Jeg er ofte blevet spurgt om, hvorfor jeg netop har valgt siam racen… og svaret er ganske enkelt for mit vedkommende…
Fordi det simpelthen er den mest underholdende, snakkende, flabede, krævende OG smukkeste kat der findes 
Jeg er glad for alle slags katte, ja dyr i det hele taget, men er slet ikke til langhår og fladsnuder
Men er det den generelle årsag til valg af race(r) eller er der flere overvejelser bag?
Da jeg begyndte at se mig om efter en racekat, skulle det være en siameser. Men da jeg begyndte at lede efter en, opdagede jeg at racen havde forandret sig drastisk, i forhold til det billede jeg havde i mit hoved. Jeg er ikke vild med den moderne siamesers udseende, så jeg begyndte at se mig om efter en anden race.
Det skulle være en aktiv og livlig kat, foruden et smuk udseende, så valget faldt på russian blue. At der så nåede at flytte en bengal ind, før min lille russerpige blev 12 uger, er en helt anden historie. Når først man begynder at bevæge sig rundt i katteverdenen, sker der sommetider uforudsete ting og sager 
Jeg gik egentlig ikke efter en bestemt race.
Min plan var en elsklig huskat Og det fik jeg.
Men da jeg så annoncen med Hermie, vidste jeg at hende måtte jeg bare eje:)
At hun viste sig at være en sibirisk kat, betød ikke så meget for mig. Hun var jo vidunderlig smuK!
Jeg har altid haft fritløbende huskatte i mit barndomshjem, og som barn fundet det meget mystisk at give så mange penge for en racekat “bare for at få et bestemt udseende, det er jo katte det hele” (ja jeg var jo nok lidt indoktrineret af min mor, som dengang absolut ikke var til racer af nogen slags). Og ja, jeg mener da stadig at man kan få lige så dejlig en kat ud af en huskat som ud af en racekat. Jeg begyndte først at kigge efter racekatte da jeg blev ældre. Norske skovkatte fangede min interesse på et tidspunkt, grundet deres udseende. Men først nu her hvor min kæreste og jeg er flyttet i en lejlighed hvor det er tilladt at have en kat har vi aktivt diskuteret os frem til hvilken type kat vi kunne tænke os, temperamentsmæssigt. Vi har valgt de fladsnudede ud fra temperament - ikke udseende. Vi synes dog de har et helt fantastisk udtryk. Først var jeg imod fladsnuder - ikke fordi jeg regnede med den stadig havde vejrtrækningsproblemer osv. Nej, jeg syntes de altid så sure ud, og forventede at de så også var sure. Og sikke en ordentlig omgang vrøvl Derefter havde jeg et par dage hvor jeg tænkte, at så skulle det i hvert fald være en perser, for så var der da i det mindste en masse smuk pels at se på. Men så mødte jeg Leise og forelskede mig. Det bliver en med allerstørste sandsynlighed en exotic vi skal have.
Før jeg flyttede til KBH kunne jeg slet ikke lide fladsnuder hverken af hunde- eller kattetypen - Nu er min ønskehund en Mops og min ønskekat en exotic. Sjovt som ens ønsker kan ændre sig i takt med at man bliver mere bevidst om hvad det er rent temperamentsmæssigt man foretrækker hos dyr…
Vi har altid haft fritgående huskatte i min barndom, så valget på kat faldt mig meget naturligt, da jeg blev 18 og ville anskaffe mig et kæledyr. Mit valg af race var også meget tilfældigt, da jeg var mere interesseret i temperament end udseende. Jeg var på besøg hos nærliggende opdrætter af Maine Coon, der gerne ville have mig på besøg og ikke afviste mig fordi hun mente, at jeg var for ung, hvor jeg faldt for Nimbus’ barske udtryk og rolige, men nysgerrige temperament. I dag er han min store og bamsede sofakat.
Et halvt år efter at Nimbus var flyttet herhjem, fandt min lillesøster en blandingskat ved en container i Grindsted, som hun tog med hjem. Vi fik hende tjekket ved dyrlægen og vaccineret, hvorefter vi fremlyste hende uden held. Efter at have undersøgt om hun tilhørte nogen uden held, valgte jeg at beholde hende, og hun blev neutraliseret, færdigvaccineret og navngivet Ami Malone eller Bettemis/Lillemis. I dag er hun husets charmetrold og kælegris.
