Dette er på ingen måde ment som en kritik af nogen. Jeg er ganske overbevist om, at alle har gjort det i den allerbedste mening 
Jeg har igennem de sidste ca. 7 mdr. haft plejekillinger, ikke at det er så usædvanligt, men disse killinger har alle haft en ting til fælles: De kunne ikke tale KATSK i en alder af ca. 8 uger – 12 uger gamle. Det er bestemt ikke en god begyndelse på livet.
De kommer i pleje hos mig, fordi jeg har en usædvanlige flok hankatte, der er gode til at tage imod netop disse killinger, og få dem lært det mest nødvendige kattesprog.
Fælles for alle disse killinger er, at de flaskekillinger, dvs. at de er ”reddet” for at blive flasket op af mennesker, uden kontakt til andre katte, i den mest kritiske periode i deres liv.
Ingen tvivl om at disse killinger nok ikke havde overlevet, hvis ikke nogle havde taget sig af dem, så alt er gjort i den bedste mening.
Problemet, for der er et problem, er blot, at det er ikke nok, at killingen ”overlever” - den skulle gerne have et godt og langt katte liv, og det er derfor nødvendigt, at den lærer at være netop en kat. Det er ikke noget, vi mennesker kan lære den, uanset hvor meget vi end prøver.
Lad mig fortælle lidt om en af de killinger, som har været i ”sprogskole”:
Hubert, rød/hvid dreng på ca. 11 uger, han var fundet og derefter flaske op som enekat. Utrolig sød og kælen killing, MEN han var rædselsslagen for andre katte. Kattehjemmet prøvede at sætte ham sammen med nogle yngre killinger, med det resultat at Hubert sad i et hjørne og turde ikke bevæge sig overhovedet. De første dage her gik han på mit badeværelse, med lukket dør, for at han kunne vænne sig til at høre andre katte uden at skrige af skræk. Efter ca. 2 døgn på denne måde blev han flyttet i en kravlegård, som blev sat på stuegulvet, helt tildækket med tæpper, så han kunne vænne sig yderligere til, at der altså fandtes andre katte, og at disse ikke var ude på at skade ham. Mine drenge gjorde, som de altid gør i disse situationer - de sender alle de venlige signaler, de kan: lægger sig ned for ikke at virke så skræmmende på en bange killing. Det tog dem ca. 3 dage, før Hubert turde bevæge sig rundt i kravlegården, når der var en kat indenfor synsvidde (tæpperne faldt gradvis af, måske hjulpet lidt på vej af drengene). Kravlegården blev efterhånden lukket lidt op - Hubert turde sætte en forsigtig pote udenfor, men han skulle på ingen måde ud. Her træder mine drenge i karakter - de lagde sig på skift ind til Hubert, gjorde ikke noget, lå der blot, måske tog de sig en lur. Efter ca. 8 dage kunne Hubert være en fuld time udenfor kravlegården.
Han havde stadigvæk intet begreb om kattesprog. Det gør så ondt i hjertet at være vidne til en killing, som sidder i hjørne, total splittet imellem at han så gerne vil være med i legen med de andre killinger (jeg havde 2 vildkattekillinger samtidigt) og være alt for bange til det. Mine drenge tog heldigvis tingene i egne poter og begyndte ganske forsigtig at nærme sig mere og mere Hubert - de begyndte forsigtig at lege lidt poteleg med ham. Dette hjalp. Hubert fik taget mod til sig og begyndte at nærme sig de andre killinger, prøvede at deltage i legen - men han forstod ikke, hvorfor de ikke ville lege med ham, for han anede jo ikke, at ”piv” betyder, at man er for hård, og når man ikke stopper, så vil de andre jo ikke lege med en mere. Det fik han dog lært med tiden
Det varme også helt utrolig meget den dag, man får lov til at opleve, at en killing uden sprog pludselig ”knækker” koden, og begynder at forstå katsk. Den aften, det skete for Hubert, er der aldrig blevet duttet så meget næse. Han duttede næse med alt og alle og blev mødt med udelukkende venlighed fra de voksne katte, også selv om dette ikke altid foregik efter bogen . Det er ikke høfligt at komme med fuld fart for at dutte næse
Hubert var her i ca. 8 uger, dvs. at han jo ikke mere var killing, da han kom retur til Kattehjemmet, men var blevet en flot ungkat, med et kattesprog. Det lykkes at få rettet Hubert op, få lært ham at være en kat, i dag lever han sammen med en anden kat, og har det fint.
Det var Huberts held, at han kom på kattehjemmet, og at de så hans problemer, for han kunne lige så godt havde været givet væk privat, til nogle som blot ville have en sød killing, og sandsynligvis ende som ”svingdørskat” pga. adfærdsproblemer.
Hubert er ikke den eneste killing, som jeg har haft i pleje med disse problemer, han var blot den ældste og dermed den sværeste lærer katsk.
Så til dig som vil ”redde” en killing, tænk dig om. Der skal så meget mere til end blot mad, kærlighed osv. for at sikre en killing et godt katteliv. Og det er ikke altid nok, at der er en anden kat i hjemmet - denne kat skal også være interesseret i at tage sig af killingen.
Det hjælper ikke killingen, at den er så vant til mennesker, at den ”tror”, den er et menneske, for et er sikkert, det ender galt for den, når den bliver voksen, og stadigvæk tror den kan ”lege”, som den plejer.
Tro mig, det ikke for sjov jeg kæmper en kamp med dem alle sammen, om at det er FORBUDT at bide, kradse, ligge på lur, overfalde, lege slåsselege osv. med hænder, fødder, ben, ryg, kort sagt hele kroppen af et menneske. For det kan være farligt, når det er en fuldvoksen kat, der gør det.
Jeg ved godt, at alt er gjort i den bedst mening, men sørg nu for, at killingen komme hen til nogle, der ved, hvad de skal gøre (dyreværnsorganisationerne), så den får den bedst mulige start på livet.
