Indavl er for mig - indtil en vis grad - ikke farligt. Det er det kun hvis man gør det uden viden og uden korrekt selektion. Og så bør jeg måske tilføje, at jeg selv ikke vil kunne finde på, at parre tættere end fætter/kusine…og dette kun hvs jeg følte jeg havde tilstrækkelig kendskab til linjerne gennem opdrætserfaring.
Knus Gitte
Men hvad var DET for et tilfælde :?
Hmm…synes bestemt det har været nævnt i tråden - altså sygdommen -…men kan nu ikke finde det. Måske var det en helt anden tråd jeg så det i???
Jeg synes tråden her er rigtig spændende.
Jeg har en kat, der har far-datter og mor-søn parringer i sin stamtavle. Jeg vil ved næste kattekøb få tjekket stamtavlen af en uvildig person med indsigt i racen, for jeg synes det er utetisk med så tæt avl.
Det kræver rigtig meget arbejde af en opdrætter at arbejde ansvarlig. Dertil hører for mig at man indsamler oplysninger om sygdomme ved hver enkelt kat. Derfor er en tæt kontakt ml. opdrætter og køber også vigtig efter killingen er solgt.Og det er nødvengigt med åbenhed og informationsudveksling om sygdomme i sit opdræt opdrætterne imellem.
[QUOTE=burmamor;614893]Jeg synes tråden her er rigtig spændende.
Jeg har en kat, der har far-datter og mor-søn parringer i sin stamtavle. Jeg vil ved næste kayyekøb få tjekket stamtavlen af en uvildig person med indsigt i racen, for jeg synes det er utetisk med så tæt avl.[/QUOTE]
Vil du prøve at uddybe hvad du mener med ordet uetisk, bare så jeg forstår hvad det er du mener og ikke bare konkluderer noget jeg nok tror det er 
Det kan vi sagtens blive enige om, og det er bestemt også min oplevelse at der er kontakt mellem killingekøbere og opdrættere, og helt sikkert da også at man opdrætterne imellem udveksler erfaringer mv. Jeg oplever ikke at der er lukket nogen steder, har man interesse i en linje så får man også informationerne når man spørger. Selvfølgelig er der forskel på hvor åben man er, alt efter om det er oprigtig interesse eller bare et ønske om at høre snavs.
[QUOTE=En forhenværende bruger;614898]Vil du prøve at uddybe hvad du mener med ordet uetisk, bare så jeg forstår hvad det er du mener og ikke bare konkluderer noget jeg nok tror det er
Det kan vi sagtens blive enige om, og det er bestemt også min oplevelse at der er kontakt mellem killingekøbere og opdrættere, og helt sikkert da også at man opdrætterne imellem udveksler erfaringer mv. Jeg oplever ikke at der er lukket nogen steder, har man interesse i en linje så får man også informationerne når man spørger. Selvfølgelig er der forskel på hvor åben man er, alt efter om det er oprigtig interesse eller bare et ønske om at høre snavs.[/QUOTE]
Citat: Etik handler om, hvad der er godt, eller rettere hvad der regnes for at være godt. Etik er teoretiske og filosofiske overvejelser vedrørende den rette handlen, og er således grundsætninger for, hvordan man i et samfund mener, at man bør handle indenfor rammerne af hvad der kan lade sig gøre i nuet eller fremtiden, som regel under stærk indflydelse af fortiden. Til forskel fra moral, som er etik omsat i praksis, er etik abstrakt og teoretisk. Etik har tillige et stærkt subjektiv element, og er følgelig umuligt at give en specifik eller definitiv definition. At gøre dette er at tage patent på det Gode; en handling der historisk har vist sig aldrig at føre til noget godt.
Fra: Copenhagen Institute for Futures Studies
Så uetisk er ergo, hvad jeg regner for ikke at være godt.
Og din erfaring ang åbenhed omkring sygdomme er din subjektive oplevelse. Jeg har oplevet den, men også den modsatte, desværre.