I år udvider vi flokken fra 2 til 3, og denne gang er racen specifik valgt, da jeg gerne ville have en lille kat i stil med Ami, som er kærlig, menneskeglad og hengiven, men stadigvæk har krudt i bagdelen. Dertil skulle den matche den øvrige floks behov. Derfor har jeg valgt en neutraliseret hunkat af racen Sphynx. Hun hedder Nanoq, men bliver kaldt Nokki, og jeg forventer, at hun flytter ind i påskeferien.
Jeg har altid været bange for katte - jeg var absolut et hundemenneske. Så da vi fik eurasieren Amber var jeg lykkelig. Men jeg havde ikke tænkt så langt som til at jeg jo en dag ville flytte hjemmefra og at en mellemstor hund af Ambers natur ikke fungerer i en lejlighed. Min kæreste elsker katte og har en kat hos sine forældre, men det er en udekat og de bor i skoven, så den tog vi heller ikke med. Så sad vi pludselig alene i en lejlighed, begge to vokset op med dyr omkring os og jeg kan personligt slet ikke fungere hvis ikke jeg har dyr i mit liv. Min kæreste er allergisk overfor gnavere eller hø. (vi ved ikke hvad, bare at hun får knopper af at være i rum med gnavere) Hund ville vi ikke have i en lejlighed på 2. sal. Fugle gad jeg ikke (min fugl gennem 12 år var død et par år før og de larmer altså en del…) Så måtte det blive en kat! Jeg ville gerne have en racekat - så har man en bedre ide om hvad man får (og det var jo smart når jeg nu var bange for dem) Så vi kiggede og kiggede og jeg sagde at jeg var ligeglad med hvilken, men så faldt vi over en hjemmeside hvor de skønneste blå blå øjne kiggede tilbage på os. Jeg sagde til Stina ‘‘Hvis vi ikke kan få ham dér så ska jeg slet ikke have nogen!’’ Så vi fik lov til at se ham i Ringsted og for første gang var jeg ikke bange for nogen af kattene. Det var bare ham og allerede før vi fik ham hjem var min frygt væk. for birmaer altså! xD Vi fik lov til at købe ham og lidt efter lidt fik han varmet mit hjerte så meget op at jeg i dag absolut ikke er bange for nogen katte. Jeg elsker katte højere end noget andet, ja det er dem jeg brænder for! Jeg drømmer nu om opdræt og der er også kommet vores hunkastrat til, vores lille Katinka.
Så det er Birmaer jeg elsker for de har kureret min frygt og vist mig hvad min egentlige store passion er. Og så er de smukke, sjove, kloge, hengivne, legesyge og fuld af liv og empati. Jeg elsker dem bare.
Her har i det første billede vi så af Opus og hans blå øjne der startede det hele for mig;
egentlig lidt af et tilfælde. da jeg skulle have kat nr 2 gik turen igen til kattensværn, og der sad mit livs kærlighed i form af den sorte perser bodil. han var totalt klippet ned og egentlig ikke særlig køn, men ligemeget hvor mange katte jeg blev vist og hvor mange søde killinger der var (det var det jeg var taget afsted efter) vendte jeg hele tiden tilbage til buret med den sorte - og da han havde boet her kort tid var jeg totalt solgt til perseren og har været det siden.
den eneste anden katterace jeg endnu har truffet der har kunne komme på tale er selkirk rex langhåret - men igen det er perserens temperament og udseende der ligger til grund for racen, og så er der den lange lækre pels - jeg er nemlig en af de tosser der synes at pelspleje er hyggeligt
Jeg har jo en blandet landhandel…
Mest fordi mine katte har valgt mig, men jeg har naturligvis tænkt selv også.
Eddie - orientaler - fordi jeg altid har ønsket mig sådan et mareridt af en kat, og fordi jeg havde læst, at de var trænbare
Nanoq/Tara - MCO - fordi intet hjem fungerer helt uden en Kamikaze kat eller to. Samtidig fordi jeg gerne ville have en rigtig stor kat til at skræmme folk med (LOL)
Fie - snowshoe - har drømt om sådan en kat i snart 12 år, fordi der ikke findes noget lignende i hele verden med det bombesikre sind og fordi jeg synes de er smukke. Hertil - fordi det er en stabil og robust kat, som kan leve under alle mulige forhold - ene, familier, sammen med alle racer og er let at træne
Tip - Huskat - Fordi han gik direkte ind i mit hjerte, da jeg så ham første gang som lille bitte fyr hos Elin, hvor han er flasket op - der sidder han endnu:-) Han er bare sød på alle måder. Han er iøvrigt min bedste træningskat af dem alle.
