Jeg har bemærket at ordet indavl ofte tillægges en meget negativ klang af mange mennesker, mens udavl næsten anses for at være ren positivt.
Her tænker jeg ikke opdrættere, men købere og andre, der måske ikke engang har katte selv.
Jeg har gået og summet over, hvorfor det mon er sådan? Manglende viden for hvis man ikke opdrætter, hvor skulle man så vide det fra, men der kunne måske også ligge andre ting bag, har jeg tænkt.
Er det fordi nogle menneskeliggør lidt? Sker der en afsmitning fra nogle af vores menneskelige tabuer - incest fx - til katte/andre dyr tror I?
Jeg kom bare til at gå og tænke over, hvorfor mange mon tillægger indavl en entydig negativ klang… Måske nogle oplever det anderledes? Jeg synes bare generelt, at mange “almindelige” mennesker tager generel afstand fra indavls, mens de ikke gør det samme med udavl…
Og når man går timevis med en lille hund i regnvejr, så kører tankerne jo om hvorfor mon:-)
Jeg tror måske godt der kan være noget om det du tænker…
Jeg tror også at noget af det hænger sammen med tidligere, for man har jo altid hørt om at indavl skulle man holde sig laaaangt fra, for så var dyrene syge og så videre…
Den sætning har jeg ihvertfald tit hørt som yngre…
Men så er spørgsmålet, jo om det er sandt at der er diverse bivirkninger ved det?
Hvis du spørg mig, er svaret et klart JA. Har haft en kat, med tæt indavl på dens stamtavle. Og det stod hurtigt klart, at den havde flere alvorlige problemmatikker (som flere dyrelæger udpegede) var pga. dens tætte indavl. Dyrelægerne vuderede at selv med dyr behandling, var der ingen garanti for at katten blev “rask”
Men hvorfor tage chancen for at avle så tæt? Det er jo levende væsner vi har med at gøre, og hvis der er en chance for at katten kan få flere problemer af det - syntes jeg ikke man skal tage chancen.
Mange siger det er for at forbedre den enkelte race, men mon ikke man kan finde en anden, med ligeså gode viljer? den type man søger, og med god racestandard?
Det kunne jo være, at nogle killingekøbere nødigt ville have en syg kat. Og at de baserede sig på almen biologisk viden. Se f.eks. denne leder-artikel fra Ugeskrift for Læger: http://www.ugeskriftet.dk/LF/UFL/2003/18/pdf/VP41120.pdf
Med indgifte øges risikoen for homozygoti for recessive sygdomsgener og dermed for recessive sygdomme hos børnene. Dette er den væsentligste årsag til den fra mange studier kendte øgede mortalitet og morbiditet hos børn af konsangvine par.
En risikoøgning af størrelsesorden 2-3 gange baggrundsbefolkningens er det gængse skøn for medfødte sygdomme for børn af konsangvine par.
Bemærk, at artiklen taler om en i forhold til katteopdræt ret mild form for indavl (fætter-kusine ægteskab).
Ja det er en hårfin grænse - for vores vedkommende undgår vi ikke indavl, da vi er så få, men der parres rigtig meget ud. Vores pige er da også en F3 misling og Viggo er efter en udparring, der er parret ind igen… Men helt kan vi fx ikke undgå det. Jeg kender ikke til de mere etablerede racers måder at træffe valg på - vi arbejder meget anderledes, er mit indtryk.
[QUOTE=Andreas;613512]Det kunne jo være, at nogle killingekøbere nødigt ville have en syg kat. Og at de baserede sig på almen biologisk viden. Se f.eks. denne leder-artikel fra Ugeskrift for Læger: http://www.ugeskriftet.dk/LF/UFL/2003/18/pdf/VP41120.pdf
Bemærk, at artiklen taler om en i forhold til katteopdræt ret mild form for indavl (fætter-kusine ægteskab).
