Husker du :? hvordan din første kat kom ind i dit liv :?
Jeg husker ikke hvordan.
Jeg var 4 år.
Men jeg husker, at den var helt grå (huskat)
Og jeg kørte med den i min dukkebarnevogn.
Den kat var så mild og så god.
Og jeg elskede den 
For mig var det omvendt, det var mig der kom ind i kattens liv, den boede allerede hos mine forældre da jeg meldte min ankomst 
min første kat fik jeg som 15-16 årig, min faster havde fået en dejlig rød bamsekat og der fik jeg øjnene op for de lækre mislinger.
jeg bestemte mig så for aat den skulle være grå og en dag i den lokale avis var der nogle tæt på hvor vi boede som skulle af med deres 5 mdr gamle kat pga af deres hunde var for voldsomme ved den og den fik masser af prygl konstant, vi ringede til dem og vi kunne bare komme forbi og kigge og møde missen, så vi tog derud 2 km væk og da vi kom ind så vi den dejligste lækre mis længe set. det viste sig at det var en ægte russian blue. den var bare så kær og kærlig så den skulle helt sikkert med hjem til os. vi betalte 250 kr for den.
katten blev navngivet amanda, hun blev 11 år og hun blev aflivet pga af kræft i livmoder,bryster samt hun havde 2 store væskende sår ved ørerne som ikke ville hele, hun blev en rigtig hystade de sidste mdr hun levede og det var helt klart pga af hendes smerter
Ihh ja… min smukke, men desværre hjerneskadede, Pivmus… Jeg har vel været 6 år tror jeg, men min alder kan jeg sgi ikke huske…
Det var en pige i min klasse, hvis smukke husmis Ronja, havde fået et kuld killinger… Og jeg havde forelsket mig i det lille kræ… Så Pivmus flyttede hjem til os, og havde sikkert kunne få et dejligt og trygt liv, hvis han havde kunne leve det indefor…
Men han fik lov at rende frit, og det blev hans død… desværre… 
Året efter fik vi en ny dejlig husmis, grå og hvid… Panik hed han… Han levede indtil for et år siden, hvor min far og hans kone valgte at lade ham aflive, bare fordi de skulle flytte…
Samme her Marianne - Han var kulsort, hed Per og blev hurtigt min faste sovekammerat og bedste ven!
gg det må være forklaringen på at vi er som vi er, hjernevasket lige fra starten af livet
Der var vel osse katte i mit hjem da jeg blev født … så jeg er blevet vaccineret med kattehår 
Den første kat havde vi i mit barndomshjem, og det var SortePer. Han var, som navnet siger sort med hvide aftegninger. Det var en sorgens dag, da vi skulle flytte til København, og ikke kunne ha ham med.
Pusser kom ind i mit liv da jeg var ca. 4 år. - Hans tidligere ejer kunne ikke beholde ham da han skulle flytte og vidst nok også ud og seje. - Pusser har nok været ca. 5-6 måneder da jeg gik ham. - Hans gamle ejer og min far var arbejds kollegaer dengang. - Utrolig nok sagde min far ja til at vi kunne tage ham. - Og så kom Pusser ind i mit liv. -wehuu
Han var så dejlig. Altså sød og kærlig. Gjorde ALDRIG en flue fortræd. Jeg kunne gøre alt med ham. Køre ham i dukkevogn. Putte ham i dukkesengen. Og jeg ved ikke hvad.
Jeg vidste jeg ALTID kunne regne med ham. Han var der ALTID for mig. Åhhh, han har fået tørret mange af mine tåre væk, og hørt mange historier.
[quote=Kimilla;204764]Pusser kom ind i mit liv da jeg var ca. 4 år. - Hans tidligere ejer kunne ikke beholde ham da han skulle flytte og vidst nok også ud og seje. - Pusser har nok været ca. 5-6 måneder da jeg gik ham. - Hans gamle ejer og min far var arbejds kollegaer dengang. - Utrolig nok sagde min far ja til at vi kunne tage ham. - Og så kom Pusser ind i mit liv. -wehuu
Han var så dejlig. Altså sød og kærlig. Gjorde ALDRIG en flue fortræd. Jeg kunne gøre alt med ham. Køre ham i dukkevogn. Putte ham i dukkesengen. Og jeg ved ikke hvad.
