Hej venner derude…
[3d-cat–playing.gi:
Hvorfor har du valgt; at blive opdrætter??
Jeg har valgt, at have kastrater, fordi mine katte er
“fritgående”. 
Måske er der nogle af jer; som aldrig har tænkt på at blive opdrætter??
Mange gode hilsner
Mona
Jeg valgte at blive opdrætter, fordi jeg på forhånd vidste jeg ville prøve et kuld killinger eller 3, og derfor ville gøre det “rigtigt” fra starten af.
Jeg har fravalgt det (i hvert tilfælde i en lang periode) af flere grunde;
- jeg har ikke det overskud der skal til ift min stress-situation
- hvis jeg skulle gøre det, som jeg finder det rigtigt ville det kræve flere katte end jeg lige pt. er villig til at have (især når vi i forvejen har 5 kastrater)
- jeg tror ikke Liva ville synes om en/flere fertile hunkat/te
- ved at passe katterier har jeg fået indsigt i at det ikke altid er en dans på roser, der er mange ting man skal finde ud af måske at gå på kompromis med (strint, løbetider osv) og man skal kunne tackle sygdomme, fødsler m.m.
- jeg vil ikke være endnu en af de alt for mange Maine Coon opdrættere
- jeg vil have meget svært ved at sælge killingerne
Så jeg nyder mine kastrater - og så må tiden vise, om det nogensinde bliver 
Da jeg købte min første aby, var det fordi jeg i en periode havde udstillet huskatte og så gerne ville prøve med en racekat. Det var ikke meningen hun skulle bruges til avl, men dengang var der ikke nogen, der udførte tidlig neutralisering.
Da jeg udstillede og mødte opdrættere, startede med at være aktiv i specialklub m.v., fik jeg så lysten til at få et kuld killinger
Fordi at den første birma jeg og kæresten købte, gjorde os utroligt fascinerede af racen og de efterfølgende birmaer har heldigvis kun bekræftet mistanken om, at det er lige racen for os.
Jeg er meget interesseret i genetik, og helt fra starten af synes jeg, at selve avlsarbejdet var spændende, så spændende at vi faktisk lagde vores hankastrats stamtavle på Pawpeds, for at kunne studere hans linier og lære mere.
På Pawpeds læste jeg mere om sygdomme, opdræt og katteadfærd, og kunne godt mærke, at der var en spirerende opdrætter i maven.
Men vi havde allerede tidligt bidt mærke i, at der var visse stamnavne der var vel (over)repræsenteret herhjemme, og vi ville gerne gøre en forskel og importere nye linier, derfor var vores første avlshun fra Tyskland af. At hun så senere, i bagklogskaben lys måske ikke var helt så ‘nyt blod’ som vi troede dengang er en anden sag. 
Heldigvis fik vi hurtigt et fint netværk herhjemme gennem forskellige mailinglister og udstillinger, for selvom opdrætteren var uroligt hjælpsom, var der langt mellem København og Düsseldorf.
Allerede inden vi havde hentet vores avlspige i Tyskland havde vi meldt os ind i Racekatten og begyndte at gå til en masse møder, seminare og fordrag. Sådan er det stadig, en stor passion for racen holder os i gang og vi er stadig utroligt engageret i at lære mere, til gavn for os selv, killingekøbere og vores katte.
KH
Sofie
Jeg synes selvfølgelig at killinger er aldeles bedårende -men har aldrig selv haft lyst til at opdrætte.
Ferina var med åben tavle, så jeg kunne godt have fået et par kuld på hende - men var klar over, at det IKKE var mig.
Jeg synes at 1 killing er en mundfuld, hvordan vil det så ikke være med 4-5-6 stykker. -what
Så derfor har jeg altså to kastratpiger, og det bliver aldrig aktuelt med opdræt.
:):)
Jeg har aldrig rigtig overvejer at blive opdrætter.
For mig ville det være stort set umuligt at sælge mine børn til andre mennesker.
Jeg ville kun sælge til familie eller venner, så jeg kunne følge dem resten af deres liv.
Jeg har også neutraliserede misser, men det kan godt ærgre mig, at jeg ikke har en “arvtager” efter dem, når engang… Men jeg tror, der er alt for meget arbejde ved rigtigt avl, så jeg jeg har bestilt en kloning af begge mine [bigcool]
For mig handler det nok om en form for overmod.
Jeg tror at min indsats vil være til gavn for racen. Jeg tror jeg kan forbedre. Indtil videre er det dybt irrationelt, men jeg ønsker det mere end noget andet.
Jeg har aldrig haft lysten til det
Jeg tror heller ikke jeg kunne skille mig af med killingerne hvis jeg fik nogen. Derfor er alle mine kastrater
møhhhmmmm - det kom af sig selv ? skulle bare lige udstille en enkelt gang… year rigth. og nu sidder jeg så i saksen. det her er det bedste der nogensinde er sket i mit liv - selvom det er hårdt arbejde
Øhm?? Jeg valgte egt ikke at blive opdrætter - jeg blev opfordret og “presset” til det…
Min første hunkat kom til mig ad bagvejen (læs mere på min hjemmeside), og det første kuld var betaling for at have en fertil hankat boende, fordi han skulle videre til Norge. Andet kuld ville jeg egt slet ikke have, men det synes andre opdrættere, jeg skulle prøve… der kom en smuk hunkat med den helt rigtige personlighed, som jeg bare måtte beholde - og så var jeg hooked;-)
Jamen er nok bidt af en gal kat. Da jeg fik min første NFO som var med åben stamtavle, var planen da et enkelt kuld, men ja da jeg først kom på udstilling, snakkede med andre opdrættere - hele proccesen med og have de små killinger m.m ja så var det bare lige mig
MVH
Gitte
Jeg ved godt at det for mange opdrættere ikke er den bedste grund. Men jeg valgte hovedsageligt at købe en fertil birma fordi jeg synes killinger er vildt dejlige og hyggelige
Dernæst synes jeg også genetik er spændende.
