i håbet om at få den solgt.
Dette har flere potentielle købere fortalt mig, og jeg forarges altså på mine opdrætskollegaers vegne :doh:

Jeg havde et kuld på 5 killinger. De fik alle samme opvækst og var alle dejlige velsocialiserede killinger i vores selskab.

En af killingerne var yderst charmerende at se på, og flere mulige købere kom for at se på ham. MEN han ville ikke dem!
Han ville godt hilse på, men “gad” ikke snakke med dem og ålede sig ned når de tog ham op.

Jeg vidste at denne killing, hos os, var noget så kælen. Han elskede at ligge på vores skød og blive nusset. Han elskede at ligge under tæppet og tage en “morfar” sammen med os … stor-spindende osv. osv.

Alt dette kunne jeg berette for de nye købere, men bottom of line - han signalerede SÅ kraftigt, at han ikke var interesseret i køberne.
Derfor sagde jeg det som det var: At det ikke var dén killing de skulle have.

Katten blev selvfølgelig hjemme hos, og en dag da den var 7 mdr. kom den rigtige famile :hjerte: en familie som han kunne lide.
Der var kemi lige med det samme. Katten hoppede op på skødet af manden og lod sig nusse. Katten smøg sig damen og lod hende hellere end gerne både nusse og rede ham :hjerte:

Socialiseringen ligger hos os opdrættere, lige såvel som ansvaret for at kende kattens sind, og for at finde det rigtige match mellem killing og køber.

#4

Killinger og voksne katte kan have meget stærke meninger, om hvilke personer de kan lide:hjertekat: og hvilke personer de simpelthen bare ikke gider:smutter: Dette har bl.a. at gøre med samspillet mellem den enkelte kats personlighed og udstrålingen fra personerne. Egt tror jeg ikke på aura osv, men jeg er ganske sikker på, at katte kan fornemme udstråling eller aura, for deres “bedømmelse” af en person slår sjældent fejl.

Jeg har også i mit første kuld oplevet en meget tilbageholden killing, hvis personlighed jeg ikke forstod, for den var efter min mening langt fra racetypisk.
Dét vendte straks, da den rigtige killingekøber kom ind ad døren:ok: Hvor de andre killinger plejede at gøre sig til, og denne killing gemte sig bag køleskabet, var det pludseligt omvendt:what: - de andre snorksov, mens den forsigtige killing førte sig frem:juhu: Killingen havde endeligt mødt dén person, som hun kunne lide:thumbup: De to hyggede sig sammen i 8 år:love2:

Jeg har også oplevet at få lov at vælge killing hos en anden opdrætter:pote: Dette valg var ikke så svært, da den ene killing hvæste og spruttede, hver gang den fik øje på mig:brist: (hun er siden kommet i et hjem, hvor hun kun spinder og hygger sig:hjerte: - hun kunne bare ikke lide mig:(), den anden killing bare ikke gad kontakt:S, og den tredie søgte sporadisk kontakt:ok: Den tredie kom med hjem:love2:
Dette kuld havde efter min mening haft en sær socialisering og prægning, men intet der ikke kunne rettes op på til en vis grad. Min killing er meget glad for mennesker, men hun har det noget sværere med andre katte, da hun ikke har mødt “fremmede” katte under sin opvækst sammen med mor og søskende.

Det er vigtigt at se på hele kuldets adfærd for at kunne tale om god/dårlig socialisering.

Jeg har også oplevet en vældig omvæltning i kattes adfærd, når de bliver kønsmodne. Ikke alle katte trives lige godt med deres hormoner. Selv de mest sociale katte kan blive “sky”, når hormonerne sætter ind - uanset øvrig prægning og socialisering. Neutralisering gør ofte underværker;)

#5

Jeg har oplevet - at par gange, at opdrætteren har sagt, at katten kunne komme hjem på prøve, i begge tilfælde 30 dage. Og hvis kemien passede kunne man beholde katten, men hvis ikke, kunne man aflevere den tilbage (og få pengene retur)…
Jeg ved ikke, men jeg havde et meget anstrengt forhold til de udmeldinger, omend jeg godt kunne se en hvis fornuft i den model. Fornuften lå jo i at man var sikker på at få en kat man svingede med, men harmen bestod så i tanken om en kat der måske kunne risikerer at komme ud i flere hjem, fordi kemien ikke passede. Hvilket jeg måske i virkeligheden er modstander af.
I det ene tilfælde passede kemien, og jeg beholdt katten. I det andet tilfælde passede kemien måske ikke HELT, men jeg valgte at beholde katten alligevel. Det blev aldrig en skødekat, men hun kom når hun havde lyst og var ellers i trivsel, og vi havde mange gode år sammen. Har ofte tænkt på, at kattes sind KAN være enormt forskellige, og at nogle katte bare ER reserveret og meget ‘sin egen’…det var også det grundlag jeg brugte da jeg valgte at beholde den sidste kat, istedet for at sende den videre…og derfra videre, og måske videre. Jeg fornemmede at katten simpelthen bare VAR helt sin egen, og at den nok aldrig ville få et ordenligt hjem ‘hvor kemien passede’, fordi hendes sind var så specielt.