Jeg vidste jeg ALTID kunne regne med ham. Han var der ALTID for mig. Åhhh, han har fået tørret mange af mine tåre væk, og hørt mange historier.[/quote]
Tak…for en sød og kærlig historie
Jeg fik min første kat af min farmor og farfar hvis kat havde fået killinger
Vi fik hende desværre før tid, og de andre blev også givet væk før den rette tid hvilket resulterede i at de ikke var så normale i deres opførsel, en blev aflivet da den var helt kuller i hovedet… 
De katte de har nu er heldigvis neutraliserede.
Men min kat, en sort huskat forblev hos mine forældre til hun blev ca 12 år og blev først aflivet for et par år siden da hun havde en kæmpe knude, brystkræft. Nok forårsaget af p-pillerne. Var med til aflivningen, det er sørme et øjeblik man ikke glemmer. Det er som om tidne står stille.
Først var hun vild, så fik hun et stik og pludselig var hun slap og lå med åbne øjne. Og væk var hun Det var noget af en klump man fik i halsen… Men godt hun ikke lider mere.
Hun var reserveret overfor nye mennesker, meget bestemt dame, men elsket og kærlig var hun sørme også. Jeg var væk et halvt år hjemmefra og da jeg kom hjem igen, huskede hun mig stadig og det var for hende som om jeg ikke havde været væk. Hun var noget specielt for mig
Husker de mange gode minder med hende og de forbliver i mit hjerte.
Det er ikke mere end 3 år siden (til juli) at min første kat/te kom ind i mit liv. Jeg havde den største drøm om at få hund men havde ikke tiden til det så jeg gik meget længe og tænkte over om en kat ville være en ide. Jeg har aldrig sådan rigtigt været katte menneske men blev til sidst enig med mig selv om at jeg skulle ha kat. Da jeg havde taget den beslutning blev jeg meget hurtigt enig med mig selv om at jeg skulle ha 2 katte. En dag tog jeg ud og besøgte dyrenes beskyttelse internat i Hillerød og da jeg tog der fra var havde jeg valgt de 2 skønneste killinger. 1½ måned efter flyttede Borg og Saga ind og jeg har ikke fortrudt et sekund at jeg fik dem.
[quote=Elisabeth;204953]
Vi fik hende desværre før tid, og de andre blev også givet væk før den rette tid hvilket resulterede i at de ikke var så normale i deres opførsel, en blev aflivet da den var helt kuller i hovedet…
Tak for din historie Elisabeth:wehuu:…selvom den er trist
Den viser, hvor vigtigt det er, at killingerne ikke tages fra moderen
før de er 12 uger
Jeg kan huske at den første kat der “kom” i mit liv var en stooor grå-stribet huskat som gik i vores have og sked i sandkassen til mine forældres store vrede :mad::mad:
Jeg syntes den var SÅ sød og forsøgte ofe at fange den for at kæle den 
en gang lykkes det mig og jeg samlede den op men den ville ikke så den rev hul i min YNGLINGS t-shirt (rød med hvide striber og foran var der et billede af et skib - smart ikke 
)
Jeg måtte ikke få kat for min søster havde astma :fuck::fuck:
Da jeg blev ældre fandt jeg en fyr som have en stor sort hankat og tilsidst flyttede vi sammen, det gik ikke så jeg flyttede og da jeg endelig fandt en lejlighed hvor det var tilladt at have dyr anskaffede jeg mig straks en kat og nu er det så blevet til et par stykker mere :fløjte: og nu kan jeg ikke forestille mig et liv uden dem :hjertetildig:
[quote=Lord Byron;205276]
og nu kan jeg ikke forestille mig et liv uden dem :hjertetildig:[/quote]
Sådan har jeg det også
hun var en lille blå killing ud af et kuld på 6. Jeg havde egentlig bedt om hendes søster der havde hvidt, men da jeg så knisper - der var jeg solgt… hun var halvt russian…
hun valgte mig og fra den dag af sov hun på min hovedpude og ventede når jeg kom hjem fra skole…
hun var min mis… min første skønne dejlige vidunderlige missepige
Mine forældre havde katte før jeg blev født , så da jeg var mindre kidnappede jeg min fars , den ville så heller sove hos ham om natten 
Min egen helt personlige , fik jeg nok der jeg var 5 
Uha…den er svær. Vi har vist næsten altid haft katte i mit barndomshjem. men den jeg huske bedst var en stor rød hankat som hed Rosa. Og så var der sorte IB, og gråstribede Mulle.
