Jeg vil gerne høre om hvordan katte som forsvandt kom hjem igen…
Den eneste historie, jeg lige kan komme på, er fra dengang, da jeg var barn.
Min yndlingskat, den gråstribede Alice havde været væk det meste af vinteren, men så en dag kom hun hjem igen - med en lille stribekilling i munden… 
Jeg havde indtil for 6 - 7 år siden en blå/grå huskat, som ellers var indekat. Men en dag havde jeg glemt at lukke vinduet ude på toilettet.
Der sprang den så ud.
Jeg tror at jeg travede rundt i området et par timer for at lede. Men den var ikke at finde nogle steder.
Jeg ledte så videre de næste dage og prøvede alt muligt.
Der var en, der sagde at jeg skulle ligge nogle håndklæder ud på terassen, der lugtede af mig, så kunne den måske finde hjem.
Men der skete ikke rigtigt noget.
Men så en dag, da jeg havde været ude at lede og havde ladet terassedøren stå åben. Hørte jeg en svag mijaven inde fra soveværelset.
Jeg troede faktisk første at det en anden kat, der var løbet ind under sengen.
Men nej, det var min elskede Nulle, som var kommet hjem efter ca. 14 dage.
Hvor var han blevet tynd, men han kom sig hurtigt og blev helt frisk igen.
Desværre fik han en virus på centralnervesystemet (mener jeg det hed) og måtte aflives 
Jeg venter stadig… Men hun forsvandt i 2007-2008… så tvivler…
Min Barndoms Pjevs var en fertil hankat der altid passede sin madskål og sine 3 haver og pludseligt var han væk. han var blå med hvide aftegn og hver gang en sådan kat var set i 20 km’s omkreds blev der startet en bil og nej det var aldrig Pjevs.
efter 4 mdr. stod han i døren. Sund og velnæret.
Så røg han til dyrlægen med et dårligt øje kort efter og kom hjem som kastrat!
Det gjorde de aldrig Mange af dem fandt vi langs vejen i stedet, men nogle forsvandt bare…
her for nylig forsvandt vores den ene kat,det er ikke noge hun gør normlat,og jeg blev meget ked af det. Hun har været væk 2døgn for over 1år siden,men ellers ikke.vores katte er nogen man kan fløjte efter,og indenfor kort tid er de der. Men hun forsvandt og vi travede alle villavejene tykke og tunde,og også vores store vej.men ingen kat.på dag 3. lavede jeg en efterlysing på nettet osv…folk var utrolig hjælpsomme og søde. kæresten havde lavet løbesedler som v skulle ud med, når han kom hjem.vores lille dater på knap 2 og jeg legede i indkørelsen,og vores hankat trissede rundt inde ved naboen. han begyndte at opføre sig meget underligt,og STOR miauve ved naboen garage,pludselig hørte jeg en adne miauve,jeg skyndte mig ind til naboen og sagde at vi mangleden en kat,og at jeg kunne høre en kar i deres garage. vi skyndte os at luke op,og hun kom først ud, da jeg kaldte på hende, jeg blev bare SÅÅÅÅ glad. hun havde det helt fint,og opførste sig som om intet var sket…møg kat:-) sådet var vores hankat der fandt hende,og nu kan jeg bedre forstå hvorfor han HELE tidne ville ud mens hun var væk,han har sikkert hele tiden vidst hvor hun var. naboen undrede sig,for mandne bruger garagen hver dag.men hun har sikkert været lidt bange for ham,og så har han kommet til at luke hende inde…men nu er alt godt igen i det lille hjem…
Min kom heller aldrig tilbage. Han forsvandt i foråret 2007…
I 1985 flyttede vi hertil hvor vi bor nu.
Vores mis Snuggi holdt vi indendøre de første uger og så fik han ellers langsomt lov til at komme ud.
Der gik dog ikke længe før han var væk og han kom aldrig hjem igen.
Hvad der skete med ham ved jeg desværre ikke.
Det var før den tid hvor man lavede gårde til sine misser.
Mine kommer aldrig til at løbe frit, det er alt for farligt.
Hilsen Lisbeth
Dizzy Doll formåede at klatre over hegnet nogle gange og blev væk 16 dage én gang! Havde stort set opgivet hende, da hun endelig kom hjem igen. Sulten men uden en skramme! Hun trivedes så dårligt med “kun” at have adgang til haven, at vi måtte bøje os og omplacere til mere plads og friere liv.
