Jeg er lidt trist for tiden

Jeg brokker mig lige helt vildt meget. -sorry

Jeg er jo - som mange af jer ved - gift med Karsten, og vi har været gift siden 1998, så et eller andet sted burde vi jo kende lidt til hinandens ønsker og krav til hinanden.

Igennem det sidste lange stykke tid, har jeg følt at Karsten “satser” på, at jeg klarer det hele.

Nogle små eksempler er:

  • Hvis jeg ikke kalder på Karsten om morgenen, så kommer han ikke op til tiden. Jeg har påtalt det, og sagt at han er nødt til at tage sig sammen. Hans kommentar er “Jeg har jo altid haft svært ved at høre vækkeuret, det ved du godt. Og du er jo alligevel vågen, så du kan jo godt vække mig”

  • Jeg vasker tøj, får det tørret (i denne tid udenfor selvfølgelig) og lagt sammen - fordelt i små bunker, så man bare skal tage en bunke ad gangen og lægge på plads.
    Karsten lægger det IKKE på plads, og jeg har valgt at lade stå til, for at se hvor lang tid der går, inden han begynder at tage det af sig selv… Ingenting sker - heller ikke selvm jeg kommer med små hentydninger - næææh nej . Det bliver lige lagt over på sofaen eller op på vores gæsteværelse, så det ikke ligger og roder hvis der kommer gæster.

  • Jeg støvsuger ikke, fordi jeg har den skade på min ryg, så jeg vil gerne spare den en smule. Karsten skal opfordres til at støvsuge - og han gør det først når nullermændene generer ham (hvilket er når de er så store, at de nærmest kan tage kvælertag på os)

  • Vi er ved at lægge fliser ude i haven, og vi mangler bare 3 rækker sten for at pallen er tømt. Jeg bad Karsten om at tage dem i søndags, men de ligger der stadig.

  • hvis ikke jeg tømmer opvaskemaskinen, så bliver den ikke tømt.
    Jeg kan lade være, og se tiden an, men den bliver først tømt når hele bordet er fyldt op med opvask.

  • Karsten glemmer lidt min tilstedeværelse i dagligdagen, og sidder ofte ved sin computer, fra han kommer hjem og til vi skal i seng, hvilket indebærer at samliv efterhånden er et fremmedord jeg skal læse om i en fremmedordbog. Nå ja - han siger da “jeg elsker dig” oftere end han har gjort længe, men det er som om han bare lirer den sætning af, for så bliver jeg glad…
    Skal vi nogle steder hen, så er han meget flittig til at fortælle hvor smuk og dejlig jeg er, men det er ikke der jeg har mest behov for det.

  • Hvis jeg er ovre ved veninderne, “glemmer” han helt, at vi har børn der skal have noget at spise, og i går var jeg hos den ene veninde. Vi har ikke set hinanden i et godt stykke tid, så vi havde lige en masse at samle op på. Jeg havde sagt, at jeg ikke vidste hvornår jeg kom hjem, og gik et eller andet sted ud fra, at han ville sørge for mad til dem hvis jeg ikke lige var kommet hjem. Nææ han skrev til mig kl. 20.30 “hvad skal vi have at spise til aftensmad”

Når jeg beder Karsten om at gøre noget, så skal jeg være meget heldig hvis det bliver gjort den dag, for han er bestemt ikke den hurtigste til at tage sig sammen.

Jeg har fortalt ham, hvor ked af det han gør mig, og han gør måske et forsøg på at forbedre sig, men det forsøg holder normalt kun i en uge.

Jeg kan snart ikke mere, for jeg har prøvet at sige det som jeg føler det, men han overhører det.
jeg føler at jeg er mor til 3 drenge, i stedet for mor til 2 drenge og hustru til en mand.

Jeg er simpelthen så ked af det, og jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg kan mærke, at jeg er tæt på at gå fra maden igen - jeg gjorde det sidste år, da vi solgte huset. det er ikke smart, men jeg kan bare ikke sise noget, hvilket indebærer at jeg nok taber mig igen. (det skal siges, at jeg var “grim” tynd sidste år.)