Jeg skulle have min første racekat, da jeg var flyttet sammen med Thomas, efter en barndom med fritløbende huskatte. Katten skulle være i lejlighed, og derfor tænkte jeg, at en racekat sikkert ville tilpasse sig bedre. Valget faldt på Abyssinier og vi tog på vores første katteudstilling i marts 93 for at se dem live.
Men da jeg så dem, var der slet ingen kemi. Jeg var grædefærdig, indtil Thomas trak i mig og sagde " hvad tror du så det der er for en?". Det der var EC MtKittery Jackman, en kæmpestor bruntabby Maine Coon, og vi så os aldrig tilbage. :høhø:
Der er mange andre racer, jeg gerne ville prøve at leve sammen med, men indtil videre er vi altid endt med “en til Maine Coon” og jeg kan ikke forestille mig et liv uden mindst to Maine Coons i mit hjem. 
Jamen jeg har altid været hundemenneske 
- katte sagde mig ikke en dyt. Jeg forbandt det mest med nogle arrige krapyler, som gik fra at smide sig på ryggen for at kæle, indtil man så aede kræet. Så havde man pludselig en masse kløer plantet i sin hånd - aw aw! Sådan var de fleste katte jeg havde mødt, da jeg var lille…
Men så skete der det at jeg blev forelsket i en kat! En lille sort/hvid huskilling som var noget af det kæreste. Ham fik jeg desværre ikke, for måtte ikke have kat der hvor jeg skulle flytte hen - påstod de i hvert fald, men lejekontrakten sagde intet om det, kun at man ikke måtte have hund (hvilket jo var det jeg helst ville dengang)… Så jeg gik i gang med at læse om katte og perseren var så den som passede bedst til mig i temperament - og så synes jeg rent faktisk at kræene er smukke! Ja, jeg ved det, jeg er ikke normal Så det var nok lidt tilfældigt, men jeg er vild med mine fladsnuder. Efterhånden er der dog også en del andre racer jeg er blevet pjattet med, men indtil videre har jeg kun fladsnuderne Håber dog på at kunne udvide lidt engang :høhø:
Jeg havde aldrig tænkt på at få racekat - havde 2 dejlige huskatte. Jeg begyndte så at udstille disse huskatte og en dag på en udstilling så jeg i et bur, en kat, der forsøgte at lave sig selv til pommes frites, fordi den ville ud og kæle med mig - sådan en måtte jeg jo så bare ha’ 
Jeg elsker abyssinieren, fordi den så direkte fortæller “jeg vil ha’ dig - du betyder meget for mig”. Kort sagt, så kan jeg mærke, at de elsker mig, så højt som jeg elsker dem
Andre mennesker synes de er forfærdelige, fordi de er så meget på, som de er - og fint for mig. Der er en race for os alle
Jeg er vokset op med kat - men var egentligt ved at finde frem til hvilken hund jeg ville have … men så havde en veninde killinger, et kuld på 4 hvor de 3 af dem var solgt … den sidste fik bank af hans mor så han kunne jo lige bo hos mig indtil han blev solgt.
Det kræ var en 5 mdr gammel vildtfarvet somali, som helst skulle ligge under min dyne - 14 dage så skulle han ikke bo andre steder end hos mig og resten er historie - kunne ikke tænke mig ikke at bo sammen med somalier… og hund har jeg ikke fået endnu …
Jeg har haft de skønneste husmisser, fra jeg var 16 år, og indtil jeg flyttede til Sjælland og i lejlighed.