Jeg har valgt ikke at opdrætte, fordi jeg synes livet er så fantastisk skønt med ukomplicerede kastrater :).
Måske vil jeg forsøge mig på et senere tidspunkt om måske 10 år. Men jeg synes mit liv er for hektisk, der er for meget børnehurlumhej og for lidt tid til fordybelse af andre ting, lige nu.
Jeg synes killinger er både søde og skønne, men synes samtidig også at der tit er historier om fødselsproblemer, hu-hej-dyrlæge, "spæd-killinge-pleje, homonhysteriske fertile, uro i flokkene osv. Og disse ting har jeg slet ikke mod på at involvere mig i på nuværende tidspunkt 
.
Til gengæld vil jeg elske at gennem nusse I andres killinger 
Jeg har valgt at opdrætte af flere grunde.
For det første er jeg jo nærmest forelsket i race maine coon
Jeg mener jeg kan bidrage til noget godt i racen og jeg interesserer mig for genetik sådan generelt.
Alt i alt et projekt jeg blev nød tuil at kaste mig ud i med glæder og sorger.
Da vi havde gennemdiskuteret det hele og besluttet at lade Leo flytte ind, kom denne bemærkning fra Jan; Jeg får sg* aldrig min coon eller den der sortsølv fra Bettina (Askes opdrætter)…
Jeg kiggede lidt på ham, og sagde så, at det da var muligt, at vi kunne få Leo hjem fertil og så lave et kuld på hende - jeg vidste lige præcis, hvor den helt rigtige hankat befandt sig, jeg var ret sikker på at kunne få lov at låne ham, stamtavlekombinationen ville være spændende, typen passede til Leo og han var sortsølv, så der var da mulighed for selv at lave enten sortsølv eller i det mindste smoke… Jan stirrede på mig med alle tegn på vantro; Øh, hun får vel mere end en killing? Jo, det regnede jeg da med! Øh, og hvad skal der så ske med resten? Jo, de skal vel sælges, vi har jo ikke plads til at beholde dem alle… Okay - hvornår var det hun skulle neutraliseres? -LOL
Jan kan simpelthen ikke holde ud, at lade killingerne flytte hjemmefra!!! Med Saga tre killinger var han så utroligt ked, at han svor, at det skulle han aldrig igennem igen
Af den ene årsag, kom jeg aldrig igang med opdræt… og idag har jeg samme begrundelser for ikke at begynde, som Mette/Justice…
Jeg overvejer at opdrætte siamesere og orientalere - men har endnu ikke gjort alvor af det. En anden race kunne også komme i betragtning, hvis det var. Jeg har kig på et par stykker.
Men som udgangspunkt har jeg nok andet kattearbejde pt:-)
JEG TROR at det var “opdrættet” der valgte mig.
Jeg fik min første burmeser Mulle , som "fodervært, med den aftale, at hvis jeg valgte at få killinger på hende, var første kuld opdrætterens.
Ikke noget problem, da jeg hverken skulle udstille eller have killinger, - - – ialtfald ikke det første ½ år, - - men så udstillede jeg verdens smukkeste burmeser for første gang ! - og ja, hun blev BIV og nom.
efter endnu et par måneder kunne jeg jo godt tænke mig et enkelt kuld.
Mulle blev parret, og fik verdens dejligste killinger, som jo var opdrætterens! Der gik ikke mange dage, før jeg vídste, at jeg ikke kunne undvære dem alle, og aftalte med opdrætteren, at jeg måtte beholde een,- efter eget valg. Jeg vidste at jeg ikke kunne sige farvel til den mindste killing i kuldet, og fortalte det til opdrætteren. Hun kom , så mit valg, og sagde: " du har s’gu valgt den bedste"
Men jeg beholdt hende,- udstillede, hende til Europa Camp. - - min lille star! Så, var jeg opdrætter - – og har siden som den første i kandinavien anskaffet 2 Singapuraer, og fået et kuld killinger der også! Men egentlig tog jeg aldrig selv beslutningen, - - det blev bare sådan,- og heldigvis:?
m.v.h. Cats og Conni
Fordi jeg gerne vil lave den perfekte burmeser-høhø
altså i mine øjne.
Heldigvis er det ikke sket endnu, for så kunne jeg lige så godt stoppe.
Jeg elsker forventningen til mine fødsler og at vente på, om det jeg tror og håber på holder vand, og jeg er vild med genetik, stamtavlegranskning o.s.v.
Sidst men bestemt ikke mindst er det vidunderligt at have en kreds af dejlige tilfredse killingekøbere derude i verden:)
KH
Linda