Karsten ser det ikke, og luller rundt i sin egen lille verden. Han lytter ikke, og skulle vi endelig få en debat i gang omkring de, vender han alt ting om, så jeg kommer til at stå som skurken eksempelvis fordi jeg pludselig kan knokle, og så forstår han ikke han skal støvsuge, for så kan jeg jo også gøre det…
Han er udemærke godt klar over, at han bliver utrolig led i hans udtalelser, og han bliver også ked af det, når jeg fortæller ham, at han altså gør mig utroligt ed af det - men ændre sig det gør han ikke ret meget i.

Jeg elsker Karsten men jeg kan f****** snart ikke tage mere.

Hvad skal jeg gøre, for at få ham til at forstå, at det altså ikke bare er noget pis jeg siger, men at jeg faktisk har det rigtigt skidt med det hele?

Jeg beklager det lange indlæg…

ÅÅÅÅHHHH Annette. Jeg kan godt huske du skrev om det, men jeg troede faktisk at det gik lidt bedre -blåblå -blåblå -blåblå
men det er jeg ked af at høre at det ikke gør -ked -ked -ked -ked

Du får lige et stort knus og kram og et smækkys lige i panden -kramer -HUG -HUG -bear

Også vil jeg lige sige at jeg sgu har lyst til at give ham carsten et ordenligt spark i måsen [smilie=hate-wall.gif] -vred motocanaglia_nonegiusto -venter -grrr

Øv hvor træls! Kan godt forstå du er træt af det. Jeg synes altid at mænd klager over at vi kvinder er så svære at forstå - fordi vi siger jo ikke tingene som de er, og regner med at mændene selv skal regne ud hvad vi tænker. Men selv når man så siger det man vil have, som fx. “Er du sød at tømme opvaskemaskinen?”, “Gider du hjælpe mig med vasketøjet?”, “Jeg har haft en hård dag, du må stå for maden i aften”, ja, så sker der bare ikke en skid…
Er det for meget forlangt at de selv tænker over, om der måske trænger til en omgang støvsugning, eller at opvaskemaskinen er fyldt og skal tømmes? Det er bare rigtig træls, når man skal gå og sige sådan noget hele tiden. Jeg gider det næsten heller ikke, for føler bare jeg er sådan en “mor” for min kæreste, når jeg skal sige til ham at han skal sætte sin tallerken i opvaskemaskinen, eller gå ned med affaldet. Men hvis man ikke siger noget, så er der en vis sandsynlighed for, at tingene bare får lov at stå.

Du må tage en snak med ham, håber han kan se det fra din side også. Kan bare godt forstå det er rigtig træls for dig… -pote dask og trøstekrams herfra.

Det er jeg vel nok ked af at høre, Annette. Jeg troede, at I var kommet på “ret køl”, ny start etc.

Når det så er sagt, så skal du vide, at du er alt for god til at nøjes og som jeg læser dit indlæg, så er det måden, du lever dit liv på nu - ikke et kompromis, men laveste fællesnævner, som blot opretholdes, fordi du stadig er der.

Med alt hvad det indebærer af konsekvenser, er det nu på tide at tage en beslutning, som kan vende op og ned på dit liv - eller du kan vælge og blive, stille ufravigelige krav. Et parforhold handler om mange ting, men ingen kan bære alle byrder alene.

Jeg bliver oprigtig ked af at læse om, hvordan du står alene med ansvaret og i øvrigt bliver overset, det kan og skal du ikke være tjent med. -sorry

Jeg har svært ved at give gode råd, jeg må “tilstå” at have en mand, som har haft en stærk mor og det kan mærkes. Herudover er jeg meget klar i mælet - Jeg er god til at fortælle, hvad jeg forventer.

Annette, jeg håber, at du finder en løsning, som du kan leve med og være glad for - og så skal du ikke være bange for at tænke på dig selv, du får også brug for ekstra ressourcer, nu du starter på job (stort til lykke), og det skal der være plads til.

Jeg ønsker dig af hjertet held og lykke.

Øv altså. Stakkels dig. Det skal han da sørme lære at forstå.

Jeg var jo skredet for længst, men du skal nok ikke tage råd fra mig.

Jeg ville aldrig være i et forhold hvor jeg skulle tage mig af alt det huslige. Og for f*nden da, han skal da ikke sige lede ting til dig.

Og helt ærlig - lad ham lige komme forsent på arbejde et par gange så. Det er sg* ikk din hovedpine. Og lad være med at lave mad. Giv ham en kogebog i impulsiv-gave.

Og gå ud og køb dig noget lækkert tøj og ta på ferie alene. Slut.

Tak for jeres svar -forelsket

Jeg er meget blandet i mine følelser, for på den ene side, så overvejer jeg at sige farvel og tak, men på den anden side, så har jeg mange følelser for Karsten, og jeg ved jeg måske er lidt for god af mig, for jeg prøver at få det til at fungere.

Jeg har prøvet at lave være med at kalde på ham, og i de korte perioder kunne han med nød og næppe komme op.
Jeg vil bare ikke lade det gå ud over vores børn, for de skal ikke “tabe” i forhold til mine irritationer omkring det hele.
Jeg har været væk i nogle dage, hvor Karsten fik hele ansvaret for hjemmet. godtnok ikke længe nok til at han skulle vaske tøj, men længe nok til at han havde ansvar.
Han påtog sig det ansvar, gik tidligt i seng, for at kunne komme op om morgenen og han sendte børnene i skole.

Det der gør at jeg “flipper” kan eksempelvis være som i dag, hvor jeg har fri, og han ikke vidste om de havde et gulv (han arbejder som gulvmand, og ved nogle gange først hvor han skal hen om morgenen). Men han sagde gud hjælpe mig her til morgen “kan ungerne ikke bare holde fri i dag?” Jeg blev sq gal og sagde “Nej de kan ikke bare holde fri”. Vores børn går i en speciel skole, hvor der er mere “åbent” for en fridag i ny og næ hvis der skulle være brug for det, men jeg mener ikke at de lige har specielt behov for en ekstra fridag, bare fordi skolen var lukket i går…
det er sådanne letsindige holdninger til tingene jeg har det svært ved.

Jeg har prøvet at sige tingene ligeud, jeg har prøvet at bejle til hans samvittighed, guderne skal vide hvad jeg har prøvet og han virker lidt som “nååå det går nu nok det hele” han virker ikke til at tage tingene til sig.

I dag har jeg tømt opvaskemaskinen, tømt køkkenbordet, vasket gulv på toilettet og om lidt går jeg ud og hiver de skide sten ind på terassen - i ren provokation, og det ved han godt - og i morgen kan jeg sikkert ikke røre mig, men jeg bliver bare så skide tosset, når han er så ligeglad ed det hele…

Du har vel en legitim undskyldning for at droppe det huslige (helt) nu i den første tid på dit nye job.

Mon han ville tage sig sammen, hvis du kun fokuserede på dine egne interesser. Hvis børnene kom i skole forsent og i beskidt tøj, må nogen vel blive indkaldt til skole-hjem samtale. Det kunne jo være du var til møde den aften.

Ja min “legitime undskyldning” er, at jeg døjer med et piskesmæld.
Het seriøst ville jeg hellere have to brækkede arme, så det kan ses på mig, at jeg døjer gevaldigt med smerter i perioder, men Karsten kan kun fokucere på de dage, hvor jeg har det nogenlunde godt, og bar VIL gøre noget, for at mærke, at jeg lever… Ved ikke om det er til at forstå.

Men hvis jeg den ene dag kan knokle løs i haven, så kan jeg vel også støvsuge den anden dag - det er hans filosofi (tror jeg nok)… Jeg ved det ikke…

At sende børnene i skole med beskidt tøj, vil vre det samme som at smække et skilt på ryggen af dem, hvor der står “spark mig / dril mig” … Det hverken kan eller vil jeg udsætte mine børn for.

Skulle vi blive indkaldt til et møde på skolen, så kan jeg være evig forvisse om, at Karsten nok skal sende alt over på mig, hvis jeg ikke deltager i møderne. Han er nemlig så usædvanligt sympatisk at snakke med, så imellem linierne kan han nok fortælle, at det er sq hende Annette der ikke gør tingenene godt nok. Jeg tror ikke de er bevidst, men sådan vil jeg tro det kommer til at gå
.