[/QUOTE]
For mig at se er den artikel omhandlende den tradition at indgifte sig i generationer, altså at man så at sige aldrig parrer ud, som langt de fleste der benytter sig af tætte parringer hos kattene gør brug af.
Men jeg kan godt se at vil man skræmme og sygeliggøre det at gøre brug af indavl - uanset hvordan det foregår og hvor tæt og ofte man gør det - så er lige den artikel så absolut velegnet.
Hvis ellers man bruger den indvendige side af hovedet og derudover lytter til andres erfaringer om linjerne, hvilket er pinedød nødvendigt med den udskiftningsfrekvens der findes blandt opdrættere, så bør det at gøre brug af indavl ikke have de konsekvenser som det har blandt de i artiklen beskrevet, som traditionelt lever i en mere eller mindre totalt lukket population og hvor selektion af avlsmateriale ikke foregår som den bør og gør i et opdræt. Trods alt har vi i et opdræt en vis selektion, og kan vælge fra og til hvem vi ønsker formerer sig, det er der i al fald ikke tradition for hos mennesker.
Hvis det var så enkelt at hvis bare man undgår indavl, så undgår man også syge katte, så ville det dælme være dejligt, men helt så ukompliceret er det altså heller ikke.
[QUOTE=Chell;613500]Men så er spørgsmålet, jo om det er sandt at der er diverse bivirkninger ved det?
Hvis du spørg mig, er svaret et klart JA. Har haft en kat, med tæt indavl på dens stamtavle. Og det stod hurtigt klart, at den havde flere alvorlige problemmatikker (som flere dyrelæger udpegede) var pga. dens tætte indavl. Dyrelægerne vuderede at selv med dyr behandling, var der ingen garanti for at katten blev “rask”
Men hvorfor tage chancen for at avle så tæt? Det er jo levende væsner vi har med at gøre, og hvis der er en chance for at katten kan få flere problemer af det - syntes jeg ikke man skal tage chancen.
Mange siger det er for at forbedre den enkelte race, men mon ikke man kan finde en anden, med ligeså gode viljer? den type man søger, og med god racestandard?
Tjah, det er nok i hvertfald bare ikke lige mig :)[/QUOTE]
Hej Chell.
En kat behøver jo nødvendigvis ikke være syg fordi den har indgået i indavl/en tæt parring. Du finder jo også mange katte som er død syge og de har måske en meget lav indavls procent eller slet ikke nogen! Så det kunne da vel også have været et rent tilfælde at din kat var syg. For opdrættere som virkelig kender sine linier og har sat sig rigtig godt ind i det, kan det jo være positivt at lave en tæt parring. Og der kan måske komme noget rigtig fint ud af det.
Da jeg købte min kat synes jeg også at indavl var helt hen i vejret, netop fordi jeg nok samme lignede det med "
mennesker" -men efter at have talt med erfarene opdrætter har jeg fået en bedre forståelse for det, og ser faktisk også noget positivt i det.
Enig - jeg lærer også hele tiden om det emne - det er nok et af dem man aldrig blir helt færdig med:-)
Efter vi begyndte at arbejde sammen med hende her http://www.snowshoecatsuk.co.uk/ har vi lært en masse og måtte ændre vores holdninger rigtig meget. Det er nogle vilde puslespil Kelly arbejder med - og hendes indavlsprocent er meget lavere end hos mange af de ældre britiske opdræt - for hun parrer rigtig meget ud også. Se under New Blodlines fx
[QUOTE=lenschow;613990]Enig - jeg lærer også hele tiden om det emne - det er nok et af dem man aldrig blir helt færdig med:-)
Efter vi begyndte at arbejde sammen med hende her http://www.snowshoecatsuk.co.uk/ har vi lært en masse og måtte ændre vores holdninger rigtig meget. Det er nogle vilde puslespil Kelly arbejder med - og hendes indavlsprocent er meget lavere end hos mange af de ældre britiske opdræt - for hun parrer rigtig meget ud også. Se under New Blodlines fx[/QUOTE]
Det lyder godt i mine uvidende ører…har kigget på hjemmesiden…det er da bare guf for øjnene<3
Men hvor mange opdrættere er det mon? Jeg kan nævne Teresa og et par til.