Min første helt egen kat fik jeg da jeg flyttede hjemmefra som 19 årig…en smuk sort hunkat som hed Herbert. 
Jeg var vel 15 - 16 år, og boede i København sammen med en kæreste.
En aften kom han og fortalte at vi skulle besøge en eller anden fordrukken mand som han skulle købe/sælge et eller andet sammen med.
Vi tog derud, og lidt efter vi var kommet, kom der en sort Pekingeserhund hen og snusede til mig.
Jeg troede det var en hund indtil den sagde miav.
Manden der ejede den fortalte at det var en skodkat og at han sparkede den og lukkede den ned i dens transporttaske og ind i spisekammeret, når han ikke gad den. Så kunne den sidde der.
Ja jeg behøver vel ikek at skrive at jeg var oppe i det røde felt.
Jeg spurgte hvad han skulle have for den, og hans svar var 1 øl.
Jeg spurtede ned i nærmeste kiosk, købte 4 guldøl og tilbage til fjolset.
Jeg tog derfra med min første sorte perserkastrat, Sjas, med stamtavle.
Det var ham der fik mig til at interessere mig for racen.
½ år efter var der nogle af vores venner som havde købt den yndigste perserkilling, Tiger, som de var blevet trætte af. De var ikke særligt søde ved ham, så ham fik jeg tilbudt for en slik.
Han blev grundstammen til mit katteri og min udstillingskarriere.
[quote=Mig og Mille T;205484]Jeg var vel 15 - 16 år, og boede i København sammen med en kæreste.
En aften kom han og fortalte at vi skulle besøge en eller anden fordrukken mand som han skulle købe/sælge et eller andet sammen med.
Vi tog derud, og lidt efter vi var kommet, kom der en sort Pekingeserhund hen og snusede til mig.
Jeg troede det var en hund indtil den sagde miav.
Manden der ejede den fortalte at det var en skodkat og at han sparkede den og lukkede den ned i dens transporttaske og ind i spisekammeret, når han ikke gad den. Så kunne den sidde der.
Ja jeg behøver vel ikek at skrive at jeg var oppe i det røde felt.
Jeg spurgte hvad han skulle have for den, og hans svar var 1 øl.
Jeg spurtede ned i nærmeste kiosk, købte 4 guldøl og tilbage til fjolset.
Jeg tog derfra med min første sorte perserkastrat, Sjas, med stamtavle.
Det var ham der fik mig til at interessere mig for racen.
½ år efter var der nogle af vores venner som havde købt den yndigste perserkilling, Tiger, som de var blevet trætte af. De var ikke særligt søde ved ham, så ham fik jeg tilbudt for en slik.
Han blev grundstammen til mit katteri og min udstillingskarriere.[/quote]
Jeg bliver rigtig rigtig varm om hjertet…
Du er da bare en skat.
Tænk…at nogen kan være så ond mod dyr. :græde::græde:
Det går over min forstand.
Igen får jeg min søde far på nethinden.
Han var så fyldt med kærlighed 
Min far kom hjem med alverdens hunde - fordi ingen gad dem -
Jeg husker, at nogle havde sår, fordi de var blevet sparket.
Da jeg var barn, var det almindeligt med lænkehunde.
Så stod de der med en lænke om halsen - og et hundehus -
år ud og år ind. :græde::græde: