Jeg tænkte det kunne være sjovt at høre jeres grunde til at i fik kat. Og hvornår. 
Jeg fik kat i 1995 fordi jeg blev skilt, jeg havde dog 2 hunde, men ville meget gerne have kat, og jeg fik så min første nogle måneder efter min X-mand var flyttet…det har så grebet om sig med årene…pt har jeg 15 + 1 hund + 2 heste og ny mand der elsker dyr…
jeg er vokset op med katte og har stort set haft katte lige siden, nu snart i +40 år
Jeg har haft katte hele mit liv, så da jeg flyttede hjemmefra, ville jeg gerne have kat, men måtte ikke holde kat hvor jeg boede. Men der sneg sig alligevel en sød killing ind som var flyttet ind på den trælast hvor jeg arbejdede og ingen ville kendes ved hende.
Så flyttede hun ulovligt ind til jeg fandt et hjem til hende. Da hun flyttede gik der heldigvis ikke så lang tid før jeg flyttede sammen med Glenn et sted hvor vi måtte have kat og 1 måned efter flyttede Garfield ind og et par uger efter hans søster Sally 
kunne slet ikke forestille mig et liv uden kat …
Er lige som mange andre vokset op med dyr omkring mig og da jeg flyttede hjemmefra fulgte der nærmest en kat med lejligheden, idet en lille tilløber kat holdt til i haven. Da jeg nogen år senere flyttede i en større lejlighed skulle katten naturligvis flytte med Siden da har jeg altid haft kat/te og kunne ikke drømme om at undvære (selvom de nogen gange brækker sig i sofaen suk) 
Hvad er et hjem uden kat?
Katte er for mig lige så naturligt som at have sofa, badeværelse eller gryder.
Jeg synes en kat giver stemning, det er hyggeligt den er der, jeg glæder mig til at komme hjem til den når jeg har været ude, og i vinters og jeg gik gennem sneen med mine børn, var vi alle enige om at NU skulle vi hjem til varm cacao, kat og plaid, og se en god film…så katten er som et samlingspunkt.
Som barn fik jeg kat fordi jeg ikke havde søskende. Vi havde massere af fritløbende katte der hvor vi boede, men mine forældre ville ikke havde dem inden for. Så da jeg fik et lille job hos naboen som var opdrætter, så fik jeg hurtigt min første kat (i løn), og siden flere katte (i løn), og siden har katte bare været en del af hverdagen:D.
Men mit behov for mange katte er dalet med alderen og i takt med at børneflokken voksede:).
jeg har altid været kattemenneske… de år jeg ikke havde kat var tomme og triste…
så da x-manden omsider gav sig og også ville have kat - så fik vi 2 og 2 og 2 og rosinen i pølse-enden…
og nu er jeg alene med mine syv skønne pelsbolde og vil aldrig live en dag til uden…
I over 30 år har vi, min mand og jeg haft scæfere, og fordi jeg er så glad for katte fik vi to katte, som blev meget gamle her hos os, men de var fritløbere med kattelem. Da den sidste kat måtte aflives besluttede vi at vente med at få kat, til vores gamle Freja var væk. Kræfterne til at gå til træning og opdrage en ny hund var væk.
Jeg har ønsket mig en brite i mange år (min veninde havde en), og så fik vi muligheden med Tøffe og han er gået helt ind under huden på mig, troede ikke man kunne blive så tæt med en kat.
På fredag har han boet her et år og vi har ikke fortrudt det et øjeblik.
Jeg har haft kat hele livet, kun afbrudt af et par år på efterskolen, et år i århus da jeg boede på et lille værelse.
Jeg fungerer ikke særlig godt uden dyr (katte og hunde især) omkring mig…
Den glæde de giver mig hver eneste dag vil jeg ikke bytte for noget som helst 
Vi fik vores nuværende katte med et par måneders mellemrum…
Trols kedede sig gevaldigt som enemis, og lavede en pokkers masse ballade. For at afhjælpe dette, og fik jeg overtalt kæresten til en kat mere… Så opdrætteren blev fundet, den rette kat blev fundet, og kort efter flyttede han ind… Han indtog hjemmet med høj haleføring, og de to var gode venner efter en uge.
Jeg vil ikke undvære mine drenge! De kommer springende når man kommer hjem - det er skønt altid at have nogle at komme hjem til.
Der ligger en spindende, og veltilfreds Trols rullet sammen hos mig lige nu… ja, kun en smule utilfreds med at jeg tillader mig at skrive dette indlæg, i stedet for at nusse hans mave…
Der er et hav af gode grunde til at have katte
Jeg har altid boet sammen med katte:hjerte: og kan slet ikke forestille mig at skulle være uden.
Vi havde for øvrigt en lignende tråd i sidste uge: Hvorfor netop den valgte race?, hvor jeg skrev lidt mere. Og ellers kan du se forkælelsesdyrene her.
Fordi jeg altid havde ønsket mig en kat. Og aldrig andre dyr end en kat. Så da vi fik muligheden, var det da det vi fik
Jeg har altid elsket alle dyr fra før end jeg kunne gå.
Desværre var min mor meget allergisk, så vi kunne ikke have dyr hjemme.
Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 18 og et par måneder senere fik jeg en blå huskattekilling på 11 uger som ellers have boet hos et ungt par i samme bebyggelse, men de ville ikke have den længere, så killingen blev læsset af hos mig til “pasning indtil videre”. Chili fik lov at blive hos mig til han var 14 år og døde af nyresvigt.
Abyssinieren fik jeg interesse for meget kort tid efter at jeg fik Chili. Når nu jeg pludselig havde fået kat, måtte jeg naturligvis have fat i en masse kattebøger og her kunne jeg læse om de forskellige racer. Jeg syntes at abyssinieren var den smukkeste kat jeg nogensinde havde set og skæbnen ville at min huskat, Chili, faktisk var ret abyssinieragtig i temperamentet. Jeg har haft andre racer og har elsket dem hver i sær for deres særpræg og jeg vil sikkert også få det igen. Men siden 1984 har abyssinieren været min ultimative race.
Jeg har elsket katte lige siden jeg som bette barn fik en skøn stor garfield kat i armene og som fulgte mig i hælene, denne skønne kat boede hos nogle af mine forældres venner så jeg var jo altid med når vi skulle på besøg også da jeg nåede den alder hvor mine forældre regnede med at “nu gad vi nok ikke tage med mere”…men jow Garfield trak gjorde han :høhø:
Så da jeg flyttede hjemmefra var tanken om at få kat slet ikke så fjern, så da muligheden for at have kat blev en realitet flyttede der to dejlige internat katte ind til mig. De blev desværre ikke så gamle af helbredsmæssige årsager, men jeg havde i mellemtiden fået øjnene op for Maine Coon racen så da jeg pludselig stod der uden kat efter at have mistet de to første var min beslutning at næste kat skulle være en Maine Coon…han flyttede så ind i 2003, og ja en kat er aldrig nok :høhø:
Jeg har altid troet jeg var et hundemenneske… Men det var kun lige ind til jeg var i praktik hos en dyrlæge… Dyrlægen neutraliserede kattene fra dyrenes beskyttelse og inges kattehjem, så vi havde altid fyldt godt op med søde missere i burene…
De her katte var så glade bare man stark en finger ind til dem, og da en stribe mis lagde begge forpoter omkring min finger og spandt, var jeg solgt… 
Jeg blev straks skrevet op til en lejlighed hvor katte er tilladte… Efter 3 lange år fik jeg endelig en, og sidste sommer flyttede Oliver ind…
Han er bestemt ikke min sidste kat, og jeg kommer nok til fremover altid at have en kat i mit liv…
Vi fik den første kat i 2007.
Dengang snakkede vi om, om det skulle være kat eller hund - og vi blev hurtigt enige om, at det skulle være katte, fordi de ikke havde det behov for at blive luftet flere gange om dagen som hunde skal, plus at vi begge har fuldtidsarbejde, så vi synes at det ville være synd at en hund skulle gå alene hjemme dag ud, og dag ind.
Også var det jo, at havde man to katte, kunne de snildt underholde hinanden, og skulle de tisse, jamen så brugte de bakken.
Jeg er rigtig glad for vi valgte kattene dengang, vil simpelt hen ikke leve uden.
Ja, hvorfor egentligt…
Jeg har altid haft dyr - på nær nogle få år… Men som barn var det hund, fugle, kaniner… Og senere kat, fordi naboens katte flyttede ind. Jeg har altid elsket katte, og mine forældre har utallige billeder af mig som lille, der slæber rundt på en kat, jeg har fundet. Så vidste godt at jeg på et tidspunkt i mit voksenliv igen skulle have kat.
At der så også er noget praktisk ved kattene frem for hund, når man er afsted 10-11 timer hver dag på job, det er jo så en helt anden sag.
Og jeg stopper ved kattene, selv om jeg også gerne ville have skildpadder, øgler, en papegøje, jordegern, kaniner…
Og hvorfor så genbrugskatte? Hvorfor ikke give dejlige voksne katte en ekstra chance… Selvom jeg næste gang vil prøve med killinger!
Jeg har altid haft dyr, det har max været en periode på 1-2 år som barn hvor vi ikke havde dyr, ellers har jeg altid haft min. et husdyr af en art. Vi har både haft fugle, hunde, hamstere, kaniner og selvfølgelig katte indenfor dørene i mit barndomshjem, men jeg har altid anset mig selv som brændende hundemenneske og katte sagde mig ingenting. 
Men nu er båden tippet, efter i mit voksne liv at have begge dele både sammen og hver for sig i perioder, er mit førstevalg stensikkert på at jeg altid skal have min. 1 kat i huset. Vil for alt i verden ikke undvære mine hunde, men skulle der ske en tragisk situation hvor jeg stod og skulle vælge hvem der skulle følge mig videre i livet, ville kattene vinde.
Jeg fik min første egen kat i 2008, men det var først i 2009 at mit hjerte virkelig åbnede sig for kattene. Min første egen kat, Max Power, havde jeg nemlig på samme facon som alle mine andre katte fra barndommen. Udendørskat der hellere ville udenfor end at hygge med mig, jeg kunne ikke have mine mindre dyr i fred (kunne fx ikke lade ham være alene i stuen uden at han begyndte at trække små museunger ud gennem tremmerne i mine muse-barselsbure) og han lignede udseendemæssigt også de andre katte fra min barndom… :S
Max Power forsvand i September 2009 og er ikke set siden. 
Jeg kunne dog ikke slippe tanken om at have kat, da jeg jo trods alt syntes det var hyggeligt, og må sige at vi herhjemme gjorde os selv en KÆMPE tjeneste ved at undersøge de forskellige katteracers temperament.
For i dag har vi to katte der bare passer perfekt ind i lejligheden. Vores ragdolls er afslappede omkring gnaverne, tager sig ikke af at vi i ny og næ passer mine niecer og tolerer fint at aktivitetsniveauet herhjemme ikke altid er super tjept, faktisk er det lige før at de sommetider prøver at overtale os om, at man da godt kan sove lidt længere. :høhø:
Vi elsker vores katte og som skrevet højere oppe, så er de mit førstevalg af alle dyrene vi har herhjemme, ude i fremtiden vil det klart være vigtigst for mig at have min. 1 kat, fremfor alle de andre dyr. Dog elsker jeg alle mine dyr meget højt og passer dem selvfølglig som de bør passes, der er ingenting der… og ja, man må måske ikke favorisere, men det kommer jeg altså til med mine katte, og især min Freyja, der har kastet sin kærlighed på mig (og bestemt ikke Kenny), hende vil jeg have ved min side ligeså længe hun lever
Glemte helt at nævne, at jeg har valgt katte som kæledyr fordi de er kæmpe personligheder i små kroppe, og så er de “nemme” at have i hverdagen, for alting bliver bare til en leg. I hvert fald for mig. Kattebakken klares dagligt i et snuptag, nus og kæl kommer helt af sig selv og leg med drillepinde og bolde morer os selv mindst ligeså meget som kattene. Der er intet træls i at have katte… udover hårboller og andet opkast… men det tager man med, for de giver SÅ meget andet, det små skøre, dejlige kræ
Jeg ville egentlig gerne have en hund, og vi var også begyndt at kigge på Basset Hound hvalpe, men vi ombestemte os! Vi havde simpelthen ikke tid til en hund. (Gud det lyder latterligt, men man er altså langt mere afhængig af en hund, end man er af en kat) Jeg har ellers aldrig været katte menneske, og synes de var lidt lumske og utilregnelige, men… Jeg kunne heller ikke rigtig klare ikke at skulle have et dyr. Så julen 2008 flyttede Nynne-pigen ind hos os. (Jeg havde brugt et ½ år på at overtale min dejlige kæreste, og har brugt cirka det samme, på at overtale ham til Fisen, og William :p) Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal have kat resten af mit liv, men mon ikke der også sniger sig en lille hund ind, når tiden og pengene er der til flere dyr
Racen har min kæreste faktisk valgt. Jeg fandt tre racer han kunne vælge imellem, NFO, Brima og MCO! Hans valgt faldt på MCO, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige valg. (Selvom jeg ofte siger vi ALDRIG skal have coon igen 
) Dog tror jeg godt der kunne snige sig en anden race ind en gang - Jeg tror jeg går med en lille Raggie i maven
Vi havde aldrig hund i mit barndomshjem, men altid katte og jeg husker dem alle tydeligt.
Det var ganske ualmindelige huskatte, almindelige katte findes nemlig ikke.
Til husstanden hørte også et stort flyvebur med undulater og kattene gjorde dem ikke noget, når de var ude og flyve i lejligheden.
Døren var også altid åben for tilskadekomne smådyr og fugle, som min mor plejede med stor omhu og flyvetrænede på bebyggelsens store fælles græsplæne om aftenen. (Jo, jeg er nok lidt “miljøskadet”)
Nå, det var et sidespring - tilbage til kattene.
Jeg blev gift og flyttede hjemmefra. Stuerne var alt for tomme, men så fandt jeg en dag min første egen kat i en lyskasse. Det var kun en killing og den havde zig-zaghale. Jeg bar den hjem i den gulvspand, jeg lige havde købt.
Hun fik navnet Stampe, var altid ret lille, men til gengæld en meget stor personlighed. Siden har jeg altid haft katte!
Dyrs adfærd - og kattes især - har altid interesseret mig meget, og da jeg også ville opleve killinger blive født og følge deres udvikling, besluttede jeg mig for at få en racekat.
At lade en huskat få killinger er i mine øjne at producere til et overskudsmarked. Der er i forvejen alt for mange, der mangler gode hjem. Også dengang :S
Så Maine Coon’en kom ind i min verden og mit hjerte og dér har den været siden (1987), men jeg har også altid haft og har stadig huskatte.