Har I (opdrættere) også den mulighed, at folk kan have katten på prøve??

De katte jeg har skrevet om var ikke helt små killinger, men var 5mdr og 8 mdr…

#6

Der kan være stor forskel på på et kuld killingers personlighed og temperament. Også selvom de er socialiserede lige meget. Næsten hver gang jeg har haft killingekøbere på besøg, har jeg oplevet at det er killingen der vælger sin nye ejer, og ikke omvendt. Det er så tydeligt når en killing falder for sin nye ejer, og jeg har nydt at opleve det hver gang. I mit sidste kuld, var der en lille forsigtigper. Han var en meget tænksom og tilbageholdende kat, og han blev naturligt også den sidste i kuldet der blev tilbage. Selv da hans søskende var væk, blev han ved med at være den tænksomme og til bageholdende. Han var virkelig svær at nå ind til. Men det ændrede sig fuldstændigt, da de rigtige købere kom på besøg. De kunne slet ikke være i fred for ham, og han er nu konge i et kæmpehus, hvor han bliver forkælet i alle ender og kanter.

Hver eneste gang jeg har aftalt et besøg af en potentiel killingekøber, har jeg altid understreget på forhånd, at det er killingen der i sidste ende bestemmer om de får lov til at købe eller ej. Der skal være den der kemi, mellem killing og køber, og jeg synes det har været nemt at se hver eneste gang. Det sjove er, at jeg hver gang på forhånd, kunne gætte hvilken killing der ville vælge lige præcis denne køber. Undtagen en gang. Det var min første hittekilling, Figaro, som var den frækkeste og mest kælne og legesyge killing. Hun elskede alle der kom på besøg, og da en familie ville komme og besøge hende, var jeg sikker på det var den helt rigtige familie. De havde et par store børn, og havde haft kat før.

Men nej - Figaro opholdt sig under sofaen næsten al den tid de var her, og ville absolut ikke hverken lege eller kæle. Så familien måtte pænt se sig om efter en anden killing. Figaro ventede på et ungt par uden børn, viste det sig siden :smiley:

#7

Det er sjældent noget, jeg skilter med, når jeg sælger killinger;) - men jo, hvis kat og ejer ikke trives sammen, er katten da naturligvis altid velkommen herhjem igen.
Drejer det sig om en sammenføring i det nye hjem eller en voksen omplaceringskat, så bliver der ofte tilbudt en “prøveperiode” på ca.1 måned, da det er meget svært at forudsige, hvordan tingene vil udvikle sig, uanset hvor grundig man er i sin udvælgelse af hjem til sine katte. “Prøveperioden” skal være ca.1 måned, da sammenføringer kan tage TID.

#8

jeg har 3 kælegrise herhjemme, men så snart der kommer folk de ikke kender gemmer de sig… og de 2 fladnæser kunne ikke få nok af gæster… jeg kender ikke farmissen til de 3 første men til de 2 fladnæser er farmissen meget social…
Jeg tror bestemt at det har en afgørende betydning hvordan farmissens sind er fordi i begge tilfælde her var mormisserne ikke sociale med nogen andre end MIG.

Jeg skriver altid i kontrakten, at der er fuld returret, hvis killingen ikke trives i sit nye hjem. (altså den ene gang jeg har skrevet kontrakt) det synes jeg at jeg skylder både killing og killingkøber.

de 2 gange jeg har købt killinger har den ene gang været ubeset (med fly til dk), anden gang hentede jeg selv, og jeg har været meget heldig hver gang, begge er meget sociale…

de andre avlspiger jeg har (og har haft) har været omplaceringsmisser fordi de var sky, det er de dog ikke mere.