Jeg vil lige ud og hive sten ind på terassen, men kommer ind igen om en times tid…

Ja min “legitime undskyldning” er, at jeg døjer med et piskesmæld.
Het seriøst ville jeg hellere have to brækkede arme, så det kan ses på mig, at jeg døjer gevaldigt med smerter i perioder, men Karsten kan kun fokucere på de dage, hvor jeg har det nogenlunde godt, og bar VIL gøre noget, for at mærke, at jeg lever… Ved ikke om det er til at forstå.

Men hvis jeg den ene dag kan knokle løs i haven, så kan jeg vel også støvsuge den anden dag - det er hans filosofi (tror jeg nok)… Jeg ved det ikke…

At sende børnene i skole med beskidt tøj, vil vre det samme som at smække et skilt på ryggen af dem, hvor der står “spark mig / dril mig” … Det hverken kan eller vil jeg udsætte mine børn for.

Skulle vi blive indkaldt til et møde på skolen, så kan jeg være evig forvisse om, at Karsten nok skal sende alt over på mig, hvis jeg ikke deltager i møderne. Han er nemlig så usædvanligt sympatisk at snakke med, så imellem linierne kan han nok fortælle, at det er sq hende Annette der ikke gør tingenene godt nok. Jeg tror ikke de er bevidst, men sådan vil jeg tro det kommer til at gå
.[/quote]

Det lyder altså ikke særlig rart, eller kærligt. Jeg ville ikke finde mig i det. Du kan vel også sparke ham ud? Og få een af de der robotstøvsugere…

[quote=“AnnetteÅH O”]Tak for jeres svar -forelsket

Jeg er meget blandet i mine følelser, for på den ene side, så overvejer jeg at sige farvel og tak, men på den anden side, så har jeg mange følelser for Karsten, og jeg ved jeg måske er lidt for god af mig, for jeg prøver at få det til at fungere.

ÅH den kender jeg kun alt for godt…har haft den følelse selv alt for mange gange over den situation mig og Paulo er i…Men ved også at børnene har det altså bedre af at mor har det godt, og det har du ikke -blåblå -blåblå . jge ved ikke hvad jeg skal sige, men det lyder ikke til at det her fungere Annette, og du skal sgu ikke begynde at tabe dig sygeligt pga en “undskyld mit dansk” IDIOT der ikke kan få fingeren ud af Røven. det vil dine børn opdage lige med det samme, og det vil gøre dem bekymret. -sorry -sorry

Igen et stort knus fra mig

-møzkram -kramer -kramer -HUG

Åh Annette dog -blåblå Bliver helt trist når jeg læser dit indlæg…

Du har virkelig ikke fortjent den behandling, hverken fra Karsten eller nogen anden… du skal ikke finde dig i det…

Det kan ikke passe at du skal styre hele huset, fordi han ikke kan tage sig sammen, til at lette sin røv…

Jeg vidste godt hvad jeg ville vælge, men der er kun 1 som kan tage en beslutning for dig… og det er DIG…

Håber virkeligt du finder en løsning som du kan leve med…

Kærlig hilsen Winnie

først får du lige en kæmpe krammer -HUG

og når det er gjort samler jeg lige min kæbe op fra gulvet… du beskriver min hverdag med mine 2 drenge og min gulvlæggerkæreste -uuh

helt seriøst… efter at ha læst dit indlæg tror jeg det er noget de bliver smittet med i det fag for du kunne lige så godt ha beskrevet Michael… Jeg kæmper en brav kamp med ham lige for tiden og kan sagtens sætte mig ind i følelsen om at være mor til 3 små drenge i stedet for 2… og selvom jeg forsøger at “råbe” min nød bliver jeg sku ikk rigtig hørt…

ville gerne kunne give dig en masse gode råd, men istedet vil jeg sætte mig ned og læse dem du får… -rul

først får du lige en kæmpe krammer -HUG

og når det er gjort samler jeg lige min kæbe op fra gulvet… du beskriver min hverdag med mine 2 drenge og min gulvlæggerkæreste -uuh

helt seriøst… efter at ha læst dit indlæg tror jeg det er noget de bliver smittet med i det fag for du kunne lige så godt ha beskrevet Michael… Jeg kæmper en brav kamp med ham lige for tiden og kan sagtens sætte mig ind i følelsen om at være mor til 3 små drenge i stedet for 2… og selvom jeg forsøger at “råbe” min nød bliver jeg sku ikk rigtig hørt…

ville gerne kunne give dig en masse gode råd, men istedet vil jeg sætte mig ned og læse dem du får… -rul[/quote]