Men som flere har sagt til mig: Velkommen til katteverden…
[QUOTE=burmamor;614903]Citat: Etik handler om, hvad der er godt, eller rettere hvad der regnes for at være godt. Etik er teoretiske og filosofiske overvejelser vedrørende den rette handlen, og er således grundsætninger for, hvordan man i et samfund mener, at man bør handle indenfor rammerne af hvad der kan lade sig gøre i nuet eller fremtiden, som regel under stærk indflydelse af fortiden. Til forskel fra moral, som er etik omsat i praksis, er etik abstrakt og teoretisk. Etik har tillige et stærkt subjektiv element, og er følgelig umuligt at give en specifik eller definitiv definition. At gøre dette er at tage patent på det Gode; en handling der historisk har vist sig aldrig at føre til noget godt.
Fra: Copenhagen Institute for Futures Studies
Så uetisk er ergo, hvad jeg regner for ikke at være godt.[/QUOTE]
Jeg har helt styr på hvad ordet betyder, men det jeg efterlyste var din fortolkning af hvorfor det var uetisk med de parringer. Hvad der gør at du mener det ikke er etisk/godt.
[QUOTE=burmamor;614903]Og din erfaring ang åbenhed omkring sygdomme er din subjektive oplevelse. Jeg har oplevet den, men også den modsatte, desværre.
Men som flere har sagt til mig: Velkommen til katteverden… [/QUOTE]
Selvfølgelig er den subjektiv, det er både din og min oplevelse af verden og bestemt da også katteverdenen. Og jeg står stadig ved at har jeg noget at bruge oplysningerne til, så har jeg endnu til gode at blive afvist når jeg har henvendt mig med et spørgsmål. Der hvor min grænse går for selv at ville svare er når ikke vedkommende har noget at bruge svaret til, eller hvis det er om andres katte eller linjer jeg får spørgsmål. Der beder jeg folk om selv at henvende sig til rette vedkommende, som jeg formoder har den viden som efterspørges.
Så nej, jeg oplever ikke at der er lukkethed, tværtimod så plejer det at være sådan at man får meget mere end det man faktisk spørger om, hvis man bare spørger rette vedkommende. Langt de fleste øser gerne ud af deres erfaringer med katte og linjer, også når det gælder de mindre sjove ting.
Jeg tror ikke det er muligt overhovedet at lave opdræt uden bare en smule indavl, måske er der ingen i de nærmeste fire generationer, men derfor kan der jo godt ligge en del længere tilbage. Er det så stadig forkert? Og hvor forkert/uetisk? Er der en grænse for hvor i generationerne at det må ligge, eller er grænsen i tallet? For 0 er det bare ikke realistisk at det er… Og stræber man efter 0, så kan man gå så meget i den modsatte grøft at man faktisk får en udavlsdepression. (For meget indavl giver indavlsdepression) Og det er jo heller ikke ønskeligt…
Mennesker er jo også indavlede til en vis grad, vi ved det bare ikke for vi har ingen stamtavler at måle det på
[QUOTE=En forhenværende bruger;614913]Jeg har helt styr på hvad ordet betyder, men det jeg efterlyste var din fortolkning af hvorfor det var uetisk med de parringer. Hvad der gør at du mener det ikke er etisk/godt.
Selvfølgelig er den subjektiv, det er både din og min oplevelse af verden og bestemt da også katteverdenen. Og jeg står stadig ved at har jeg noget at bruge oplysningerne til, så har jeg endnu til gode at blive afvist når jeg har henvendt mig med et spørgsmål. Der hvor min grænse går for selv at ville svare er når ikke vedkommende har noget at bruge svaret til, eller hvis det er om andres katte eller linjer jeg får spørgsmål. Der beder jeg folk om selv at henvende sig til rette vedkommende, som jeg formoder har den viden som efterspørges.