Zoë formåede ved et uheld at komme ud, ingen ved hvor. Var væk i en uge, men heldigvis var der på 8. dagen en lille dreng, der fik øje på hende i en have under 100 meter herfra. Han genkendte hende fra plakaten udenfor sit eget hus, så han cyklede hjem efter sin mor, som ringede os op. 5 minutter senere havde vi Zoë i armene igen Hun kom aldrig udenfor haven igen, hun havde oplevet nok!
Donna fandt et lillebitte hul, hvor hun kunne skruuuuue sig ind under garagen, hvor hun kom ud på gaden og blev forskrækket (sandsynligvis!) og kom til at løbe væk! Hun var højdrægtig, og vi var ved at sk*de en snemand, excuse my French! Igen plakater op overalt i hele kvarteret om morgenen, og så gik jeg hjem og ventede på at folk skulle komme hjem fra arbejde. Det gør folk ved 15,30-tiden Inden for 15 minutter havde ikke mindre end 3 personer ringet, de havde set hende og den sidste havde taget hende ind, ca. 500 meter hjemmefra. Hun var uskadt og fødte 3 sunde, raske killinger næste dag - py-ha!
Det er nogenlunde “taknemmeligt” at sætte plakater op med birmabilleder inde midt i byen. De er ret genkendelige - men jeg håber aldrig jeg får behov for at efterlyse en europe, for det er jo en helt anden sag! Vi har boet her i næsten 20 år, så det er vel nådigt sluppet med de 3 udbryderdronninger, som i det mindste alle kom hjem igen…
Anyway, kardinalpunktet har været: Letgenkendelig kat på tonsvis af plakater i nabolaget.
VH
Susanne
Jeg flyttede fra Køge til Valby i 1992. Jeg havde på det tidspunkt to huskatte, en blå og en dejlig striber fra et internat. Min striber, Pepe, var en af den slags katte, som var meget kælen overfor mig, men gemte sig så snart at der kom gæster.
Et par dage efter flytningen kom der nogle venner for at hjælpe med diverse ting og døren var sådan en, som ikke kunne lukkes uden at den blev låst og efter at de var gået kunne jeg ikke finde Pepe. Egentlig var jeg ikke så nervøs først, for han gemte sig jo altid, når der var folk og jeg kunne ikke forestille mig at han var modig nok til at snige sig ud på opgangen, selvom jeg havde fanget et par i at glemme døren et par gange. Der var jo møbler og flyttekasser allevegne og masser af gemmesteder, så der gik lidt inden jeg var sikker på at Pepe var væk.
Jeg vandrede nabolaget tyndt med kasser med tørfoder, som jeg rystede, og gjorde alt det andet, som man nu gør, når ens kat er væk, men ingen spor af Pepe.
Tiden gik og jeg måtte se i øjnene at jeg ikke fik Pepe tilbage og regnede med at han var død - jeg boede klods op og ned af Roskildevej. Han var øremærket, så jeg var ked af at ingen havde fundet ham, så jeg kunne få vished, for man holder aldrig op med at tænke på en kat, som har fået en uvis skæbne.
Nogle år senere flyttede jeg til Nørrebro og en dag ringede det på dørtelefonen og det var en mand fra Kattens Værn. Tusind tanker gik gennem mit hoved mens han kæmpede sig op til 4. sal. Var der nogen, der havde klaget over mine katte? Troede nogen at jeg ikke behandlede dem godt? Stor var min overraskelse, da manden spurgte om jeg manglede en kat… Jeg pegede rundt omkring mig og spurgte ham om det så sådan ud? Han begyndte at beskrive en stribet kat, der var fundet i Valby - og da han sagde Valby, fik jeg nærmest hjertestop! På det tidspunkt var det 7 år (syv!) siden at Pepe forsvandt! Men det måtte jo være ham! Jeg havde ikke meldt adresseflytning på ham, for da jeg flyttede var det jo 5-6 år siden han forsvandt, så de havde haft fat i Folkeregistret for at finde mig.