Jeg tror, at mange opdrættere ikke vil kunne gøre rede for egenskaberne hos bedsteforældrene til deres avlskatte. Blandt andet fordi den typiske opdrætterkarriere er under 5 år ( refereret efter hukommelsen fra, hvad Susanne har sagt ).
[QUOTE=Andreas;614059]Jeg tror, at mange opdrættere ikke vil kunne gøre rede for egenskaberne hos bedsteforældrene til deres avlskatte. Blandt andet fordi den typiske opdrætterkarriere er under 5 år ( refereret efter hukommelsen fra, hvad Susanne har sagt ).
[/QUOTE]
Yes - jeg har stødt på påstanden adskillige gange. Flere kilder, ingen direkte dokumentation, men efter mange år i branchen tror jeg såmænd det passer nogenlunde. Og netop derfor kan indavl og indavlsdepression blive et problem, fordi rigtigt mange opdrættere ikke er her længe nok til at kunne se konsekvensen af det, de sysler med. Man skal have været opdrætter i rigtigt mange år for at kunne se, om bestanden bevæger sig i en eller anden retning. Ordet indavl giver som regel associationer om vanskabninger og tydelige, påfaldende defekter - men i virkeligheden taler vi som regel om små forandringer, der kommer snigende hen over nogle generationer og udarter sig stille som f.eks. mindre individer, mindre kuldsstørrelser, manglende libido hos hankatte, mangende yngelplejeinstinkt hos moderen, nedgang i immunforsvaret. Og det lægger man som ny / nyere opdrætter ikke altid mærke til / vægt på - og er man ude igen på 5 år eller mindre, så registrerer man det næppe!
Den perser jeg i sin tid anvendte til mit udkrydsningsprojekt var - set med mine briller - voldsomt indavlet, og havde han været en birma så ville jeg simpelthen aldrig have købt ham. Men idet han skulle krydses ud til fuldstændigt fremmed blod, så var det underordnet, og hans efterkommere har været fine. Til gengæld var han ikke selv nogen særlig stor kat, og hans reproduktionsevne mildt sagt ikke noget at skrive hjem om. Det kunne være et resultat af generationers meget tæt avl.Til gengæld blev han Felis Danica vinder som killing, og det understreger at avl og udstilling er 2 vidt forskellige dyr.
Suser vi over dammen til Pennsylvania er Amish-folket et godt eksempel på hvor det kan ende henne. Det er en ganske lukket population - der bringes sjældent nyt blod ind. Populationen er anslået på 250.000. Det er ikke ukendt at en del børn fødes med 6 tæer, og det er heller ikke nogen hemmelighed, at Amish kvinder rammes af (genetisk betinget) depression i højere grad end gennemsnitsamerikaneren. Indavl HAR en pris - men den er som regel ikke umiddelbart synlig, fordi associationerne ofte er vanskabninger. Og det er sjældent det, der kommer ud af indavl…
VH
Susanne
Ja det er tankevækkende så hurtigt der er udskiftninger… Det gik jeg og tænkte på forleden. Og hvordan jeg synes de gamle i gårde ofte er de mest ydmyge at snakke med - pga deres erfaringer tror jeg…om at ting ikke er sort/hvide med levende dyr… og at det tager et år at have været opdrætter i et år:-)
Jeg ved bare, at vi (The Yogini folks:-)) har enorm meget brug for supervision! Jeg kan kun opfordre andre til at få mentorer. De er GULD værd for sådan nogle nye som os i hvert tilfælde
[QUOTE=Andreas;614059]Men hvor mange opdrættere er det mon? Jeg kan nævne Teresa og et par til.