#9

[QUOTE=Helene;545083]Jeg har oplevet - at par gange, at opdrætteren har sagt, at katten kunne komme hjem på prøve, i begge tilfælde 30 dage. Og hvis kemien passede kunne man beholde katten, men hvis ikke, kunne man aflevere den tilbage (og få pengene retur)…
Jeg ved ikke, men jeg havde et meget anstrengt forhold til de udmeldinger, omend jeg godt kunne se en hvis fornuft i den model. Fornuften lå jo i at man var sikker på at få en kat man svingede med, men harmen bestod så i tanken om en kat der måske kunne risikerer at komme ud i flere hjem, fordi kemien ikke passede. Hvilket jeg måske i virkeligheden er modstander af.
I det ene tilfælde passede kemien, og jeg beholdt katten. I det andet tilfælde passede kemien måske ikke HELT, men jeg valgte at beholde katten alligevel. Det blev aldrig en skødekat, men hun kom når hun havde lyst og var ellers i trivsel, og vi havde mange gode år sammen. Har ofte tænkt på, at kattes sind KAN være enormt forskellige, og at nogle katte bare ER reserveret og meget ‘sin egen’…det var også det grundlag jeg brugte da jeg valgte at beholde den sidste kat, istedet for at sende den videre…og derfra videre, og måske videre. Jeg fornemmede at katten simpelthen bare VAR helt sin egen, og at den nok aldrig ville få et ordenligt hjem ‘hvor kemien passede’, fordi hendes sind var så specielt.

Har I (opdrættere) også den mulighed, at folk kan have katten på prøve??

De katte jeg har skrevet om var ikke helt små killinger, men var 5mdr og 8 mdr…[/QUOTE]

Ordningen med at have en killing på prøve, vil aldrig finde sted hos mig. Efter min mening skal en killing/ungdyr ikke udsættes for stress, som skift mellem hjem ALTID vil være. Når en killing har været væk fra flokken en måned, så er den til dels glemt, og skal ind i flokken på ny, hvad alt hvad det indebærer.

Selvfølgelig vil jeg ikke nægte at tage en killing retur, hvis en årsag taler for det - Men direkte at aftale ved handel at katten har en prøveperiode på 30 dage, er ikke noget jeg praktiserer.

#10

En velsocialiseret birmakilling, er en killing der har selvtilid for 10 - og som er nysgerrig, imødekommende og selv kravler op på skødet af fremmede.
Birmaen er social fra “naturens” side - og man bliver som regel, om man kommer fast i hjemmet, eller er ny gæst - modtaget af både voksne og killinger.

Jeg har aldrig oplevet ( før vores foderbarn) en sky birmakilling - og den dag jeg får lavet sådan en der ikke “kaster sig i grams” på gud og hver mand, så har jeg ikke gjort mit job godt nok.

Jeg vil have at mine killinger kan vade ind i nyt hjem med høj haleføring, og selvtilliden i orden. Og jeg har selv afleveret mange af dem, og ved at de fungerer i hjemmet fra første færd.

Så her er det mig og mine krav der afgør hvornår en birmakilling er velsocialiseret he he

#11

Alle de killinger I har skrevet om og mine egne med er efter min mening velsocialiserede killinger så det giver mig ikke svar på hvordan I spotter en ikke velsocialiseret killing ud inden den flytter.

At passe sine killinger fra undfangelsen og til de flytter med hygge med mormis, vejning m.m. af killingerne vil uvægrligt føre til velsocialiserde killinger. Har killingen samtidig gener som gør dem til livsnydere i stor stil sker det næsten af sig selv.

#12

[QUOTE=Babette;545159]Alle de killinger I har skrevet om og mine egne med er efter min mening velsocialiserede killinger så det giver mig ikke svar på hvordan I spotter en ikke velsocialiseret killing ud inden den flytter.

At passe sine killinger fra undfangelsen og til de flytter med hygge med mormis, vejning m.m. af killingerne vil uvægrligt føre til velsocialiserde killinger. Har killingen samtidig gener som gør dem til livsnydere i stor stil sker det næsten af sig selv.[/QUOTE]

Du har jo sådan set selv svaret :slight_smile:
Hvis vi passer killingerne korrekt, bliver de velsocialiseret - altså ser vi slet ikke de ikke velsocialiserede og kan dermed heller ikke spotte dem ud.

Jeg har gennem tiden mødt flere killinger, som jeg ikke har betragtet som velsocialiserede - men det har vist alle sammen været hele kuld.

#13

Jeg har oplevet at have en killing i et kuld, der lige fra helt lille, næsten nyfødt, “stivnede”, når jeg tog den op. Vil lige sige, at begge forældrene var kontaktsøgende og kærlige katte.
Selvfølgelig var jeg under dens opvækst meget obs på at tage mig ekstra meget af den, have den stille og roligt i hænder, håndfodre og lege forsigtigt - lige lidt hjalp det.
Den fungerede fint med sine søskende og de voksne katte, men mennesker - og især mig - flygtede den fra.

Selvfølgelig blev hun her, men en dag havde jeg besøg af et ungt pædagogpar, som forelskede sig vildt og inderligt i hende og spurgte trods mine advarsler, om de måtte få hende hjem, og det fik de (gratis), men på betingelse af, at hun skulle tilbage hertil, hvis de ikke kunne ændre på hendes adfærd. Killingen var dá ca. ½ år og “hadede” mig stadig.