Så skal du da også lige have et stort kram -HUG -HUG -HUG -HUG -danse

Så er de sten inde. [smilie=hate-boid.gif] [smilie=hate-boid.gif] [smilie=hate-boid.gif]
Pallerne er sat væk, så vi kan parkere igen og nu er det næsten klar til at blive lagt en del sten på terassen. -brækkesig

Lige nu sidder jeg og føler, at jeg har beskrevet Karsten som et røvhul - og det er han ikke. Han kan bare ikke tage sig sammen til at gøre noget herhjemme.

Susanne - for pokker mand… Du får lige et kæmpe -HUG af mig… Vi kan rigtigt sidde og bitche sammen -høhø MÆND…

I går, da jeg sad hos min veninde, snakkede vi lidt om det. Jeg snakkede med min venindes fætter (kender ham godt) for jeg tænkte “Jeg er fa***** NØDT til at spørge en mand”, - vi kvinder kan have vores mening omkring tingene, og hvordan filan skal man lige formidle det til en mand, så han forstår jeg mener det alvorligt. Han var ret målløs, og forstår heller ikke Karsten ( -høhø og især ikke det med vores samvær, da han har givet udtryk for, at jeg er ikke såååå tosset at se på - eller høre på)
Han sagde at jeg måtte prøve at snakke med ham om det én gang til, men han mente ikke det burde være nødvendigt…

Et sted inde i mig føler jeg, at det ikke går mere, men et andet sted er det bare så svært at magte, hvis vi skulle gå fra hinanden. Både på det følelsesmæssige plan, men også på en masse andre punkter.

Jeg er sikkert den største kylling når det kommer til stykket, for jeg er bange for, at jeg slet ikke er stærk nok til at være alene… -græd Jeg ved det ikke…

Øv Annette, jeg føler med dig. Sådan at gå og være trist i det gode vejr -blåblå
Kan det ikke trøste dig, at størstedelen af mænd bare ER sådan, de tager ikke tingene så tungt og tænker ikke så langt, og tænker slet ikke som os -rulleøjne
Du ved man siger, Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus og der er virkelig meget rigtigt i det.
De fatter slet ikke hvorfor vi hidser os op over “bagateller” som de kalder det.
Hvad er ikke nås i dag, det nås da nok i morgen eller en anden dag, ingen grund til at skynde sig sådan -rulleøjne
Det er virkelig ikke alle der rider samme dag som de sadler, sådan er det.

Det havde sgu været noget nemmere at være lesbisk tror jeg -høhø

Kære Annette først et rigtig stort kram og så et råd.

Hvis du ikke kan råbe ham op må du skrive et brev til ham hvor du giver udtryk for dine fustrationer, vær sikker på at du går helt i dybden med alt og beskriv også dine overvejelser vedrørende jeres fælles fremtid. Brevet skal sendes anbefalet så han selv skal hente det på posthuset. På denne måde må han simpelthen kunne forstå at du mener det alvorligt.

Det er ikke bare dit normale brok men noget du har tænkt virkelig grundig igennem.

Jeg har aldrig selv sendt et brev til min mand, men jeg har engang skrevet et brev som jeg pakkede med i hans kuffert engang han skulle ud og rejse. Brevet blev aldrig kommenteret, men der skete ændringer.

[bigloony] Det var da en ualmindelug god idé, Birthe. Det synes jeg, at du skulle overveje, Annette.

Og et knus til de, som er i samme situation, det må ikke være rart. -HUG

trøste kram -HUG Jeg har desværre ikke nogen gode råd så i kan få det til at fungere. Har selv været i et ligende forhold. Min løsning blev jeg smed ham ud.