Jeg var fuldstændig rundforvirret og han fortalte at Pepe var fundet ca. 50 meter fra, hvor jeg havde boet i Valby. Han havde holdt til ved en dame som fodrede kattene i nabolaget og da der kom en ny til, ringede hun til Kattens Værn for at få den indfanget. De fangede så også resten af flokken og alle, på nær to, havde FIV og blev aflivet. Pepe var sund og rask og fik bare en loppekur og en tandrensning Den anden og nye kat var forsvundet fra Jylland en uge tidligere, så det var også en underlig historie. Damen havde fortalt at Pepe kom hver dag ved fodringstid, men hun havde aldrig fået lov at røre ham. Hun ville gerne have ham genudsat og manden fra Kattens Værn rådede mig til det samme. Jeg samtykkede i første omgang.
Da han var kørt igen, begyndte min hjerne endelig at arbejde igen, for jeg havde simpelthen været i chok og som minutterne gik, blev jeg mere og mere utilpas ved tanken om at Pepe skulle sættes ud igen. På det tidspunkt var han 11 år og det var ikke urealistisk at han ville blive syg på et tidspunkt og hvem skulle så give ham dyrlægehjælp? Så inden der var gået en time havde jeg ringet til Kattens Værn og sagt at Pepe skulle hjem. Manden prøvede længe at overtale mig til at afstå fra ham, for damen, der fodrede ham var jo glad for ham. Og det havde også været noget andet, hvis han kunne komme ind og bo hos hende, men han skulle ikke bo der som vildkat - og så var jeg også en smule muggen over at hun ikke tidligere havde kontaktet KV, for det var tydeligt at han var øremærket. Jeg tænkte at hvis det slet ikke gik med at lukke ham inde i en lejlighed igen, så ville jeg faktisk hellere give ham en skånsom død hos en dyrlæge end at han skulle ligge og dø i en eller anden busk af dårlige nyrer eller lignende.
Så Pepe kom altså hjem igen og jeg var forberedt på det værste. Jeg satte kassen ind på mit gæsteværelse og så lagde jeg mig ellers fladt ned på gulvet og snakkede kærligt til ham. Der gik under 5 minutter, så stod Pepe og gned sig op ad min hånd - og så tudede jeg altså
Jeg tog ham ud til min egen dyrlæge dagen efter, bare for at være sikker og få fred i sjælen. Hun var målløs over hvor nem han var at håndtere, når man tænker på at han havde levet som vildkat i 7 år. Han fik endda taget blodprøve og sad lige så fint i armene på mig, mens han blev stukket. Pepe savnede bestemt aldrig sit udeliv. Bare jeg åbnede vinduet, var han forsvundet som dug for solen og det samme gjaldt døren - han ville overhovedet ikke i nærheden og skulle absolut ikke ud igen. Det eneste han skulle vænne sig til var man godt kunne ligge i sengen eller i huler - han var tydeligvis kun vant til at ligge på gulvet (jorden).
Helle - sikke en fantastisk historie
Forrige år da min datter holdt 11 års fødselsdag for 10 piger fra klassen, forsvandt Coco Min datter plejer at være rigtig dygtig til at holde øje med kattene når der kommer folk ud/ind af hoveddøren. Men ½ time efter alle børnene var kommet gik jeg min sædvanlige rundte for lige at tjekke til alle misserne, og Coco var bare væk. Så ledte min kæreste og jeg sammen ALLE steder i huset. Det opdagede min datter selvfølgelig så hun lod hendes gæsterne sidde og begyndte også at lede efter Coco. Men hun var bare væk 
Altså måtte hun være løbet ud da hoveddøren stod åben på et tidspunkt hvor flere af pigerne kom ind samtidig. Så mig ud og lede,med tårene piskende ned af kinderne, og en dåse godbider - ringe efter min mor som kom og hjalp med at lede udenfor. Efter en time da min kæreste igen havde endevendt huset, måtte gæster være gæster og han kom også med ud og lede. Vi var rundt ved naboerne og ringe på for at spørger om vi måtte kigge i deres haver. Ca 3 timer efter Coco forsvandt var min kæreste lige indenfor for at tjekke til pigerne - og hvem dukkede pludselig op i køkkenet med spindelvæv over det hele - Coco :høhø:
Vi fatter simpelthen ikke hvor i kælderen hun har gemt sig, vi ledte virkeligt overalt - alle sammen. Alle kattene plejer at komme med det samme vi ryster for godbiderne. Men Coco har åbenbart syntes at 10 tøser på 11 år var lige i overkanten. 