Jeg tror, at mange opdrættere ikke vil kunne gøre rede for egenskaberne hos bedsteforældrene til deres avlskatte. Blandt andet fordi den typiske opdrætterkarriere er under 5 år ( refereret efter hukommelsen fra, hvad Susanne har sagt ).
vh
Andreas[/QUOTE]
Andreas, du har nok ret i at det ikke er særlige mange opdrættere, der kender sine linier ud og ind… Men dem der virkelig gør, kan jo sagtens få noget positivt ud af det… Jeg tror ikke jeg personligt kender til nogen opdrættere som har rodet med det, men jeg ved at de findes -Og efter min mening er det også kun de opdrættere med MANGE års erfaring og med kendskab til det, der burde eksperimentere med det.
Og jeg tvivler slet ikke på at Susanne har kendskab til det. Så vidt jeg er orienteret er hun vidst også den eneste i landet der har fået godkendelse til at få en perser ind over birmaen
Og min birma som har perseren i sine linier fejler da ihvertfald ingenting
Men btw så aner jeg ikke en pind om indavl osv, jeg har bare fået en bedre forståelse af hvorfor nogen vælger at gøre det.
Jeg er nyopstartet, og jeg må inddrømme, at jeg bestemt ikke føler for indavl - eller linieavl. Dertil ved jeg slet slet ikke nok om emnet. Og jeg tror ikke, at det er noget, jeg tør begive mig ud i. Jeg har også takket nej til en kat, hvor complete inbreeding var på næsten 30 %, for mig er det for meget, når jeg ikke har ordentlig kendskab til linierne.
Jeg synes altid man skal tænke sig godt om, før man laver en parring. Men laver man en parring, der er tæt beslægtet, skal man tænke sig endnu bedre om. Og kender man ikke linien særlig godt, synes jeg man skal holde sig fra det.
Men hvis ovenstående er gjort, har jeg intet problem med, at nogen laver indavl - og havde jeg de rette katte til at gøre det, kunne jeg også selv finde på det.
[QUOTE=Chell;613500]Men så er spørgsmålet, jo om det er sandt at der er diverse bivirkninger ved det?
Hvis du spørg mig, er svaret et klart JA. Har haft en kat, med tæt indavl på dens stamtavle. Og det stod hurtigt klart, at den havde flere alvorlige problemmatikker (som flere dyrelæger udpegede) var pga. dens tætte indavl. .[/QUOTE]
Hvad var det for en sygdom katten havde, som dyrlægerne så klart vidste var pga indavl?
Jeg tror, at når ordet “indavl” hos mange en negativ reaktion, så hænger det sammen med tabuet mod incest. Og det er jo sådan set fornuftigt nok med sådan et tabu - hos mennesker altså…
Man skal bare ikke automatisk overføre denne negative reaktion til også at gælde dyr, hvor det netop er kontrolleret indavl, vi kan takke for racernes forskellighed.
INGEN opdrættere kender deres linjer ud og ind - med mindre at de altså KUN indavler og aldrig avler ud og det er vist meget sjældent.
Og det tror jeg faktisk at Teresa vil være den første til at skrive under på. Men selvfølgelig er der opdrættere, der kender langt mere til deres linjer end andre.
Uanset om man bruger de samme linjer i mange generationer, så vil man typisk i en del generationer bruge fremmed avlsmateriale, som man ikke kender så godt, alt efter hvor meget information man får ude fra og derfor ændrer de godt kendte linjer sig konstant.
Jeg vil hellere sige at det er en god ting at have lidt erfaring som opdrætter og en fornuftig og realistisk indstilling generelt, når man indavler - men det er nu også en stor fordel, når man udavler.
Jeg svare kun på min egen erfaring og i DET tilfælde, var indavl skyld i kattens problemmatikker. Siger slet ikke, og mener heller ikke at indavl altid er en dårlig ting. Men det personligt noget jeg holder mig fra, at gå på kompromis med kattens sundhed, hvis man ved der er en riciko for diverse sygdomme osv. syns jeg ikke er optimalt. Og lidt uetisk (:
I mine øjne kommer kattens sundhed først! Bare min holdning …
og et par til.