Så nej, jeg oplever ikke at der er lukkethed, tværtimod så plejer det at være sådan at man får meget mere end det man faktisk spørger om, hvis man bare spørger rette vedkommende. Langt de fleste øser gerne ud af deres erfaringer med katte og linjer, også når det gælder de mindre sjove ting.[/QUOTE]
Jeg synes mor-søn og far-datter parringer er utetisk, for det er for tæt.
Det er min helt subjektive opfattelse at den slags ikke er gode.
Det er godt at høre, at langt de fleste gerne fortæller om sygdomme i katte og linjer, for det er godt for racen. Man skal bare spørge “rette vedkommende”.
[QUOTE=Eife;614923]Jeg tror ikke det er muligt overhovedet at lave opdræt uden bare en smule indavl, måske er der ingen i de nærmeste fire generationer, men derfor kan der jo godt ligge en del længere tilbage. Er det så stadig forkert? Og hvor forkert/uetisk? Er der en grænse for hvor i generationerne at det må ligge, eller er grænsen i tallet? For 0 er det bare ikke realistisk at det er… Og stræber man efter 0, så kan man gå så meget i den modsatte grøft at man faktisk får en udavlsdepression. (For meget indavl giver indavlsdepression) Og det er jo heller ikke ønskeligt…
Mennesker er jo også indavlede til en vis grad, vi ved det bare ikke for vi har ingen stamtavler at måle det på :)[/QUOTE]
Ville du parre mor-søn eller far-datter?
burmamor - Ikke umiddelbart eller med vilje, nej… Men jeg kunne lave en højere indavlskoefficient på en kat uden at gøre det, ville det så være forkert? Eller er det kun når det er far/datter eller lign.? 
Man kan ikke opdrætte racekatte, -hunde, -fugle osv. uden en vis grad af indavl. Definitionen på at tilhøre en given race er at man deler slægtskab - ikke at man tilfældigvis ligner hinanden. En tyk, blå huskat bliver aldrig til en brite fordi den ligner - men en tyndbenet, ranglet blå kat kan godt være en brite selv om den måske ikke lige ligner en verdensvinder, hvis den ellers deler slægtskab med de andre og kan bevise det med en stamtavle. Opdræt af racerene dyr og indavl gåt derfor hånd i hånd. Det springende punkt er hvor ens grænse går - om man vælger at parre meget nært beslægtede dyr med hinanden, eller om man foretrækker at parre dyr der kun langt ude er beslægtede. Men at de er i familie med hinanden i en eller anden grad kommer man ikke udenom.
VH
Susanne
Ikke når du ved, hvad du gør og har et formål med dette.
burmamor - Men hvis jeg ved hvad jeg gør, og jeg har et formål med det? (f.eks. at bibeholde en ny egenskab eller klarlægge en genetisk arvegang) vil det så være forkert at parre far/datter?
Hvorfor er det mere forkert at parre far/datter end det er at lave et individ med højere indavlskoefficent?
Én ting er at have et formål - det kan man hurtigt få defineret. Men ingen ved hvad de gør, når de parrer tæt beslægtede katte sammen. Ingen ved til fulde hvad deres katte indeholder, heller ikke efter flere generationers avl med en given linie. Man vil efter flere generationers arbejde bedre kunne forudse hvad man sandsynligvis får, men der er så mange gener for sygdomme, som vi ikke kender og heller ikke når at komme til. Selv om man tror man kender sine linier, så vil der altid kunne dukke overraskelser op - og det gør der såmænd også Been there, done that, og men jeg parrer såmænd heller ikke særligt tæt, tværtimod!
VH
Susanne
Eller, for den sags skyld, når vi parrer ubeslægtede katte. Jeg venter fx det første kuld efter min nye hankat, 10 generationers indavlskoefficient på kombinationen er 2.88%, hvad der for mig er ganske lavt, og jeg er helt vildt spændt på killingerne!
Fordi det anser jeg for uetisk og jeg synes generelt at man bør holde indavlskoefficenten så lav som muligt. Det er min subjektive holdning til dette. Var jeg opdrætter, ville jeg arbejde ud fra at holde IK så langt nede som muligt og sætte mig ind i dyrets egenskaber og sygdomme i linjerne.