Da jeg boede i Jylland var jeg overbevist om, at katte KUN kunne trives hvis de fik adgang til det frie udeliv, og jeg havde den mening at indekatte helt sikkert måtte mistrives. Efter jeg flyttede i lejlighed forsøgte jeg at vænne mig til en tilværelse uden kat, da området hvor jeg bor absolut ikke er til fritløb. Det gik bare slet ikke, jeg savnede helt vildt at have katte omkring mig …Carsten som jeg flyttede over til ( nu 9 år siden ) kunne mærke mit savn, så han direkte beordrede mig til at finde den kat jeg allerhelst ville have - Det var lige op til jul, og det skulle være min julegave fra ham. Jeg havde omsider fået indstillet min fornuft, og erkende at en kat som kun kender til inde-tilværelse godt kunne få et langt og lykkelig liv. Derfor faldt mit valg på at det skulle være en racekat, som i generationer bagud var født og levede som indekatte …Så jeg gik straks igang med at læse ALT om de forskellige racer, og hold da op hvor var/er der mange skønne racer, jeg måtte lave en negativ og positiv liste. Derefter var det straks lettere. Jeg vidste at jeg ikke orkede pelspleje, så der blev straks streget en masse racer væk. Jeg er ikke til meget snakkende katte, så der blev osse nogle racer strøget - Til sidst endte jeg op med Russian Blue / Korat eller British Shorthair, som jeg mener alle er de skønneste racer. Min beslutning blev British Shorthair …Jeg husker tydeligt den allerførste whiskas reklame …Den skønneste black/silver blotched tabby, og dengang besluttede jeg, at sådan en skønhed måtte jeg bare eje. Alt hvad jeg læste om briten faldt ind under min ønskeliste …En sund og robust race / eftertænksom / kærlig mod sin ejer og rolig ( det med rolig ved mine bare ikke ). Heldigvis var der netop black/silver briter til salg i Kalundenborg, og jeg var hurtig til at tage kontakt og reservere en skønhed ( Pretty ) …Jeg er vild og gal med briter, har nu 5 stk og et mini opdræt af den smukke og skønne race
jeg ville bare have kat… men x-manden ville ikke…
men efter års intensiv motivation tog vi på Roskilde hvor jeg pludselig stod med Malles bøf af en rød coon - Yankee… og så var manden solgt…
vi vidste jo ville skulle have 2 så de kunne være venner…
men 2 er en sårbar flok og så skulle vi have en til - men det blev til 2 - for vi fik dem mod at de blev fixet
og så var der pludselig 2 der skulle omplaceres… og det var KUN mig der var god nok bestemte jeg…
og så var der pludselig verdens størsteste BØF der manglede et hjem… og så var det mandens tur til at sige MIG HA’
og jeg kunne ikke forestille mig andre katte end coons - for de er bare så… pragtfulde!!
Jeg elsker alle katte - uanset herkomst …
Sådan har det altid været og vil altid være.
Men, nogen katte giver bare mere end andre - nogen er klogere og mere udspekuleret - nogen ligner et helt rigtigt kattedyr på vej ud fra Savannen. Sådan en kat er Abyssinieren: trofast og hengiven, smuk og udtryksfuld.
Har man først oplevet dagligdagen med en abyssinier fatter man ikke der er så meget kat, på en helt anderledes måde, i sådan et lille dyr - og hvordan man tidligere har kunnet leve uden.
At elske en abyssinier er at give den en del af sin sjæl. Uden dette offer får du intet igen, men giver du, får du del i en lyksalighed, som ikke kan beskrives.
Jeg er vokset op med katte, og da min kone og jeg i sin tid flyttede sammen, skulle vi naturligvis også have kat. Det blev den røde hushat Rudolf, som var oldebarn af min brors røde hankat - så stamtavlen var i hvert fald til dels kendt. 
På Verdensudstillingen i Valby 1993 faldt vi for nogle kæmpestore Maine Cooner. Vi mente dog, de var lidt for store til vores lejlighed, så vi droslede ned og fik Norske Skovkatte i stedet - først Ronja, senere dronning Milly, som nu er 16½ år gammel og sikkert vil passere de 20…
I mellemtiden har vi solgt vore sjæle til de vildtfarvede Somalier. I starten kendte vi dem kun fra udstillingerne, hvor vi havde beundret deres smukke tickede semilanghårspels og elegante “ræveagtige” udseende. At vi så senere lærte, at det var både meget aktive og opfindsomme og samtidig yderst hengivne katte, som koncentrerer sig 100% om deres aktuelle gøremål, bekræftede os i, at sådan én måtte vi også have. Det blev så Ivanhoe, som desværre døde alt for ung. Men vores næste racekat bliver helt sikkert Somali igen…
Og så har vi heller aldrig glemt den gode, danske huskat. Sådan én skal der helst også altid være i huset. For tiden er det Snehvide, der som 8-årig var endt på et kattehjem og nok ikke havde de store chancer i forhold til de søde små killinger. Hun viste sig at være en fantastisk dejlig kat og er blevet prinsessen her i huset, hvor hun får al den forkælelse, en kat kan labbe i sig.