Jeg var jævnligt i kontakt med dem og deres indsats lykkedes. De havde som noget af det første givet hende et nyt navn (det gøres i nogle tilfælde også med adfærdsvanskelige børn for at give dem “en ny start”, fortalte de).
Hun blev en kærlig og kontaktsøgende kat og jeg fik nogle pragtfulde billeder af hende, hvor hun både lå i arm og på skødet af dem.

Jeg oplevede det én gang siden, men denne killing var så rædselslagen for mennesker, at jeg måtte lade den aflive.
Den havde intet genetisk tilfælles med den første killing og også dens forældre og søskende var, som jeg ønsker katte og killinger skal være.

For øvrigt har jeg nogle gange oplevet, at når den frembrusende killing i et kuld flytter, så dukker den mere sagtmodige op til overfladen.

#14

[QUOTE=Vivi_Fletcher;545163]Du har jo sådan set selv svaret :slight_smile:
Hvis vi passer killingerne korrekt, bliver de velsocialiseret - altså ser vi slet ikke de ikke velsocialiserede og kan dermed heller ikke spotte dem ud.

Jeg har gennem tiden mødt flere killinger, som jeg ikke har betragtet som velsocialiserede - men det har vist alle sammen været hele kuld.[/QUOTE]

Ja det har jeg nok, men begrebet at socialisere sin killinger dukker op alle steder. I langt de flest tilfælde hænger det i luften at det er meget vigtig at sørge for denne socialisering. Hvis ingen har et bud på hvordan sådanne killinger opfører sig må det jo være fordi der ingen findes i opdræt med stamtavler og så er det jo urelevant hele tiden at snakke om usocialiserede killinger.

#15

Du har ret i at ordet “social” om killinger bliver brugt i flæng.
Det er med det, som med så meget andet, at det er relativt.

Fra mine killinger er ca. 3 uger og frem til de flytter hjemmefra, bruger jeg - dvs. hele min familie og jeg - enormt meget tid på/med dem.
Jeg sælger primært kælekatte - og det ord tager jeg meget seriøst.

De “skal” være vant til andre katte, voksne og børn, forskellige lyde og ikke mindst til at være i hænder = have tillid til mennesker.

Hver eneste gang vi har dem i hænderne, nusser og rører vi ved deres poter, ben, ører, øjne, næse, hale (og åbner af og til deres mund) osv.
Hele katten bliver rørt. Vi reder dem ofte, leger med dem :hjerte: og taler altid i en venlig tone til dem.
Sidst men ikke mindst … faktisk vores regel nr. 1 … sovende killinger må ALDRIG, bevidst forstyrres af os mennesker. Når de sover, eller “rævesover”, har de helle !

En kat der ikke er socialiseret ordentlig er derfor, for mig, en kat der generelt værger sig imod at blive rørt, kælet for, redt, andre mennesker/katte, lyde og pludselige bevægelser. Altså en sky og bange kat.

Jeg har personligt set sådanne katte hos opdrættere, så de findes desværre :rock:

#16

Jeg har aldrig haft et problem. Mine katte har valgt mig og jeg har taget den med hjem, der opsøgte mig.

Nemo fx valgte jeg, for han var ikke socialiseret. Og det vidste jeg godt, da jeg tog ham. Det - sammen med hans smerter - gav en masse problemer i de få år jeg desværre kun nåede at have ham. Han var en skøn kat overfor mig, resten af verden hang ham langt ud af kattehalsen - med undtagelse af Tara - hans gudinde, som også savner ham i dag. Men de andre katte er nok af en anden mening:-)

Hvorfor valgte jeg en usocialiseret kat? Fordi jeg forelskede mig hovedkuls i ham på stedet

Jeg ser usocialiserede katte tit - fx har jeg lavet studier af katte i Grækenland og DK, og der var da nogle vilde bæster imellem, som intet menneske nogensinde har rørt. Jeg har også adfærdsbehandlet en Græsk Gadekat som var hentet til DK.

#17

Det synes jeg så ikke bare man kan konkludere.
Stamtavler har vel intet med socialisering at gøre :?
Der findes masser af brodne kar indenfor registreret opdræt - så der findes sandsynligvis også opdrættere, der ikke socialisere killingerne.

#18

Ups så lige der stod MED tavle:-)

Ork jo de findes da med tavle også - de usocialiserede bæster:-) Der findes vel dårlige opdræt alle steder - fx var der vel nogle usocialiserede imellem de fine registrede bengalere, der blev fjernet fra hende mishandleren…