Men det er der forskellige holdninger til…fred være med det.
Men hvorfor vil du ikke parre far-datter el mor-søn men alligevel forhøje IK???
[QUOTE=burmamor;615002]
Men hvorfor vil du ikke parre far-datter el mor-søn men alligevel forhøje IK???[/QUOTE]
Det vil jeg såmænd heller ikke. Det er tænkte eksempler jeg satte op for at høre om din holdning til det… Men du har ikke svaret på hvorfor du mener, at det er ok at lave en højere indavlskoefficient, men ikke at parre far-datter f.eks.?
Du kan kun svaret på hvorfor du mener at man skal have en lav indavlskoefficient.
Jeg parrer såmænd også selv efter at have så lav en indavl som muligt - vel og mærket taget højde for kendskab til ting i linierne…
Uanset hvordan man vender sin rumpe, så vender den bagud … En lav indavlskoefficient er jo ikke ensbetydende med supersundt afkom, og omvendt er en høj IK heller ikke ensbetydende med defekter i hobetal! Der er selvfølgelig også forskel på, om man tager to ud-parrede linier og krydser i en tæt parring eller om man parrer fætter/kusiner og lignende i flere generationer … Jeg har aldrig følt trang til at parre fx far/datter - men om jeg kunne finde på det, tja, det kunne jeg måske godt, hvis jeg mente det var lige dét jeg havde brug for i mit opdræt.
Derudover er man nødt til at forholde sig til, at visse racer har en mindre genetisk diversitet end andre - burmesere er en af de racer med det ‘problem’ … Problem i gåseøjne, fordi de faktisk generelt set er en ret sund race med forholdsvis få problemer. Der er som udgangspunkt lang levetid på kattene, store kuld og lav killingedødelighed - alt sammen noget, der IMO betyder at racen som sådan ikke lider af indavlsdepression, selvom der findes individer, der er meget indavlede. Indavl skal ses i det store billede, ikke den enkelte kat, når man er opdrætter.
[QUOTE=burmamor;615002]Fordi det anser jeg for uetisk og jeg synes generelt at man bør holde indavlskoefficenten så lav som muligt. Det er min subjektive holdning til dette. Var jeg opdrætter, ville jeg arbejde ud fra at holde IK så langt nede som muligt og sætte mig ind i dyrets egenskaber og sygdomme i linjerne.
[/QUOTE]
Som jeg læser det, giver du din kats IK skylden for, at den er syg. Og når din kat med høj IK er syg, er det ensbetydende med, at alle katte med høj IK er syge. Det er sådan jeg tolker dine indlæg.
Jeg er enig i, at man skal undersøge nøje kattenes helbredsstatus før man laver indavl - men det skal man sørme da også før man laver udavl!
Lad mig komme med to eksempler på “uheldige egenskaber” i mit opdræt:
Jeg fik et kuld, hvor flere killinger manglede tæer. Det var en totalt udparring. Egen morkat, morfar USA-import, far hollandsk import. Alligevel viste det sig, at det var en egenskab, der lå hos begge disse importer.
Årsagen til, at man ved, hvorfra defekten stammer, er at der blev lavet indavl i disse linier - hvorved egenskaben kom frem. Se … det er en måde, at få kendskab til en linie.
Det tætteste jeg selv har lavet var på en hunkat, der samtidig var mormor til hankatten. Der kom én killing, der senere viste sig at have en meget sjælden sygdom.
Jeg er rigtig glad for, at jeg lavede denne parring - for ellers havde jeg arbejdet i mange generationer fremover uden nogensinde at have opdaget denne uheldige egenskab - nu vidste jeg i stedet, hvad jeg egentlig arbejdede med i linien.
Så min pointe er, at skal man kende sin linie rigtig godt, kræver det faktisk, at man somme tider laver indavl.