Det var lidt flovt næste dag når vi mødte nogen af naboerne som spurgte om vi havde fundet Coco, og vi så måtte fortælle at hun faktisk alligevel ikke havde været væk Så hvis jeg i forvejen ikke var hende kattetossen med løbegård, så blev jeg det. 
Jeg har desværre ingen solstråle historie, for vi savner stadig Silke, som har været forsvundet siden d. 14 dec 2009
Hold da op for en god historie Helle! Der faldt en lille tåre her da Pepe nussede din hånd efter 7 år Du burde virkelig overveje at skrive en bog/blog eller noget om dine oplevelser med katte og andre dyr.
jeg mistede Pepper - min skønne sorte huskat…
VÆK var han… der gik 2 uger - 3 uger 2 md… og jeg græd som pisket… min dejlige dreng…
en pludselig en dag hørte jeg det karakteristiske krads på døren og jeg fløj ud og åbnede… og DER sad Pepper…
Han var tyk og velnæret - MEN - han være dækket HELT op til ryggen af noget tykt slam som jeg omgående kendte fra marken på den anden side af åen… han var sunket i til ryggen og havde kun haft hovedet og 5 cm ryg fri…
om han var hoppet ind i en bil eller blevet stjålet ved jeg ikke - men han trodsede en mark, dynd og Esrum Å for at komme hjem til mig igen…
jeg var jublende happy - og Pepper - ja han lever skam endnu
Hvor er det dejligt at læse om alle de katte, der er kommet hjem igen efter så længe. Det giver én lidt håb, idet min Helmuth ikke er kommet hjem endnu efter at have været væk i 14 dage.
… Det gjorde de aldrig
Det er mange år siden nu, men hvad der egentlig er sket dem, det ved jeg stadig ikke.
Hm… helt væk blev hun ikke, men Tara har da været ude nogle gange ved et uheld.
Den ene gang i Viborg, og den anden gang i Hvilsom og en gang i Herning. Den ene gang faldt bunden ud af kassen, Jesus! Den anden gang glemte JEG at lukke døren - dobbel Jesus!!
Jeg fik hende retur ved at bruge mit nødindkald Små Misser SMå Misser - det har sikkert set skægt ud, men sjovt var det ikke. Heldigvis kom hun, d ajeg kaldte… Pyyyh. Den ene gang sad hun foran to store løse hunde, og den anden gang ude ved en stor vej!
Så er det man priser sig lykkelig, når man kalder, katten kommer, træningen virker, og man kan bære det lille pelsdyr i sikkerhed. Jeg må sige, at jeg selv i dag stadig er overrasket over, at det virkede. Normalt kommer Tara kun når det passer hende:-)
Min allerførste kat fra min barndom var en sort fertil hankat ved navn Sorte. Sorte havde det med fra tidlig forår og til sen efterår at komme hjem, hvor han spiste sig stor og tyk, og så forsvandt han ellers i 2-3 mdr. af gangen. Når han så kom hjem igen, var han et magert siv. Indtil han havde spist sig stor og tyk igen - så forsvandt han atter.
Derfor var vi heller ikke så bekymrede, når han ikke lige kom hjem. Men en dag kom naboen på sin traktor, og han spurgte, om vi havde en sort kat. Jo, det havde vi jo. Jamen den lå nede i grøften - i live - men ude af stand til at gå nogen steder.
Så måtte jeg gå ned og få ham hjem. Han kunne ikke bruge sit bagparti, så dyrlægen blev tilkaldt.
Dyrlægen kom ud og så på ham, gav ham en sprøjte af en slags og nogle piller, og så mente han forresten ikke, at der var noget brækket. Men det har der været. Han blev helt skæv i bagpartiet, men han kom sig helt. Indtil en dag han atter forsvandt og aldrig kom tilbage.
Min barndomskat nummer 2 hed Jerry, og han blev boende hos mine forældre, da jeg flyttede hjemmefra. Den dag hvor min far ringede og sagde, at nu skulle min gamle hankat aflives, fordi han var næsten både blind og døv, og fordi han var holdt op med at spise, da listede han sig ud af døren, mens min far sad ved telefonen. Og vi så ham aldrig mere.