Jeg har haft både skovkatte, main coons, huskatte mf, men fordi jeg kun må have 1 kat her hvor jeg bor, så måtte jeg tænke i andre baner end lige præcis de katte der har det bedst ved andre katte.
Så valget faldt på Ragdoll som er en god race hvis man kun har mulighed for at have 1 kat. Samtidig er racen særlig god til børn (jeg har tre mindre børn) på 5, 6 og 8. Så racen skulle også kunne rumme børn, støj og en aktiv familie med mange venner og gæster som vader ud og ind af dørene mm.
Og jeg må sige jeg har ramt olie i baghaven, for han STOR trives, er nysgerrig, elsker gæster og overfalder nærmest folk i døren af bar’ glæde, og ruger over børnene og passer på dem, og mægler sågar når de er oppe at slås ved at sætte sig i mellem og ‘skabe sig højlydt’ indtil de stopper…
At han så også er en stor flot kat med en semilanghåret pels der IKKE kræver pelspleje, er jo absolut en bonus.
Men om Ragdoll er ‘min’ race vil jeg ikke sige. Jeg elsker mange forskellige racer, men de passer bare ikke rigtigt til vores livsstil på nuværende tidspunkt, og kan heller ikke komme ind under 1 kat pr lejemål politikken, da de fleste helst skal gå to og to sammen (eller flere)…
Men han er en dejlig kat, og sjov, og kan en masse tricks som at give pote, sætte sig og ‘dække’ på kommando, rulle om på siden, fetche (hente og bringe bolden), lade godbiderne ligge indtil man giver ordre på han må spise dem osv osv (alt sammen noget ungerne har lært ham!), så han er nok i virkeligheden mere hund end kat. Meget meget lærenem…
Men. Hvis jeg ikke havde haft børn og jeg ikke lå under for 1 kats politikken, tjaaa…så havde valget nok faldet på en anden race. Muligvis en Brite.
Jeg har haft huskat siden jeg var barn og de første år efter at være flyttet hjemmefra havde jeg også det.
Så ville vi have en racekat og det blev en Aby som vi elskede højt.
Vi ville så have en racekat mere og Tommy ville gerne have en maine coon, det ville jeg ikke…de store kedelig altid “gråstribede” katte…nej de var slet ikke mig :surrender1:
Men jeg blev alligevel overtalt og jeg elsker dem i dag overalt på jord
Og har dem i dag i både “gråstribet” og mange andre farver.
Sådan en bamse her kan man da bare ikke stå for:hjerte:
En gang maine coon, altid maine coon 
Hilsen Lisbeth
Jeg mødte min første siam som barn - en killing. Og var vildt fascineret at den lille spinkle elegante blåøjede tingest, der vræælede. :høhø: Selv om jeg kun så den kort, har jeg aldrig glemt den. Har jeg været 10 år, måske?
Som voksen fik jeg en god ven, der havde siamesere. Og hankastraten Manne og jeg faldt bare for hinanden. Jeg skulle bare ha’ sådan en kat en dag. Men jeg måtte ikke holde kat, så jeg måtte vente en del år, til jeg boede et sted hvor man måtte
Og hvad gik jeg i gang med at lede efter: siam-opdrættere, selvfølgelig
Og siden - det er vel snart 18 år? har der boet den slags katte her, på det seneste udvidet med orientalere, men det er jo bare siamesere uden maske
En gang siam, altid siam…
“opdagede” aby/somali på udstilling slut 90’er - og da vi havde en hund som ikke kunne lide katte - men vi gerne ville prøve at have kat - købte vi en 2-årig sorrel abyssinier hunkat. Hun var blevet bidt af en hund så det var med bange anelser, vi hentede hende hjem. Da hun kom hjem til os fik hun “eneværelse” men efter 1 time havde hun hilst på hund og resten af huset og flyttet ind 
sådan er aby/somalien . Så gik vi - igen - på udstilling, for hun skulle da have en legekammerat, og faldt for sølv somalien og fandt i 2002 vores første hankat. Og nu kan jeg ikke leve uden min somalier, det er bare racen for os.