Internet-cafe-besøg

Jeg har lige været på internet-cafe/restaurant.

Jeg havde bestilt lidt morgenmad og en kaffe.

Tjeneren kom med min regning, faktisk midt i maden - ret ubehøvlet syntes jeg.

Nå men jeg skulle betale med det samme sagde hun, nå ja hvis det skulle være sådan, så ok med mig.

Se her er det så lige at jeg må indskyde at DET er en rigtig dårlig politik at bede kunden betale midt under måltidet. I forbavselse over hvad der nu skete var jeg nær blevet kvalt i mit franskbrød.

Tjeneren opremsede hvad jeg havde fået: En kaffe, stor, med mælk, fire franksbrød m. pålægschokolade.

Jeg indvendte at jeg altså kun havde fået to franskbrød. Tjenerne udbrød: “Jeg har selv spist to, så altså fire franksbrød!”

Inden jeg nåede at protestere yderligere sagde tjeneren med et proffessionelt smil: " Det bliver 29 kr pr. franksbrød og 50 kr for kaffe og 10 kr for mælken i kaffen!Hvad bliver det i alt?"

Indrømmet det var et stort cafeglas meeeeeeeeeeeeen 10 kr. for mælken??? Jeg kunne købe en ko for de penge, eller i hvertfald en liter mælk + et stk chokolade i Aldi.

Jeg fandt pengene frem imens jeg protesterede over de tårnhøjepriser. Tjeneren stod bare smilende, ja faktisk grinede hun af mig.

Endelig gik hun og jeg spiste surmulende resterne af min mad, som bestemt ikke smagte bedre efter jeg havde hørt prisen. Pludselig kom tjeneren tilbage til mig. Jeg var gået i gang med at brokke mig til jer over pc´eren. Tjeneren stak hånden frem og sagde: " Ja det koster 3554 kr at benytte computeren, men du har sparet på servicen for normalt tager vi penge for at folk bruger vores glas og tallerken."

Så fik jeg nok. Jeg beyndte at opremse at først skulle jeg betale 166 kr for kaffe og to franskbrød og nu 3554 kr for at bruge pc´eren!" - Tjeneren stod stadig med sin udstrakte hånd og sagde storgrinende: “Jamen du skal betale for fire fransbrød for jeg spiste selv to og jeg er jo din datter! Betal så! Ha en god dag!”.

Hmm. tror bestemt ikke at hun er så syg mere og det med at hun er min datter - det kan hun da ikke bevise.

Hun kan bare vente til jeg har fået lavet en regning over de sidste par dages sygepleje og jeg tager ågerpriser, for jeg har arbejdet selv om sygplejerskene strejker.

Så kan hun lære det kan hun! [smilie=hate-hehe.gif]

IIHHH altså Mai. Elsker dine små historier. Du har vel ikke overvejet at skrive det ned i en bog???

Er du sygeplejerske?

Charlotte - af gode grunde svarer jeg først nu - æv det var den der kop kaffes skyld det hele ja det var.

Nej jeg er ikke sygplejerske jeg er integrationspædagog.

Jeg nøjes indimellem med at skrive det Lærke og jeg oplever ned i hendes dagbog men det er alt. Så kan jeg banke hende oven i hoved med den når hun bliver teenager og brokker sig over den kropsumulige mor hun havde der aldrig legede med hende, aldrig tog hende med på ture og hvad teenagere nu kan finde på at bebrejde sine forældre.

Min store pige Diana, har fra hun blev født været et dydsmønster, så hun fik først sine dagbøger udlevere da hun selv skulle være mor. Jeg begyndte at skrive til hende, da vi besluttede os for at få et barn, og de bøger det blev til - ja dem elskede hun at vi læste op fra.

Hendes ynglingshistorie om hende selv er fra den juleaften da hun var 3½ år.

Diana havde fået en babyborn dukke i gave og da jeg puttede hende til natten, skulle den jo puttes med de andre babyborn og bamser i sengen. Diana havde et fast ritual med at nysse dem og sige Godnat Pernille, Godnat Mads osv osv. Da hun kom til den nye babyborn spurgte jeg naturligvis hvad den så skulle hedde. “Ingenting” svarede Diana og krøb ned under dynen. Jeg lagde mig ved siden at hende og sagde at det da var synd og hvordan hun selv ville føle det hvis hun ikke havde et navn og jeg bare sagde “Godnat barn” til hende. Jeg forsatte med at sige: “Prøv at se hun bliver da rigtig ked af det, fordi hun ikke får et navn.”

Diana kiggede meget intenst på mig, strøg mig over kinden og sagde: “Momse - min dukken bliver slet ikke ked af det, for ved du hvad den er ikke rigtig leven, det er bare noget vi leger. Den er rigtig lavet af plastik.”

Måske fordi det var Dianas ynglingshistorie da hun var barn, og jer er blevet mindet om det så mange gange kan jeg stadig huske, hvor ked af det jeg blev over at hun i en alder af 3½ havde mistet magien ved sine dukker og ja jeg følte mig da også lidt pinlig berørt over hvor meget jeg havde levet mig ind i den stakkels dukkes kvaler ved ikke at få et navn.

Hæ hæ jeg begyndte på Claras sidste sommer, da jeg fik af vide at Diana ventede hende. Kan kun håbe at Diana med tiden vil tilføje deres forunderlige små historier i den.

-høhø -høhø